De ældste nuværende bygninger i kommunen går tilbage til 1700-tallet og er opført i bindingsværk, og da der på den tid var let adgang til godt egetømmer, har man brugt rigeligt og kraftigt dimensioneret træ. Tavlfelterne mellem bindingsværkstømmeret blev kalket hvide, røde eller gule, og der kunne også være malet fuger på de kalkede flader. Bindingsværket var ofte sort, brunt eller grønt. Omkring år 1800 blev konstruktionen af bindingsværket ændret, så loftbjælkerne blev lagt på tagremmen i stedet for at gå gennem stolperne. Det forøgede den indvendige rumhøjde væsentligt.
Overgangen fra bindingsværk til grundmur skete over en længere periode fra 1800-tallet, da tømmeret blev mere sparsomt. Husene var ofte opført på et fundament af store marksten. Murene kunne være udført i skiftende forbandt og med gesimser og lisener.
Saddeltaget er den mest almindelige tagform, ofte med halvvalmede gavle. Stråtaget blev efterhånden afløst af tegltaget, der er det mest almindelige fra begyndelsen af 1900-tallet. Bygningerne fik efterhånden også større dybde i lader og stalde, for at produktionen af korn og dyr kunne øges. Byggeriet blev mere og mere inspireret af husene i byerne, og hovedhusene kom til at ligne byens villaer. De blev opført i blankmur eller pudsede facader med større og større vinduer.
I 1915 blev Landsforeningen for Bedre Byggeskik dannet, og den søgte at få større arkitektonisk kvalitet i byggeriet. For at få statslån skulle man følge landsforeningens tegninger – derfor har de ofte samme arkitektoniske udtryk: enkle, symmetriske huse med halvvalmet tag med røde vingetegl.
Industrialiseringen har medført, at landbruget er blevet koncentreret på færre, men langt større anlæg. Bygningerne er blevet større og ligger ofte meget synlige i landskabet med store tagflader. De opføres primært som elementbyggeri.
