C.F. Aagaards Villa, København

Blandt borgerskabet, der slog sig ned i det fashionable Rosenvænget på Østerbro, var en hel del kunstnere, deriblandt maleren C. F. Aagaard, som fik Vilhelm Dahlerup til at bygge sig et hus i 1875. Rosenvængekvarteret er ikke opkaldt efter blomsten, men efter stedets ejer omkring 1680, en adelsmand Jens von Rosenheim, der siden lagde navn til lystejendommen Rosendal og andre lokaliteter i området. Efter at byggerestriktionerne i 1852 blev trukket ind til Søerens inderside, og det blev tilladt at bygge i større stil, overtog vinhandler Waagepetersen området og udstykkede det til godt 50 store villagrunde. Det udviklede sig til det første egentlige villakvarter i København. Det var meget fashionabelt med placeringen helt ned til stranden, og det tiltrak mange kunstnere og rigmænd. Den mest kendte var skuespillerinden Johanne Luise Heiberg, der lod Herholdt opføre en villa (Rosenvængets Hovedvej 46), som hun flyttede ind i 1862. Også kunstmalerne Wilhelm Drewsen, P.C. Skovgaard og Wilhelm Marstrand har boet i kvarteret. Carl Frederik Aagaard (1833-95) gik på Kunstakademiet fra 1852 og arbejdede samtidig for dekorationsmaleren Georg Hilker. Han lagde sig dog snart efter landskabsmaleren P. C. Skovgaard og gjorde landskabsmaleriet til sit hovedfag. Desuagtet arbejdede han videre med dekorationsmaleriet og arbejdede bl.a. sammen med Hilker om udsmykningen af Landbohøjskolen og vestibulen i Københavns Universitet på Frue Plads. Arkitekten bag villaen i Rosenvængets Allé 46, Jens Vilhelm Dahlerup (1836-1907), har haft stor betydning udformningen af København. Dahlerup arbejdede indenfor tidens almindelige smagsretning, som i dag kaldes historicismen. Han havde succes med sin eklektiske stil, hvor elementer fra forskellige kulturer og tider blandedes for at skabe et let og festligt udtryk i en harmonisk og karakterfuld udformning. Dahlerup har således stået bag mange af Københavns store byggerier, både i statslig regi med bygninger som Det Kongelige Teater og Statens Museum for Kunst, som arkitekt for brygger Carl Jacobsen med Ny Carlsberg Bryggeri og Ny Carlsberg Glyptotek og i sin egenskab af rådgiver for Københavns Havn, hvor han opførte en del af frihavnens pakhuse og flere københavnske broer, herunder Holmens Bro, Højbro og Dr. Louises Bro. C. F. Aagaard fik i 1875 Vilhelm Dahlerup til at opføre sig et hus, nær læremesteren P. C. Skovgaard, hvis villa ligger for enden af Rosenvængets Allé. I Rosenvængekvarteret skulle villaerne vise beboernes kundskab og talent med fantasi, hygge og individuelt særpræg. Facaderne i Dahlerups villa for Aagaard er således fortolkning over temaet italiensk middelalderarkitektur i danske materialer.

