Christians Plejehus (tidl.) ligger på Store Kongensgade 108 og 108 A, B, D i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Frederiks Plejehus, siden Christians Plejehus, blev oprettet ved kongelig resolution af 15. maj 1765 som led i 1760'ernes omfattende hærreformer. Institutionen skulle erstatte krigshospitalet på Ladegården. Til formålet erhvervedes kommerceråd Gilles Vilhelm Daemens store fabriksanlæg i Store Kongensgade, der blev ombygget efter tegninger af kaptajn Christian Carl Pflueg. Bygningsarbejderne blev påbegyndt i 1765, men da Frederik V. døde i 1766 blev arbejdet midlertidigt indstillet for igen at blive genoptaget året efter under Christin VII's regeringstid. Herved fik institutionen navnet Christians Plejehus. Bygningerne kunne indvies den 28. maj 1769 ved en offentlig gudstjeneste i stiftelsens kapel. Foruden administrationen var det planlagt, at der kunne optages 160 invalider, 40 enker, 60 forældreløse drenge og 40 forældreløse piger. Allerede i 1772 husede institutionen 500 personer, hvoraf halvdelen var børn. Alle var formerede i korporalskaber og underkastet militær disciplin, eller som det beskrives i fundatsen: Indrettet efter Krigsstandens Grundsætninger, især hos Drengebørnene, da de fornemmelig opdrages til gode og brugbare Underofficerer. Der forfærdigedes en stor mængde skotøj, skrædderarbejde og lignende, og i efteråret indrettedes en lærredsfabrikation i større stil, hvortil spindet leveredes af henved 1000 soldater-og matroskoner uden for stiftelsen. Da staten i 1775 ønskede at hjælpe nogle nye handelskompagnier til en fordelagtig beliggenhed ved havnen og derfor flyttede Almindeligt Hospital til Sølvgades Kaserne, blev det besluttet ligeledes at flytte Christians Plejehus dertil. Bygningerne i Store Kongensgade blev derefter anvendt til at huse institutionen Det kongelige Opfostringshus, som blev overflyttet hertil fra Christianshavn (Conradis Opfostringshus, det senere Søkvæsthus). Det kongelige Opfostringshus var stiftet i 1753 og skulle ifølge fundatsen hjælpe forældreløse børn "udi samme hus nødtørftig men dog ikkun med ordinaire føde, klæder og husgeråd, så ringe og så hårdt, som sundheden vil tillade, underholdes og forsynes, og der således opfødes og opdrages, samt vænnes til idelig arbejde, at de kunne holde og anse hver employ og condition, som dennem siden forekommer, og tilbydes, for en forbedring af deres vilkår". I 1880 blev Det kongelige Opfostringshus flyttet til en ny bygning på Kalkbrænderivej, og de eksisterende bygninger blev købt af løjtnant og tømrermester J.P. Nielsen, der ombyggede huset til erhverv og beboelse. I vurderingsforretning fra 1883 omtales i alt 27 lejemål. Institutionens tidligere kirkesal blev i 1887 lejet af Frelsens Hær, der her åbnede sit andet korps lille David den 19. oktober og anvendte lokalerne frem til 1948. Over døren til forsamlingssalen kan stadig læses den bemalte påskrift. Derefter har lokalet bl.a. været indrettet som maskinværksted. Forhuset har rummet kontorer for Store Kongensgade Politistation indtil 1971, da politiet flyttede til et nyt kontorhus. I 1970'erne var ejendommen så nedslidt og forsømt, at den blev kondemneret, og der var planer om nedrivning. Ejendommen er senere overtaget af en boligandelsforening, hvor anlægget gennemgik en stor istandsættelse. Christians Plejehus er nu primært indrettet til boliger, mens der er erhverv i forhusets kælderlokaler. På tegninger fra 1700-tallet ses det, at der sandsynligvis også har været et sidehus mod syd i den første gård, ligesom at der har været et nordre sidehus i den bagerste gård. Kælder- og stueetagerne i for- og tværhusets nordre del har på traditionel vis været indrettet til husholdningsrelaterede formål såsom køkken- og vaskeregioner, mens tværhusets søndre del har været optaget af kirkesalen. Baghusene synes at have været indrettet til arbejdsrum og sovesale. Forhuset har haft en overordnet symmetrisk planløsning med hovedtrapper på hver side af portrummet. De øvre etager i forhus, nordre sidehus og tværhus har været optaget af sovesale. Christian Carl Pflueg (1728-1809) var ingeniørofficer og arkitekt. Af vigtige embeder og værker kan nævnes, at han fungerede som konduktør for Nicolas-Henri Jardin ved opførelsen af Sølvgades Kaserne i 1765-69; opførelsen af Frederiks (Christians) Plejehus, Store Kongensgade 108 i 1765-69); Pflueg ledede indretningen af det Brockdorffske Palæ på Amalienborg til kadetakademi i 1767-68. Christians Plejehus var Carl Christians Pfluegs eneste selvstændige værk, og han viste sig som en talentfuld elev af N.H. Jardin, der med enkle midler formåede at skabe en monumental og værdig facade af to eksisterende forhuse af uens højde. Pflueg havde et talent for mekanik, konstruerede instrumenter og oprettede på Plejehuset en linnedfabrik, som han selv ledede. For egen regning oprettede han 1776 en klædefabrik på sin gård Ulrikkenborg, nedlagt 1784. Han udgav en række skrifter og efterlod sig en selvbiografi.

