Citadellet Frederikshavn (Kastellet), København

Arresthuset er beliggende tæt ved Kongens Bastion på vestsiden af Kastelskirken og sammenbygget med denne. Bygningen består af en lav enetages mellembygning på 5 fag, flankeret af toetages pavilloner hver på 4 vinduesfag. Tagene er teglhængte beklædt med røde tagsten. Fra tagrummet over den lave mellembygning er der via et tagvindue adgang til den store skotrende mellem kirken og arresten.Ydermurene er berappede og kalkede. Ved restaureringen i 1986-88 blev facaderne afrenset og berappet med en indfarvet kalkmørtel (oxidrød tilsat lidt oxidbrun). Vinduerne er på begge sider af bygningen indrammet med murede indfatninger med knækkede hjørner. Tilsvarende indfatninger findes om de tre indgangsdøre. Pudsede hjørnekvadre på østsiden af de let fremspringende endepavilloner. Hovedgesimsen er muret og pudset.

I den lave mellembygning, som i dag er indrettet til museum og rummer 4 bevarede fængselsceller, findes 2-rammede, sprossedelte vinduer med ældre, antagelig oprindelige karme med fladstafprofil. Enkelte af de oprindelige rundposte er ligeledes bevaret. De øvrige vinduer har senklassicistiske lodposte. Også vinduerne i de to trapperum i endepavillonerne er delvis oprindelige med fladstafprofil på karmtræet. Alle øvrige vinduer blev fornyede under renoveringen i 1986-88 og er forsynet med koblede rammer. Bortset fra de 4 fængselsceller i den lave mellembygning og trappen i den søndre pavillon, er interiøret gennemgribende moderniseret, belægninger og overflader fornyet. I underste etage er der lagt nyt gulv af gule mursten på kant og i den nordre pavillon er et nyt dragerværk opbygget og rummets oprindelige udstrækning genskabt. På 2. etage er der udlagt nye bræddegulve.

Arresten bag Kastelskirken er opført i året 1725. I december 1724 indsender den daværende generalbygmester Elias David Häusser en anmodning til kongen om at lade en række påtrængende bygningsarbejder udføre på Kastellet, heriblandt opførelsen af en ny arrestbygning bag kirken og en ombygning og udvidelse af kommandantboligen. Med skrivelsen er vedlagt en tegning af den nye arrest signeret af Häusser (fig. 1 og 2) samt et overslag udarbejdet af murermester Lars Erichsen og tømrermester Paul Ohlsen. Projektet fik kgl. approbation i april 1725.

Bygningen rummede ifølge Häussers projekt 9 enkeltceller og 3 dobbeltceller. I den nordre pavillon var der endvidere indrettet et lokale med plads til 40 slaver. Hertil var kun adgang fra kirkepladsen – den nuværende indgang på østsiden af nordre pavillon. Slaverne havde således ingen direkte kontakt med fængslets øvrige fanger.I det ydre fremtrådte bygningen i det væsentlige som i dag. En enetages midterbygning flankeret af toetages sidepavilloner med et lille fremspring mod øst ved kirkens syd- og nordgavl.

Indgangen til fængslet er på vestsiden af bygningen, der vender ud mod volden. Tilsvarende er fængselscellerne orienteret mod vest, mens den smalle cellegang er placeret ind mod kirken. På Häussers tegning fremtræder arrestbygningen med en tydeligt markeret for- og bagside. Forsiden, som vender ud mod Paradepladsen / Mønstringspladsen, er prydet med rustiklisener ved hjørnerne og brede indfatninger med knækkede hjørner om døre og vinduer. Bagsiden af bygningen, ind mod volden, fremtræder derimod med en enkel og stram arkitektur uden unødvendig pynt. Man skal her erindre sig, at voldskrænten dengang lå meget tættere på huset end i dag. Bygningens vestside ind mod volden var absolut at betragte som en bagside, helt skjult bag Kongens Bastion.

Det er uvist om arresthuset blev opført i fuld overensstemmelse med Häussers projekt. Stod bagsiden uden de vinduesindfatninger med knækkede hjørner, som indrammer vinduerne i dag? Indfatningerne er vist på Steenstrups opmåling fra 1829 (jf. fig. 7), men kan være en senere tilføjelse. Bagsiden har tilsyneladende aldrig været smykket med rustiklisener i lighed med de fremspringende facadepartier mod øst – ud mod Paradepladsen, og de fritliggende gavle har ligeledes stået prunkløse. På Kommandantgården anvendte Häusser det samme arkitektoniske motiv med rustiklisener og brede vinduesindfatninger med de karakteristiske knækkede hjørner. Her også på Kommandanthusets bagside. Det er derfor nærliggende at resonere, at Häusser på lignende vis ville have tilføjet denne rustikale hjørneudsmykning på arresthusets bagside sammen med de brede vinduesindfatninger. Med andre ord forekommer det lidet sandsynligt, at de eksisterende vinduesindfatninger er oprindelige.

Til ovennævnte betragtninger skal føjes, at der på ovennævnte opmåling fra 1829, der er udført få år efter en større ombygning af arresthuset, er indtegnet 2 nye vinduer på østsiden af nordre pavillon. De findes ikke på tidligere opmålinger fra 1754 (fig. 3) og 1817 (fig. 4). De nye vinduer er i lighed med det oprindelige vindue over døren forsynet med indfatninger med knækkede hjørner. Det er nærliggende at forestille sig, at man ved ombygningen i 1821 har opmuret tilsvarende indfatninger om vinduerne på arresthusets bagside, som herved fik det facadeudtryk, vi ser i dag.

Taget skulle ifølge det oprindelige overslag beklædes med røde tagsten, og i begge etager blev der lagt murstensgulve. 22 vindueskarme med kryds-jernstænger og ringe blev leveret og 14 døre med ”luchtlås” og overfald (til cellerne) samt 12 almindelige døre. Endvidere blev der anlagt 2 ”italienske trapper”, som også er angivet på Häussers tegning og med den placering, vi kender i dag.

Den lange cellegang blev opdelt med døre i tværgående skillevægge, som lå i forlængelse af de tværgående cellevægge. Den nævnte opdeling af cellegangen ses på S.C. Geddes opmåling fra 1754 og den senere opmåling fra 1817 (fig. 3 og 4). Opdelingen havde den funktion, at give fangerne mulighed for at høre gudstjenesten i kirken, idet der ligeledes var etableret lyttehuller i muren mellem kirken og cellegangen.

Ifølge en instruks fra 1727 udfærdiget af den daværende kommandant G. Chr. von Stöcken til vagtpersonalet i Arresthuset hedder det bl.a.: ”…Når der bliver prædiket i Kirken, skal Officeren sørge for, at Arrestdørene aabnes af Stokmesteren samtidig med, at de to døre, der er på hver side lukkes (dørene i cellegangen), for at Arrestanterne ikke kan have Forbindelse med hverandre, og dog hver ved sit Hul høre Prædikenen. Forinden Værelserne aabnes, skal Officeren erindre Stokmesteren om flittigt at efterse de Huller, der fører ind fra Kirken, og straks efter endt Gudstjeneste lukke igen hver Arrestant inde i sit kammer…”.

Hvad angår bygningens ydre fremtoning findes en gengivelse af Kastelskirken og Arresthuset set fra Paradepladsen hos Thurah i hans værk om København: ”Hafnia Hodierna” fra 1748 (fig. 5), og på malerne Rach og Eegbergs oliemaleri fra samme tid fremtræder bygningerne med røde mure og grå pilastre, rustiklisener og indfatninger (fig. 6).

Ved midten af det 18. århundrede, hvor oberst S.C. Gedde udfører sin opmåling af Kastelskirken og Arresthuset, står bygningerne i det væsentlige uforandrede, og tegningen må – sammenholdt med inventariebeskrivelserne fra 1748 og 1757 – anses for værende den vigtigste kilde til vor viden om Arresthusets indretning i de første årtier efter opførelsen.

Hovedindgangen til Arresthuset var, som tidligere nævnt, på den vestre side ind mod volden. Oprindelig sad her en 2-fløjet dør – en simpel revledør med træklås. Inden for døren lå vagtstuen indrettet med en bred liggebriks til 4 underofficerer. Herover var opbygget endnu en briks for det ”gemene” vagtmandskab. Til venstre for indgangen var officerens vagtstue på 1 vinduesfag. Ligesom i den åbne vagtstue var vinduet forsynet med 8 jernstænger. Gulvet var lagt med brædder. Fra den åbne vagtstue var der adgang til den bagvedliggende cellegang, der var adskilt fra vagtstuen ved døre af tommer egeplanker forsynet med et stort overfald, der gik tværs over døren samt en stor taskelås (stor, bred hængelås af form som en taske). Cellegangen var som tidligere nævnt opdelt med døre i murede skillevægge. Disse døre beskrives som værende af 2 tommer fyrreplanker ligeledes forsynet med et stort overfald, der gik tværs over døren. De to italienske trapper er ligeledes nævnt i inventarierne.

Cellerne – i inventarierne benævnt ”Logementer” – var på 1 vinduesfag hvert forsynet med et 2-rammet vindue udstyret med 8 jernstænger. Heraf er endnu 8 af de oprindelige karme tilbage, 4 i de bevarede celler i den lave mellembygning og 4 i de to trapperum. Karmene har den for barokken karakteristiske fladstafprofil. Derimod er kun en enkelt af de oprindelige rundposte bevaret. De øvrige er forsynet med nyere, fortrinsvis klassicistiske lodposte med ¾-staf profil. Dørene til cellerne var af 3 tomme egeplanker forsynet med et stort overfald og en taskelås. Gulvene har antagelig været lagt med mursten på kant eller fladen. Der er intet nævnt herom i inventarierne. På 2. etage var cellerne udstyret med bræddegulve. Endvidere var alle lofterne i Arresthuset beklædt med brædder under bjælkerne. Det har øjensynligt været et simpelt bræddeloft uden rør og puds. Der var intet nagelfast inventar i cellerne.

Arresthuset var ved midten af 1700-tallet indrettet med 5 enkeltceller og 1 dobbeltcelle. Herudover var der i den nordlige ende stadig indrettet slavehus. Indgangen til denne afdeling, på østsiden af bygningen, var forsynet med en to-fløjet egetræsdør med flammeret beklædning, ganske som vist på den senere opmåling fra 1817 (jf. fig. 4). Slavehuset bestod oprindelig af ét gennemgående rum på 2 vinduesfag. Men i 1730 var antallet af slaver så stort, at der ikke længere var plads i Stokhuset. Der blev følgelig indrettet et rum i Arresthuset således at slavehuset nu blev udvidet til også at omfatte den nærmestliggende celle, og en døråbning mellem de to lokaler blev etableret. De nagelfaste liggebrikse, som slavehuset var udstyret med ses på opmålingerne fra 1754 og 1817.

I den sydlige ende af arresthuset, der oprindelig var indrettet med celler, blev der i 1743 indrettet to værelser og et køkken til Justicesergenten, som fik bolig her. Til boligen var en direkte adgang fra Paradepladsen. Her fandtes på østsiden af søndre pavillon en to-fløjet egetræsdør med flammeret beklædning svarende til døren ind til slavehuset i den nordlige ende af bygningen.

Vagtpersonalet indskrænkedes op gennem århundredet, og i 1764 blev den oprindelige officersvagtstue til venstre for hovedindgangen inddraget til fængselscelle. Her tilbragte bl.a. Johann Friedrich Struensee sine sidste dage i 1772.

I efteråret og vinteren 1820-21gennemføres en større ombygning af Arresthuset. Man ønskede at flytte de farligste af fangerne fra Krudttårnet til forvaring i arresten bag kirken i dertil særligt indrettede celler. De bygningsmæssige ændringer, som blev udført ved nævnte ombygning fremgår af Steenstrups opmåling fra 1829 (fig. 7). De væsentligste forandringer finder sted i den søndre ende af Arresthuset i arrestforvarens bolig (den tidligere justicesergent). Den langsgående skillevæg ud for de sydligste 2 fag blev nedrevet og en ny opmuret ca. midt mellem de to ydermure, hvorved rummene på hver side af skillevæggen fik samme bredde. Tilsvarende blev skillevæggen på 2. etage flyttet til samme position som den underliggende skillevæg. En ny kvartsvingtrappe blev anlagt mellem 1. og 2. etage. I den modstående ende af Arresthuset i den nordre pavillon blev underetagen nu opdelt ved lette skillevægge i 6 mindre lokaler, hvilket samtidig medførte, at to nye vinduesåbninger måtte udhugges i østsiden ud mod Paradepladsen. De nye vindueskarme, der blev isat var i modsætning til de oprindelige kun forsynet med én kvadratisk ramme, sprossedelt med 9 ruder. De nyindsatte vinduer blev forsynet med murede indfatninger med knækkede hjørner svarende til den oprindelige indfatning omkring det overliggende vindue.

I vestsiden ud mod volden blev der isat nye 2-rammede vinduer i de 3 fag ud for slavehuset. Højden på de nye vinduer var mindre, og man måtte derfor øge brystningshøjden under de 3 vinduer. De murede indfatninger på Arresthusets vestside er som tidligere nævnt muligvis først kommet til nu.

Også på 2. etage skete enkelte ændringer i skillerumsopdelingen og endelig skal nævnes, at der i vagtstuen ved hovedindgangen mod vest blev opbygget et vindfang. Samtidig blev døråbningen til cellen, hvor Struensee tidligere havde siddet, nu flyttet til sin nuværende plads, da lokalet igen skulle anvendes af vagtmandskabet.

I 1829 forefandtes kakkelovne i alle cellerne. I 1841 forelå der en bestemmelse om, at der i hver af statsfængslets celler skulle være: ”… et simpelt Sengested til 1 Person, 1 Skraamadras, 1 Hovedpude, 1 oliemalet Skab med hylder, 1 do Række med Knager, 1 Messinglyseplade med lysesaks, 1 Kommoditetsstol med Tilbehør, 1 Tin-Natpotte, 1 Jernkakkelovn med Ildtang og Ildskuffe og 1 Træspyttebakke…”.

Om det nordlige afsnit, hvor slavehuset var indrettet gives følgende beskrivelse i 1842: ”… I Kastellet Frederikshavn forefindes… 4) et Slaveri, hvori findes 6 Lokaler og en Kachot. Slaveriet er bestemt at rumme 24 Slaver, men der er kun for tiden 23; disse er fordelte med 5 i et lokale, 4 i hver af de 4 Lokaler og 2 i 1 Lokale…”.

I september 1854 meddelte Krigsministeriet, at slaveriet i Kastellet skulle flyttes til Københavns Stokhus. I Arresthuset var på daværende tid kun i alt 12 slaver tilbage, som blev overflyttet til Stokhuset samme måned.

En væsentlig epoke i Arresthusets historie ophørte hermed. Den underste etage af nordre pavillon, hvor slavehuset havde været indrettet siden 1725, blev nu inddraget til militær arrest. En ombygning af etagen blev sandsynligvis iværksat kort herefter.

En forbedring af de fugtige og mørke celler i Arresthusets underste etage fandt sted i maj 1856, idet man her påbegyndte en afgravning af den indre skråning af Kongens Bastion. Hermed blev der skabt mere lys og luft langs vestsiden af bygningen.

I 1869 forlod den sidste statsfange Arresthuset, og fra august 1872 fungerede bygningen bag kirken alene som militærarrest. Fængselscellerne blev renoveret og de to skillevægge, der danner ramme om den nuværende celle umiddelbart til højre for hovedindgangen blev etableret. Den nagelfaste spiseplads bestående af 2 indmurede planker, som endnu kan ses i de 4 bevarede fængselsceller, må være kommet til under renoveringen i 1870´erne. På en tegning i Illustreret Tidende fra 1881/82 ses nævnte indretning.

Yderligere bygningsforandringer finder sted op gennem første halvdel af 1900-tallet. Døråbningen i østsiden af den nordre pavillon, som i en årrække havde været tilmuret, genåbnes i 1922 og en ny to-fløjet fyldingsdør isættes. Indenfor opføres en ny halvsvingstrappe til 2. etage, hvor der nu indrettes lokaler for kirkens menighed. Årtier tidligere – antagelig da slavehuset nedlægges i 1854 – var de ældre lette skillevægge i nordpavillonens underetage nedbrudt og en ny muret langsgående skillevæg og to tværgående skillevægge blev opført. Samtidig forsvandt det ældre, måske oprindelige dragerværk, der havde understøttet det overliggende bjælkelag. Ved den seneste istandsættelse i 1986-88 er nævnte dragerværk retableret og det oprindelige gennemgående lokale blev genskabt.

Endnu i 1931 er den oprindelige 2-løbs trappe i den nordre pavillon bevaret, men på en senere opmåling fra 1948 er trappen ikke længere vist. Under den tyske besættelse blev Arresthuset atter taget i brug. Det er sandsynligvis i disse år, at 2-løbs trappen forsvinder. Fra samme tid stammer de murede ovne med indfyringslem ud til cellegangen. De er ikke vist på tegninger fra 1931, men ses på den senere opmåling fra 1948.

