Copenhagen Contemporary (CC) er et internationalt kunstcenter, der viser samtidskunst i stort format. Da CC åbnede som et pilotprojekt i 2016 på Papirøen, var visionen at skabe et nyt udstillingssted i København for samtidskunstens store og teknisk krævende installationer. Siden åbningen er det lykkedes CC at præsentere et udstillingsprogram med nogle af verdens mest anerkendte kunstnere.
I 2018 genåbnede CC i den gamle 7.000 m2 store B&W-svejsehal på Refshaleøen. I 2019 udvidede CC med yderligere to haller og nye rammer for tiltaget CC Studio, som skal formidle samtidens billedkunst til børn og unge. CC er en selvejende institution, som er støttet af Kulturministeriet, Københavns Kommune og en lang række fonde.