Beskrivelse

Forhuset i Christians Plejehus ligger ud til Store Kongensgade, mod gården er forhuset gennem en lav forbindelsesbygning mod nord sammenbygget med et sidehus, der er sammenbygget med et tværhus, der mod anden baggård er sammenbygget med sidehus mod syd. To portåbninger i henholdsvis for- og tværhus giver adgang til første og anden gård. Ejendommen omfatter også et baghus og et sidehus, der ikke er omfattet af fredningen. Gårdrummene er dels brolagte og har dels græsplæner, og bruges som rekreativt opholdssted for ejendommens beboere. Forhuset mod Store Kongensgade er femten fag bredt og tre etager højt over en høj kælder; der er i nyere tid indrettet lejligheder i tagetagen. I midterste fag er indgangspartiet, og der er nedgang til en kælder i tredje og ellevte fag. Kælder- og stueetagen anvendes til erhverv, mens de øvrige etager er indrettet til boliger. Facaden er muret og pudset med en midtrisalit i de tre midterfag. Over en lav sokkel er underetagen glatpudset op til en cordongesims, herover er muren ligeledes glatpudset. De tre midterste fag er refendfugede og krones øverst af en bred gesims og en kartouche med Frederik Vs monogram midtfor. Flere af midtrisalittens vinduer er ligeledes fremhævet med pudsede indfatninger og konsolbårne sålbænke. Gesimsen under taget er en bred, trukket gesims. Farveholdningen er grå kalk på murfladerne og hvidkalket gesims og murdetaljer. Stueetagens fag har pudsede pilastre på murpillerne. Indgangspartiet, hvori porten sidder, er placeret i midtrisalitten. Indgangspartiet er let fremhævet fra murflugten og afsluttes af en hvid, profileret gesims under beletagens midterste fag. Porten sidder i en rundbuet niche og er en trefløjet port med fyldinger og en gangdør i midten. Porten har håndsmedede hængsler og lukketøj. Portoverliggeren har tandsnit, herover er et halvcirkulært muslingemotiv med en sandstensplade, der bærer indskriften: Det kongelige opfostringshus for fattige drengebørn stiftet af kong Frederich den Femte den 2. juni 1753 og den herhid forflyttet af Kong Kristian den VII d. 17. oktober 1775. Portrummet har et gulv med brosten og bordursten. Væggene er pudsede og kalket jernvitriol. Nederst er fodpaneler. Loftet er glatpudset og har stukgesims og en roset. I hver side er der indgang til to trapperum, hvoraf det ene er afblændet. Indgangspartierne er begge rundbuede med indfatninger og halvcirkulære overvinduer. Korte trapper fører op til indgangsdørene, der giver adgang til trapperummene. Vinduerne mod gaden er korspostvinduer og kælderetagens vinduer er moderne helrudevinduer. Mod gården har vinduerne samme antal rammer og ruder som mod gaden. Vinduerne er hvidmalede mod gaden og rødmalede mod gården. Fra stueetagen er der to døre mod gården, foran hvilken der er ældre støbte trappe med metalgelænder. Dørene er ældre døre med fyldinger i dannebrogsform, og over dem ses todelte overvinduer. Mod gården er der en gavlkvist over de tre midterste fag, murværket er pudset og kalket jernvitriol og gesimsen består af to enkle, retkantede led, der følger gavltrekanten. Der er to døre ned til kælderen. Forhuset er mod nord gennem en lav mellembygning sammenbygget med det første sidehus. Ovenpå mellembygningen er en tagterrasse, hvortil der er adgang fra forhuset. Forhusets tag er et heltag med røde vingetegl og ligeså gavlkvisten. I rygningen er seks skorstene med sokkel og krave. I begge tagflader sidder flere ældre og traditionelt udførte kviste, hvoraf dem mod gaden, på nær dem i risalitten, er fladbuede. I portrummet er der gennem den søndre dør adgang til hovedtrappen, der en treløbstrappe med indstemte trin i vanger, der er dekorerede mod lysningen og flade bræddebalustre med båndslyngsomgivne parallelogrammer og en håndliste af mahogni. Trappens