Dansepavillon, København

Pavillonen er opført som dansepavillon for patienterne på Skt. Hans Hospital ved Roskilde. Arkitekten bag pavillonen kendes ikke, men flere har gisnet om, at den navnkundige arkitekt Gottlieb Bindesbøll (1800-1856) kunne være en mulig arkitekt. Han tegnede i begyndelsen af 1850erne Kurhuset til Sankt Hans Hospital, men trak sig fra projektet inden opførelsen af hospitalet, der blev færdigprojekteret og opført af arkitekt F.F. Friis. Angiveligt blev der også opført en træpavillon beregnet til kaffedrikning og fester med dans som en del af behandlingen af de psykiatriske patienter. I anden halvdel af 1900-tallet blev patienterne færre og mere syge under indlæggelse. Samtidig ændrede forlystelserne generelt karakter i samfundet, og aktiviteterne i pavillonen ebbede ud. I 2002 blev den fredede pavillon derfor flyttet til Karens Minde, der var bygget i 1879 som institution for evnesvage og fungerede som sådan frem til 1980. I dag anvendes Karens Mindes hovedbygning til kulturhus for Kongens Enghave-bydelen, og dansepavillonen bruges til dans, musikarrangementer o. lign.

Skt. Hans Hospital blev i 1816 udflyttet fra København til Roskilde og blev især benyttet til psykiatriske patienter, der her kunne få mere plads, lys og luft. Fra midten af 1800-tallet blev hospitalets bygnin-gsanlæg udbygget og fornyet. Som indledning til denne fornyelse tegnede Bindesbøll i 1851 det nu fredede Kurhus. Det var samtidig en periode, hvor holdningen til de syge ændredes. De skulle ikke længere blot opbevares. I stedet skulle patienterne behandles, og så vidt muligt gives livskvalitet bl.a. gennem arbejde og fornøjelser for derigennem at gøre dem til tilfredse medlemmer af hospitalets lille samfund. Til dette formål tjente dansepavillonen, der samtidig af-spejler de fornøjelser, som også var yndede uden for hospitalets mure. I 1800- og begyndelsen af 1900-tallet var det blevet meget populært at deltage i dans og andre komsammener i pavilloner, der som oftest var lette træbygninger opført i grønne områder og uden opvarmningsmuligheder, hvorfor de alene blev brugt om sommeren. Nogle af pavillonerne blev bygget til samlingssted og forlystelse af den brede offentlighed, andre var for specielle brugergrupper. Kun få af disse bygninger har overlevet til i dag. I forbindelse med flytningen af dansepavillonen fra Skt. Hans Hospital til Karens Minde blev bygningen opmålt og bygningsdelene nummeret, så de kunne genetableres korrekt efter restaurering. Selv skævheder, der var kommet til i bygningens levetid, blev bevaret. Samtidig blev de oprindelige farver genskabt på grundlag af farveundersøgelser foretaget af Nationalmuseet. Gulvet måtte dog udskiftes efter årtiers slid af de dansende og som noget nyt blev der tilføjet skodder i ydervæggene, idet åbningerne ifølge gamle fotos tidligere kun havde været udstyret med markiser af lys sejldug. Scenen ser også ud til at være af nyere dato. Ifølge en ældre arkitekturtegning synes stængerne i tagryggen tidligere at have fungeret som flagstænger.

Dansepavillonen er frit beliggende i et parklignende haveanlæg til kulturhuset Karens Minde omgivet af boligblokke og et kolonihaveområde. Pavillonen er en ottekantet aflang træbygning med en høj midterdel omkranset af lavere, smalle sidepartier. I hver sin ende findes indgangspartier med dobbeltfløjede døre. Pavillonen er opført på et støbt fundament. Ydervæggene består af 36 stolper med lave brystninger imellem og tophængte træskodder ovenover. Sidepartierne afsluttes af halvtage beklædt med tagpap og har tagudhæng med dekorativt udskårne spær. Derover findes i midtpartiet en omløbende vinduesrække med opsprosning i harlekinmønster. Midterdelen afsluttes af et ottekantet tag beklædt med tagpap og udstyret med to oprette stænger i hver sin ende af tagryggen. Begge tage er pyntet forneden med en omløbende dekorativ blonde. Træværket er malet i forskellige beige farver med brune detaljer. Indvendigt bæres midterpartiets synlige tagkonstruktion over vinduesrækken af 10 fritstående stolper. Også i sidetagenes lofter er trækonstruktionen fritlagt. Langs ydervæggenes lave brystninger findes faste bænke og i det sydvestlige hjørne af pavillonen en lav sceneopbygning. Hovedparten af træværket er malet beige og udsmykket med stafferinger i rødt, grønt og hvidt. Skodderne er hvidmalede.

Den miljømæssige værdi ligger i dansepavillonens frie beliggenhed i parklignende grønne omgivelser og dens tilknytning til den nærliggende institution Karens Minde.

Dansepavillonen er kulturhistorisk interessant ved at være et velbevaret og tidstypisk eksempel på 1800- og det tidlige 1900-tals lette og festlige dansepavilloner. Som type er den beslægtet med et par af de få andre overleverede dansepavilloner såvel gennem sin flerkantede form, det høje tamburlignende midterparti med lysindfald og de lette materialer med træ og tagpap. Med sin lette uisolerede trækonstruktion, det festlige udtryk med lyse farver, stafferinger, den synlige tagkonstruktion, udskårne detaljer og pavillonens åbne karakter, når skodderne slås op, fortæller den historien om en bygning alene bygget til fest og fornøjelser i den korte sommertid, hvor den kan give læ for sol og regn, men ellers åbner sig for uhindret musik og snak mellem inde og ude. Samtidig er Dansepavillonen udtryk for 1800-tallets ændrede og mere humane indstilling til psykisk syge. Hvor mange af patienterne i tidligere århundreder var blevet gemt bort under kummerlige forhold, fik de i det nye anlæg på Skt. Hans Hospital bedre mulighed for livskvalitet med væsentlig forbedrede pladsforhold i nye bygninger omgivet af smuk natur. Dansepavillonen kan ses som det ultimative udtryk for denne indstilling, hvor de syge skulle have mulighed for samvær og livsglæde i lighed med det omgivende samfunds fornøjelser.

Den arkitektoniske værdi ligger i dansepavillonens ottekantede facon, det høje midterparti kronet med stænger, de lavere partier og den åbne karakter i brug mellem inde og ude, der viser bygningens helt særlige funktion som sommerlig dansepavillon og forlystelsessted. Det samme udtrykker den lette trækonstruktion, materialevalget, dekorationerne og farveholdningen. Karakteristisk er også den enkle, overskuelige bygningskrop, den symmetriske opbygning over længdeaksen, regelmæssige inddeling af facaderne og de enkle, gentagne bygningselementer hele bygningen rundt. Samtidig er funktionaliteten væsentlig med ind- og udgange i hver sin ende af bygningen, et stort åbent rum med plads til bevægelse og bænke langs siderne.

Læs videre om

• Amaliegade 45, København
• Det Kgl. Uldmanufaktur, København
• Snaregade 8, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen