Danmarks Nationalbank, København

Danmarks Nationalbank flyttede i 1870 fra Slotsholmen til Holmens Kanal i en ny bygning tegnet af J.D. Herholdt. Bygningen var opført i historicistisk stil efter et florentinsk palazzo-motiv, med henvisning til det moderne bankvæsens fødsel og de store florentinske bankfamilier som Medicierne. Bankens hovedsæde udgjorde den eneste selvstændige bygning i karreen, mens flere af bankens funktioner lå spredt rundt i karreen. Men efter anden verdenskrig var de fysiske rammer blevet for snævre, og trods flere udbygninger var der behov for en større udvidelse. Det blev anset for vigtigt at bibeholde den nære beliggenhed til centraladministrationen, og det blev derfor besluttet at inddrage den øvrige del af karreen til et nyt byggeri. Danmarks Nationalbank udskrev i 1961 en indbudt konkurrence, der skulle samle bankens kompleks af bygninger i ét nyt, hensigtsmæssigt byggeri. Konkurrenceområdet var karreen mellem Niels Juels Gade, Holmens Kanal, Havnegade og havnen. Og den gennemgående byggehøjde var på fem etager plus tagetage. Konkurrenceprogrammet stillede deltagerne frit med hensyn til bevarelse af den gamle hovedbygning, mens det var en præmis, at karreen i øvrigt blev ryddet. Man fremhævede dog et ønske om, at forslagene skulle tage hensyn til bankens fremtrædende beliggenhed nær Slotsholmen og de omkringliggende bygninger. Det var en forudsætning for konkurrencen, at banken kunne fortsætte sine funktioner under byggeriet. Der indkom fem projekter til bedømmelse. Forslaget fra Arne Jacobsen blev foretrukket, da det opererede med en lav udnyttelsesgrad på 1,56 i forhold til det tilladte på 2,5 og alligevel formåede at honorere de funktionelle krav. Man lagde desuden vægt på koncentrationen af bankens funktioner i etagebygningen mod Niels Juels Gade, der muliggjorde, at en betydelig del af komplekses nærmest Holmens Kirke, kunne gennemføres som en lav bebyggelse, der tog det ønskede hensyn til Holmens Kirke, Børsen og Christiansborg. Til gengæld valgte projektet usentimentalt at nedrive Herholdts gamle bankbygning. 1964 påbegyndtes nedrivningen af den del af karreen, der lå mellem bankens gamle hovedsæde og Niels Juels Gade. 1965 påbegyndtes byggeriet, og 1. etape stod færdig april 1970, med indflytning i februar 1971. Etapen omfattede den nordlige halvdel af etagebygningen med blandt andet det nye seddeltrykkeri. 1971 døde Arne Jacobsen, hvorefter projekteringen og ledelsen af byggeriet overgik til arkitektfirmaet Dissing+Weitling. 1972 startede 2. etape af byggeriet, der omfattede den sydlige halvdel af etagebygningen. Denne del stod færdig i 1976. 1976 blev den resterende del af karreen og den gamle hovedbygning revet ned. Herefter startede den 3. og sidste etape, der omfattede bygningens lave del og lukkede karreen mod den resterende del af Havnegade og Holmens Kanal. 1978 stod det samlede kompleks færdigt. Bygningen er på i alt 48.131 etagemeter, der er fordelt på tre forskelligartede hovedfunktioner: Et seddeltrykkeri med tilhørende værksteder og laboratorier. Et ekspeditionsafsnit til bankens udadvendte arbejde og som omfatter den store banksal. Kontorarealer samt bankens øvrige servicefunktioner, der bl.a. rummer boksanlæg, tekniske anlæg, personalerum og parkeringsområder. Byggeriet rummede funderingsmæssige udfordringer i at fastholde bygningen på grund af det opadrettede vandtryk. Det meste af bygningen er derfor forankret i jordbundens saltholmskalk med justerbare stålankre, der holder bygningen på plads. To store bokskældre under seddeltrykkeriet er som de eneste funderet direkte i kalken. Til den lave bygning har man søgt at kompensere for vandtrykket ved at benytte en dobbelt gulvkonstruktion, der er fyldt med grus som ballast. Under byggeriet sænkede man grundvandsspejlet bag forstærkede spunsvægge. Efterhånden som byggeriet skred frem, hævede man gradvist vandspejlet, således at bygningens vægt kompenserede for vandets tryk. Den høje etagebygning er