forløb gør, at der opstår et rektangulært durchsicht. Der er pudset under løbene. Trappen stammer fra opførelsen, mens dørene ud til trappen er fra forskellige perioder af bygningens lange levetid. Trin og reposer er belagt med linoleum. Fra øverste repos fører en ligeløbstrappe med flade bræddebalustre dekoreret med en simplere udgave af båndslyngsomgivne parallelogrammer op til spidsloftet, der anvendes til opbevaring. På spidsloftet er den ældre og delvis forstærkede tagkonstruktion og skorstenene synlige, taget er understrøget. I forhuset ses også traditionelle køkkentrapper med indstukne trin i glatte vanger samt gelændere med runde balustre og malede, profilerede håndlister. Herfra er der adgang til lejlighederne, hvoraf der er to til tre på hver etage. Lejlighederne har køkken og badeværelse samt mindre værelser mod gården, mens de repræsentative stuer og kabinetter er placeret en suite mod gaden. De store lejligheder har en centralt placeret gang, der giver adgang til rummene placeret mod henholdsvis gade og gård. Det ældre hanebåndsloft er indrettet til beboelse i nyere tid. Kælderen har en enkel indretning med nyere flisegulve, pudsede, malede lofter og glatte lofter. Mod gaden har væggene mod gaden indfatninger og lysningspaneler omkring vinduerne, ligesom der er fodpaneler eller brystningspaneler på de øvrige vægge i stuerne mod gaden. Væggene over panelerne er pudsede. Panelernes spejle svarer til spejlene på dørenes fyldinger. Lofterne er pudsede og har en profileret loftgesims, udformet med klassiske profilformer. En del af vinduerne har rundposte, mens rammerne er nyere, men traditionelt udførte. En stor del af de enfløjede døre har fire fyldinger, hamborghængsler samt greb og låseskilte fra perioden omkring 1900. Dobbeltdørene mellem stuerne mod gaden har to fyldinger og dobbelte slaglister, således at den gående fløj er bredere end den stående. Lejligheden i tagetagen har nyere, men traditionelt udførte vinduer med kitfals, ligesom dørene er nyere. Gulvene i hele forhuset er flere steder fornyede, men der er bevaret enkelte ældre bræddegulve med synlig sømning og frisebrædder. Sidehus, tværhus og baghus er alle opført i to etager med teglhængte mansardtage og har udnyttede tagetager. I rygningerne ses flere ældre skorstenspiber, og i mansarden er der ældre eller traditionelt udførte kviste og flere både nyere og ældre tagvinduer. I den østre tagflade af det første sidehus er der en nyere tagterrasse. Side- og tværhus er opført i grundmur, mens det bagerste sidehus er opført delvist i overkalket bindingsværk og grundmur. Murværket er pudset og kalket jernvitriolgul. Under tagudhængene er profilerede, hvidmalede hovedgesimser. I rygningerne sidder der ældre skorstenspiber med sokler og kraver og i mansarden ses ældre og traditionelt udførte kviste, ligesom der er en del ældre støbejernstagvinduer. I tværhusets nordre del er fagene indrammet af ørelisener, mens de øvrige mure står uden dekorativ udformning. Portrummet i tværhuset er belagt med brosten og bordursten, væggene er glatpudsede og kalket jernvitriol, mens loftet er glatpudset. I portrummet fører en ældre tofløjet fyldingsdør ind til den tidligere kirkesal. Dørene er overvejende ældre fyldingsdøre med tilhørende indfatninger, hvoraf flere muligvis stammer fra opførelsen. Her skal særligt nævnes side- og tværhusets tofløjede fyldingsdøre med kurvehanksbuet overkant og en indfatning konsolbåret fordakning. Enkelte døre har dekorativt udformede fyldinger og fladbuet overkant. Vinduerne er generelt ældre, hvoraf nogle karme muligvis kan være fra opførelsen. Størstedelen af vinduerne er firerammede, hvoraf nogle har opdelte nederste rammer. I tværhuset har de øverste af de lisenindrammede vinduer fladbuede overkanter. I tværhuset