Udtrykket »de nordsjællandske kulsviere« dækker over producenter af trækul i de nordsjællandske skovegne, hovedsagelig nord for Hillerød. I kilderne nævnes trækulsbrænding i begyndelsen af 1500-tallet, hvor kongen befalede, at skovbønderne skulle levere trækul til opvarmning af slottene og til de kongelige metalsmedjer. Kobberværket Brede Værk var frem til midten af 1800-tallet storaftager med op til 12.000‑16.000 tønder trækul årligt, mens Den Kongelige Mønt i København også aftog store mængder.
De magre jorder i Gribskov Kommune gav kun et lille kornudbytte, der blev suppleret med kreaturgræsning, og bønderne fik således en væsentlig og nødvendig biindtægt ved at brænde trækul.
Under Den Nordiske Syvårskrig 1563‑70 var Skåne, Halland og Blekinge krigsskueplads. Herfra blev tidligere leveret meget trækul, som de nordsjællandske bønder nu også skulle producere. Ved den endelige afståelse af områderne til Sverige i 1660 begyndte for alvor den udvikling, der i 1700-tallet gjorde Nordsjælland til kulsvierlandet.
Fra ældre tid havde der været fri adgang til at skaffe sig træ til brændingen, men i takt med skovenes udhugning blev bønderne pålagt forskellige afgifter og restriktioner, fx kontrol af milernes indhold, så decideret gavntræ ikke blev anvendt. I en fortegnelse fra 1721 over bønder, vangemænd (kreaturvogtere) og skovfogeder, der havde lov til at brænde trækul, fremgår det, at næsten alle gårde mellem Arresø og Esrum Sø brændte kul. Valby, Helsinge og Annisse Sogne dannede mod vest grænsen for det egentlige kulsvierområde. Mod syd hørte Alsønderup, Tjæreby, Nødebo og Grønholt Sogne med til området, mens Mårum Sogn og de sydlige dele af Græsted og Esbønderup Sogne dannede grænsen mod nord.