C. F. Aagaards villa er beliggende i Københavns Udenbys Klædebo Kvarter på en stille villavej, Rosenvængets Allé, der omfatter en del af et oprindeligt fritliggende, naturnært kvarter ned til Øresund. I dag udgør kvarteret en grøn oase i Østerbros bymæssige etagebebyggelse. Villaen er beliggende midt på en aflang øst-vest orienterede grund med en forhave og en baghave samt smalle passager om huset. Villaen omfatter en fritliggende, rektangulær blok med indgang fra den vestlige side. Den er i blankmur af mønstermurede gule og røde teglsten med hamborgfugning, og villaen har tre etager over kælder med skiferlagt heltag. På nordsiden er en udbygning i to etager med hoved- og bagtrappe, mens der på den vestlige side er en karnap i to etager og mod øst er en loggia. Herover er altan, ligesom der er en mindre altan på anden sal og en tagterrasse ovenpå trappehuset. Facaderne er kendetegnet ved en sokkel i granit, kælderetage i gule tegl, en gennemgående kordongesims af gule tegl, geometrisk mønstermuring i gule tegl over anden sals midte samt i gavlfrontonerne, savsnitfriser i runde formsten og en hovedgesims med sparrehoveder i formsten eller tandsnit. Hertil kommer førstesalens gavle med henholdsvis to og fire rundbuede lancetformer i gule tegl, karnappens hjørnepilastre med formsten og portalen med pilastre, slutsten, fordakning og buestik omkring anden sals altandør samt konsoller under denne og en stor medaljon med portræt. Karnappen har dels på første salen markeret en altan med konsoller under, og dels stort tagudhæng med dekorativt lange spærfødder. Trappehuset har i stueetagen mod både øst og vest et dobbeltbuet parti med halvsøjle imellem, indfatning i gule tegl og oculusvindue over midten. Der er højt, halvbuet korspostvindue i højre bueparti, mens der til venstre er en halvbuet firefyldingsdør med vindue øverst. De resterende døre er nyere fyldingsdøre med vindue i. Villaen har ældre, fladbuede korspostvinduer, dog er der nyere, småsprossede vinduer i trappehusets førstesal på østlig side, karnappen har i stueetagen et ældre korspostvindue med smalle yderrammer, mens andensalen har ældre skodder. Mod haven er på andensalen mindre, nyere, kvadratiske vinduer. Alle vinduer og døre er malet grønne. Over gavlene er henholdsvis en og to skorstenspiber, og der er over trappehuset en nyere tagkvist med langt, buet tag samt øverst på trappehuset en tagterrasse med fastmonteret, maskinel inddækning. Hovedindgangen på villaens vestlige side har havegang med ti marmorborner, fem på hver side. Afviserstenene har kæde fastgjort toppen, som løber mellem stenene. I det indre er den oprindelige planløsning stort set bevaret med hovedtrappen bag entrédøren og forstue rundt om trappen, stue og musikværelse mod gaden samt køkken-alrum, et værelse, bagtrappe og et lille badeværelse mod havesiden. På første sal er fra det store trapperum adgang til et værelse mod gaden og en fordelingsgang med stort badeværelse samt to værelser mod havesiden og endnu et værelse mod gaden. Anden sal har en forstue over trappen, badeværelse mod havesiden og centralt et stort atalier, som i dag er stue. Mod gaden er der soveværelse og kontor, mens der mod havesiden i nyere tid er lavet køkken. Fra atalieret fører en trappe op til tagterrassen over trappehuset. Interiøret er generelt kendetegnet ved mange oprindelige og ældre bygningsdele, -detaljer og overflader, herunder bræddegulve, lysningspaneler på første sal og oprindelige, én- og tofløjede fyldingsdøre med indstukne hængsler, greb og gerichter. Der er tillige bevaret loftsstukkatur i form af simple rosetter, kantlister og et geometrisk stukkeret hvælv i atalieret samt i atalieret fint udformede pilastre med forkrøpninger omkring dørene. Hertil kommer stueetagens lille værelse mod gaden, som er rigt udsmykket med lister, ådring udført som panelering og intarsia samt tapetseret replik af gyldenlæder. Den lavloftede kælder har mindre, ældre rum med ujævnt, tyndt betongulv, flere steder blankmur, lysningsnicher under vinduerne og ældre døre med indstukne hængsler. Hovedtrapperummet har en særlig udformning, da trappen fra stueetagen til første er en toløbet trappe, mens den fra første til anden sal løber i trapperummets midte, frit svævende med gang mod gadesidens værelse og gang under andensalens repos. Trappen er kendetegnet ved spinkle, drejede balustre, elegante klodstrin og fint udformede, bejsede håndlister, som ender i volutsvungne mæglere over vangesnirkler, hvorom trappeløbenes nederste trin snor sig. Bagtrappen er en simpel toløbstrappe med balustre i rundstokke og en enkel håndliste med tilhørende mægler. Trappen fra atalieret til tagterrassen er traditionelt udført med klodstrin, kvadratiske balustre, svær håndliste i ædeltræ og flere voluminøse mæglere med runde og kvadratiske overbygninger.

