I mere end 70 år har designklassikeren Y-stolen været produceret hos Carl Hansen & Søn Møbelfabrik. Hans J. Wegner kombinerede håndværk med industriel produktion som en del af strømningen Danish Modern.
.

Møbelfabrikken Carl Hansen & Søn ved Gelsted blev grundlagt i 1908 og har siden 2002 været ledet af barnebarnet Knud Erik Hansen. Virksomheden har gennem årene satset på kvalitetsmøbler designet af nogle af Danmarks mest berømte møbeldesignere som Hans J. Wegner, Arne Jacobsen og Børge Mogensen. Fra begyndelsen af dette årtusinde har man for alvor satset på det internationale marked og har åbnet en række flagshipstores og salgskontorer rundtom i verden. Virksomheden beskæftigede i 2020 op mod 300 medarbejdere på fabrikken ved Gelsted.

Siden 1908 har Carl Hansen & Søn Møbelfabrik A/S produceret møbler, men med samarbejdet med Hans J. Wegner blev virksomheden en af de ledende inden for den stil, der internationalt fik betegnelsen Danish Modern. Ikke mindst Y-stolen af Wegner fra 1950, der stadig produceres i virksomheden i Gelsted, har været populær. Flere møbler, der siden er blevet klassikere, produceres stadig med en kombination af håndværk og moderne industriel produktion, fx møbler af Kaare Klint, Mogens Koch, Børge Mogensen, Nanna Ditzel, Frits Henningsen og Poul Kjærholm. Også senere designere som Tando Ando og den østrigske designertrio EOOS, grundlagt i 1995 af Martin Bergmann, Gernot Bohmann og Harald Gründl, har virksomheden samarbejdet med.

Virksomheden producerer en bred vifte af møbler fra barnestole og senge over sofaer og reoler. Der er stålmøbler, omhyggeligt udførte stole med meget håndværk, moderne skalstole og betrukne møbler i læder eller hestehår, og der anvendes træsorter, som spænder fra eg til valnød.

Videre læsning

Læs mere om Erhverv og arbejdsmarked i Middelfart Kommune

Læs videre om

Se alle artikler om Erhverv og arbejdsmarked