Den sidste større ombygning og istandsættelse af Arresthuset finder sted i 1986-88. Søndre og nordre pavillon inddrages nu helt til kirkelige funktioner. Kun de tilbageværende celler i den lave mellembygning bevaredes uændret.

Planer om indretning af et kapel i underste etage i den nordre pavillon var allerede på tale i 1949 og senere i 1960 og 1973. Men projektet blev først realiseret ved ombygningen i 1980´erne, hvor de ret sene murede skillevægge nedbrydes og et nyt dragerværk opbygges i rummet.

Alle vinduerne i søndre og nordre pavillon udskiftes, og nye karme med koblede rammer isættes. Facaderne mod Paradepladsen restaureres og føres tilbage til det billede, vi kender fra Thurahs og Geddes gengivelser fra midten af 1700-tallet. Også nye fløjdøre isættes i østsiden, med en flammeret beklædning, som kendes fra de ældste prospekter og fra de ældre inventariefortegnelser. Omfattende reparationer af tagfod og hovedgesims finder sted, og der udføres udvendig fugtisolering og dræning langs bygningens vestside.

I det tidligere trapperum i nordre pavillon genskabes trappeforbindelsen. Den nye trappe fremstår i datidens (1980´ernes) formsprog. Nye gulve lægges overalt bortset fra i de 4 ældre fængselsceller, hvor den eksisterende belægning blev bibeholdt. I underetagen består gulvbelægningen af gule mursten på kant og på etagen over er udlagt nye plankegulve.

Hovedvagten og Arresthuset er beliggende lige inden for Kongeporten og er en af de første bygninger man møder, når man træder ind gennem porten til Kastellet. Foran Hovedvagten er en lille indhegnet plads, hvor vagtskiftet finder sted.

Bygningerne er grundmurede i to etager med skiferklædt helvalmet tag. Ydermurene fremstår i gul blankmur over en cementpudset sokkel. Murværket stod oprindelig med brændte fuger (trukket med et opvarmet fugejern). På dele af facaden ses fugen stadig, dog stærkt forvitret.

Hovedvagten adskiller sig fra det bagvedliggende Arresthus ved en finere bearbejdning af detaljerne såvel i eksteriøret som interiøret. Facaderne er udsmykket med rustikkvadre og en kraftigt profileret og udkragende, cementpudset hovedgesims. Hovedindgangen er på vestsiden af bygningen, hvor facadens midtparti er fremhævet ved tre tætstillede åbninger med rundbuede afslutninger ind til et forrum, der i det daglige står i åben forbindelse med den lille forplads. De tre rundbuede åbninger modsvares af 3 tætstillede vinduer på første sal – ligeledes rundbuede og med en gennemgående cementpudset sålbænk.

Arresthuset fremtræder med strengt tilknappede facader og ser præcist så robust ud, som man må forvente, dens oprindelige funktion taget i betragtning. Vinduerne ind til fængselscellerne er fornyede – er kommet til ved renoveringen i 1961. Derimod er dannebrogsvinduerne i østgavlen fra 1883, da arresthuset blev forlænget mod øst.

Det sene 1800-tals interiør er i det væsentlige bevaret. Kun få nyere skillevægge er kommet til ved renoveringen i 1961 (jf. den bygningshistoriske beskrivelse nedenfor).

Da Hovedvagten på Kongens Nytorv blev nedlagt i 1874, og de opstillede kanoner foran vagten blev flyttet til tøjhuset, mistede københavnerne et historisk monument på denne centrale plads – et monument opført og tegnet af den daværende chef for fortifikationsetaten Elias David Häusser i 1724. Men ikke mindst den daglige vagtparade, der sluttede foran vagten var for byens borgere et stort savn. En hovedvagt måtte byen have. Man byggede derfor i årene 1873-74 en ny hovedvagt på Kastellet umiddelbart inden for Kongeporten. Sammenbygget med Hovedvagten opførtes et arresthus – en fløj på 5 fag på østsiden af hovedvagten. Begge bygninger var i to etager med skiferklædt, helvalmet tag (fig. 1 og 2).

Arresthuset rummede 8 fængselsceller foruden birum, men måtte allerede 10 år senere udvides. Bygningen blev forlænget mod øst med endnu 4 vinduesfag ligeledes i to etager, der rummede 16 nye celler (fig. 3). Arresthuset kom således til at råde over 32 celler i alt.

Vagtbygningen fremstod i gul blankmur med pudsede hjørnekvadre og en kraftig og bred, trukken hovedgesims, rundbuede vinduer og midt for facaden mod vest tre rundbuede muråbninger ind til en bagvedliggende ”forstue”, hvorfra der var adgang til officersvagtstuerne og mandskabets vagtstue samt en fordelingskorridor videre ned gennem det bagvedliggende arresthus (fig. 2 og 3). Bygningerne, som de fremstod i deres oprindelige skikkelse, er veldokumenteret. På Rigsarkivet findes adskillige tegninger – dels de første skitser og projektforslag til den nye hovedvagt, dels det endelige approberede projekt fra august 1873 (fig. 4), samt tegninger, der viser bygningerne efter opførelsen, udfærdiget i september 1874 (jf. fig. 1 og 2). Endvidere detailtegninger af de endnu bevarede vinduer i Hovedvagten. En farveundersøgelse viser, at Hovedvagtens vinduer oprindelig var mørkbrune, og da Arresthuset forlænges mod øst males alle vinduer igen med en brun oliefarve.

I det ældste arresthus fra 1874 var hver fængselscelle udstyret med et kloset i et dertil indrettet aflukke ved skillevæggen ind mod nabocellen (jf. fig. 2). Med udvidelsen i 1883 bortfaldt de separate klosetter, og i stedet indrettedes lokummer til fangerne uden for huset.Hovedvagtsbygningen var på 1. sal indrettet med en forhørsstue, et rum hvor vidnerne kunne opholde sig, og endvidere to officersarrester i de to sydvendte lokaler omkring hovedtrappen. Disse fængselsceller var, i modsætning til cellerne for de menige soldater, velbelyste med rigeligt dagslys fra de høje rundbuede vinduer.

Op gennem 1900-tallet iværksættes visse forbedringer for de indsatte, idet enkelte celler i den ældste del af arresthuset nu bliver udstyret med 4-rammede dannebrogsvinduer. Foran vinduerne monteres udvendige jerngitre svarende til de jerngitre, der sad udfor de oprindelige smalle cellevinduer. De nævnte ændringer ses på ældre tegninger og fotografier optaget før saneringen i 1961 (fig. 5 og 6).

Saneringen i 1961 medførte mindre ombygninger primært i Hovedvagten, hvor det store 3 fags lokale mod nord – i stueetagen oprindelig mandskabets vagtstue og på 1. sal forhørslokalet – opdeles ved en tværgående skillevæg. De næsten kvadratiske rum på 3 vinduesfag reduceres til mindre lokaler på to fag, og bag den nyopførte skillevæg indrettes køkken, toilet og arkiv.

Arresthuset blev udstyret med nye vinduer – stadig relativt smalle cellevinduer, men højden øgedes. Foran alle vinduer blev der opsat nye jerngitre. Endelig skal nævnes, at toiletbygningen som lå nord for arresthuset blev nedrevet, og nye fælles toiletter med badefaciliteter til de indsatte blev indrettet på begge etager. En fængselsmur opførtes omkring hele bygningen til erstatning for det ældre plankeværk.

Hovedvagten og Arresthuset er i dag indrettet til kontorer. Enkeltmandscellerne er stadig bevaret og de bevarede celledøre anses for at være jævngamle med huset. Også de tre bevarede trapper i huset er oprindelige – hovedtrappen i den gamle vagtbygning og trappen i den ældste del af arresthuset er fra 1874, mens trappen ved østgavlen er fra 1883. Vinduer og døre i hovedvagtsbygningen er ligeledes de originale med ganske få undtagelser. Vi står således over for et meget velbevaret og intakt interiør og et tilsvarende velbevaret eksteriør, når ses bort fra de sene vinduesfornyelser i Arresthuset.

I det indre er gulvene enten beklædt med tæpper eller der ses nyere parketgulve med tilhørende nye fodlister. I tagetagen er der et nyt bræddegulv, tagkonstruktionen er synlig og der er fast undertag.

Kastelskirken ligger ud til den store Paradeplads / Mønstringsplads – på vestsiden af pladsen op mod Kongens Bastion. Bygningen er orienteret syd-nord med alteret ved den søndre gavl og med hovedportalen i et pilastersmykket midterparti kronet af en lav frontispice på den østre langside ud mod pladsen. Vestre langside er sammenbygget med Kastellets gamle arresthus. I nordgavlen er et indgangsparti smykket med en portal i lighed med østsidens hovedportal. Det store valmtag er dækket med sortglaserede tegl og midt på rygningen sidder et lille rytterspir beklædt med kobber.

Bygningen er grundmuret og fremstår med berappet facade og gavle over en uprofileret granitsokkel. Ydermurene blev i 1987 behandlet med en indfarvet kalkmørtel og er senere løbende blevet kalket (gul okker). Under taget er en profileret gesims af træ langs alle fire sider. I østre langside findes 6 høje rundbuede jernvinduer – 3 på hver side af hovedportalen. Endvidere to tilsvarende vinduer i hver gavl. Vinduerne i sydgavlen er retableret i 1986. Østfacadens svagt fremspringende midtparti er opdelt ved fire pilastre med sandstenskapitæler og -baser. Kapitæler og baser blev ifølge foreliggende tegningsmateriale helt eller delvis fornyet i 1954.

Portalen omkring den to-fløjede indgangsdør har en let profileret sandstensindfatning med knæk ved hjørnerne øverst kronet af en svær segmentfronton. På den glatte arkitrav mellem indfatning og fronton står indhugget årstallet 1704. Den to-fløjede indgangsdør med flammeret beklædning er kommet til ved restaureringen i 1985-87. Den murede frontispice over midterpartiet er udsmykket med en kartouche af cement omkring Frederik IV´s våben, som er nyhugget i sandsten i 1961. Nordgavlens indgangsparti, som blev fornyet i 1880 har en profileret indfatning og en overliggende profileret segmentfronton svarende til hovedportalen på østsiden af kirken. Indfatningen ved nordgavlen er trukket eller støbt i cement. Den to-fløjede fyldingsdør er ligeledes fra 1880.

Interiøret afspejler den radikale fornyelse af kirkeinventar og gulvbelægning, som fandt sted under restaureringen og moderniseringen i 1980´erne. Udover altertavlen, prædikestolen, døbefonden og orgelpulpituret med orglet er alt øvrigt inventar fra nævnte renovering. Det gælder også gulvbelægningen med polerede, sorte ølandsfliser.

Kastellet eller Citadellet Frederikshavn, som er det oprindelige navn, stammer fra Frederiks III´s regeringstid og blev anlagt i årene 1661 til 1665 af den hollandske fæstningsingeniør Henrik Rüse. Den femkantede fæstningsplan med parallelt liggende stokke på hver side af en central plads – den såkaldte Mønstringsplads eller Paradeplads – de to porte med vagtbygninger og Nordre og Søndre Magasin fremstår som et intakt og velbevaret anlæg fra Rüses hånd.

Kastelskirken er opført i 1704 formodentlig efter tegning af militæringeniør Hans Erasmus von der Phordten. Phordten havde allerede i 1696, som nyudnævnt fortifikationschef, indsendt et forslag til ombygning og indretning af en kirke i en ældre bindingsværksbygning – det såkaldte ”Kommandanthus”, der lå ved den nordlige ende af Artilleristok. Bygningen er indtegnet på Rüses Plan over Kastellet fra 1666. I Rigsarkivet findes udkast til den ældste kastelskirke – plan, opstalt og snit – fra 1696, der angiveligt viser von der Phordtens projekt til ombygningen af det ældre Kommandanthus (fig. 1). Projektet blev dog ikke realiseret. I stedet nøjedes man med en nødtørftig reparation af det ældre hus, indtil en helt ny kirkebygning kunne opføres med en mere hensigtsmæssig og værdig position inden for Kastellets volde.

Grundstenen til den nye kirke blev lagt i juli 1703, og indvielsen fandt sted 16. november det følgende år. Der foreligger ingen signerede originaltegninger til den nye kirke. Hvem der er kirkens arkitekt er der således ikke ført endeligt bevis for. Men allerede i 1697 havde fortifikationschefen indsendt et notat til Krigskancelliet, hvori han foreslår at der bygges en ny grundmuret kirke på det sted i Kastellet, hvor der fra gammel tid var lagt en grundvold. Hermed må vel menes fundamenterne til det slot, som indgik i Rüses oprindelige plan over Kastellet, men som aldrig blev fuldført. Med von der Phordtens notat fulgte et kort over Kastellet, hvor den nye kirkes mure er indtegnet ved slottets vestlige fløj ud mod Kongens Bastion.

På baggrund af ovennævnte kildemateriale har Jan Steenberg tilskrevet von der Phordten æren som Kastelskirkens arkitekt. Steenberg fremhæver endvidere, at der er så iøjnefaldende ligheder mellem von der Phordtens første ombygningsprojekt fra 1696 (fig. 1) og den kirke, der blev bygget 8 år senere, at der givet må være tale om den samme arkitekt.

Eegberg har gengivet kirken på et oliemaleri fra nogenlunde samme tid, hvor kirken og arrestbygningen fremtræder med mørkrøde facader med fremhævede arkitekturdetaljer i en tonet hvid og grålig sandstensimitation (fig. 3). Fra midten af 1700-tallet foreligger endvidere oberst S.C. Geddes opmåling af kirken og arrestbygningen (1754), der ikke adskiller sig nævneværdigt fra de to førnævnte prospekter (fig. 4). Geddes opmåling gengiver endvidere plan og tværsnit af kirke og arrestbygning, der i det væsentlige svarer til inventariebeskrivelsen fra 1709, udfærdiget kun 4 år efter at kirkebyggeriet var afsluttet.

I beskrivelsen af ”Citadellets Kirche” i inventariet fra 1709 er funderingen bl.a. nævnt: ”…(Kirken) er bygt Anno 1704 af den Italiensche Entrepreneur Pelli, efter den derom med ham sluttede contract og funderit paa den gamle grundvold, som ved Castellets fundation og opbyggelse Anno 1663 er lagt af store grundsteene til it Slot, paa den imellem Magazin Huusene værende qvadratepladtz. Biugningen i sig selv er af grundmuur 1½ alen tych, derpaa ere 2de firkantede Kirchedørre, 14 høye Vinduer…”. Taget var belagt med blåglaserede tagsten og tagrytteren beklædt med kobber.

Om det indre nævner inventariet bl.a., at der inden for hovedindgangen på østsiden var et vindfang med to døre. Også inden for døren i nordgavlen var et vindfang. Her var til højre for indgangen (mod vest) en trappe til orgelpulpituret og på venstre side en aflukket kirkestol. I vestre side af kirken var 21 ”mandfolke stole” med behørige bænke og ryglæn, og i østre side 19 ”kvindfolke stole” ligeledes med bænke og ryglæn. Der var 9 stoledøre for bænkerækkerne på mændenes side og 15 på kvindernes side. De resterende rækker var tilsyneladende fritstående. Gulvet i kirken var lagt med mursten på kant, men under stolestaderne var der bræddegulv. Foran alteret var gulvet lagt med kvadratiske fliser. Alteret var opmuret og øverst beklædt med brædder. Altertavlen bestod af ”... 3de Skilderier, det første om Christi Nadvere, 2det om Christi Fødsel, 3die om Christi Kaarsfestelse, indfattede udi forgyldte Rammer med forgyldt Bildverch om Siderne…” Prædikestolen var forsynet med en himmel, der blev holdt af en jernstang. Prædikestolen var beklædt med plys og silkefrynser. På begge langsider – over stolestaderne – forefandtes pulpiturer som hvilede på 12 piller.

Kirkerummet var oprindelig belyst fra alle fire sider. Gennem 14 høje rundbuede vinduer, 6 i østsiden, 4 i vestsiden og 2 i hver af gavlene strømmede dagslyset ind. Men allerede i 1725, da Arresthuset blev opført på vestsiden af kirken, blev de 4 vinduer mod vest muret til. I 1857 blev sydgavlens to vinduer tilmuret og erstattet af to små et-rammede vinduer og hele korgavlen skjult bag en rundbuet alterniche. Også vinduerne i nordgavlen blev skjult bag en tværgående skillevæg, hvorved der blev skabt en lille vestibule ved den nordre indgang flankeret af to mindre rum. Fra det østre rum opbyggedes en ny trappe til orgelpulpituret. Nævnte indretninger skyldtes stadsarkitekten N.S. Nebelong, som forestod en omfattende istandsættelse af kirken det nævnte år. (fig. 5a+b). Også de oprindelige stolestader blev kasseret under istandsættelsen, og nye kirkebænke blev tegnet og udført. De gamle pulpiturer langs kirkens øst- og vestside blev nedbrudt. Ifølge det indsendte forslag skulle kirkerummets vægge herefter anstryges med en lilla farve og alt træværket ådres (egetræsimitation). Der var således lagt op til en fuldstændig fornyelse af kirkerummet. Forslaget omfattede da også en udskiftning af prædikestolen og opbygning af et nyt knæfald. Det ældre murstensgulv blev erstattet af et plankegulv.

Kirken fik i 1722 tagvinduer. Små kviste – 2 på hver langside og 1 ved hver gavl. De ses på ældre prospekter fra midten af 1700-tallet (jf. fig. 2 og 3) og på senere opmålinger fra begyndelsen af 1800-tallet (fig. 6 og 7). Alle kvistene blev så vidt vides nedtaget under hovedistandsættelsen i 1857.

Indgangspartiet i nordgavlen blev fornyet i 1880. Ifølge kilderne med nye sandstensindfatninger og segmentfronton svarende til portalen omkring hovedindgangen i kirkens østre langside.

Nebelongs kirkeinteriør overlevede tilsyneladende helt frem til 1986-88, hvor en gennemgribende restaurering af kirke og arresthus fandt sted. Opmålingstegninger fra 1948 viser det beskrevne interiør fra midten af 1800-tallet.

Allerede i 1950 blev dele af interiøret dog ændret. Rækken af stolestader, som blev fornyet i 1857, og opstillet således, at de blokerede for hovedindgangsdøren ved østsiden, blev nu reduceret og hovedindgangen mod øst retableret. Vægbeklædningen ved nordgavlen over orgelpulpituret blev fjernet, og det øverste af de to rundbuede gavlvinduer kom til syne og gav nu lys til pulpitur og kirkerum.

I 1961 blev Frederiks IV´s våben i frontispicen over østsidens midtparti fornyet (nyhugget i sandsten). Den ældre kartouche i stuk blev ommodeleret og en ny støbt i cement. Arbejdet blev udført af billedhugger Bomand Utzon-Frank.

Restaureringen i 1985-87var ganske omfattende. Udover en istandsættelse af ydermure og tag blev interiøret moderniseret. Ved sydgavlen blev alternichen nedtaget, gavlmuren frilagt og de oprindelige høje rundbuede vinduer retableret. Tilsvarende blev nordgavlens vinduer nu helt frilagt, idet rummene under orgelpulpituret blev nedlagt og den tværgående skillevæg fjernet. Det hvælvede loft, som igennem årtier havde været beklædt med masonitplader blev genskabt, og plankegulvet fra Nebelongs tid blev erstattet af en belægning med polerede ølandsfliser. Under de nye kirkebænke blev der lagt et nyt bræddegulv. Endelig skal nævnes, at der blev etableret to nye dørforbindelser mellem kirken og det gamle arresthus, da dele af sidstnævnte er inddraget til brug for menighed og præst. Endvidere er et nyt kapel indpasset i arrestbygningens nordre pavillon.

Kirkens facader blev afrenset og berappet med en indfarvet hydraulisk kalkmørtel. Den okkergule farve, som kirken havde stået med i mange årtier, blev bibeholdt.

Kastellets vindmølle er opført på Kongens Bastion tæt på de to magasinbygninger, Søndre- og Nordre Magasin, hvor kornet blev opmagasineret, herefter bragt til møllen og som mel blev bragt tilbage til bageriet i Søndre magasin. Møllen i Kastellet er af type en såkaldt hollandsk mølle med galleri – også kaldet omgang. I modsætning til den ældre stubmølle, hvor hele møllehuset kan drejes (efter vindens retning) om en midtstillet stub, er det ved den hollandske møllekonstruktion kun møllehatten, der skal drejes.

Møllen er bygget i fem etager. Undermøllen er en massiv grundmuret, ottekantet konstruktion med stræbepiller, som understøtter de otte støtteben, der udgør møllekroppens tømrede hovedkonstruktion. En muret skillevæg adskiller ”køreporten” fra magasinrummet, hvorfra en trappe fører op til de øvreliggende lofter. Køreporten er belagt med brosten, gulvet i magasinrummet med mursten på kant. To svære stolper, der hviler på granitsten udgør sammen med den murede skillevæg og broloftets bjælkelag et dobbeltunderstøttende dragerværk, der optager kræfter og vibrationer fra møllens gående dele – aksler, kværne etc.

Oven på undermøllen findes broloftet (2. etage). I midten står den svære tømmerkonstruktion, der bærer møllens lodrette hovedaksel. Med et vægtstangsprincip kan aksler og kværne på kværnloftet ovenover justeres, og her kan ”brohesten” hæves for at lette kværnens løber – den roterende kværnsten – fra den fastliggende kværnsten. Fra broloftet er udgang til omgangen, der omslutter møllen. Herfra tilrigges møllens vinger med sejl.

Kværnloftet herover (3. etage) er udstyret med tre melkværne, hvis møllesten er udhugget i natursten af vulkansk oprindelse. På kværnloftet tilføres kværnene kornet, som skal males. På lorisloftet (4. etage) findes to hejseværker til sækkene, som bliver løftet og firet ned gennem de underliggende etager. Ordet ”lorisloft” stammer fra hollandsk ”luierig”, der betyder hejseværk. Øverst er hatloftet (5. etage). Her findes vingeakslen med det store hathjul. Omkring hathjulet ligger persen, som er møllens bremse. Persen kan betjenes fra omgangen via et reb og en persestang, der rager ud bagest i hatten.

Møllekroppen og den løgformede møllehat er spånbeklædt. Beklædningen er vedligeholdt med trætjære. Vingerne er udført i et stykke fuldtømmer og et stykke halvtømmer, som er skrammet sammen i spænd, således at vingernes svaj dannes. Vingerne har hækværk og er sejlførende. Møllen har manuelt krøjeværk i form af en svans, der forsynet med et spil. Vinduerne er antagelig jævngamle med møllekroppen dvs. fra 1847. Karmene har ¾-staf profil. Overdækningerne ved vindueskvistene er beklædt med kobber. Undermøllens portfløje er ældre og anses for at være oprindelige, men renoverede.

Opførelsen af den første mølle på Kastelsvolden omtales i februar 1718, men den var angiveligt først rejst og taget i brug 10 år senere. På dette tidspunkt – i 1728 – opbygges en lille træbro gående fra den vestlige gavl af Nordre Magasin over til Kongens Bastion, ad hvilken kornet kunne transporteres over til møllen, og det forarbejdede korn – altså melet – kunne transporteres tilbage til bageriet. Da vi bl.a. fra inventariet fra 1709 ved, at Kastellets store bageri på daværende tid og adskillige årtier frem lå i Søndre Magasin, må en tilsvarende træbro også have stået ved vestgavlen af den søndre magasinbygning.

De to nævnte træbroer er ikke vist på de ældstkendte tegninger af Nordre- og Søndre Magasin – S.C. Geddes opmåling fra 1754 og en senere opmåling fra 1817 – men ses på Steenstrups opmålinger fra 1829 (fig. 1 og 3). Et af maleren Christian Købke´s stemningsbilleder fra Kastellet viser udsigten fra loftet på kornmagasinet ved bageriet med træbroen uden for den åbenstående tagluge (fig. 2). Billedet er malet i 1831, og angiver sandsynligvis udsigten fra den murede gavlkvist i Nordre Magasin. Træbroen havde her et nedadskrånende forløb mod volden (jf. Steenstrups opmålinger fig. 1).

Den ældste vindmølle på Kastellet var en stubmølle. Hidtil havde man klaret sig med håndmøller og hestetrukne møller til formaling af kornet. En del af kornet blev dog også forarbejdet på voldmøllerne på Københavns fæstning.

I 1785 var den første stubmølle tilsyneladende udtjent og blev erstattet af en ny, som militæretaten købte for 1.150 rigsdaler. Den genrejste stubmølle er vist på Steenstrups opmåling fra 1829 (fig. 4), og ses endvidere på Købkes maleri fra 1833 (fig. 5).

Under en kraftig storm i januar 1846 knækkede stubmøllens aksel og møllen faldt til jorden. Den nye vindmølle, som året efter blev rejst var en såkaldt hollandsk mølle. Den blev opført lidt længere ude mod bastionens spids, hvor den stadig står (fig. 6 – en opmåling af møllen fra 1926). En lille plade opsat på møllen bærer Chr. VIII´s navnetræk og årstallet 1847. Møllebyggeren var tømrermester F.C. Balslöv bosiddende i København.

I 1903 opføres et maskinhus til bageriet på nordsiden af Søndre Magasin. Den traditionelle måde at male korn på ophørte hermed, og møllen på Kongens Bastion mistede sin primære funktion. I 1908 tages Kastelsmøllen ud af drift.

Møllen fungerer i dag som museum og bliver smukt vedligeholdt. I 1980 blev møllehatten repareret og forsynet med nyt krøjeværk og egespånbeklædningen blev partielt fornyet. Efter en rutinemæssig afprøvning af vingerne i 1983 knækker de og må fornyes. I 2001 bliver egespånene på møllekroppens sydvestvendte sider fornyet.

Kommandantgården er beliggende i den østlige ende af Kastellets tværgående akse. Opført på ret frisk opfyld – muligvis over en tilkastet kanal, hvilket nødvendiggjorde, at der blev udført en delvis pælefundering af ydermurene. Ved opgravninger langs vestsiden af hovedfløjen i 2013 fandt man klynger af pæle forbundet med murbuer under den stående ydermur.

Hovedbygningen er grundmuret opført i to etager med teglhængt helvalmet tag. Mod vest er facaden prydet med en frontispice med Frederik IV´s navnetræk omgivet af krigssymboler i sandsten. Sidebygningen er ligeledes i to etager med teglhængt sadeltag og halvvalm ved østgavlen. Hovedgesimsen er muret og pudset. De grundmurede bygninger fremstår med berappede facader og gavle over en uprofileret granitsokkel. Ydermurene blev i 2002 afrenset og efterfølgende berappet med en hydraulisk mørtel, strøget med indfarvet sandkalk og afslutningsvis kalket (gul okker). Hovedfløjens vinduer er i underste etage forsynet med murede indfatninger, der sammen med de pudsede hjørnekvadre fremstår i en kontrasterende hvid farve.

Vinduerne er korspostvinduer – i underetagen med fire ens rammer, hver med fire ruder. Overetagens vinduer har korspost med hævet tværpost, øverste ramme med fire ruder og nederste med seks ruder. Vinduer og indgangsdøre er gråmalede.

Interiøret afspejler de forandringer og skiftende stilretninger, huset har været eksponeret for igennem årene. Således er alle vinduer i hovedfløjens overetage fra senklassicismen med ¾ staf-profiler på karm og lodpost. Samme type vinduer genfindes i sidebygningen, som er opført omkring 1865. Hele hovedfløjens overetage er rigt udstyret med bryst- og vindueslysningspaneler fra senklassicismen og fløjdøre fra samme tid. Et enkelt loft fremtræder med en rig stukornamentik. Øvrige lofter er udstyret med stukgesims og -rosetter.

I hovedfløjens underetage er enkelte vinduer med rundpost og fladstafprofil på karmtræet bevaret, mens flere vinduer har bevaret de gamle barokke karme, men har fornyede lod- og tværposte fra senklassicismen.Hovedfløjens underetage, der er indrettet til kontorer, fremstår med en ret sen rumindretning. Lysningspaneler og enkelte døre med indstukne hængsler er dog af ældre oprindelse.

Sidehuset er udstyret med fyldingsdøre og vinduespanelering fra husets opførelse.

Indtil 1725 boede Kastellets kommandant i den søndre ende af Generalstok. Ved generalmajor Gerhard Chr. von Stöckens udnævnelse til kommandant i februar 1724 blev der udarbejdet et forslag til udvidelse af denne bolig ved påbygning af en fløj mod vest og ombygning af Generalstoks søndre gavl og interiør, således at boligens hovedfacade var vendt mod Paradepladsen og ud mod pladsen fremtrådte som et otte fags palæ i to etager under et stort afvalmet tag (fig. 1). Projektet var udarbejdet af chefen for den danske fortifikationsetat oberstløjtnant Elias David Häusser i samarbejde med von Stöcken.

Forslaget faldt dog ikke i Frederik IV´s smag, og et nyt projekt til en bygning overfor kirken blev udarbejdet af Häusser. Med dette projekt ville Paradepladsen få en værdig afslutning mod øst. Her fandtes på daværende tid en smedje og nogle mindre huse uden ordentlig arkitektonisk plan. Häussers andet projekt fik kongelig approbation i april 1725, og byggeriet blev igangsat samme år. Det nye projekt mindede en del om det tidligere tilbygningsforslag. Hovedfløjen skulle være i to etager med valmtag, otte fag, ca. 25m langt og 11,4m dybt – i det ydre ganske lig det tidligere forslag (fig. 2).

For at spare blev den eksisterende smedje inddraget i projektet som køkkenfløj. Smedjen kom altså til at bestemme hovedfløjens placering. Kommandantgården ligger derfor ikke som forventeligt i Kastellets hovedakse, men er bygget ca. 2,5m forskudt for aksen i nordlig retning. Byggeåret for smedjen kendes ikke, men det fornemmes klart, at byggegrunden selv i 1725 stadig må have været dårlig på ret frisk opfyld. Her var som bekendt fra anlæggelsen af Sankt Annæ Skanse en kanal, der skar sig ind i skansens midte. Der var følgelig stadig uopfyldte vandområder i den østlige del af Kastellet – inde bag voldene. Men selve kanalen var tilkastet.

Efter at byggeriet var påbegyndt, bevilgede Frederik IV efter indstilling fra Häusser et tillæg til murerentreprisen, således at huset kunne få en frontispice mod Paradepladsen i lighed med kirken. Forskellen er dog stor. Kirkens frontispice afslutter et klart artikuleret midtparti med pilastre og portal i midten, flankeret af kirkevinduer. Kommandantgårdens frontispice gror ikke ud af facadens arkitektur, hvor en accentuering af facadens midtparti savnes. Frontispicen er tilføjet på et tidspunkt så sent i byggefasen, at væsentlige ændringer i facaden ikke ville have været mulig. Huset var på dette tidspunkt allerede under tag. Derfor virker frontispicen også en smule påklistret.

Arkitekten Lauritz de Thurah har gengivet Kommandantgårdens vestfacade i sit værk: Hafnia Hodierna fra 1748 (fig. 3). Bortset fra at frontispicen hos Thurah er bredt ud over 4 vinduesfag og dermed angivet lidt bredere og fladere end den frontispice, som kom til udførelse, svarer Thurahs gengivelse ganske nøje til Häussers projekt og til oberst S.C. Geddes senere gengivelse af huset fra midten af århundredet (fig. 4).

På de bevarede facadetegninger fra 1725 (Häusser) og 1748 (Thurah) samt de senere opmålinger fra 1754 (fig. 4), 1817 (fig. 5) og 1829 (fig. 6) er der ”murede” indfatninger omkring alle vinduer. De samme indfatninger fandtes til gårdsiden. I dag er der kun murede indfatninger i stueetagen. På de fem nævnte tegninger har indfatningerne knæk ved hjørnerne som det var almindeligt på Häussers tid, men de eksisterende indfatninger har ikke fremhævede hjørner. Under en facadeafrensning i sommeren 2002 blev murværket blotlagt. Tydelige spor omkring vinduerne såvel i nederste etage som i overetagen viste, at huset i ældre tid har været forsynet med indfatninger med knækkede øre ganske som tegningerne viser. De nuværende murede indfatninger i underste etage er jævngamle med huset, men indfatningernes øre er hugget af, så bredden af indfatningen er ens på alle sider. Sporene efter de afhuggede øre blev registreret i forbindelse med facadeundersøgelsen i 2002, ligesom sporene efter de oprindelige knækkede indfatninger er registreret ved det blændede vindue i sydgavlens 2. etage.

Det er ikke påvist, hvornår vinduesindfatningerne blev fjernet og ”beskåret”, men det er antagelig sket i forbindelse med en større ombygning af Kommandantgården, som fandt sted omkring 1865, hvor det nuværende sidehus kom til. De nuværende vinduer med den klassicistiske ¾-staf profil på karm og lodpost stammer givetvis fra denne ombygning. Udskiftningen af den øverste række vinduer foregik ved at hugge murværket fri omkring vinduerne, hvorefter de kunne udtages. Under denne proces forsvandt de murede indfatninger. De nye vinduer blev efterfølgende indmuret.

I stueetagen findes adskillige af de oprindelige vindueskarme. Dog kun hvor de murede indfatninger er bevaret. Disse karme fra 1725 ligger præcis i plan med facademurværket og indfatningerne giver altså murfalsen det fornødne fremspring for karmene. De øverste vinduer er derimod trukket ca. 3cm tilbage fra facadeplanet.