Der knytter sig miljømæssig værdi til villaen, der udgør et yderst værdifuldt og stemningsfuldt indslag i det gamle villakvarter omkring Rosenvænget. Med sin tilbagetrukne beliggenhed og markante bygningskrop er Dahlerups villa en fornem repræsentant for det tidlige villabyggeri i Danmark, herunder med stor egenart i form og udtryk, som hermed tilpasser sig Aagaards ønsker og livsudfoldelse. Således er C. F. Aagaards villa med sine iøjnefaldende brede gavl-facader mod nord og syd, loggiaen mod haven og karnappen med det sydlandske tagudhæng et velbevaret og karakterfuldt led i områdets på samme tid originale og effektivt udformede arkitektur fra den tidlige historicisme, der lagde grunden til og referencerammen for de senere årtiers udbredte villakultur- og kvarterdannelser.

Der knytter sig først og fremmest kulturhistorisk værdi til C. F. Aagaards villa på Rosenvængets Allé i kraft af villaens karakterfulde og gennemført originale form, der som et elegant modelleret volumen dyrker blankmurens dekorative muligheder. Med sin orientering af de brede gavl-facader, som giver mulighed for store vinduespartier mod nord, viser villaen sin tilblivelse med kunstmaleren som bygherrer. Villaens udformning viser ligeledes arkitektens kreative og gennemtænkte løsninger i et af landets tidligste villakvarterer, hvor karnappen med det udhængende tag og lange spærfødder bliver toneangivende mod gaden, mens loggiaen, medaljonen og andensalens altan bliver det mod haven. På gavlene træder de gennemgående geometriske figurer i røde og gule tegl frem og giver bygningen karakter, skala og tilhørsforhold. Hermed placerer arkitekten villaen i den tidlige historicismes blanding af en italiensk- og nordisk inspireret villastil, der tilsammen danner en stemningsfuld og helstøbt syntese uden klare referencer til konkrete bygningsværker, men til et stort reservoir af arkitekturhistoriske referencer fra middelalder til den tidlige modernitet i form og udtryk. Dertil kommer de ældre, mørkegrønne vinduer og døre i huset, som spiller stilsikkert sammen med indgangspartiernes dobbeltbuede indfatninger, kælderetagens bånd, gesimser og geometriske figurer i gule teglsten. Der knytter sig endvidere kulturhistorisk værdi til den bevarede indgangsportal med den ældre hoveddør, der giver adgang til det fritliggende hus midt på sit grundstykke mellem for- og baghave. Hertil kommer havegangens marmorborner, der siges være genbrug fra Det gamle Kongelige Teater, som Vilhelm Dahlerup i 1872-74 erstattede af det nuværende. Der bor i dag to familier i villaen. I det indre knytter der sig kulturhistorisk værdi til de gennemgående velbevarede planløsninger i villaen, hvor stueetagen har køkken og stuer, mens førstesalen huser værelser, ordnet omkring en central fordelingsgang. Anden sal har stort atalier og en nyere indretning i de etagens ender med værelse og køkken. Samtlige etager har badeværelse i det nordøstlige hjørne. At fordelingsgangen i stuetagen er brudt op til fordel for en større forstue, og køkken og værelse mod haven har byttet placering ændrer ikke markant ved oplevelsen af planen. I den oprindelige plan var der direkte adgang fra forstuen til gadesidens stue, men denne forbindelse er blevet muret til i tidens løb. Den nyere indretning giver beboerne moderne lejligheder, men fastholder fornemmelsen af villaens tidligere struktur og historie. De bevarede dele af de oprindelige og ældre interiører i villaen har ligeledes stor kulturhistorisk værdi, idet de dels vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer og dels viser bygherrens særlige præferencer. Der er således bevaret en række oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer, herunder bræddegulve, lysningspaneler på første sal og oprindelige, én- og tofløjede fyldingsdøre med indstukne hængsler, greb og gerichter. Hertil kommer loftsstukkatur i form af simple rosetter, kantlister og i særdeleshed atalierets særlige historicistiske stukhvælv og pilastre med forkrøpninger samt stueetagens rigt dekorerede værelse, Musikværelset, med lister, ådring udført som panelering og intarsia samt tapetseret replik af gyldenlæder. Villaens trapper er ligeledes af kulturhistorisk værdi, herunder specielt hovedtrappens fine og særlige udformning og detaljer med dens offentlige, repræsentative og herskabelige udformning. Dernæst kommer den bevarede, men mere beskedne, bagtrappe og trappen fra atalieret til tagterrassen. Der er i villaen bevaret en vis overensstemmelse mellem det ydre og indre udtryk, hvor mønstermuring, loggia og karnap med udhæng kontrasteres af stukkering, pilastre med forkrøpning og det udsmykkede musikværelse. I et kvarter som Rosenvænget, der faktisk fik ry som et kunstnerkvarter i kraft af sine berømte beboere, var mindre bemidlede malere som Aagaard egentlig sjældnere end de mere almindelige bygherrer blandt de velhavende villabyggende, københavnske håndværksmestre og grosserer, men hans hus tegner en fase i dansk kunst- og arkitekturhistorie, hvor ambitionerne om at skabe Gesamtkunstværker i form af originalt og praktisk udformede kunstnerhjem nær naturen og havet for alvor begyndte at manifestere sig i kølvandet på Guldalderens dyrkelse af det danske landskabs ynder og rejsernes indtryk fra især Italien.

