Medarbejdere på Coloplasts produktionsfaciliteter
.

Siden grundlæggelsen i 1954 har medikovirksomheden Coloplast A/S (stiftet 1957) udviklet sig til en af Danmarks store internationale koncerner med omkring 10.000 medarbejdere i 2017 – langt de fleste i udlandet. I Danmark beskæftigede Coloplast i 2017 ca. 1.200 ansatte, hvoraf ca. 700 arbejdede på hovedsædet i Humlebæk, ca. 350 i Mørdrup i Helsingør Kommune og ca. 150 i Thisted. Virksomheden har tidligere beskæftiget ca. 3.000 i Danmark, men flyttede i årene efter 2006 gradvis en større del af produktionen til bl.a. Kina og Ungarn.

Grundlaget for Coloplast var det berømte samarbejde mellem sygeplejerske Elise Sørensen og civilingeniør Aage Louis-Hansen samt hans hustru, Johanne Louis-Hansen, der også var uddannet sygeplejerske. Elise Sørensens lillesøster var i 1954 blevet stomiopereret og havde fået tyktarmen ført ud på maven, og datidens hjælpemidler havde mange gener. Efter et langt udviklingsarbejde endte det med, at Aage Louis-Hansen satte en selvklæbende stomipose i produktion. Behovet viste sig at være enormt, og det lagde grunden til en international eksportsucces.

Gennem mange års organisk vækst har Coloplast brugt den samme udviklingsmodel: et tæt samarbejde med brugere og sygeplejersker om at skabe nye produkter baseret på seneste teknologi. Coloplast producerer i dag primært stomiprodukter, kontinenshjælpemidler, plastre mv. til kroniske sår samt hudplejemidler. I regnskabsåret 2016/17 blev der omsat for 15,5 mia. kr., helt overvejende på eksportmarkederne. Coloplast A/S havde ultimo september 2017 en egenkapital på knap 6 mia. kr. Virksomheden er noteret på Københavns Fondsbørs (Nasdaq Copenhagen A/S), men kontrolleres stadig af stifterfamilien og stifternes fond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.

Videre læsning

Læs mere om Handel, service og oplevelseserhverv i Fredensborg Kommune

Læs videre om

Se alle artikler om Erhverv og Arbejdsmarked