Vinduerne i stueetagen har i dag korspost og fire ens rammer med fire ruder. Overetagens vinduer har korspost med hævet tværpost – to rammer foroven med fire ruder og to forneden med seks ruder. Disse stammer som sagt fra ombygningen omkring midten af 1800-tallet. Af Häussers tegning fra 1725 synes det at fremgå, at også overetagens vinduer har haft fire ens rammer. Det indtryk bekræftes af den usignerede opmåling fra 1817, hvor vinduerne endda er så detaljeret tegnet, at der ikke kan være tvivl om, at rammerne var udstyret med blyindfattede ruder (jf. fig. 5). I inventariet fra 1748 beskrives vinduerne således: ”…alle forsynede med fuld Beslag af Hengsler, Stabler, Vindjern, Stormjern, Kroge og Kramper…”. De nævnte vindjern er tilbehør til netop blyvinduer.

Hovedbygningens indgang fra gårdsiden fremtræder i dag med en bred indfatning og kraftigt sokkelparti. De tre opmålingstegninger fra henholdsvis 1754, 1817 og 1829 viser samstemmende en tilsvarende kraftig sokkel og indfatning, men med knækkede hjørner ganske svarende til vinduerne. Den nuværende dørindfatning har ganske givet undergået samme behandling som vinduesindfatningerne – de oprindelige knækkede hjørner er borthugget.

Kommandantgården var oprindelig forsynet med en muret kvist over to fag mod gården. Den ses på Geddes opmåling (jf. fig. 4) og de senere opmålinger fra begyndelsen af 1800-tallet (jf. fig. 5 og 6). Det er uvist, hvornår den er fjernet, men det må senest være sket i forbindelse med den store ombygning ved midten af 1800-tallet, hvor også det nu stående sidehus opføres.

En ældre smedebygning blev som nævnt oprindelig inddraget som køkkenfløj til den nye Kommandantgård, som Häusser opførte. Smedjen blev ombygget og senere i 1746 forhøjet, og igen i 1765 blev sydsiden omsat i grundmur. Den gamle bindingsværkslænge havde således tjent som køkken og domestikfløj i mere end 100 år, før man fandt den tjenlig til nedrivning. I 1865 foreligger der et projekt til ombygning af hovedhuset og opførelsen af en helt ny grundmuret sidebygning og en ny hestestald og vognremise (fig. 7).

Vinduerne i det nu stående sidehus fra ca. 1865 svarer i profilering ganske til vinduerne i hovedbygningens overetage. Her ses den karakteristiske klassicistiske ¾-staf på karm og lodpost. Vinduerne i sidehusets underetage er korspostvinduer med lige store rammer svarende til dimensioneringen af hovedbygningens oprindelige vinduer. Derimod er vinduerne i sidehusets overetage korspostvinduer med hævet tværpost. Alle vinduer i sidehuset er i lighed med vinduerne i forhusets øverste vinduer trukket ca. 3cm tilbage fra murplanet.

Kommandantgårdens hovedbygning blev oprindelig udstyret med en stor toløbstrappe – en ”italiensk trappe” – der førte op til 2. etage. Langt de fleste rum fremstod med pudsede lofter, kun enkelte rum stod med synlige loftsbjælker. Alle skillevægge var af bindingsværk, der blot var pudsede uden panelering. Endvidere var huset udstyret med fyldingsdøre med hollandske låse og nøgler. Bræddegulve forefandtes stort set i alle rum.

Hovedbygningen stod uændret igennem adskillige årtier. Ifølge inventarierne fra 1748 og de følgende år frem til 1808, er beskrivelserne stort set identisk med plantegningerne fra opførelsen og de senere opmålingerfra 1754, 1817 og 1829.

Mellem 1829 og 1835 bygges der en del om i hovedbygningen. Det er antagelig i dette tidsrum, at de langsgående murede hovedskillevægge kommer til og flere af de oprindelige bindingsværks-skillevægge på begge etager fjernes. Den oprindelige ”italienske trappe”, blev nedrevet, trapperummets vestre væg blev flyttet, hvorved trapperummet formindskedes og en ny to-løbstrappe blev indbygget. Denne trappe er stadig i brug. Den store gennemgående sal i overetagens søndre ende blev opdelt, og det vestligste vindue i gavlen mod syd blev tilmuret. En ny sal blev etableret i husets nordre ende. Den fik tre vestvendte vinduesfag og det nordvendte fag i gavlen blev tilmuret. Denne sal eksisterer stadig som et af overetagens fine rum (overetagens fløjdøre nævnes første gang i inventariet fra 1835). I stueetagen blev der isat en havedør i vestfacadens tredje fag fra syd. Denne dør blev sløjfet i 1959.

Ifølge Steenstrups bemærkninger til tegningen fra 1829 blev alle lokaler i Kommandantboligen på daværende tid udelukkende benyttet af kommandanten. Senere blev bygningen angiveligtanvendt som bolig for mange forskellige officerer med tjenestested på Kastellet. Imellem de slesvigske krige 1851 og 1864 var der kontorer for generalstaben og først i 1867 blev her igen tjenestebolig for en højtstående officer, nemlig chefen for 1. Generalkommandodistrikt. Det er således ret uklart til ære for hvem, den ret bekostelige ombygning blev udført. Sandsynligheden taler for, at det er sket, mens gården stadig blev benyttet som kommandantbolig. Det radikale indgreb, hvor den langsgående hovedskillevæg omsættes til grundmur (én stens mur) og flere tværgående skillevægge ommures, kan være begrundet i begyndende sætninger i bindingsværksskillerummene som følge af en for ringe fundering af de indvendige skillevægge. Man må erindre, at huset blev opført på en vanskelig og dårlig grund.

I nyere tid er underetagen i hovedbygningen ganske forandret. Planen fra 1865 viser som nævnt en langsgående midterskillevæg på én stens tykkelse. Den har erstattet de gamle vægge af bindingsværk. De vestvendte rum er i dag opdelt i et-fags kontorer og det sydligste er sammenlagt med det lille værelse, der senest i 1835 får havedør mod blomsterhaven.

Alle indvendige døre i underetagen er nyere. Etagen har i det vestlige hjørne et enkelt rum af antikvarisk værdi. Det har i mange år fungeret som chefkontor. Her er ældre stukprofil i loftet nævnt i inventariet fra 1835 og indvendige vinduesskodder i de tre vindueslysninger, nævnt allerede i inventariet fra 1808

Overetagen er ikke mindre ombygget end stueetagen, men ombygningerne har skabt rum af langt højere kvalitet. Den store sal i den søndre ende blev som nævntopdelt før 1835 i to værelser, som blev udstyret med brystpanel, lærredsbetrukne og tapetserede vægge og stuk-profil i lofterne. Til erstatning for denne sal blev husets nordre del gennemreguleret med nye skillevægge, sløjfning af den nordre skorsten, tilmuring af et vindue i nordgavlen og etablering af en ny sal med tre vestvendte vinduesfag. Denne sal blev ligeledes udstyret med brystpanel, lærredsbetrukne og tapetserede vægge, gipsloft med gesims. Den store nye sal og dens udstyr er i hovedsagen bevaret endnu.

Etagen rummer i dag yderligere tre store boligrum nord for trappen. Klemt inde mellem salen og sidehuset ligger en stor spisesal med bekvem adgang fra sidehusets køkken. På planen fra 1865 fremtræder spisestuen præcis som i dag med en fremspringende skorstenskanal i det sydvestlige hjørne og tre ”attrapskorstene” i de øvrige hjørner. Den store stue har et stort trefags vindue mod nord som eneste dagslyskilde. Vinduet sidder symmetrisk og regulært i endevæggen, men det er ikke regulært i nordfacaden. Det sidder ikke lige over vinduet neden under. Det er seksrammet, hvor alle andre vinduer i hovedbygningen er firrammede, og rammerne er uden sprosser. I sidehusets gavlværelse i tagetagen sidder et tilsvarende, lidt mindre seksrammet vindue. De to vinduer må være samtidige – har samme post- og karmprofil – og ser ikke ud til at have haft rammer med sprosser. Spisestuen har en fløjdør mod sidebygningen. Den gående fløj er højrehængslet imod sædvane, og den stående fløj kan ikke åbnes, da den er blændet ind mod køkkenet i sidehuset. Stuen har ingen brystpaneler, men høje fodpaneler. I loftet er der en stor rigt ornamenteret stukramme omkring en plafond og i midten en tilsvarende rigt ornamenteret stukroset af ret sen dato, formentlig fra slutningen af 1800-tallet.

Tofags dagligstuen mod gården har brystpanel og en kraftig loftgesims, der må være trukket på stedet, som de øvrige loftgesimser på etagen, og som sikkert er fra kort før 1835, hvor rummets udstyr beskrives som det forefindes nu.

Trefags stuen med den knækkede bagvæg mod trappen er opstået ved sammenlægning af to rum. De benyttede arkivalier (inventarier og bygningsberegninger) samt tegningerne giver ikke mulighed for en snæver datering af sammenlægningen, som dog tidligst må være sket omkring 1930, senest 1960. I panelerne spores sammenlægningen i små forskelle mellem brystpanelerne på den sydvendte endevæg samt dele af den fremskudte væg omkring trapperummet og de øvrige brystpaneler i rummet. Ligeledes har lysningspanelerne i det inddragne kabinet rammer med et enklere profil end ved de to andre vinduesfag. Loftets gesims er ret voldsom og kan eventuelt være opsat efter sammenlægningen, da den fjernede skillevæg ikke har efterladt tydelige spor. Loftrosetten er placeret ud for det midterste vinduesfag og er derfor klart nok opsat efter sammenlægningen.

Om sidehusets interiør skal kort nævnes, at dets brug fra begyndelsen var delt mellem køkken og økonomifløj i stueetagen og soveværelser i overetagen og tagetagen. Køkkenet var udstyret med en stor emhætte over et komfur. Der hvor emhætten har været er der stadig en fortykkelse af skillevæggens murværk. Det kan man se i den gang, der er indbygget mellem 1960 og 1992 i forbindelse med køkkenets nedlæggelse. Køkkenet blev flyttet op i overetagen, hvor det fik en for personalet mere bekvem placering lige op ad spisestuen. Efter at den herskabelige lejlighed ikke længere var beboet, blev sidefløjen ligesom det øvrige hus indrettet til kontorer.

Sidefløjen er ud fra flere synsvinkler velbevaret. De oprindelige skillevægge er stadig i nogen grad bevaret. Det faste inventar, dvs. snedkerarbejdet, døre, vinduer, paneler og trappen, der er meget typisk for sidste halvdel af 1800-årene, er bevaret i betydeligt omfang. Endelig er bygningens eksteriør meget velbevaret.

Kommandantgården blev fredet i 1918. Også sidefløjen som på dette tidspunkt ikke var over 100 år gammel, men blev naturligt anset som en del af det fredningsværdige anlæg.

Østre og Vestre Caponniére blev opført på kanten af vandgraven mellem Sjællands Ravelin og Kongeporten. To lave grundmurede bygninger med teglhængt halvtag flankerer en rundbuet portåbning – den sydlige indgang til Kastellet. Bygningerne fremtræder med filtset murværk uden sokkel på landsiden, mod vandgraven derimod hviler bygningen på en kraftig sokkel af tilhugne granitsten. Hovedgesimsen er muret og filtset. På nordsiden af de to bygninger er en revledør og i henholdsvis vest- og østgavlen et vindue med udvendige træluger. Muren mellem de to lave bygninger fremstår ligeledes med filtset murværk med en teglhængt afdækning af murkronen.

Kongeporten gennemskærer kurtinen mellem Dronningens- og Grevens Bastion. Porttårnene fremstår med filtset murværk over en granitsokkel. Profileret og forkrøppet hovedgesims, som på nordsiden er muret og pudset, mens de øvrige sider er af sandsten. Teglhængt, helvalmet sadeltag.

Det Søndre Porttårn er mod syd udsmykket med en sandstensportal med en pilasterbåren arkitrav og fronton, der indrammer en portbue med vederlags- og slutsten. I frontonen ses Frederik III´s kronede navnetræk. Midt over trekantfrontonen står en bronzebuste af Frederik III, omgivet af guirlander af sandsten. Portfløjene mod syd er opbygget som beklædte, flammerede revleporte.

Det Nordre Porttårn har en profileret hovedgesims, som er muret og pudset mellem hjørnestykker af sandsten. På tårnets nordside findes Frederik V´s kronede monogram i en senere kopi i kunststensmørtel. To revleluger flankerer uret i tårnets midte. Lugerne sidder på gamle håndsmedede stabelhængsler. Portåbningen har anslagsfals til portfløje, som blev nedtaget allerede i 1758.

Portrummet er en tøndehvælvet gennemkørsel. Mod syd findes udsparinger i hvælvet til de indadgående portfløje. I nordenden er hvælvet erstattet af et fladt, pudset loft. Mure og hvælv er pudset og kalket. En lav sokkel i granit, som fortsætter ud på nordsiden af portåbningen. Kørevejen er brolagt. Langs portrummets mure ligger chaussesten, afgrænset fra kørebanen med bordoursten.

Adgangen til de to porttårne sker fra voldens øverste plateau. Ældre revleporte fører ind til de to tårnrum. Det søndre er uden vinduer og gulv, det nordre har bræddegulv. En bræddeskillevæg er opbygget omkring urværket.

Inden for Kongeporten ligger de oprindelige porthuse – to pavillonbygninger, der flankerer portåbningen. Det er enetages bygninger med teglhængt helvalmet sadeltag med et stolpebåret tagudhæng, hvorunder vagten i hine tider kunne stå i ly for regnen. Pavillonerne er i det ydre ens opbygget med murede og filtsede ydervægge og en profileret trægesims. Vestre portvagt har skorstenspibe med sokkel og udkragning. Bygningerne er delvist indbygget i volden, kun de tre sider er frilagte. Langs nordsiden og ved øst- og vesthjørnet er stensætninger af kampesten. Husene er uden sokkel. Indgangsdørene er nyere, todelte revledøre – populært kaldet ”stalddøre”. To-rammede, småsprossede vinduer fra det 19. århundrede med ¾-staf profil på post og karm. Et enkelt vindue i Vestre Portvagt adskiller sig fra de øvrige klassicistiske vinduer. Her finder vi en senbarok rundpost og karmtræ med fladstafprofil.

Begge porthuse blev radikalt ombygget under saneringen af Kastellet i 1960´erne. Nye skillevægge blev opbygget og nye gulve lagt. Delvis nye bjælker og nyt bræddedække indlagt. Enkelte ældre vinduesindfatninger er endnu bevaret.

Kastellets to porte var blandt de første bygninger, som blev opført og integreret i det store fæstningsanlæg under den hollandske ingeniør Henrik Rüses ledelse. Portene var omfattet af den kontrakt Rüse indgik i sommeren 1661. Portene skulle ifølge kontrakten bygges allerede i det første år, når opdæmningsarbejdet langs den gamle kystlinje var tilendebragt, og de første bastioner – Grevens- og Prinsessens Bastioner – var anlagt. Byggeriet blev dog næppe påbegyndt før året efter, hvor broarbejdet blev igangsat og tilendebragt hen imod slutningen af året.

På Kongeportens ydre facade står årstallet 1663, som må formodes at være det år, porten blev indviet. Fra Sjællands Ravelin førte en træbro over til caponniéren foran Kongeporten. Skønt porten oprindelig blev benævnt: ”Kongens Port” og almindeligvis gik under dette navn, valgte arkitekten Lauridz de Thurah i 1748 benævnelsen: ”Sjælland”, om porten der vendte ind mod byen. Givetvis begrundet i dens nære beliggenhed ved Sjællands Ravelin. Senere, fra omkring midten af 1800-tallet, blev Sjællandsporten det gængse navn, og først i 1960´erne under den omfattende sanering af Kastellets bygninger, valgte man at genindføre den gamle benævnelse fra Rüses tid.Det tøndehvælvede portrum, porttårnene på hver side af volden samt de to caponniérer og vagtbygningerne inden for porten anses for at være opført samtidigt og udgør et samlet hele.

Før man når frem til Kongeporten møder man en mur og en rundbuet portåbning uden portfløje. Ifølge inventariet fra 1709 var denne mur opført ”fra graven” og blev afstivet og holdt på plads af 2 kraftige jernstænger, som rakte fra det øverste af muren og i en skrå vinkel ned til jorden. Nævnte jernstænger ses på oberst S.C. Geddes opmåling fra 1754, der viser et snit igennem et af de to smalle halvtags-huse, der lå på hver side af indgangen (fig. 1).Disse huse – som stadig eksisterer – benævntes ”Capunerer”. Hvert hus havde i 1709 én indgang, der var forsynet med 2 døre samt en enkelt vinduesåbning med to trælemme. Husene, der på daværende tid blev benyttet som ”brændeskur” (opbevaring af vagtpersonalets brænde) var hverken udstyret med gulve eller bræddedække over loftsbjælkerne.