Den arkitektoniske værdi ved C. F. Aagaards villa knytter sig i det ydre til den fritliggende, grundmurede bygning med dens markante og udtryksfulde bygningskrop. Her er karnap og loggia samt murværkets geometriske mønstre fortolkninger over italiensk stil, der øverst er kronet af det store sadeltag hængt med skifer. Til sammen giver det villaen et indtryk af et originalt og særegent indslag i den tidlige danske historicisme, hvor funktion og skønhed er tænkt sammen i en egensindig dragt uden faste referencer til ældre byggeri eller stiltræk. Der knytter sig yderligere arkitektonisk værdi til det blanke mureværk med dekorative bånd, dørindfatningen og geometriske former, som giver villaen skala og samhørighed mellem delene. Hertil kommer havegangens marmorborner, som giver en effektfuld styring af den besøgendes blik og bevægelse mod villaens hovedindgang. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig foreningen af malerværksted og bolig, som har stillet visse markante krav til villaens udformning med et atalier med stort areal dedikeret til kunsten. Det markante rums oprindelige funktion kan stadig aflæses på trods af, at atalierets vinduer er blevet muret til og nye er kommet i sydgavlen. Hertil kommer den generelt bevarede planløsning på alle etager, hvor de ældre og traditionelt udførte døre, greb og gerichter, de bevarede trappeløb med særligt hovedtrappens fine udformning og musikrummets unikke arkitektoniske og håndsværksmæssige detaljering, som fastholder fortællingen om arkitektens og bygherrens valg og smag. Endelig kommer den traditionelle materialeholdning ude og inde, der fortsat er bærende for husets arkitektoniske vision.

Læs videre om

• Brolæggerstræde 6, København
• Hellerup Station, København
• Overgaden neden Vandet 31, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen