Oprindelig var gårdene i Syddjurs opført i bindingsværk med stråtag. Gårde og huse lå tæt i landsbyerne, der ofte havde karakter af slyngede vejbyer. Den firlængede gård omkring en åben gårdsplads var den mest almindelige type. Stuehuset var ofte fritliggende, mens længerne var sammenbyggede. Bindingsværket var af kraftigt og rigeligt tømmer, dog ikke så rigeligt som i de mere skovrige egne af Østjylland. Især på Mols og i den sydlige del af Syddjurs havde bygningerne fodrem, mens stolperne i de nordligere egne blev rejst direkte på syldstenene. Indtil midten af 1800-tallet var tavlene lerklinede eller af soltørrede lersten; herefter anvendtes i højere grad brændte sten. Stråtagene havde almindeligvis mønninger af græstørv, men enkelte var mønnet med tang, der blev holdt på plads med en kappe af ler.
De grundmurede bygninger på landet vandt indpas fra midten af 1800-tallet. De ældste havde ofte pudsede facader, mens blank mur dominerede fra slutningen af 1800-tallet. Fra slutningen af 1800-tallet blev en række udhuse samt stald- og ladebygninger desuden opført af kløvede kampesten.
De ældste sommerhusudstykninger på landbrugets marginaljorder stammer fra slutningen af 1. Verdenskrig. Sommerhusene er bygget i forskellige stilarter – fra små, enkle bræddebeklædte hytter med stråtag til større, grundmurede villaer.