Der synes ikke at være foretaget nævneværdige forandringer på Østre- og Vestre Caponniére siden slutningen af det 17. århundrede ud over almindelig vedligeholdelse af tag og fag. I det indre er gulvbelægninger og loftbeklædninger fornyet med års mellemrum ligesom luger, vinduer og indgangsdøre. I Vestre Caponniére forefindes i dag en let skillevæg af ret sen oprindelse og en skorsten ved den sydvendte ydermur. Undertaget i Østre Caponniére er ligeledes en ganske sen tilføjelse – antagelig kommet til ved den sidste tagomlægning.

Foran det murede porttårn mod syd opførtes en pilasterprydet portal med en frontispice i gotlandsk sandsten. En bronzebuste af Frederik III blev opsat over frontonen – et arbejde som tilskrives billedhugger Francois Dieussart. Porttårnet mod nord – ind mod Kastellet – var mindre rigt udsmykket. Ifølge inventariet fra 1709 forefandtes i tårnets nordvendte facade tre vindueskarme forsynet med trælemme, hvoraf kun de to yderste er bevaret i dag. Først i Frederiks V´s regeringstid kom nævnte konges monogram til at pryde tårnets nordside. Monogrammet er vist på Geddes opmåling fra 1754 (fig. 1).

Porten var lukket i begge ender. Der var i 1709: ”…2de stor beslagne Ege Halfporte paa ved hver Ende med behørig Beslag af sterche Hengsler og Jernverch…hvor paa en Laage eller Dør ligeledes ved hver Ende med behørig Beslag…”. Portfløjene har således været forsynet med gangdøre i begge ender af porten.

Fra voldens øverste plateau var indgangen til de to porttårne. Disse bestod, som i dag, kun af et enkelt rum, Ifølge inventariet fra 1709 var der i søndre tårn bræddeloft og -gulv – altså afvigende fra i dag, mens nordre tårn ind mod Kastellet kun var udstyret med bræddegulv.

I 1700-årene anvendes nordre porttårn til opbevaring af krudt og der opbygges en ny trappe af 6 trin svarende til den, vi ser i dag. I 1758 bliver de indvendige portfløje på Kastelssiden nedtaget på foranledning af oberst Gedde. De er ikke senere blevet genopsat. Porten og porttårnene undergik tilsyneladende ikke nævneværdige forandringer i de år, der fulgte. Der berettes alene om almindelig vedligeholdelse af tag og fag. Tårnene anvendes fortsat som depotrum.

I 1873 indlægges gas og der ophænges 2 lygter i porthvælvingen. Året efter, i 1874, overflyttes Hovedvagten fra Kongens Nytorv til Kastellet. I den forbindelse opsættes det gamle ur fra Hovedvagten på Kongeportens nordre tårn, og den midterste af de tre oprindelige luger nedtages for at give plads til ur med klokker.

Kongeporten gennemgik en hovedistandsættelse under tyskernes besættelse. I 1941-42 lykkedes det i samarbejde med Nationalmuseet at få frilagt hele porthvælvet. Nødvendige murreparationer blev udført og hvælvets overside blev angiveligt asfalteret og dækket med mineraluldsmåtter. Sandstensportalen blev fornyet, men guirlanderne på murværket over frontonen blev bevaret. Afformninger i gips af nævnte sandstensornamenter opbevares i dag i Kongeportens søndre tårn.

Porthusene var ifølge Rüses tegning fra 1666 ca. 7,85 meter brede og 6,28 meter dybe. Taget gik tre alen (små 3 meter) uden for muren på den nordlige side og hvilede af på en drager og fire stolper. Vagtbygningerne må angiveligt have været eller har oprindelig været tænkt en del mindre end de nuværende porthuse. Hvorledes bygningerne blev benyttet i de første årtier er hidtil ikke påvist, men antagelig har de tjent de samme formål, som senere beskrevet i inventariet fra 1709. I det østlige hus var der indrettet ”arkeli”, dvs. opbevaringssted for våben og krudt. Døren ind til huset bestod af to halvdøre (”stalddør”). Inden for var et gennemgående rum med lerklinet gulv og bræddeloft. Endvidere var der fire vindueskarme, der antagelig var forsynet med trælemme. Lemmene eller lugerne er dog ikke nævnt, men ses på en opmåling fra 1817, hvor huset endnu benyttes til opbevaring af ammunition. Beskrivelsen adskiller sig ikke væsentligt fra Geddes gengivelse fra 1754 (fig. 1), dog er her og på den senere opmåling fra 1817 (fig. 2) kun vist to vinduesåbninger, begge vendende mod syd.

Vestre Portvagt blev oprindelig indrettet som vagtbygning. Udenfor var der en bænk, som soldaterne kunne benytte. Indgangsdøren svarede til den før beskrevne dør i den østre bygning. Også her nævnes fire vindueskarme, den ene var forsynet med en trælem, de øvrige tre med rammer med blyindfattede ruder. Antallet af vinduer stemmer her vel overens med Geddes opmåling fra midten af 1700-tallet. Vestre portvagt var i 1709 indrettet med en lille forstue, hvor gulvet var lagt med kampesten. Fra forstuen førte en dør ind til selve vagtstuen, ligeledes med kampestensgulv og bræddeloft. Rummet blev opvarmet ved en vindovn med et rør op til den murede skorsten, der hvilede af på bjælkelaget.

I 1817 er Vestre portvagt stadig forsynet med de ældre, delvis oprindelige vinduer med blyindfattede ruder, som de ses på opmålingen fra samme år (fig. 2). Men godt et årti senere gennemgår de to porthuse en gennemgribende renovering. Indgangsdørene til de to bygninger flyttes til det midterste fag og nye vinduer kommer til. Ændringerne fremgår af en tegning fra 1834, der også viser en nyindretning af Vestre Porthus (fig. 3). Den ældre forstue er forsvundet samtidig med at indgangsdøren flyttes til midten af facaden. To tværgående skillevægge opbygges hvorved der etableres to værelser med et fælles køkkenildsted, der ligger i forlængelse af den nyetablerede forstue, ind mod husets bagmur. Endnu et vindue isættes i gavlen mod vest.

Kun få år senere i 1838 foreligger et projekt til ombygning af begge porthuse. Projektet er vanskeligt at tolke ud fra det foreliggende tegningsmateriale (fig. 4), men det synes at fremgå, at en langsgående skillevæg opbygges parallelt og ganske tæt på den oprindelige bagmur. Antagelig for at undgå fugtgener – den indtrængende fugt fra den jorddækkede bagmur. På dette tidspunkt indrettes nu også to værelser med fælles køkken i det Østre Porthus og Vestre Porthus’ indretning moderniseres. Det er givetvis ved denne ombygning, at interiørerne udstyres med gerichter, fodpaneler og postamentlister.

Et ældre senbarokt vindue med rundpost er endnu bevaret i Vestre Porthus. Det ældste farvelag på dette vindue er en rødbrun / rød okker oliefarve, fundet på ydersiden af vinduesposten. Regnskaberne fra 1700-årene angiver, at vinduer og luger blev malet med rød oliefarve stafferet med hvidt, hvilket er i overensstemmelse med det ældstfundne farvelag på føromtalte rundpost. De øvrige vinduer i porthusene er forsynet med klassicistiske profiler på post og karm. Også disse vinduer er af ældre oprindelse og stammer antagelig fra førnævnte ombygning i 1838. Vinduer og luger blev nu strøget med en grå oliefarve.

I sidste halvdel af 1800-tallet indbygges en trappe i de små forstuer. Der blev dermed skabt en permanent adgang til loftet over boligerne (fig. 5). Trapperne findes endnu i 1916 (fig. 6), men er forsvundet i 1951, hvor bygningerne igen bliver opmålt.

Under saneringen af Kastellet i 1960´erne og -70´erne blev porthusene atter renoveret. Indgangsdørene i midterfaget blev kasseret, og nye indgangsdøre isat i det oprindelige murhul, som blev retableret. Nye skillevægge blev opbygget. Flytningen af dørene har tidligst fundet sted i 1970´erne, idet dørenes placering i midterfaget endnu kan ses på et fotografi fra 1970.

Det eneste tilbageværende krudttårn i Kastellet er beliggende i Dronningens Bastion. Det ligger i skjul bag den omgivende fæstningsvold dybt inde i bastionens hulning.

Bygningen er grundmuret i en etage med 2 meter tykke ydermure og et muret spidshvælv dækket af et teglhængt saddeltag. Ydermurene fremstår i rød blankmur over en granitsokkel. I gavlen skråtstillede gule flensborgsten langs det skrånende tag. Muret hovedgesims.

Indgangen til krudttårnet er fra nordsiden ad en bred, jernbeklædt revledør. Det indre, som består af ét gennemgående lokale med to sekundære bræddevægge ved sydgavlen, er langs Krudttårnets to langsider opdelt i sektioner ved en åben tømmerkonstruktion af nyere oprindelse. Der er givetvis tale om en forsøgsvis rekonstruktion af den tømmerkonstruktion, der oprindelig blev opbygget til opbevaring af krudttønderne (se den bygningshistoriske beskrivelse nedenfor). Gulvet langs siderne er hævet i forhold til terrændækket. Gulvene er her dækket af planker. Tilsvarende er gulvet i midtergangen belagt med brædder. Ved sydmuren er en niche skjult bag en ældre, antagelig oprindelig jerndør med afstivende krydsbånd.

Krudttårnet i Dronningens Bastion er opført i 1712.1 Det var den italienske entreprenør Domenico Pelli som stod for opførelsen.

Bygningen blev ifølge kilderne opført med 2 meter tykke mure og med teglhængt tag (røde tagsten). Det var beregnet til at kunne rumme 1.000 centner krudt. Det indre beskrives således: ”… uden til er en Dør af Furrebrederbekled med Jernblich med behørig Hengsler og Laas, der udi Gulvit af Furrebreder, Lofftit er den murede Velfning. Et stilladtz af Timmer ¾ Alen høy over det gandsche Gulf, undtagen ved Siderne, hvor der er en Gang omkring 1¼ Alen bred til at opstable Krudttønderne paa. 2 smale Luffthullereen i hver Side af Muren. 2de med Jernblichbeslagne Vinduis Luger med behørig Hengsler og krog, een oven i Spidsen af hver Gaul…”Den ældst kendte tegning af Krudttårnet i Dronningens Bastion er en opmåling udført i årene 1810-17 (fig. 1). Her ses bl.a. den beskrevne ”stillads”-opbygning til krudtets stabling og opbevaring. Det ses endvidere, at de tykke ydermure hviler på et kraftigt syldstensfundament. De to beskrevne vinduesluger øverst i gavlene ses ligeledes på tegningen.

Da et krudttårn på Østervold i 1779 sprang i luften og forårsagede store materielle skader og tab af personel, blev det i 1781 beordret, at alle krudttårne i København skulle tømmes og krudtet flyttes uden for byen. De to krudttårne på Kastellet blev følgelig rømmet og henstod ubenyttet i nogle år.

I 1817 blev krudttårnene imidlertid indrettet til fængsel for rebellerne fra Tugt- og Forbedringshuset på Christianshavn efter et fangeoprør, som fandt sted her i juni samme år. Krudttårnet i Dronningens Bastion blev indrettet med 10 celler i to etager. I hver celle kunne sidde indtil 4 fanger ad gangen. Fangerne sov i hængekøjer, som blev nedtaget om dagen. Der fandtes ingen form for opvarmning.

Igennem 30 år fungerede de to krudttårne som fængsler, før de atter blev anvendt efter deres oprindelige formål. I 1854 var begge krudttårne atter fyldt med krudt. En opmåling fra 1829 viser tårnet i Dronningens Bastion uden den oprindelige stilladsopbygning til krudtets opbevaring (fig. 2). På daværende tid blev bygningen angiveligt anvendt som fængsel, men den tidligere beskrevne indretning med fængselsceller ses imidlertid ikke på tegningen.

Bygningen tjener i dag kun museale formål. Den stående, indvendige tømmerkonstruktion er således en relativ sen rekonstruktion.

I det ydre er Søndre- og Nordre Magasin stort set identiske, blot spejlvendte omkring Kastellets øst-vestgående hovedakse. De to magasinbygninger indgår som henholdsvis det sydvestligste og nordvestligste hjørne i fæstningsanlæggets bebyggelsesplan.

Bygningerne er grundmurede, 3 etager høje vinkelbygninger med teglhængt sadeltag. Ydermurene fremtræder med filtset murværk over en sokkel af hugne granitsten. Gårdsiden er dog uden sokkelbeklædning. Murene hviler på en række syldsten, som giver sig til kende på gårdsiden. Facader, gavle og gårdsider er filtset med en juramørtel og efterfølgende overtrukket med en indfarvet sandkalk og kalket i en mørk rød farvetone (oxidrød, okker og oxidbrun). En muret, berappet og hvidkalket hovedgesims med hjørner af sandsten. Vinduer, yderdøre og porte er hvidmalede. Samme farveskema går igen på Stokbarakkerne. Den profilerede hovedgesims er muret og berappet.

Alle vinduer og døre i Søndre Magasin er fornyede under saneringen i 1967. Vinduerne har koblede rammer. I Nordre Magasin findes mod gårdsiden adskillige ældre, antagelig oprindelige vindueskarme med lodposte uden profil. Endvidere ses en del karme og lodposte med ¾-staf profil fra første halvdel af 1800-tallet i den søndre længes nederste etage. Langt den overvejende del af vinduerne er dog af nyere dato, isat under saneringen i 1947- 67. De er alle forsynede med koblede rammer.

Bygningerne bærer i det indre præg af de moderniseringer, der har fundet sted omkring midten af og sidste halvdel af 1900-tallet, hvor bygningerne blev indrettet med kontorer, mødelokaler og en række enkeltværelser til indkvartering af ugifte officerer. De ældre og delvis oprindelige dragerværker er i det væsentlige bevaret. Nyere hovedtrapper forefindes i begge magasinbygninger.

De to magasinbygninger er opført efter Rüses oprindelige plan og kontrakterne af 3. april 1663 og 20. april 1664. Det søndre hus benævnes i kontrakten: ”Arsenal, Bryggeri og Bageri” og det nordre: ”Provianthus”.De beskrives i inventariet fra 1709 på følgende måde: ”Udi Citadellit ere 2de store grundmurede Magaziner eller Provianhuuse it paa hver Side af Münsterpladsen beliggende af lige Biugning og Størrelse, hver bestaaende af 2deLengder 3 Etagier eller Stochwerch høye, og opbygt af Hollandske Mursteen 5 Qvarter tyk i Muren…”

Søndre Magasinhus som det betegnes i inventariet fra 1709 var på daværende tid indrettet med et bageri i underste etage i den nordvendte længe mellem hjørnehuset og volden. Denne korte fløj var på 29 bjælkefag på midten båret af et langsgående dragerværk. Fra Paradepladsen / Mønstringspladsen var der indgang til en forstue, hvorfra én dør førte ind til bageriet mod øst, én til et bryggers, som lå syd for forstuen og endelig én dør som gav adgang til et stort brødkammer mod vest. Fra forstuen førte endvidere en trappe op til de øvreliggende etager. På 2. etage var der to store gennemgående rum – de såkaldte mellofter, hvor det formalede korn lå opmagasineret. Og på 3. etage var tilsvarende mellofter. Ud for øverste kornloft var en muret gavlkvist med hejseværk ført op gennem taget og placeret midt for porten.

Oberst S. C. Geddes opmåling fra 1754 er den ældstkendte gengivelse af Søndre Magasin. Tegningen giver os et ganske godt indtryk af husets oprindelige rumopdeling og de to facader af henholdsvis den nordre og østre længe (fig. 1 og 2).

Den østre længe var brolagt med kampesten i hele underste etage. Her var indrettet ”Tøyhuus” dvs. et våbenmagasin. I 1686 kaldtes Søndre Magasin for ”Proviant- og Arsenalhuset”. Midt for bygningen var en gennemgående port, der gav adgang til den bagvedliggende og med mur indhegnede gårdsplads. Den østre længe var indrettet med et langt gennemgående magasinrum med et midterstillet dragerværk kun opdelt med en enkelt bræddevæg ved portgennemkørslen. De øvreliggende lofter, der anvendtes til opmagasinering af korn var af samme beskaffenhed. På øverste kornloft var to murede gavlkviste mod øst forsynet med hejseværk.

Hjørnehuset, der skyder sig ca. to alen (godt 1,20m) frem i forhold til længerne var i 1709 indrettet som arresthus, der ved tykke grundmurede skillevægge var adskilt fra de to længer. To indvendige krydsstillede mure opdelte hjørnehuset i 4 lige store rum op gennem alle 3 hovedetager. Indgangen til arresthuset var tæt neden for den murede gavl ved østre længe. Det vides ikke hvornår de to stræbepiller ved bygningens nordøstre hjørne er kommet til. De ses på Geddes opmåling fra 1754. De er muligvis opmuret i 1752, hvor bygningens mure angiveligt var ved at skride ud under den tunge vægt af kornet på lofterne.

