Danmarks styreform har siden 1973, da Danmark indtrådte i EF, senere EU, haft en europæisk overbygning. EU-medlemskabet rækker videre end det traditionelle mellemstatslige samarbejde, som kendes fra fx FN, NATO, Norden og OECD. Det er overstatsligt, hvori ligger to ting. Én er, at lovgivning vedtaget i EU er forpligtende for medlemslandene og har forrang for national ret. En anden er, at medlemslandene er underlagt EU-Domstolens jurisdiktion. Den dømmer i sager, som vedrører nationale borgeres, virksomheders og myndigheders overholdelse af de forpligtelser, som de har i henhold til EU’s traktatgrundlag og til lovgivning vedtaget i EU. EU-Domstolen har gennemgået en institutionel udvikling, hvor den gennem dynamisk fortolkning af traktatgrundlaget over tid har bidraget til styrkelse af EU’s overnationale karakter. Domstolens politiske rolle lå ikke i kortene, da Romtraktaten blev vedtaget i 1957.
EU er især en overnational reguleringsmyndighed. Selv om EU med tiden er kommet til at beskæftige sig med en stor del af spektret for offentlig politik, er kerneområderne dem, der udgør unionens såkaldte indre marked. Det indre marked består af toldunionen og et omfattende regelsæt, der understøtter den frie bevægelighed for varer, personer og kapital mellem de 27 medlemslande. Man kan dog ikke vurdere EU’s betydning for reguleringen af samfundet ved kun at se på, hvor stor en andel af den samlede regulering der hidrører fra EU. På områder som finansiel virksomhed, fødevarer, landbrug, miljø og transport er de reguleringsmæssige rammer i høj grad sat af EU-lovgivning; på de store velfærdsområder som social service og bistand, sundhed og undervisning spiller EU en begrænset rolle. Samtidig har Danmark med sine forbehold over for samarbejdet omkring den fælles mønt, forsvarspolitikken og retlige og indre anliggender undtaget sig selv fra dele af EU-samarbejdet.
Endnu et forhold gør deltagelsen i EU-samarbejdet til en indviklet affære. Det opstår, fordi EU regulerer på to forskellige måder, og fordi EU selv (med undtagelse af konkurrenceområdet) ikke har nogen udførende forvaltning. Én form for EU-regulering er direktiver. De udgør en form for europæisk rammelovgivning, som forpligter medlemslandene til gennem nationale regler at gennemføre en politik, der lever op til direktivernes krav og mål. Der er altså forudsætningsvis gjort plads til, at medlemslandene kan gennemføre en fælles politik på forskellig vis og i forskellig grad.
Den anden form er forordninger. De slår umiddelbart igennem i medlemslandene, som ikke skal træffe særskilte foranstaltninger i den anledning, men dog ofte gør det. De er bindende for virksomhederne, og de udgør også det retsgrundlag, som de nationale myndigheder lægger til grund for deres forvaltning. Eksistensen af de to former for EU-regulering gør, at det er svært præcist at opgøre EU’s indflydelse på dansk offentlig politik. Det gængse mål har været at se på andelen af love og bekendtgørelser, som refererer til EU-direktiver (se også tabel). Heri ligger dog en undervurdering af EU’s reguleringspolitiske betydning, hvad der nødvendiggør et nyt forbehold, for en betydelig del af EU-reguleringen har et teknisk tilsnit, som kun i mindre grad er genstand for politisk uenighed mellem partierne. EU-politik er i høj grad hverdagspolitik.
EU-samarbejdets komplekse og omfattende karakter rejser adskillige spørgsmål vedrørende medlemskabets konsekvenser for den styreform, som er beskrevet i det foregående. Det væsentlige udgangspunkt er, at nok deltager Danmark i et samarbejde med overnationale træk. Det er ingenlunde ensbetydende med etableringen af en fælleseuropæisk styreform af hierarkisk tilsnit og med EU i toppen. Det er mere retvisende at se EU-samarbejdet som et stærkt institutionaliseret samarbejde med mange løse koblinger mellem de nationale systemer og EU-systemet. Det rejser de efterfølgende tre spørgsmål om samarbejdets konsekvenser for den danske styreform.