opbygget som en jernbetonkonstruktion med søjlebårne dæk. Da bygningen rummer syv etager (inklusiv den lave tagetage), og byggeriets højde var fastsat til 20 m, måtte man undgå nedhængte bjælker i dækkene. Konstruktionen er derfor udformet som en paddehattekonstruktion med skjulte kapitæler, der er integreret i dækkene. Bygningens søjler er placeret med en afstand på 4,2 m i begge retninger. Undtaget er taget over trykkerihallen, der har en bærende konstruktion i forspændt beton. Taget over banksalen er ligesom taget over den lave bygning udført som en stålkonstruktion. Omgivelser: Det samlede bygningsanlæg består af to hovedvoluminer: En lav del, der som en omgivende perimetermur afgrænser hele karreen bortset fra en smal kile mod Havnegade. Samtidig danner denne del sokkel for en fem etager høj bygningsblok, der er beliggende på grundens østlige del, parallelt med Niels Juels Gade. Det er et hovedtræk ved bygningen, at den på trods af sit massive og monumentale ydre søger en tilpasning til omgivelserne. Den høje bygningsblok ud til Niels Juels Gade følger gaderummets oprindelige proportionering. På bygningens anden side friholder den lave bygningsdel Holmens Kirke fra en påtrængende og dominerende bygningsmasse. Fra pladsen med Niels Juel-statuen indrammes pladsen af den høje nordfacade. Over den lave bygning er der udsyn til Børsen og Kancellibygningen (Den Røde Bygning), mens perimetermuren leder blikket frem mod Holmens Kirke. Haveanlægget på taget af den lave bygningsdel og den havemæssige bearbejdning af fortovsarealet mod Holmens Kirke formidler mellem kirkeanlæggets have og proportioner. Nationalbanken forbinder derved den høje, bymæssige etagebebyggelse mod Niels Jules Gade med den lave, ældre bygningsmasse i Gammelholm- og Slotsholm-kvarteret. Temaet med en lodret opdelt bygningskrop ovenpå en lav, gennemløbende mur genfindes i samspillet mellem Holmens Kirkes lange kapelbygning og kajmuren.

Nationalbanken har tre facadetyper. Den lave del, der er trukket frem og friholdt fra etagebygningens søjlekonstruktion, og som en perimetermur løber omkring hele komplekset. Betonmuren er beklædt med flitrullet, norsk porsgrunn-marmor, der giver facaderne en karakteristisk og levende overflade. Pladerne er 30 mm tykke og båret af rustfrie stålankre, der er indstøbt i betonvæggen bagved. Beklædningen med porsgrunn-marmor er anvendt i flere at Arne Jacobsens byggerier som Søllerød Rådhus, Rødovre Rådhus og Århus Rådhus. Porsgrunn-marmoren er et gennemgående materiale i hele bankbygningen og anvendes også i interiøret som både som flintrullet og blankpoleret. Etagebygningen har to forskelligartede typer facader. De lukkede facader mod nord og syd og de åbne glasbeklædte karnapper mod øst og vest. Begge er underlagt samme modulering med bygningshøje og lodrette inddelinger, der markerer bygningens søjletakt. De korte facader mod nord og syd er beklædt med samme porsgrunn-marmor som perimetermuren, men opdelt i høje felter. Hvert felt står på en betonbuk med et glasparti under. Mellem hvert felt markeres bygningens søjler af en smal vange støbt i samme beton med iblandet natursten som bukkene. Vangerne og facadefelterne er adskilt fra hinanden med smalle vertikale vinduesbånd. De lange facader mod øst og vest har samme rytme som de lukkede facader og er ligeledes adskilt af vanger, men de lukkede felter er her erstattet af store curtain wall-glaspaneler. Glasfelterne følger et karnapmotiv, hvor facaden skydes frem med glaskasser, der ligger 1 m længere fremme i forhold til de tilbagetrukne vinduer mellem vangerne og under betonbukkene. Glaskarnapperne har en avanceret konstruktion opbygget af tre lag glas. Yderst en bronze-coatede rude, der reflekterer solindfald. Bag dette almindeligt klart vinduesglas, der sammen med det ydre glas udgør en isoleringsrude. Herefter et 70 mm mellemrum og inderst en hærdet, sidehængt rude, der er matætset op til brystningshøjde. Den resterende del af den indkomne solvarme kan opfanges af et transparent gardin, der er ophængt mellem det ydre og det indre glaslag. Overskudsvarmen mellem glassene føres væk af luft, der trækker ind under det hærdede glas, og som ledes væk foroven. Samme opadstrømmende luft modvirker kuldenedfald. De reflekterende glasfacader har et meget varieret udtryk efter døgnets rytme og årstidens lys. Den beskedne hovedindgang udgøres af en kvadratisk udskæring i perimetermuren og en påhæftet glasbaldakin. Indgangen forsegles af en solid bronzedør, der i bankens åbningstid sænkes ned i kælderen. Fra det lave indgangsparti fører en kunstfærdig glassluse ind i den imposante, kileformede forhal med næsten 20 meter til loftet. Den dramatiske udformning forstærkes ved adgangen gennem den beskedne indgang, hvorfra rummet breder sig ud i bredde og højde, som vækker stor overraskelse hos den besøgende. Rummets højde understreges af de smalle vertikale vinduesspalter, der indgiver rummet et sakralt præg. Vægge og gulv er beklædt med samme porsgrunn-marmor som facaden og kan således opfattes som udskåret af ét massiv. Modsat indgangen dominerer et skulpturelt trappetårn, der betjener de seks etager, som forhallen spænder over. Den spinkle ståltrappe er ligesom vindfanget nedhængt og båret fra rummets loft. I ydervæggens ovenbelyste nicher er opsat vævede gobeliner af Kim Naver. En lav gang modsat ydervæggen forbinder forhallen med den bagvedliggende banksal. Banksalen, hvis funktion i dag har ændret karakter, er placeret under den sydlige lysgård og spænder over hele etagebygningens bredde. Stemningen ændres drastisk fra forhallens kølige stenmaterialer og skyggefulde lys til et stærkt oplyst rum, der får karakter fra sine doussie-trægulve og pæretræspaneler. De opadrettede lysarmaturer, hvis lys reflekteres mod loftpladerne, er i dag erstattet af almindelige lysarmaturer. De fritstående vitriner henter dagslys ned fra den ovenliggende gård og bryder sammen med søjlerne det store rum. Frit svævende i vitrinerne er ophængt plantekurve i forskellig højde. Oprindeligt var banksalen opbygget med et større publikumsafsnit og et fleksibelt kontorlandskab afskærmet af ekspeditionsskranker. Bankens kontorfunktioner er næsten alle beliggende i etagebygningens parallelfløje. Korridorerne har pæretræsfinerede skabsvægge, hvorimod gangene foran bestyrelsens møderum samt direktionens kontorer er møbleret med siddegrupper og åbnet mod den sydlige lysgård. Skabene er tosidige og betjener såvel gangen som kontorsiden. Skabslågerne er sidehængte og kan skydes ind og parkeres i panelvæggen. Kontorerne er ligesom gangsystemet opbygget over den bærende søjlekonstruktions 4,2 m x 4,2 m modul, men er tillagt karnappernes fremspring. Kontorerne fordeler sig over henholdsvis ét eller to moduler og er opdelt på tværs af malede, flytbare skillevægge, der er monteret ud for søjlerne. Gulvbelægningerne er af parket i doussie-træ. Lokalerne i bygningens øverste etage er udført med ekstra rumhøjde til personale og møderum. Rummene domineres af de pæretræsfinerede skabe og vægpaneler. Indbyggede foldevægge og bordopstillingens sammensætning af moduler muliggør forskellige opdelinger og anvendelse af lokalerne. Som det er karakteristisk for Arne Jacobsens byggerier, at der er blevet arbejdet med udformningen ned til mindste detalje. I kontorer og gange er anvendt Arne Jacobsens Munkegårdslamper, dørene er forsynet med AJ-greb og uret er ligesom Vola-armaturet tegnet til bank-byggeriet. Rummene, der er beliggende på den repræsentative øverste etage mod nord og syd, har til at supplere det sparsomme lys fra de smalle vinduesspalter en række vitriner langs de lukkede vægfelter. Plantevitrinerne er belyst fra det overliggende tag, hvorfra der ledes dagslys ned langs vitrinernes bagvæg, der udgøres af gavlens porsgrunn-marmor. Beplantningen består af orkideer og andre tropiske vækster i nedhængte plantekurve. Mens de danske mønter produceres på den Kgl. Mønt i Brøndby, så er hele fremstillingsprocessen for pengesedler placeret i Havnegade. Under den nordlige lysgård ligger seddeltrykkeriets maskinhal. Rummet er i grundplan femogtyve gange halvtreds meter og med sine otte meter til loftet det største rum i bygningen. Hallens ene væg udgør en del af et seks-etagers boksanlæg til seddeltrykkeriets beholdning. Væggene i hallen er beklædt med matslebne, rustfri stålplader, der over dørhøjde er perforerede af hensyn til akustikken. De elleve betonspær, der udgør rummets bærende, synlige konstruktion, er ført helt ned til funderingen på den faste kalkgrund for at undgå støj og rystelser fra hallens store maskiner. Banken havde oprindeligt to separate kantiner, men er i dag blevet sammenlagt og åbnet op med kig til den nordlige lysgård. Samtidig med sammenlægningen blev kantinen udvidet med et ovenliggende areal, der tidligere havde fungeret som tagterrasse. Gennembrydningen mellem etagerne sender dagslys ned i kantinen fra den nye terrasses glastag ovenover. Trappen, der forbinder etagerne, er udført som en ren glaskonstruktion. Nationalbanken har som noget særegent for bankkomplekset fire indarbejdede haveanlæg. I forbindelse med den oprindelige tagterrasse var der et lille femte anlæg på taget, der er forsvundet med den nye kantineudvidelse. De to gårdrum i etagebygningen har som hovedformål at fungere som lysgårde for de tilgrænsende kontorer. Og da gårdene fungerer som disse rums eneste udsigt, er der lagt stor vægt på udformningen af gårdarealerne. Den nordlige gård over maskinhallen er planlagt af Arne Jacobsen, mens de øvrige haver hører til byggeriets 2. og 3. etape og derfor må tilskrives Dissing+Weitling. Det nordlige gårdanlæg er det største med sine godt 700 kvadratmeter. Anlægget er udlagt på en bund af hvidt marmorgrus. På grund af vægtbelasningen har beplantningsmulighederne været begrænsede. Henover strækker sig syv parallelle rækker af halvcylindriske betontromler. Tromlerne er kannelerede og fyldt med jord, og refererer med deres tilgroede bevoksninger til antikkens tempelruiner. Rækkerne af plantetromler forskydes fra hinanden og opløses helt mod nord. Tre mindre, cirkulære vandbassiner er indpasset i gårdens ene hjørne og afbalanceres af et større, ligeledes cirkulært bassin i gårdens modsatte hjørne. Eksistensen af to gårdrum har appelleret til at afprøve spændvidden i variationsmulighederne. Herved er de to anlæg, som er fælles i deres materialemæssige udgangspunkt, kommet til at fremstå vidt forskellige. Det sydlige gårdrum har et bølgemotiv i sin grusbelægning og en tydelig japansk haveinspiration. De underliggende lokalers funktioner kan direkte aflæses i de indarbejde udluftningshætter fra maskinhallens ventilationsanlæg og i ovenlysenes placering over banksalens vitriner. Den knap femtusinde kvadratmeter store, trapezformede tagflade over den lave del af bygningskomplekset udgør en stor del af udsigtsbilledet fra etagebygninger, er derfor ligeledes behandlet som et haveanlæg. Tagbelægningen er stenbelagt og inddelt af et aluminiumsgitter, der strukturerer grupperinger af hævede ovenlys og plantekasser. Beplantningen, med vekslende lave vækster og høje buske, er synlig henover murkanten fra gadeplanet. En tidligere lysgård i den lave bygning er i dag overdækket af et pyramideformet tag. Neden for taghaven, mod Holmens Kirke, er der udlagt et haveanlæg på det udvidede fortovsanlæg for at formidle overgangen mellem bankbygningens arkitektur og Holmens Kirke. Fortovet og dets belægninger har dannet udgangspunkt for en skulpturel udformning og møblering af området, hvor hovedtrækkene er den lindetræskantede passage langs perimetermuren og et indskudt aflangt spejlbassin. Fem hævede og beplantede plateauer følger den lindetræernes passage langs bygningen. Sammen med anlægget bugter sig en lav mur, der danner læ for et antal stående stentromler.

Læs videre om

• Nyhavn 41, København
• Søpavillonen, København
• Wildersgade 19, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen