Statsminister Mette Frederiksen under et pressemøde om covid-19-pandemien i 2020 i Spejlsalen i Statsministeriet på Christiansborg. Statsministerens bemærkninger simultantolkes til tegnsprog af tolken i baggrunden.
.

Dansk tegnsprog blev udviklet i begyndelsen af 1800-tallet. I 1807 blev den første døveskole grundlagt i Danmark af lægen P.A. Castberg, der bl.a. havde været i Paris og besøgt verdens ældste og mest kendte døveskole grundlagt i 1760.

I tiden indtil den danske skole blev grundlagt, havde kun få døve været i kontakt med hinanden. Men efter grundlæggelsen af skolen opstod der et tegnsprogsmiljø på skolen. Et mere ensartet tegnsprog begyndte herefter at udvikle sig. P.A. Castbergs undervisningsform var inspireret af den undervisning, han havde set i Paris. Han understøttede børnene i at finde på tegn, men bidrog dog også selv. Muligvis indførte han også nogle tegn fra fransk tegnsprog.

I dag får mange små børn med dårlig eller ingen hørelse indopereret et høreapparat, et såkaldt cochlear implant eller CI. Ved hjælp af det kan børnene ofte udvikle et normalt talesprog. Men der er stadig mange døve, for hvem dette ikke er relevant, og som har brug for at kommunikere ved hjælp af tegnsprog.

Dansk tegnsprog er et selvstændigt sprog, der er opstået blandt danske døve. Brugere af dansk tegnsprog og brugere af fx tysk eller fransk tegnsprog kan ikke umiddelbart forstå hinanden. Dansk tegnsprog tales i dag af ca. 20.000 døve og deres familier i hele Danmark og er en vigtig del af døves kultur og historie. Sproget har udviklet sig og udvikler sig stadig. Ligesom man på dansk danner nye ord og låner ord fra andre sprog, danner tegnsprogstalende løbende nye tegn og låner tegn fra andre tegnsprog.

I 2014 blev Dansk Tegnsprogsråd oprettet i tilknytning til Dansk Sprognævn. Rådet skal udarbejde principper og retningslinjer for arbejdet med at følge og dokumentere det danske tegnsprog og med at give råd og oplysninger om dansk tegnsprog.

Videre læsning

Læs mere om Danmarks kultur og trossamfund

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om dialekt