Danzigmannvej 2, Gammel Østerby

Opført omkring år 1750.

Det tangtækte længehus ligger på en åben grund i den nordøstlige del af Læsø. Bygningen, ligger midt på en græsplæne, og er omgivet af en smal belægning af pigsten. Huset er opført i sorttjæret, fattigt bindingsværk med løsholter og enkelte dokker. I flere stolper ses skokknægte med nagler. Stolperne står direkte på syldstenene. Tavlene, der er delvist lerklinede og delvist murede, er alle hvidkalkede. Taget er tænget med tang, der tillige dækker gavlene. På vestgavlen findes en sort revlelem til loftsrummet. Tangtaget er skåret til omkring vinduer og døre, og er øverst afsluttet med en mønning af tørv, hvori der findes to murede, hvide skorstenspiber, med sokkel og krave.

På begge langsider findes et mindre, sortmalet bislag i træ, hvori der sidder en nyere grønmalet revledøre, den nordlige er todelt. På nordsiden sidder tillige en ældre revledør med en ældre flaskebundsrude. På sydsiden ses en bred, tofløjet revleport, der ligeledes er grønmalet. Bygningens vinduer er en blanding af en- og torammede, småsprossede vinduer. Alle vinduer er ældre med grønmalede karme og rammer, samt med hvidmalede sprosser og kit. Indvendigt er den oprindelige grundplan delvist bevaret med værelser, køkken og stuer mod vest, og lade, bryggers og nyere badeværelse mod øst. I køkken og brygges ses rester af de oprindelige ildsteder. De fleste rum har overflader med ældre trægulve, bindingsværksvægge og bræddelofter med synlige bjælker. Tillige findes i den østlige del et ældre pigstensgulv i gangen. Badeværelset står med nyere klinker, og i laden et støbt gulv. I hele bygningen er ældre fyldingsdøre, revledøre, greb og paneler. Mange bygningsdetaljer stammer fra skibstømmer eller skibsinventar. Loftet står uudnyttet.

Den miljømæssige værdi knytter sig til længehusets placering på Læsø, hvor bygningen indskriver sig i den samlede kontekst af bevarede tanghuse på øen. Bygningen er trukket tilbage fra vejen, og grunden afgrænses mod naboer, af et let buskads, der sørger for, at bygningen ligger i et ugeneret, privat haverum.

Bygningens kulturhistoriske værdi knytter sig til de egns karakteristiske træk, som udgøres af tangtaget, bislagene og skibstømmeret, der ses i både bindingsværket og i interiøret, samt til den stadigt aflæselige opdeling af grundplanen i beboelse og lade. Dette ses i form af trægulve og paneler mod vest, modsat de grovere overflader mod øst i form af, pigstensgulv og bindingsværksvægge. De to ildsteder har tillige kulturhistorisk værdi, idet de tegner et billede af tidligere tiders levevis. Tangtaget er opbygget efter traditionelle bygningsprincipper med vasker, der er store mængder sammensnoet ålegræs, som fæstnes på de nederste 3-4 lægter og danner en solid bund for resten af tangtaget.

Mønningen, som udgøres af tørv fra stranden, samt udskæringerne omkring vinduerne, er ligeledes vidnesbyrd om lokale, håndværksmæssige traditioner. De mange skibsdele, der indgår i bygningens konstruktion og interiører er tillige et karakteristisk træk for Læsø. Skibsvragene var en vigtig del af øens materialer, idet der i en lang periode næsten ingen træer var, eftersom alt tømmer var blevet brugt til brændsel i saltsyderierne. Farvandet omkring Læsø med mange langstrakte, flade rev udgjorde førhen en stor fare for søfarten, og mange skibe strandede. Tømmeret fra disse skibe genbrugte beboerne på Læsø til deres egne boliger, hvilket ses i bygningens loftbjælker og knægte.

Bygningens arkitektoniske værdi knytter sig til tangtagets enorme volumen, der som en blød pude glider ned over bindingsværksmurene. Særligt ved udskæringerne, omkring vinduer og døre samt på østgavlen, fornemmes det enorme tags tykkelse og det tæt pressede ålegræs. Det enkle bindingsværk fremstår let under tagets tyngde. Tillige virker vinduerne lette og spinkle ved den hvide optegning af kit og sprosser. Indvendigt har den gennemførte enkle materialeholdning en stor arkitektonisk værdi, eftersom det binder det indre udtryk sammen med det ydre. Få virkemidler så som gerichterne om dørene, vinduernes skrå sprosser og udskårne knægte fremkalder en lethed. I kontrast hertil står de kraftige loftbjælker, der giver et markant loft, som særligt fremhæves i gangen, hvor loftet er malet i en dyb rød farve.

Læs videre om

• Alleen 1, Andrines Hus
• Alléen 5
• Mosevej 16

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen