De grundmurede gårde omkring Ringkøbing Fjord fremstår i dag som noget af det mest velbevarede gårdbyggeri fra begyndelsen af 1800-tallet i Danmark.
Byggeskik på landet i Ringkøbing-Skjern Kommune
Den vestjyske grundmurede gård
Den såkaldte studedriverkro Røde Kro lå op til Drivvejen nær Ringkøbing Fjord. Stuehuset er den ældste af bygningerne og stammer fra begyndelsen af 1800-tallet. Det er opført i røde, helbrændte mursten, hvilket antagelig har givet kroen dens navn.
De grundmurede gårde, som er gårde opført udelukkende af murværk, blev bygget med inspiration fra Sønderjylland og Friesland, hvor grundmurede gårde allerede var udbredte i 1700-tallet. Det var områder, man i Vestjylland havde været i handelsmæssig kontakt med gennem flere hundrede år, bl.a. gennem studehandelen. Til forskel fra andre dele af Danmark, hvor udviklingen tog fat i midten af 1800-tallet, vandt den grundmurede gård derfor allerede frem i Vestjylland i begyndelsen af 1800-tallet. Stauning Præstegård fra 1789 er muligvis den første gård ved Ringkøbing Fjord, der blev bygget i grundmur. Lønnegården, der i dag står på Frilandsmuseet Det Gamle Danmark, blev bygget i 1803. Indtil da havde man i Vestjylland anvendt bindingsværk ligesom andre steder i landet. Manglen på træ, et behov for mere vejrbestandige bygningsmetoder og øget velstand har været årsager til, at man helt gik over til at bygge i grundmur.
Hedehusmandsstedet Gåsemandens Gård er et fint eksempel på det vestjyske grundmursbyggeri. Den blev opført i 1789 som en enkelt længe på en udstykket grund fra herregården Grubbesholm, men blev med tiden udbygget. Omkring 1878 stod den som en grundmuret firlænget gård. Som det ses hos mange af de vestjyske grundmurede gårde, er der, inspireret af byens huse, mange fine detaljer ud mod haven, hvorimod facaden mod gården er mindre pyntet. Gården blev fredet i 1995 og har været åben for publikum siden 1999.
Lokalt brændte mursten
Strandfogedgården, Abelines Gård, på Holmsland Klit blev opført i perioden 1854‑71. Gården er en af de største vestjyske grundmurede gårde.
Selv om inspirationen til at bygge i grundmur kom sydfra, blev bygningerne tilpasset lokale særpræg og løsninger. Karakteristik for de vestjyske grundmurede gårde er brugen af forhåndenværende lokale materialer, fx halvvalmede tage tækket med tagrør fra fjorden og mønnet med græstørv, lokalt fremstillede mursten i mange nuancer og lukkede gårdspladser belagt med strandsten. Gårdenes murværk blev ikke udelukkende bygget i brændte sten. Indermure blev bygget i ubrændte soltørrede sten af ler eller klæg. Om disse klægstensmure sagde man på Holmsland Klit i gamle dage, »at de holdt i storm, men væltede i tåge«. Det er især de brændte murstens mange farvenuancer, der giver de vestjyske gårde deres karakteristiske præg. Stenene til et byggeri blev brændt ad flere omgange i små lokale teglovne. I forbindelse med hver brænding opstod nye farvenuancer i stenene. Mange af gårdene har enkle hvidtede detaljer på gesims og hjørner eller som bånd over vinduerne. De uensartede, mørkbrændte sten giver sammen med de enkle hvidtede detaljer en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Denne enkle byggestil holdt sig op til begyndelsen af 1900-tallet. I løbet af perioden ændrer byggestilen sig dog gradvis. I begyndelsen var det stuehusene, der blev opført i mursten. Efterhånden begyndte man også at opføre avlsbygningerne i grundmur.
Den traditionelle vestjyske byggeskik kan opfattes som et modulsystem, og konceptet kan genfindes fra de mindste huse, fx det fattige Hattemagerhuset i Tarm, der blev opført i begyndelsen af 1800-tallet, til de største gårde, fx strandfogedgården Abelines Gård på Holmsland Klit, der blev opført 1854‑71 som erstatning for en mindre gård.