Nogle år efter at Arresthuset bag kirken var opført (år 1725), blev ”fangehuset” i Søndre Magasin givetvis nedlagt og lokalerne overtaget af bageriet. I 1754 var bygningen indrettet med et kulkammer i underste etage og gennemgående magasinrum på de øvreliggende etager. De ældre krydsstillede mure, der tidligere opdelte hjørnehuset ses ikke på opmålingerne fra 1754, og formodes borttaget (jf. fig. 1).Ifølge oberst Gedde blev en stor del af dragerværket på etagerne fornyet i 1752-53, taget omlagt og nye tagluger / kviste kom til.

I 1824 blev hele østfløjen nedrevet til underste etages brystninger. Ydermurene var brøstfældige antagelig på grund af fugt. Fløjen blev genopført og fremstod i samme skikkelse som før, at dømme ud fra de senere opmålinger af bygningen fra henholdsvis 1817 og 1829 (fig. 3 og 4).

Kun et årti senere stod grundvandet – som så ofte før – flere tommer over gulvet i nederste etage og murene var gennemvædede. Det blev derfor besluttet at nedrive og genopbygge det meste af østre længe.

Det er antagelig i forbindelse med genopbygningen, at det gennemgående portrum nu flyttes til det midterste fag, som det ses på en senere plantegning af Søndre Magasin fra slutningen af 1800-tallet og på opmålingstegninger fra 1946.

I 1903 opføres et nyt maskinhus til bageriet ved nordsiden af nordre længe ud mod Kirken. Den traditionelle måde at male korn på ophørte hermed, og møllen på Kongens Bastion mistede sin funktion.

Bageriet lå stadig i Søndre Magasin og var i funktion helt frem til 1960. Det blev herefter nedlagt. Året efter blev maskinhuset og den ældre skorsten på nordsiden af magasinhuset nedbrudt. Sidstnævnte skorsten ses på en akvarel fra slutningen af 1800-tallet (fig. 5). Her ses også de høje rundbuede jernvinduer, som gennem årtier havde bragt dagslys til bageriet.

Søndre Magasin fik lov at forfalde op gennem første halvdel af 1900-tallet. Efter den tyske besættelse tog man i 1946 de første initiativer til en renovering af bygningen. I den forbindelse blev magasinhuset opmålt. Blandt de bevarede tegninger i Rigsarkivet findes to opstalter af den østre fløj – facaden mod øst og gårdsiden mod vest.

Hovedistandsættelsen af Søndre Magasin blev dog først iværksat i 1967, hvor bygningen renoveres og etagerne indrettes til kontorer, mødelokaler m.v. I østre fløj i det ældre portrum, som blev skabt i 1835, blev der nu indrettet et trapperum og anlagt en bred trappe opbygget af stålvanger med trætrin. En lignende trappe blev anlagt i den nordre fløj. Alle belægninger blev fornyede tillige med alle vinduer og døre. De nye vinduer fik koblede rammer. Efter renoveringen vidner kun det endnu stående dragerværk om bygningens tidligere funktion som magasinbygning med store gennemlyste lokaler og et midterstillet dragerværk. Den oprindelige rumdisponering er i dag vanskelig aflæselig, sløret af de mange sekundære skillevægge, som kom til i 1967.

Nordre Magasin også benævnt Provianthuset blev opført på den modstående side ud til Paradepladsen. Ifølge inventariet fra 1709 var den sydvendte længe mellem hjørnebygningen og volden i underste etage indrettet med en materialkælder på 5 vinduesfag, der lå til venstre for det gennemgående portrum, som opdelte etagen i to særskilte afsnit. På højre side af porten (mod øst) var et stort gennemgående lokale på 2 vinduesfag, der strakte sig hen til hjørnebygningen det såkaldte ”Vaanhuus”. De 28 bjælkelag blev i midten båret af et langsgående dragerværk. De øvreliggende etager bestod af store gennemgående magasinrum til opbevaring af korn. De blev i inventariet benævnt: ”underste, mellemste og øverste kornloft” og var ligeledes forsynet med et midterstillet dragerværk til understøtning af bjælkelaget. Lige over porten var i taget ud for øverste kornloft en muret gavlkvist med hejseværk.

Oberst Geddes opmåling fra 1754 må sammen med inventariefortegnelsen fra 1709 anses for den bedste kilde til vor viden om magasinhusets tidlige indretning og brug (jf. fig. 6 og 7).

Således rådede proviantkommissæren over en betydelig del af de nederste 2 etager af den østre fløj, der vendte ud mod Svanestok. Kommissæren beboede ”Vaanhuuset” i den fremskudte hjørnebygning, og de sydligste 4 fag af østlængen. Herudover var der i den underste etage indrettet en mindre stald til 4 heste, som senere blev udvidet, og på Geddes opmåling således optager 7 fag af østre længe. Et gennemgående portrum fandtes ca. i midten af bygningen. Dette portrum strakte sig op gennem to fulde etager. Fra portrummet førte en dør ned til en materialkælder, der strakte sig helt ned til længens nordgavl. I østfløjens 2. etage var mod nord indrettet et gennemgående lokale – benævnt ”det underste kornloft”. Resten af etagen hørte til Kommissærens bolig. Endelig var 3. etage og den nederste loftsetage udnyttet til opbevaring af korn. Her var mod gaden 2 murede gavlkviste med hejseværk.

Hjørnebygningens eller ”Vaanhuusets” underste etage var indrettet med køkken og vaskehus. Adgangen til huset skete fra sydsiden, og en ”italiensk trappe” førte op til proviantkommissærens bolig, der på 2. etage var indrettet med en sal, en dagligstue og en række mindre værelser. Salen var udstyret med vægpaneler. På 3. etage var endnu en stor stue med åben kamin og et soveværelse.

Gården bag magasinhuset var indhegnet med en mur og op mod denne mur var der opført et møllehus af bindingsværk. Bygningen blev nedrevet før begyndelsen af 1800-tallet. Den ses ikke på opmålingerne fra 1817 og 1829 (jf. fig. 8 og 9).

Ifølge oberst Gedde blev taget på Nordre Magasin omlagt i årene 1751 og -53 hvor også en del af de gamle loftsluger / kviste blev fornyet.

På Steenstrups opmåling fra 1829 ses to store bageovne på gårdsiden af søndre fløj. Her lå Kastellets bageri i en årrække. Det fremgår ikke af de trykte kilder, hvornår ovnene nedbrydes. De ses ikke på senere tegninger fra slutningen af 1800-tallet.

I 1858 anlægges et fælles marketenderi i den underste etage af søndre fløj. Det er muligvis i den forbindelse af den grundmurede tilbygning på gårdsiden af søndre fløj er kommet til. Tilbygningen ses på opmålinger, der kan dateres til tiden omkring 1870-90.

I 1907 foreligger et forslag til indretning af en fuldkostforplejning i søndre fløj, som bliver indrettet det følgende år. Nu indrettes spisestue for mandskabet / de menige både i underste etage og på 2. etage. Mindre lokaler indrettes særskilt til spisestue for officerer og underofficerer.

Efter den tyske besættelse var Nordre Magasin den første bygning på Kastellet, som blev saneret. Tegninger til en ny trappe, der blev anlagt i det gamle portrum i østre fløj er dateret 1947. Det er en indstemt trappe med vanger og trin af træ omkring en stor kvadratisk durchsicht. Fra samme år foreligger tegninger til nye porte og yderdøre svarende til dem vi ser i dag. Kostforplejningens lokaler blev moderniseret og på 2. etage indrettedes opholds- og spiselokaler for befalingsmændene. Endelig blev 3. etage indrettet med værelser for ugifte officerer. Senere blev der på samme etage indrettet kontorer i den nordlige ende af østre fløj, hvor der tidligere var belægningsstuer.

Køkkenfløjen mod vest blev opført under saneringen i 1947. Den er ikke omfattet af fredningen.

Materialgården ligger langs sydsiden af Paradepladsen/ Mønstringspladsen på det åbne areal mellem Artilleristok og Elefantstok. Det er en grundmuret bygning i 2 etager med halvvalmet teglhængt tag. Ydermurene er opført i gule sten, som fremtræder med en grå filtset overflade over en sokkel af hugne granitsten. På nordsiden ses Kong Chr. VIII´s initialer og årstallet 1842 indhugget i granitsoklen. En muret og berappet hovedgesims. Taget er beklædt med røde tegl.

Vinduerne er to-rammede med 8 ruder i hver ramme. Karme og post er med 3/4-staf profil. Det skønnes at være de oprindelige senklassicistiske vinduer. Også gavlvinduerne i den udnyttede tagetage er jævngamle med husets øvrige vinduer og fremstår med samme profilering. Enkelte vinduer i den vestlige del af huset er udstyret med profilerede indfatninger. Nyere forsatsrammer.

To af de oprindelige tværgående bindingsværksvægge er bevaret i trapperummet. På begge hovedetager er et langsgående dragerværk, som er delvis friholdt fra de nyere lette skillevægge, som karakteriserer interiøret.En nyere opsadlet to-løbtrappe med stålvanger og trætrin. Glatte kanaldøre på alle tre etager.

Materialgården er opført i 1842. Gården blev på daværende tid indhegnet med et plankeværk, der løb langs nordsiden af den nyopførte 2-etages bygning, mens gårdspladsen mod syd var omkranset af lave materialskure, som det ses på en bevaret tegning fra 1854. (fig. 1).

På nordsiden af det grundmurede hus er på soklen indhugget: ”C. VIII” og årstallet ”1842”.

Husets hovedindgang lå mod nord, som i dag. Fra en lille forstue adskilt fra husets øvrige lokaler, førte en stejl trappe op til 2. etage, der i lighed med den underste etage kun var opdelt med ganske få skillevægge. Det var således overvejende store gennemgående lokaler belyst af en række vinduer i de to langsider og i begge gavle. En opmåling fra 1927 viser huset endnu mens det stod uden væsentlige ændringer siden midten af 1800-tallet(fig. 2 og 3). Den oprindelige skorsten ses endnu udfor det andet vinduesfag mod øst. Da opmålingen blev udført var de to vinduer i østgavlen ud for 2. etage dog allerede tilmurede, men fremtræder endnu som synlige murblændinger med bevarede fladbuestik. Ved den seneste hovedistandsættelse er blændingerne tilmurede, men stikkene er bibeholdt, således at man stadig kan ane sporene efter de oprindelige vinduer i gavlen.

De originale vinduer med klassicistiske karme- og postprofiler (3/4-staf) blev genanvendt, da man senere fjernede de ældre hejselemme øverst i gavlene. Nævnte vinduer er stadig bevaret, ligesom de fleste af de oprindelige vinduer med 3/4-staf profiler endnu er at finde i de to hovedetager.

Bortset fra nævnte bygningsdele er kun ganske lidt af det oprindelige interiør tilbage. Det langsgående dragerværk på begge hovedetager og dele af de oprindelige tværgående bindingsværksvægge ved trapperummet er endnu at finde, men den oprindelige trappe forsvandt i 1973, hvor den nuværende to-løbstrappe kom til. En bevaret tegning i Rigsarkivet viser den nævnte trappe, som blev placeret ud til den sydvendte ydervæg – altså modsat den ældre, oprindelige trappe. Det fremgår endvidere af de få bevarede tegninger i Rigsarkivet, at den oprindelige skorsten udfor det andet vinduesfag mod øst endnu eksisterede i 1965, hvor bygningen igennem en længere årrække havde været indrettet til kontorer og tegnestue. Først ved den seneste hovedistandsættelse nedbrydes skorstenen, den nye hovedtrappe anlægges, og en muret skillevæg langs østsiden af trappen opføres. De gamle revledøre forsvandt og erstattedes af nye glatte kanaldøre.

Norgesporten gennemskærer kurtinen mellem Prinsens og Prinsessens Bastion. Porttårnene fremstår i blankt murværk (rødflammede, gule flensborgsten) over en granitsokkel. Profileret hovedgesims, som dels er muret med hjørner af sandsten, dels udført helt i sandsten. Teglhængt helvalmet sadeltag. Skorstenspiber opmuret i flensborgsten med sokkel og udkragning.

Det Nordre Porttårn er mod nord udsmykket med en sandstensportal med pilasterbåren arkitrav og fronton, som indrammer indgangen til porten. I frontonen ses Frederik III´s kronede navnetræk. De murede pilastre over portalen er udsmykket med guirlander af sandsten. Hele portpartiet blev gennemgribende fornyet i 1933. Under tyskernes besættelse blev partiet atter partielt skadet i forbindelse med en sprængning af porten. Portfløjene er nyere revleporte med flammeret beklædning.

På Søndre Porttårn findes Frederik V´s kronede monogram i sandsten. De oprindelige luger blev i første halvdel af det 19. århundrede udskiftet med vinduer. De nuværende fire- og to-rammede vinduer er kommet til i 1886, dog er de koblede rammer af ganske ny dato. Portåbningen har anslagsfals til portfløje, som blev nedtaget allerede i 1758.

Portrummet er en tøndehvælvet gennemkørsel. Mod nord findes udsparinger i hvælvet til de indadgående portfløje. Mure og hvælv er pudset og kalket. En lav sokkel i granitfortsætter ud på nordsiden af portåbningen. Kørevejen er brolagt. Langs portrummets mure ligger chausséesten, afgrænset fra kørebanen med bordoursten.

Adgangen til de to porttårne sker fra voldens øverste plateau. På sydsiden af Nordre Porttårn findes en ældre fyldingsbeklædt revledør (tre-fyldingsdør), som sidder i en karm af ældre oprindelse. Døren kan være isat omkring 1830 / 1840, hvor tårnrummet indrettes til varetægtsarrest for menige soldater. Inden for døren findes endnu en revledør med kraftigt låsetøj. En tilsvarende fyldingsbeklædt revledør (tre-fyldingsdør) i en ældre karm fører ind til det Søndre Porttårn.

Nordre portrum er udstyret med et åbent ildsted og 2 mindre vinduer i gavlene. Karmtræet har en klassicistisk profil antagelig fra første halvdel af 1800-tallet. Nyere bræddegulv og synlige loftsbjælker. Søndre portrum er indrettet til beboelse. Indretningen er af nyere dato. Her findes ældre genanvendte to-fyldingsdøre. På en opmåling fra 1909 fremstår lejligheden med fyldingspaneler og fem-fyldingsdøre, som antagelig blev opsat i 1886 (jf. den bygningshistoriske beskrivelse). Nyere bræddegulve og pudset loft.

Inden for Norgesporten ligger de oprindelige porthuse – to pavillonbygninger, der flankerer portåbningen. Det er enetages bygninger med teglhængt helvalmet sadeltag med et stolpebåret tagudhæng, hvorunder vagten i hine tider kunne stå i ly for regnen. Pavillonerne er i det ydre ens opbygget med ydermure i blankmur (rødflammede gule flensborgsten), fladbuede dør- og vinduesstik og en profileret trægesims. Midt på rygningen en muret skorstenspibe med sokkel og udkragning. Bygningerne er delvist indbygget i volden, kun de tre sider er frilagte. Langs sydsiden og ved øst- og vesthjørnet er stensætninger af kampesten. Husene er uden sokkel. Indgangsdørene findes i sydsidens midterste fag. Det er fem-fyldingsdøre med frisefylding og et fladbuet overvindue. Vinduerne er fire-rammede med fire ruder i øverste og seks ruder i nederste ramme. Vinduerne har ¾-staf profil på post og karm og skønnes at være isat omkring 1860-70.

Interiørerne afspejler primært det sene 1800-tals byggeskik. Men enkelte ældre senbarokke døre er bevaret og genanvendt med ny hængsling (hamborghængsler). Pudsede lofter. I vestre Portvagt ses ældre profilerede / trukne loftgesimser. Her findes endvidere vindueslysnings- og brystningspaneler, som antages at stamme fra første halvdel af 1800-tallet.

Kastellets to porte var blandt de første bygninger, som blev opført og integreret i det store fæstningsanlæg under den hollandske ingeniør Henrik Rüses ledelse. Portene var omfattet af den kontrakt Rüse indgik i sommeren 1661. Portene skulle ifølge kontrakten bygges allerede i det første år, når opdæmningsarbejdet langs den gamle kystlinje var tilendebragt, og de første bastioner – Grevens- og Prinsessens Bastioner – var anlagt. Byggeriet blev dog næppe påbegyndt før året efter, hvor broarbejderne blev igangsat og tilendebragt hen imod slutningen af året.

På Rüses plan benævnes porten mod nord – ”DÿckPoort” – altså Digeporten, dvs. porten der vender ud mod digerne, et navn som også Peder Resen har anvendt på sine næsten samtidige kort. Også ”Helsingørporten” hører til blandt de navne, som fandt anvendelse i de første årtier efter opførelsen, og endelig ”Norgesporten”, som blev det gængse navn op gennem de følgende århundreder. Norgesporten er formodentlig opført samtidig med Kongeporten og menes at have stået færdig i november 1664. Porten bærer dog intet årstal, men Frederik III´s kronede monogram pryder portens nordvendte front.

