Dehns Palæ, del af ligger på Frederiksgade 17, hj. af Bredgade i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.
Dehns Palæ, del af, København
Bygningshistorie
Frederiksstaden, der afgrænses af Bredgade, Ny Toldbodgade samt Sankt Annæ Plads mod syd og Esplanaden mod nord blev anlagt på foranledning af flere storkøbmænds ønske, og efter Frederiks Vs beslutning i 1749 om at dels markere 300-års jubilæet for Den Oldenborgske Kongeslægt dels for at anlægge en ny bydel til glæde for Københavns borgere og handel. Området, der tidligere rummede haveanlægget fra det nedbrændte lystslot Sophie Amalienborg samt en tilstødende eksercerplads, blev skænket til Københavns Magistrat på betingelse af, at grundene blev tildelt nye ejere vederlagsfrit med 30 års skattefrihed, og mod at grundene blev bebygget inden for fem år efter nærmere udarbejdede retningslinjer udarbejdet af arkitekt Niels (Nicolai) Eigtved (1701-1754). Eigtved stod selv for flere af Frederiksstadens første bygninger, hvor han introducerede rokokostilen i Danmark. Frederiksstadens monumentale centrum udgøres af aksen med Frederikskirken (Marmorkirken) og den ottekantede Amalienborg Plads med rytterstatuen af Frederik V indrammet af Amalienborgs fire palæer. Bydelen blev overvejende beboelseskvarter for det bedre borgerskab og ikke for handelsmænd som først tiltænkt. I 1794 blev Amalienborg kongelig residens da Christiansborg brændte. Dehns Palæ indgik som kambebyggelse langs aksen, hvor tanken var, at ligesom de fire palæer på slotspladsen skulle de to hjørner langs Bredgade også være ens. Trods den attraktive placering var det vanskeligt at finde to bygherrer, der kunne løfte opgaven økonomisk. Geheimeråd Johann Hartwig Ernst von Bernstorff og baron og geheimeråd Frederik Ludvig von Dehn indvilligede i at påtage sig ansvaret mod, at de fik grundene gratis samt fritagelse fra ejendomsskat i 30 år. Dehn og Bernstorff var venner og sammen lykkedes det dem at opføre de to palæer. Dehns Palæ stod færdigt i 1756 og Bernstorffs allerede i 1752. Dehn boede i palæet frem til 1762, hvor han blev statholder i hertugdømmerne og flyttede tilbage til sit gods i Slesvig. Grev Ditlev Reventlow købte herefter palæet. Hans søn Frederik Reventlow overtog palæet i 1779 for at sælge det femten år senere til hertug Frederik Christian af Augustenborg, som var gift med Dronning Louise Augusta. Efter sigende befandt hertugen sig ikke godt i storbyen og foretrak at opholde sig på Augustenborg, hvorfor parret solgte Dehns Palæ i 1810 for permanent at opholde sig på Augustenborg. De næste ti år fulgte en del ejerskift, og der faldt først ro omkring palæet i 1820, da den skotske rigmand og handelsmand Christopher Mac Evoy købte palæet. Mac Evoy var tidligere plantageejer på Sct. Croix og brugte en del af sin formue på at lade arkitekt G.F. Hetsch udsmykke palæet i ny klassicistisk stil. For at få tilladelse til at indlægge gas i palæet måtte Mac Evoy også indlægge gas på Amalienborg og i de omkringliggende ejendomme. Efter Mac Evoys død i 1837 gik palæet en omskiftelig tid i møde med mange ejerskift indtil prins Frederik af Hessen overtog ejendommen i 1844. I 1869 blev palæet delt og solgt til forskellige ejere. Hjørnepavillonen har siden været ejet af Det Dansk-Franske Dampskibsselskab og en pianofabrik. I dag er der advokatkontor i denne del af Dehns Palæ.
Beskrivelse
Frederiksgade 17, som er den sydlige del af Dehns Palæ, ligger på hjørnet af Frederiksgade og Bredgade i det indre af København. Dehns Palæ blev delt i 1869, og det er således kun palæets hjørnepavillion og mellembygningen langs Bredgade, der omtales i det følgende, om end hele palæet er fredet. Mod Frederiksgade er bygningen sammenbygget med et lignende, men nyere etagebyggeri, der ikke er fredet. Overfor hjørnebygningen på den sydlige del af Frederiksgade ligger Bernstorffs Palæ, der i udtryk, materialeholdning og stil er lig Dehns Palæ. Hjørnepavillonen er opført i grundmur i tre etager over en høj kælder i fem fag mod Frederiksgade og tre fag mod Bredgade. Mellembygningen er ligeledes opført i grundmur, men i to etager og er fire fag lang. Bygningerne har sorte, teglhængte mansardtage. I mansardetagen ses rundbuede kviste med kobbertage samt nyere tagvinduer. På mellembygningens gårdside er en tagterrasse. Hjørnepavillonens hjørner er prydet med vaser og mod Frederiksgade er en stor kartouche. Hjørnepavillonens facade er pudset i en lys farve over en sandstenssokkel og er inddelt af øreliséner lodret og en kordongesims mellem stueetage og førsteetagen, og endelig afsluttes facaden af en kraftig hovedgesims. Vinduerne følger i format den stigende etagehøjde og sidder mod gaden i rundbuede sandstensindfatninger. Vinduerne i pavillonens beletage er mod gaderne prydet med sandstensrocailler, mens anden etage har hoveder. Mellembygningens facade mod både Bredgade og gården er i samme farveholdning som hjørnepavillonen, og murene er ligeledes inddelt af øreliséner og følger hjørnepavillonens vinduesformater, og endelig afsluttes den af en kraftig sandstensgesims, men er ellers uden dekorationer. I begge bygninger er vinduerne dels ældre dels nyere, men traditionelt udførte, hvidmalede vinduer. I kælderetagen er torammede, firdelte vinduer. I kviste, stue- og beletage er rundbuede og kurvehanksbuede korspostvinduer med opsprossede rammer, mens der på den øvre etage er torammede, kurvehanksbuede og opsprossede vinduer. Fra Frederiksgade er indgang via et portrum, der ligger øst for pavillonen. Portrummet er ikke fredet, men i portrummet i den fredede bygnings ydervæg, sidder en nyere dør med ruder i den øverste del. På bygningens gårdside er to nyere, tofløjet døre med opsprossede ruder i den øverste halvdel. Hjørnepavillonen og mellembygningen er sammenbygget i det indre, der er præget af ombygninger gennem tiden med dele af den ældste grundplan repræsenteret ved de gennemgående hovedskillerum på langs i såvel pavillon og mellembygning. Endvidere er de store sale traditionelt placeret i beletagen i hjørnepavillonen og i mellembygningen ud mod Bredgade. Alle etager er i dag indrettet til kontorer og mødelokaler. Køkkener samt toiletter er placeret mod gården eller midt i bygningen. Hovedtrappen er en nyere trætrappe med rundbuet håndliste samt mægler på to klodstrin i det yderste fag af hjørnepavillonen mod Frederiksgade. I trapperummet er desuden indbygget en elevator, og anden etagen afskærmes af en glasvæg med glasdør. I mellembygningen er en intern, traditionelt udført trappe. Det indre fremtræder mestendels med flise-, parket-, brædde- og tæppebelagte gulve samt med pudsede vægge og lofter. I rummene med bræddegulve ses gulvfriser. Stue- og beletagens lofter har stuk. Væggene er mestendels dekorerede med brystnings-, og lysningspaneler, hvori der sidder indvendige skodder. I en enkelt sal ses akkustikdæmpende plader af læder på væggene, mens der i en anden højloftet sal er et nyere, håndmalet mønster på væggene. Endelig er en væg udført med en mosaikdekoration. Der er bevaret flere ældre bygningsdele og -detaljer, herunder brystnings- og lysningspaneler med indbyggede skodder, et- og tofløjede fyldingsdøre med gerichter, hængsler og beslag fra både 1700 og 1800-tallet. Endvidere ses nyere pladedøre og fyldingsdøre. I hjørnepavillonens mansardetage er en nyere, muret kamin. Kælderen fremtræder med både støbte gulve og gulve med ældre ølandsfliser, pudsede vægge og lofter, og under hjørnepavillonen er pudsede krydshvælv.
Miljømæssig værdi
Den miljømæssige værdi for Frederiksgade 17 knytter sig til sammenhængen med det øvrige af Dehns Palæ samt til den markante placering i Frederiksstaden, hvor palæet sammen med tvillingepalæet Bernstorffs Palæ danner et vigtigt mellemled mellem Frederikskirken og Amalienborgs slotsplads. Hertil kommer bygningens komposition med pavillon og mellembygning der, set i helhed med resten af Dehns Palæ samt Bernstorffs Palæ, skiller sig ud fra Bredgades øvrige oprindelige bebyggelse og understreger den vigtige beliggenhed i Amalienborgaksen. Alligevel indgår Dehns Palæ som en integreret og karakteristisk del af Frederiksstadens oprindelige bebyggelse, i kraft bygningens facadeskema samt den høje kælder og 2½ stokværks højde, mens pavillontemaet og facadernes dekorationer med øreliséner samt sandstensdekorationer er en klar reference til Amalienborg.
Kulturhistorisk værdi
Den kulturhistoriske værdi for Frederiksgade 17 knytter sig i det ydre til sammenbygningen med den resterende del af Dehns Palæ, der vidner om, at de blev opført som en samlet bygning. Hertil kommer den markante beliggenhed på hjørnet af Bredgade og Frederiksgade, hvor palæet, sammen med Bernstorffs Palæ på det modsatte hjørne, blev planlagt af Eigtved som et vigtigt point de vue mellem Frederikskirken og Amalienborgs slotsplads. Placeringen vidner endvidere om bygherrens indflydelse og økonomiske formåen, ligesom kompositionen vidner om både arkitektens og bygherrens udsyn. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til de bevarede dele af rumdisponeringen med de flotte sale og stuer i hjørnepalæet og mod Bredgade. Hertil kommer de ældre bygningsdele og -detaljer, herunder fod-, brystnings- og lysningspaneler, stukkatur, krydshvælv i kælderen, ølandssten i kælderen samt tofyldingsdøre med gerichter og hængsler fra 1700-tallet samt tre- og femfyldingsdøre fra 1800-tallet, der tilsammen tegner palæets udvikling og afspejler dets alder og brug, de indflydelsesrige ejere og de skiftende stilidealer.
Arkitektonisk værdi
Den arkitektoniske værdi for Frederiksgade 17 knytter sig i det ydre til hjørnepavillonens komposition samt dennes forbindelse med den lavere mellembygning og den resterende del af Dehns Palæ. Bygningernes facader fremstår varieret og lette, men samtidigt beherskede og ordnede grundet det taktfaste facadeskema, de markante sorte mansardtage og øreliséner, der skaber en let reliefvirkning. Hertil kommer det let aflæselige hierarki, der tydeliggøres af hjørnepavillonens proportionering og dekoration samt til vinduerne, der ændrer format i takt med etagehøjderne, hvilket bidrager til et smukt, velproportioneret ydre ligesom de mange sandstensdekorationer, vaser, kartouche og rocailler giver palæet et yderst herskabeligt og prægtigt udseende, der bør ses i helhed med tvillingepalæet Bernstorffs Palæ. Den arkitektoniske værdi knytter sig i det indre til stue- og beletagens højloftede sale, der står i kontrast til kælderens robuste, lavloftede rum med gedigne stengulve og robuste krydshvælv samt til mansardetagens enklere dekorerede rum.
