Fra gammel tid var højremshuse af bindingsværk med udskud på langsiderne den almindeligste bygningstype i Thy og på Mors. De større gårdbrug var kendetegnet ved parallelgården, hvor gårdens to længer lå parallelt, mens de mindre brug nøjedes med én længe eller et vinkelhus, et såkaldt »krumt sted«. På Mors og i Sydthy var bygningerne ofte rødkalkede, mens de i det øvrige Thy og i Hanherred var hvide. Tagene var dækket med rør, strå eller lyng og var hel- eller halvvalmede.
På det træfattige Mors blev bindingsværk meget tidligt erstattet af grundmur, muliggjort af de mange teglværker, og fra midten af 1800-tallet medførte et øget kornsalg en stærk byggeaktivitet. Den nordlige del af Mors var domineret af mange mindre gårdbrug, og her blev de gamle enlængede udskudshuse eller vinkelbygninger typisk erstattet af trelængede ejendomme i gult murværk.
Fra 1880 og op til 1. Verdenskrig ændrede byggeskikken karakter. Røde teglsten blev det foretrukne, og nye materialer som tagskifer, tagpap, jernplader, formsten, beton og cement vandt frem. De mange husmandsbrug, der blev opført i perioden 1860- 90, var gennemgående enlængede eller vinkelbyggede ejendomme i simple, billige materialer. Herefter skete der et kvalitetsløft, som det fx ses i de omfattende husmandsudstykninger på Sydmors i årene 1910-12, der blev domineret af små fritliggende stuehuse i røde mursten og med cement- eller teglstenstag over for udhuslængen. Nye udstykninger, som fx på Blidstrup Mark eller i Tøving, fastholdt et betydeligt byggeri af husmandssteder ind i 1930’erne. I begyndelsen var de nye stuehuse præget af »villastilen« i form af kviste, murbånd i cement og buestik, men efter 1. Verdenskrig vandt Landsforeningen Bedre Byggeskik indpas. Den trelængede gård var fortsat den mest almindelige med fritliggende stuehus i røde sten, mens de to udlænger ofte var pudsede og kalkede. De vinkelbyggede ejendomme forekom dog stadig, især som udlænger.