Det tøndehvælvede portrum, porttårnene på hver side af volden samt de to vagtbygninger inden for porten anses for at være opført samtidigt og udgør et samlet hele. Uden for Norgesporten var der oprindelig to caponniérer. De blev nedrevet i 1855. Tilbage er i dag kun den ydre mur.

Norgesporten fik – i lighed med Kongeporten – en pilasterprydet sandstensportal med frontispice foran det ydre porttårn, men i en mere enkel og stram udførelse. Ligesom portalen ved Kongeporten var Norgesportens portal angiveligt udført i gotlandsk sandsten. Det Søndre Porttårn ind mod Kastellet fremstod uden nævneværdig udsmykning. Frederik V´s kronede navnetræk over portåbningen er – som monogrammet antyder – opsat i denne konges regeringstid. Det ses på oberst Geddes opmåling fra 1754 (fig. 1).

Ifølge inventariet fra 1709 var porten lukket i begge ender med portfløje svarende til Kongeporten. Af et senere inventarium fra 1763 beskrives portfløjene som ”2de geflamte Phorten Flÿgels” dvs. revleporte med flammeret beklædning (på ydersiden).Fra voldens øverste plateau var der indgang til de to porttårne. Disse har antagelig kun bestået af ét rum, som vi ser det på ældre tegninger. De uopdelte rum findes endnu omkring 1880´erne, men få år senere, i 1886, indrettes det Søndre Porttårn til en bolig for en underofficer. De nuværende skillevægge opbygges på dette tidspunkt.

Det søndre portrum var i 1754 forsynet med bræddegulv, mens det nordre portrum stadig havde lerklinet gulv. Det Søndre Porttårn var endvidere forsynet med tre vinduesåbninger med trælemme, der vendte ud mod Kastellet, ganske svarende til det Nordre Porttårn ved Kongeporten. De ses på oberst S.C. Geddes opmåling fra 1754 (fig. 1) og senere opmålinger fra 1817 (fig. 2) og 1829 (fig. 3).

I midten af 1700-tallet blev sandstensportalen underkastet en gennemgribende renovering. Hvor omfattende sandstens-udskiftningen har været vides ikke. Få år efter, i 1752, står oberst Gedde for en istandsættelse af portens tøndehvælv, der var så nedbrudt af fugt, at den truede med at falde sammen. Geddes renovering bestod i, at jordvolden over hvælvet blev fjernet, og de frostsprængte og af fugt beskadigede mursten blev fornyet. De nye sten blev indmuret med cement. Endvidere blev hvælvet yderligere forstærket ved påmuring af en hel stens kappe ligeledes opmuret i cement, og endelig blev der lagt et 1 ½ tomme tykt cementlag over hele hvælvet.

I 1806 er der atter beretninger om problemer med nedsivning af regnvand gennem portens hvælving. Facaderne er ligeledes skadet af regnen. Arbejdet blev imidlertid udskudt i 1806 og ligeledes i 1807 med ingeniørkorpsets følgende begrundelse: ”… Hvis dette Arbejde ikke er uundgaaeligt nødvendigt, da bør det udsættes, siden det ikke er et i Krigstider passende Arbejde at spærre en Fæstnings eneste Udadgaaende Port…”.

Reparationen af portens hvælving udskydes år efter år. I december 1824 berettes der endvidere om så store skader på portalen, at den ikke længere vil kunne repareres. Endelig i 1834 påbegyndes den længe ventede istandsættelse af porthvælvingen. Af en beretning fra det følgende år fremgår det, at jorden har været fjernet og murværket restaureret, hvorefter hvælvingen er blevet dækket med et lag cement oven på hvilket man havde nedlagt tagsten i blåler. Ved en restaurering i 1932-33 blev den beskrevne tagstensbeklædning blotlagt.

I 1858 nedtages de indvendige portfløje ligesom det skete ved Kongeporten, idet oberst Gedde ikke længere fandt dem nødvendige af hensyn til fæstningens forsvar. Portfløjene blev ikke siden genopsat.

Op gennem århundredet anvendes Nordre- og Søndre Porttårn som varetægtsarrester. Det nordre for menige soldater og det søndre for underofficerer. Siden 1830 forefindes åbne ildsteder i begge tårnrum og der opmures skorstenspiber over tagryggen. Ildstederne var tilgitrede og aflåste for at hindre flugtforsøg. I det søndre tårnrum blev den midterste lugeåbning ud mod Kastellet tilsyneladende tilmuret for at give plads for skorstensrør og ildsted, og de to yderste trælemme udskiftes med ganske små vinduer. I nordre porttårn etableres to små vinduer i hver gavl. Karmtræet er forsynet med en ¾-staf profil, som må antages at stamme fra første halvdel af 1800-tallet. Rammerne er nyere.

Ved slutningen af århundredet indrettes som nævnt en bolig for en underofficer i det Søndre Porttårn. De ældre vinduer fra 1830´erne blev erstattet af større vinduer, og et nyt vindue blev isat i det midterste fag (fig. 4). Lejligheden indeholdt 2 værelser og et lille køkken. I 1887 flyttede den første beboer ind i lejligheden. De nu stående skillevægge antages at stamme fra nævnte ombygning.

Under renoveringen af porthvælvet i 1933 blev ler- og tegldækningen fra 1834 fjernet, og i stedet blev hvælvet dækket med en isolering af asfalt. Der blev endvidere udført en ny afdræning. Bag vagtbygningerne / porthusene blev de gamle murstensrender retableret og sikret. Det var ligeledes under restaureringen i 1933, at den nedbrudte portal af gotlandsk sandsten blev fornyet. Den nye portal blev udført i en Rackwitzer-sandsten. Guirlanderne over portalen blev ikke fornyet ligesom rokokokartouchen på tårnets sydside med Frederik V´s monogram forblev urørt.

Kastellets Hovedvagt blev oprindeligt etableret ved Norgesporten. De to vagtbygninger inden for porten blev således indrettet til vagtkommandøren (i det vestre porthus) og befalingsmændene og de ”gemene” soldaters vagt (i det østre porthus). Inventariet fra 1709 giver følgende beskrivelse: ”… Lige for den i Begyndelsen beschrefne Kongen Port til Indgang i Castellit fra Byen, er den saa kaldede Norvegens Port til Udgang af Castellits ved Søe Siden, hvor ved Hovitvachten er, bestaaende af 2de Qvadratgrundmuurede Huuse eller Corp de Garder, it paa hver Side af Porten af lige Bygning, 7 Fag eller Bielcherum store, og gaar Tagit omtrent 3 Alen uden for Muuren ved den forreste Side, og hviler paa 4 Stolper, at Vachten der under kan være fri for Regn…”. Ved begge bygninger var indgangsdøren, ligesom nu, i det midterste fag, og inden for begge var der indrettet en lille forstue med to døre, der førte ind til vagtstuerne.

Inventariet fra 1709 nævner endvidere, at den kommanderende officersvagtstue (i det vestre porthus) var udstyret med bræddelofter og -gulve. Her var endvidere 2 vinduesåbninger. Hver vindueskarm var forsynet med to rammer – den ene en gående trælem, den anden en fast vinduesramme med blysprosser. Vestre porthus rummede endvidere en særskilt afdeling for konstablerne. Her var gulvet lagt med kampesten og der var et enkelt vindue med en træluge, som vendte ud mod Kastellet. Der fandtes endvidere en opgang til loftet af en stejl trappe. I bindingsværksvæggen, som adskilte officersvagten fra konstablernes vagt var en jernvindovn med jernrør op til den murede skorsten over bjælkelaget. Beskrivelsen stemmer vel overens med oberst Geddes opmåling fra 1754 (jf. fig. 1).

Østre porthus, hvor befalingsmændenes og de meniges vagt havde til huse, havde bræddeloft og kampestensgulv. Også her var en lem og en stejl trappe til loftet. 3 vindueskarme, hver forsynet med en fast vinduesramme med blyindfattede ruder og en gående trælem. Også denne vagt blev opvarmet ved en jernvindovn med rør op gennem bjælkelaget til det murede skorstensrør, der hvilede af på bjælkerne.

Der synes ikke at være sket væsentlige forandringer med de to vagtbygninger op gennem 1700-tallet. En opmåling fra 1817 viser samme indretning og anvendelse som tidligere (jf. fig. 2). Men i tidsrummet mellem 1817 og 1829 ombygges begge vagtbygninger. Forstuerne bibeholdes. En muret skorsten opføres ved forstuevæggen, og nye tværgående skillevægge opbygges (jf. fig. 3). Den nuværende skillevæg og skorsten i Vestre Portvagt skønnes at stamme fra denne ombygning.

De nuværende vinduer og yderdøre stammer fra en senere ombygning – antagelig omkring 1860-70. Tydelige ommuringer omkring de rundbuede vinduesstik antyder, at vinduer og -stik er fornyede. En farveundersøgelse har vist, at de nuværende vinduer med klassicistiske profiler er jævngamle med dørene. De stod oprindelig med gråmalede karme og hvide rammer. Dørene var ligeledes gråmalede.

Den 2. juli 1856 blev Kastellets hovedvagt nedlagt og erstattet af en brandvagt, der fik lokaler i Vestre Porthus. Senere blev porthusene anvendt som værksteder. Efter saneringen af Kastellet i 1960´erne har bygningerne været benyttet til forskellige formål, siden 2011 har Kastellets Historiske Samling haft til huse i det vestre porthus, mens det østre benyttes som mindestue for Danske Livregiment.

Poternerne er forbindelsesgange eller udfaldsporte gennem Kastellets volde. De fører ud til den mellem Kastellets bastioner liggende ”Faussebraye” – den lave vold foran hovedvolden, hvorfra der bedre kunne afgives ild over den foranliggende voldgrav og glaciset.

De tre poterner i Kastellet benævnes i dag Nordre Poterne (bygn. 25), Søndre Poterne (bygn. 29) og Østre Poterne (bygn. 47). Nordre Poterne er beliggende mellem Kongens- og Prinsens Bastion. Den Søndre mellem Kongens- og Dronningens Bastion og den Østre mellem Grevens- og Prinsessens Bastion.

De tøndehvælvede poterner varierer en smule i længden afhængig af fæstningsvoldens bredde på det givne sted. Længderne er målt til mellem ca. 18 til 21 meter, hvoraf de ca. 2 meter mod voldgraven udgør et lille ”portrum” med udsparinger i hvælvet til de indadgående portfløje. Bredden er godt 3 meter og højden varierer mellem ca. 2,3 til 2,7 meter målt i poternernes midte. Portfronterne er på den indvendige side ind mod Kastellet udført med sidestøttemure, der er skråtstillede i forhold til volden, således at der skabes en udvidet plads omkring porten. På den udvendige side – mod voldgraven – står støttemurene vinkelret på volden. Støttemure og portfronter er på begge sider muret op på en sokkel af tilhugne granitsten. Murværket er foroven afdækket med udkragende dæksten af granit. Ved Søndre Poterne er dækstenene af nexøsandsten, som muligvis er den oprindelige stentype til nævnte afdækning. De kraftige bræddeporte er fornyede – antagelig isat under istandsættelsen i 1960´erne.

Indvendig er vægge muret lodret indtil ca. 1,2 til 1,5 meter over terræn før overgangen til det murede tøndehvælv. Vægge og hvælv er pudsede og kalkede. I nederste del af væggene er store indmurede marksten, som formodentlig udgør en del af funderingen. Gulvet i Nordre Poterne er brolagt med pigstensbelægning i siderne. Den Søndre Poterne har støbt betongulv, mens gulvet i den Østre Poterne består af et ujævnt jordlag.

De tre poterner indgår som en integreret del af fæstningsvolden. Siden 1664 har de været at finde i Kastellets volde (fig. 1). De benævntes i begyndelsen af 1700-tallet ”østre-”, ”vestre-” og ”nordre sortin”. Den østre anlagdes i hovedvolden bag den senere opførte Kommandantgård, den vestre bag ved Søndre Magasin og den nordre bag Nordre Magasin. De var ens opbygget med en muret tøndehvælving 1½ alen tyk anlagt tværs igennem volden. I inventariet fra 1709 beskrives udfaldsportene således: ”… For Indgangen inden til er en Port bestaaende af 2de Flygler af dobbelte Furrebreder sammennaglit med behørig 4 Hengsler og Stabler og en Skraarevel at luche til med i en Jern Krampe til en Taschelaas. Scharpen af Muren er bekled af Furreplancher. Item en stor Timmer Karm med 2deHalfporte af Furreplancher med behørig 4 Hengsler og Stabler, hvor paa en Laage med behørig Hengsler og Overfald til Hengelaas…”.

Poternerne blev op gennem 1700- og 1800-tallet benyttet som adgangsvej til de aftrædelsessteder / lokummer, der var etableret på flydebroer i voldgaven ud for hver udfaldsport. Først i 1833 blev det første latrin opført inden for voldene ved den nordvestre poterne. Udfaldsportene tjente i øvrigt flere forskellige formål. De blev bl.a. anvendt til opbevaring af brændsel, tovværk og brandstiger.

Poternerne har gennemgået adskillige hovedreparationer igennem de godt treethalvt århundrede, der er forløbet siden Rüses store anlægsarbejde var afsluttet i 1665. I 1894 mistede Kastellet den østre poterne, da frihavnssporet blev anlagt (fig. 2). Ved fæstningsvoldens retablering i årene 1988 (1. etape) og 1998 (2. etape) blev den østlige del af voldanlægget, og dermed den østre poterne, igen en del af Kastellet.

De seks stokke eller stokbarakker hører til den ældste bebyggelse på Kastellet. Det er længebygninger med gavlene orienteret syd-nord, liggende parallelt med hovedgaden, der forløber i en lige linje mellem Kastellets to porte – Kongeporten mod syd og Norgesporten mod nord.

Bygningerne er grundmuret i to etager med teglhængt sadeltag med en gennemgående kvist / fabrikskvist langs begge sider af taget. Ydermurene hviler på murede fundamenter på syldsten ganske som vist på oberst Geddes opmålinger fra 1754 (jf. fig. 1-6). Enkelte stokke har en hovedgesims af træ (Stjernestok og den sydlige del af Artilleristok), andre en muret og berappet hovedgesims. Stokkene fremtræder i dag med filtsede facader. Der er anvendt en juramørtel til filtsningen, som efterfølgende er overtrukket med en indfarvet sandkalk og kalket (oxidrød tilsat lidt oxidbrun).

Svanestok var den første af de seks stokke, som blev renoveret i 1950´erne og -60´erne. Man tilstræbte her at bevare den oprindelige sektionsopdeling, og de ældre trapper fra slutningen af 1800-tallet blev bevaret. Det er simple trætrapper med et enkelt gelænderværk.De øvrige 5 stokke er renoveret efter nogenlunde ens princip. Den oprindelige sektionsopdeling er brudt, alle ældre ildsteder og skorstene samt de ældre trapper er nedbrudt. Nye opsadlede trapper med stålvanger er indbygget i de gamle huse og alt ældre bygningsinventar såsom paneler, døre og vinduer er fjernet og erstattet med nye glatte kanaldøre og vinduer med koblede rammer uden hjørnebånd og hjørnebåndshængsling.

Undtaget herfra er de nordligste 6 fag af Artilleristok, hvor Præsteboligen er indrettet. Her er ældre senbarokke paneler bevaret og enkelte vinduer fra samme tid. Endvidere findes nyere klassicistiske vinduer med tilhørende lysningspaneler. Den nordlige ende af Artilleristok adskiller sig også på anden vis fra den øvrige stokbebyggelse, idet der her er kælder og en højereliggende stueetage med større loftshøjde. Vinduerne er høje korspostvinduer med 6 ruder i de øverste rammer og 8 ruder i de nederste. 2 ældre vinduer med senbarok rundpost er endnu bevaret på etagen. Heriblandt vinduet i trapperummet, som er flyttet hertil kort før 1829, hvor de nye vinduer med klassicistisk profil (3/4-staf) kommer til. I trapperummet forefandtes fra ældre tid et mindre to-rammet vindue, som blev erstattet af det nuværende senbarokke vindue, genanvendt fra et af de øvrige rum på etagen. Også i køkkenet findes et vindue med en ældre senbarok rundpost. I stueetagen findes endvidere flere senbarokke to-fyldingsdøre og enkelte sene 1800-tals døre (flagdøre).På 3. etage / tagetagen findes endvidere tre ældre senbarokke to-fyldingsdøre og enkelte senklassicistiske tre-fyldingsdøre.

Generelt gælder det for hele stokbebyggelsen, at den ældre spærkonstruktion er delvis blotlagt på den 3. etage, hvor den senere gennemgående tagkvist er opbygget. De nederste hanebånd (under spidsloftet) er hævet, eller rettere de nederste hanebånd er fjernet for at etablere den i 1960´erne påkrævede loftshøjde med henblik på indretning af kontorer og beboelsesrum.