har oprindeligt været indrettet en kirkesal, ud for hvilken vinduerne er større, disse er også udført med en fladbuet overkant. I det bageste sidehus er der større opsprossede glaspartier i stueetagen og en hejsebom samt et dørparti ud for første sal. Disse elementer indikerer, at bygningen har været brugt til produktion og opbevaring. Samtlige døre og vinduer er malet røde. I det indre er sidehuse og tværhus mestendels indrettet til lejligheder af varierende størrelse, dog er en del af den gamle kirkesal endnu aflæselig i den sydlige del af tværhusets stueetage. Lejlighederne varierer, hvoraf nogle har separate køkkener og andre har en mere åben planløsning med blandt andet køkkenalrum. Lejlighedernes materialeholdning er overvejende traditionel med bræddegulve, pudsede vægge og lofter. Nogle steder ses en nyere materialeholdning med pladebeklædte vægge og skråvægge og lofter samt nyere gulvbeklædning. Hertil kommer mange bevarede bygningsdele og -detaljer, herunder tværhusets oprindelige ligeløbstrappe med indstukne trin i dekorerede vanger og flade bræddebalustre med båndslyngsomgivne parallelogrammer og en malet håndliste. Der ses også nyere sekundære trapper sandsynligvis fra 1800-taller udført med indstukne trin i glatte vanger samt gelændere med runde balustre og malede, profilerede håndlister. Hertil kommer helpanelering, lysningspaneler, brystningspaneler, ældre bræddebeklædning, tofyldingsdøre med tilhørende beslåning, låsekasser og kraftige gerichter. I flere lejligheder kan man se bevarede pilastre, der indrammer de tidligere ovnpladser i stuerne. En stor del af apteringen synes at stamme fra opførelsen i midten af 1700-tallet. Kirkesalen har bevaret sin store lofthøjde og står med bræddegulve, pudsede vægge og loft. Kælderen under tværhuset har et ældre teglgulv, delvist pudsede vægge og pladebeklædte lofter mellem et ældre, synligt bjælkelag.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Christians Plejehus knytter sig til forhusets beliggenhed i Store Kongensgade, hvor det indgår som en markant og naturlig del af den lange gades afvekslende etagebyggeri, hvoraf en stor del er byggeri fra slutningen af 1800-tallet. Med sin lange, statelige facade afspejler Christians Plejehus de palæer og store gårde, der tidligere udgjorde en vigtig del af gadens bebyggelse. Der knytter sig også miljømæssig værdi til de store espalierroser, der pryder facaden, og som udgør et iøjnefaldende og sjældent grønt indslag i gadebilledet. Endelig knytter der sig stor miljømæssig værdi til begge gårdrum, der med brolægning, plæner og beplantning udgør som grønne og stemningsfulde oaser i det tæt bebyggede bymiljø.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Christians Plejehus knytter sig til det samlede anlæg bestående af forhus, sidehuse og tværhus, som et velbevaret eksempel på en velgørende institution for samfundets fattigste fra midten af 1700-tallet. Bygningen er således med til at afspejle datidens samfund, hvor omsorg for samfundets fattige og svageste borgere primært var overladt til enkelte velgørende institutioner indstiftet af samfundets øverste klasser: kongen og adelen. Forhuset med den repræsentative og statelige facade udgør institutionens ansigt udadtil, og har i samtiden signaleret anlæggets vigtige og alvorsfulde formål. Forhusets gårdside og sidehusenes og tværhusets udtryk er i modsætning til gadefacaden enkle og prunkløse i deres udformning med kalkede murflader og bindingsværk, og hvor dekorationen begrænser sig til hovedgesimser, enkelte lisener og de ældre fyldingsdøre. Denne del af anlægget vidner således om den funktionsbetingede oprindelse, hvor bygningerne ikke blot rummede beboelse for fattiglemmerne, men også produktionslokaler og ikke mindst kirkesal. I det ydre er