Indkvarteringen af de første soldater i Citadellet Frederikshavn fandt sted den 28. oktober 1664. Anlægsarbejderne var nu tilendebragt, og de 6 stokbarakker må på daværende tid have stået klar til indflytning.

Regnskaberne for anlægsarbejderne går tilbage til 1667, det vil sige det år, hvor den endelige aflevering af byggeriet må formodes at have fundet sted. Året forinden havde en kommission på Kongens foranledning foretaget en kritisk gennemgang af byggeriet, og beretningen fra dette syn forelå den 4. december samme år. Blandt de kritiske bemærkninger i beretningen er der én af særlig bygningshistorisk interesse, som skal nævnes. Kommissionen bemærker, at vinduerne i stokbarakkerne er udført i fyrretræ i stedet for eg. Det nævnes endvidere, at den halve del af hver vinduesåbning er af træ, og kun den halve med glasruder. Med andre ord, var de to-rammede vindueskarme oprindelig forsynet med en ramme med blyindfattede ruder – antagelig en fast ramme, som ikke kun åbnes – og en træluge, som har været oplukkelig.

Ovenstående beskrivelse bekræftes af et senere inventarium fra 1672, hvor der for hver barakenhed er opgjort 6 glasvinduer og et tilsvarende antal luger, således et 2-delt vindue som beskrevet i hver boligenhed samt et på trappereposen og i kvisten over trappen.

De enkelte stokke var oprindelig opdelt med for- og bagbarakker adskilt ved en langsgående muret skillevæg i hele bygningens længde (fig. 1-6) En barakenhed strakte sig således over 3 fag i bredden i husets halve dybde og 3 etager i højden. Hver barakenhed var ifølge inventariet fra 1672 indrettet med 4 kamre: 2 på 1. etage (stueetagen) og 2 på 2. etage. Herover var et uopdelt loftsrum med en kvist ud for det midterste fag. Allerede i 1709 er tagrummet dog inddraget til beboelse. Her er nu indrettet to kamre.

Barakenheden indeholdt endvidere 1 vindeltrappe, der førte op til 2. etage og videre til loftsetagen. Enkelte af de ældre vindeltrapper blev de følgende årtier udskiftet med smalle 2-løbs trapper, som det fremgår af Geddes opmåling fra 1754 (jf. fig. 1-6).

Vor viden om stokbarakkernes udseende i de første årtier efter opførelsen støtter sig i det væsentlige til inventariet i fæstningsregnskaberne fra 1709. Heraf fremgår det bl.a., at stokkene var indrettet med kaptajnsbarakker ved de to gavle, mens de mellemliggende barakenheder var forbeholdt de ”gemene” soldater. Indgangsdørene til soldaterbarakkerne var enkle revledøre af fyrretræ med stabelhængsler, klinkefald og krog. Ved Kaptajnsbarakkerne var der ved indgangspartiet som oftest påbygget et bislag af brædder med teglhængt tag eller tjæret lærred på bræddeunderlag. Vindueskarmene ind til de enkelte boliger var nu udstyret med 2 gående rammer med blyindfattede ruder. Kun ud for trapperummene var de ældre oprindelige 2-delte vindueskarme med en fast vinduesramme med blysprosser og en gående ramme med træluge bevaret. I inventariet gives følgende beskrivelse: ”… der over (entreen) en liden Forstue med en Vindues Karm hvor udi et Vindue og en Luge med behørig Beslag…”. Til forståelsen af foranstående citat skal nævnes, at et 2-rammet vindue med blysprosser i inventariet fra 1709 beskrives som en vindueskarm med 2 vinduer.

Ved enkelte kaptajnsbarakker var vinduerne forsynet med udvendige skodder. Inventariet fra 1709 giver således indtryk af et langt mere varieret facadebillede end det, vi kender i dag. De påbyggede bislag af varierende udformning og tagbeklædning var med til at skabe et mere uhomogent facadeudtryk.

Endnu i 1709 var hver barakenhed udstyret med én kvist placeret over trapperummet. Kvisten var forsynet med en lille frontispice, som vist på oberst Geddes opmåling fra 1754. De små taskekviste, som ligeledes er vist på Geddes opmåling er en senere tilføjelse. Taskekvistene kom først til ved en ombygning i 1740´erne.

Inventariet fra 1709 beskriver endvidere gulvbelægningerne i de enkelte barakker. I de menige soldaters boliger var gulvene i stueetagen fortrinsvis belagt med mursten på kant – beskrevet som ”hollandske mursten”. Der kan være tale om ”hollandske mopper” eller måske blot den traditionelle flensborgsten af tilsvarende dimensioner. I forstuerne var kampestensgulve og på 1. sal / 2. etage fortrinsvis bræddegulve. I Kaptajnsbarakkerne var gulvene i opholdsrummene lagt med ”høvlede og pløjede fyrrebrædder”, mens gulvbelægningerne i forstuer og køkkener var af mur- eller kampesten.

Stokbarakkerne blev oprindeligt benævnt ved numrene 1-6, hvilket senere ændredes til navne, der angav de personer eller de funktioner husene rummede. Artilleristok og Generalstok afveg fra den normale stokbarak.

I Generalstoks sydlige ende blev den første kommandantbolig indrettet, og boligen fungerede som sådan, indtil den nuværende Kommandantgård blev opført i 1725. Kommandanten rådede over ca. ¼ af stokken. Indretningen brød med den gængse sektionsopdeling af stokkene.

Noget tilsvarende gjorde sig gældende for Artilleristoks nordlige ende (den nuværende præstebolig). De nordligste 6 fag af stokken beskrives i 1709 som en nyopført grundmuret tilbygning indrettet til præstebolig og bolig for skolemesteren samt en skolestue. Den nye tilbygning blev opført i 1705 på det sted, hvor Kastellets ældste kirke havde ligget i små 30 år. Den dengang fritliggende kirke var opført i bindingsværk og måtte nu vige for en ny grundmuret bygning i 2 etager, som blev sammenbygget med den syd for liggende stokbarak. Præsteboligen havde fuld kælder, som muligvis kan hidrører fra det ældre hus (kirkebygningen), der oprindelig blev opført til brug for Kastellets kommandant og ifølge kilderne var forsynet med en grundmuret kælder. I stokken syd for præsteboligen blev fæstningens artillerister indlogeret. Deraf navnet.

De øvrige 4 stokke fik navne efter det marketenderi, som var indrettet i hver stok: ”Stjernen, Elefanten, Fortuna og Svanen”. Marketenderierne var udsalgssteder for føde- og drikkevarer for Kastellets beboere.

I første halvdel af 1700-tallet fremstod stokbarakkernes døre, vinduer, luger og skodder rødmalede med hvid staffering på hjørnebånd, hængsler og lister. Der foreligger ingen informationer om murværkets overfladebehandling.

I årene 1727-1744 gennemgår stokkene en hovedistandsættelse under E.D. Häussers ledelse. Tagreparationer og omfattende vindues- og dørudskiftninger finder ifølge de bevarede regnskaber sted i disse år. De nye vinduer er forsynet med blysprosser svarende til de ældre, og yderdørene er ifølge inventarierne fra 1748 og 1757 langt overvejende almindelige revledøre med klinkefald og krog ganske svarende til tidligere.

I 1767 foreligger et projekt til ombygning og en mere intensiv udnyttelse af stokbarakkerne. Projektet omfatter i første omgang Artilleristok / 2. stokbarak (Litr. R), men dannede grundlag for et større byggeprojekt, der omfattede alle 6 stokbarakker.

Overslaget over byggeomkostningerne for Artilleristok er bilagt en tegning, der viser et udsnit af stokken med den projekterede facadeændring og et tværsnit gennem bygningen (fig. 7). Ved ombygningen fjernede man de ældre kviste, bevarede tilsyneladende de eksisterende spær og opsatte en ny gennemgående tagkvist / fabrikskvist. Af regnskaberne fremgår det, at der er: ”…opsatt en Etagie paa Spærre Værket af Bindingsværk med nye Stolper, Fodstøkker, Muurledder, nye Spærskalke og nye lægter…”. Til Artilleristok blev leveret 54 vinduesposte svarende til det antal vinduer, som blev isat i mansardetagen, 127 på hver side af bygningen. Vinduesrammerne var forsynet med blyindfattet glas. Vinduesrammerne blev hængslet direkte i stolperne i bindingsværkskonstruktionen, hvori der var udhugget en fals. Til tagbeklædningen leveredes røde flensborg tagsten.

Ombygningen af de 6 stokke finder sted i årene 1767-1772 efter samme koncept. Det fremgår af malerregningerne, at bindingsværk og vinduer overalt blev strøget med grå oliefarve. Også yderdørene blev malet med den samme grå oliefarve. Regnskaberne oplyser desværre intet om murværkets overfladebehandling og farveholdning.

Under den store ombygning blev yderdørene i det store hele bevaret. Det er stadig simple revledøre, der dominerer facadebilledet.

Ved 1800-tallets begyndelse males vinduer, yderdøre og bindingsværk stadig med grå oliefarve. Det er først nu ved århundredets begyndelse, at de første vinduer med ”engelske rammer”, dvs. med træsprosser, introduceres til erstatning for de ældre rammer med blyindfattede ruder. I regnskaberne nævnes både 6- og 8- rudede vinduesrammer. Udskiftningen sker dog kun ganske gradvist. Endnu i 1806 repareres de gamle vinduer med nyt bly samtidig med at andre vinduer udskiftes med nye engelske rammer.

Efter englændernes bombardement i 1807 anføres udskiftning af et stort antal vinduesrammer og omfattende malerarbejde. På opmålingstegninger udført i årene 1810-17 fremtræder stokbarakkerne med de nye vinduer med engelske rammer, 8 rudede vinduesrammer i 1. og 2. etage og 6-rudede rammer i den gennemgående tagkvist (fig. 8 og 9).

Af murerregningerne fra de første årtier af 1800-tallet fremgår det, at der er anvendt vitriol og gul okker til facaderne. Der er næppe tvivl om, at stokbarakkerne og magasinbygningerne i disse år har stået gulkalkede. Hertil har bindingsværket, vinduer og døre fremtrådt med en grå oliefarve. Farveholdningen kendes også fra Christen Købkes billeder med motiver fra Kastellet, malet i 1830´erne.

I begyndelsen af 1820´erne ses de første udskiftninger af de traditionelle revledøre med nye to-fløjede 3-fyldingsdøre. Det er dog endnu et fåtal. De simple revledøre er således fortsat fremherskende i gadebilledet. Det gælder også efter en større facaderenovering, som finder sted i årene 1824-25, hvor de ældre revledøre udskiftes med nye af samme type.

Inventarierne fra de følgende årtier giver os et ganske godt indblik i udviklingen. Endnu i 1856 er revledøren fortsat den mest almindelige dørtype (yderdør) i bebyggelsen.

Opmålingstegningerne fra ca. 1817 adskiller sig i plandisponeringen ikke væsentligt fra Geddes planer fra 1754. Adskillige af de oprindelige vindeltrapper er stadig bevaret i flere af stokkene. Men allerede i 1829 synes antallet af vindeltrapper at være stærkt på retur erstattet af stejle to-løbstrapper (fig. 10 og 11). Den taktfaste barakopdeling er dog endnu bibeholdt og de gamle køkkenildsteder og skorstensrør i det væsentlige bevaret.

Interiørerne får nu også gradvist et mere forfinet udstyr. Ifølge inventariet fra 1846 fremtræder adskillige boliger med pudsede lofter uden synlige loftsbjælker, og væggene er forsynet med postamentlister og fodpaneler. Også fyldingsdøre med profilerede indfatninger forefindes i de fleste boliger og brystpaneler omtales enkelte steder. De ældre murstensgulve er i vidt omfang udskiftet med bræddegulve, mens forstuerne endnu har bevaret de gamle stengulve. På opmålinger fra 1926 og 1951 ses endnu eksempler på de nævnte fyldingsdøre og paneler, og vinduesdetaljer med karm- og lodpostprofiler med den klassicistiske ¾ -staf profil.

I 1859 blev nye samlingsstuer indrettet i stokbarakkerne. Én i hver stok. Disse rum strakte sig i højden over to fulde etager, idet det eksisterende bjælkelag mellem 1. og 2. etage blev fjernet. Et stolpe-dragerværk blev opbygget til bæring af loftsbjælkelaget. Nye høje, 4-rammmede vinduer med 8 ruder i hver ramme blev isat i de to ydermure. Vinduerne ses på ældre opmålingstegninger fra 1920´erne og på ældre fotografier fra samme tid (fig. 12 og 13). I disse år er fyldingsdørene nu helt dominerende i gadebilledet (fig. 14).

Nye døre med en flammeret beklædning kommer til i 1930´erne og erstatter de ældre fyldingsdøre i bl.a. Stjerne-, Artilleri- og Fortunstok.

Under tyskernes besættelse i 1940´erne blev Kastellet ganske misrøgtet. Gennem de godt 5 år de tyske tropper og senere de engelske myndigheder lagde beslag på bygningerne blev der ikke ofret noget på vedligeholdelsen. Et meget betydeligt istandsættelsesarbejde forestod således, da stedet igen blev overdraget til de danske militære myndigheder.

Ved en gennemgribende sanering af stokkene, som blev påbegyndt i 1950´erne og videreført i de følgende to årtier, gik væsentlige historiske værdier tabt. Det indre blev renoveret ud fra datidens funktionelle krav til kontor- og boligindretning, hvilket medførte, at den karakteristiske barakopdeling med de tværgående brandmure blev nedbrudt ligesom de gamle ildsteder, skorstensrør og -piber forsvandt. De oprindelige trapperum i de gamle bagbarakker blev sløjfet og alle de ældre trapper, hvoraf nogle var af betydelig alder, blev fjernet uden hensyntagen til deres historiske fortælleværdi. Trapperummene blev inddraget i kontorlokaler, opholdsstuer, værkssteder m.v. I den forbindelse blev der i de gamle døråbninger isat store uopdelte glaspartier, som fylder hele murhullet ud. Den oprindelige langsgående helstensmur, som havde adskilt for- og bagbarakkerne blev i det væsentlige bibeholdt, men med en ny langsgående korridor midt igennem bygningen blev alle spor efter den oprindelige sektionsdelte plan elimineret.

Ved sydenden af Artilleristok har man i forbindelse med føromtalte sanering udført en ”rekonstruktion” af en enkel baraksektion. Senere bygningshistoriskforskning har imidlertid påvist, at den udførte rekonstruktion ikke giver et retvisende billede af stokbarakkernes oprindelige udseende og indretning.

For at opnå en tilstrækkelig loftshøjde på 3. etage / nederste loftsetage, blev de ældre hanebånd bortskåret og et nyt bjælkelag etableret ca. 50cm over det oprindelige.

I det ydre tilstræbtes en rekonstruktion – et tillempet 1700-tals facadeudtryk, men med helt moderne vinduer og døre, der kunne opfylde tidens krav til komfort. Vinduer med koblede rammer, men uden hjørnebåndshængsling og spinkle gadedøre med en yderbeklædning med et tillempet revledørsmotiv (fig. 16).

På ældre fotografier af stokkene, optaget før saneringen, ser man dørene ligge i plan med facaden i lighed med vinduerne (fig. 12, 14 og 15). Det er en arkitektonisk smuk løsning netop ved disse lange, regelrette bygninger. De nuværende døre er indadgående. De markerer sig som dybtliggende nicher i facaden og giver en ganske anden arkitektonisk oplevelse med en kraftig markering af dørpartierne, som aldrig har været tiltænkt.

Bygningernes oprindelige facaderytme søgtes genskabt i gadesiden. Men i bestræbelserne på at opnå en klar og stringent facadeopdeling som i 1770´erne blev nye døråbninger etableret, hvor der ifølge kilderne aldrig har været nogen. Alle vinduer i underetagen blev forsynet med udvendige skodder, hvad kun få af boligerne og kun kaptajnsbarakkerne oprindelig var udstyret med. Heller ikke op gennem 1700- og 1800-tallet var udvendige skodder almindeligt forekommende.

Den røde farvesætning af facaderne blev introduceret under saneringen i 1955-75. Man havde ved afrensning fundet spor af et ældre mørkerødt kalklag, som man antog for at være oprindeligt og som følgelig blev valgt som udgangspunkt for den fremtidige farvesætning af stokbarakkerne og magasinbygningerne.

Opmålinger fra 1920´erne viser udvalgte interiører med døre og panelering fra den senklassicistiske periode. Under saneringen i 1955-75 blev nævnte beklædninger og døre fjernet. Et mere enkelt og spartansk interiør blev skabt med glatte kanaldøre og simple fodpaneler. Den variation i rumudstyr, som tidligere repræsenterede de skiftende stilretninger og kunne aflæses i interiøret, blev fravalgt.

Facaderne gennemgik en hovedistandsættelse i 1990´erne. Den ældre acrylholdige strygepuds blev fjernet, og det afrensede murværk efterfølgende filtset med en indfarvet hydraulisk kalkmørtel. Den røde farvesætning af stokkene blev bibeholdt.