kirkesalen synlig i kraft af de store fladbuede vinduer. Kirkesalens tilstedeværelse i anlægget vidner om datidens syn på vigtigheden af og det opbyggelige i, at Guds ord blev forkyndt for samfundets svageste. De store glaspartier i det bageste sidehus, der dog synes at stamme fra slutningen af 1800-tallet, vidner om at denne bygning på et tidspunkt har indeholdt store, lysfyldte produktionslokaler. Der knytter sig endvidere kulturhistorisk værdi til den senbarokke stil, der kendetegner hele anlæggets ydre. I forhusets facade er stilen kendetegnet ved den gennemgående symmetri, der centrerer sig omkring midtrisalitten, der yderligere er fremhævet ved den store kartouche, portpartiet og refendfugning. I de øvrige dele af facaden er dekorationerne begrænset til underfacadens pilastre og hovedgesimsen. For hele anlægget er det tillige et karakteristisk, senbarokt træk, at alle bygninger bærer mansardtage. De senbarokke træk kommer også til udtryk i bagbebyggelsen, særligt gennem tværhusets ørelisener, der fladbuede vinduer og de fint forarbejdede fyldinger, der ses på enkelte af de tofløjede døre. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig de bevarede dele af de ældre grundplaner i alle anlæggets bygninger. Således er forhusets lejligheder præget af en traditionel planløsning, hvor de repræsentative stuer er placeret mod gaden, mens køkkener, værelser og bad er gårdvendte. De samme træk går igen i nogle af tværhusets lejligheder, der har en lignende indretning med opdeling mellem repræsentative stuer og mere funktionsbetingede rum. Endelig knytter der sig stor kulturhistorisk værdi til anlæggets mange bevarede senbarokke bygningsdele og -detaljer, herunder forhusets hovedtrappe, tværhusets ligeløbstrappe, brystningspaneler, døre med tilhørende gerichter og beslåning, der alle afspejler den herskende smag og datidens levevis på opførelsestidspunktet. Endelig knytter der sig betydelig kulturhistorisk værdi til kirkesalen, der i det indre adskiller sig fra de øvrige rum i kraft sine store dimensioner og større loftshøjde samt de store vinduer, hvilket har skabt et lysfyldt rum, der har kunnet rumme institutionens mange beboere.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi ved Christians Plejehus knytter sig i ydre til forhusets store facade mod Store Kongensgade, der fremstår med en gennemført symmetri omkring midtrisalitten. Udsmykningen, som er centreret omkring midtaksen, danner en værdig og storladen entré til institutionen, mens alle de øvrige fag står med et nøgternt og rent udtryk, der understøtter bygningens oprindelse som institution for samfundets fattigste. Facadens anselige længde understreges af den regelmæssige vinduestakt og de gennemgående gesimser, der kun brydes omkring midtrisalitten, hvor muslingemotivet over porten udgør et markant og festligt element i facaden. Den arkitektoniske værdi knytter sig også til bagbebyggelsen, hvis enkle, beslægtede formsprog med kalkede murflader, hvide hovedgesimser og mansardtage fremstår med en kompakt og sluttet form, der fuldendes af den gennemgående farvesætning i gul, rød og hvid. Herved står bygningsanlægget med et usædvanligt helstøbt og homogent udtryk. I forhusets indre knytter den arkitektoniske værdi sig til trapperummet, hvis gennemførte senbarokke udtryk forlener rummet med monumentalitet og elegance. Hertil kommer de højloftede, gadevendte stuer, hvor den høje håndværksmæssige standard på døre og panelering afspejler forhusets fortid som ramme om de mest herskabelige boliger i anlægget. Hertil kommer trapperummet og lejlighederne i den nordre del af tværhuset, hvor den senbarokke detaljering på trappe, døre og paneleringen gør, at interiøret står yderst stemningsfuldt.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links