Den Barnekowske Ejendom, De Conincks Gård ligger på Store Kongensgade 72 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Store Kongensgade er den længste gade indenfor de gamle volde og er en broget skare af arkitektoniske retninger med sine mange forskelligartede bygninger. Gaden anlagdes i 1663 i forbindelse med Kastellets opførelse og har navn efter Frederik III (1609-1670). Efter at Christian IV (1577-1648) i 1647 nedlagde den gamle Østervold (som gik langs Gothersgade) og i stedet anlagde en ny vold langs den nuværende Øster Voldgade til Kastellet, opstod dermed Ny-København og et København, som blev omtrent 40% større. Med den efterfølgende byplan fra 1649 skabtes en mængde nye gader, der ifølge planen skulle opkaldes efter danske besiddelser, kongelige og højere stænder, deriblandt adelige. Det blev så med tiden til navne som Nye Kongens Gade (i dag Store Kongensgade), Norgesgade (i dag Bredgade), Adelgade, Gothersgade, Rigensgade, Borgergade, Amaliegade, Sølvgade, Dronningens Tværgade, Kronprinsessegade m.fl. Da Frederiksstaden med sine palæer og aksiale linjer voksede frem i midten af 1700-tallet kom den lange og lige Ny Kongensgade til at fungere som en naturlig afgrænsning af den nye bydel. Forhuset samt bagbebyggelsen er opført for etatsråd Fréderic de Coninck 1740-1811) i 1797, antageligt efter tegninger af Joseph-Jacques Ramée (1764-1842).

Beskrivelse

Ejendommen er beliggende i Store Kongensgade i København, hvor forhuset udgør et integreret led i gadens østlige husrække. Forhuset er grundmuret i otte fag, og det er opført i to etager med kælder og har en udnyttet tagetage. Facaden står i røde teglsten med hamborgfuger over en sandstensbeklædt sokkel. Øverst i facaden er der et bånd, herover er et glatpudset parti samt en profileret hovedgesims med sparrehoveder. Facaden er asymmetrisk disponeret: I tredje og fjerde fag fra syd er der i en let fordybning i facaden en portgennemkørsel med en halvrund portniche med murstik. I nichen er en ældre, tofløjet, mørkegrøn port med fyldinger og rosetter, over denne er en profileret overligger med sparrehoveder samt et halvrundt, opsprosset overvindue. I tredje fag fra nord er en kældernedgang med en konsolbåren fordakning med en tandsnitsgesims. I en dyb, pudset kælderhals er en nyere, sortmalet pladedør. Over alle vinduer er murstik. Forhusets facade har en ældre vinduessætning. I kælderen er todelte vinduer med gitre foran, og på hovedetagerne er firerammede korspostvinduer med todelte underrammer. Under disse vinduer er sålbænke i skifer. Forhuset har et opskalket tag hængt med sorte, glaserede tegl, og i tagfladen mod gaden er seks fladbuede kviste, hvoraf de fire er placeret over de midterste fire fag, mens de to sidste sidder over yderfagene. I tagets rygning er to skorstene med hals og krave samt en høj skorstenspibe ved den sydvendte gavl. Forhuset omfatter til gårdsiden fire fag med et bredt, afrundet smigfag på to vinduesfag til hver side. Forhuset med de to smigfag står i røde teglsten med hamborgfuger over en lav, sandstensbeklædt sokkel, og øverst er en profileret og hvidmalet hovedgesims. I de midterste to fag er en portniche af samme udformning som facadens, dog uden port, og med et blændet og pudset, halvrundt overstykke, hvorpå er malet et opsprosset overvindue. I faget lige syd for portgennemkørslen er en fladbuet kældernedgang med en ældre, mørkegrøn revledør. I det nordlige smigfag er en fladbuet, falset kælderhals med en traditionelt udført, mørkegrøn dør. Forhusets gårdside har ældre vinduessætning. I kælderen er torammede vinduer, mens der på hovedetagerne er firerammede vinduer med todelte rammer. I smigfagene er vinduerne afrundede, ligesom murfladerne. Alle vinduer er hvidmalede. Forhusets tagflade mod gården er hængt med røde tegl. Heri er en pultkvist og en nyere heltagskvist samt et tredelt tagvindue og et antal nyere, små tagvinduer. Over det sydlige smigfag er taget med zinkinddækning. Over det nordlige smigfag er en nyere balkon med et zinkdækket tagparti. Ud til balkonen er et traditionelt udført, fladbuet, tredelt dør- og vinduesparti. Sammenbygget vinkelret med forhuset er i gårdens sydside et grundmuret sidehus i ét fag. Det er af samme udformning som forhusets gårdside og er således også med en gennemgående, profileret og hvidmalet hovedgesims. Vinduerne er som forhusets vinduer Sidehuset har et ensidigt mansardtag, hvor den øvre tagflade er zinkdækket, mens den nedre er hængt med røde tegl, og heri er to torammede tagvinduer. Sammenbygget med det sydlige sidehus er en grundmuret mellembygning i tre fag. Denne er opført i to etager med kælder mod vest, mens den mod øst har en stueetage, en mezzanin og en første sal. På siden, der er vinkelret med sidehuset er der blankmur. Mellembygningen står i røde mursten med en gennemgående, profileret og hvidmalet hovedgesims. Mod vest har mellembygningen i det inderste fag et indgangsparti med en ydre stentrappe med et ældre, sortmalet smedejernsgelænder. Døren er en ældre, tofløjet fyldningsdør med et todelt overvindue. I det midterste fag er en fladbuet kælderhals med murstik, hvori en traditionelt udført, tofløjet bræddebeklædt dør giver adgang til kælderen. På mellembygningens vestside er en nyere kælderskakt over to fag med en nedgang til kælderen. Dertil kommer et indgangsparti til stueetagen via en traditionelt udført, tofløjet dør med opsprossede glaspartier. Mellembygningen har en ældre vinduessætning af to- og firerammede vinduer. Mellembygningen har et helvalmet tag hængt med røde tegl, og i tagfladen mod øst er to mindre heltagskviste hængt med røde tegl. Sammenbygget vinkelret med forhuset er i gårdens nordside et grundmuret sidehus i otte fag, og med samme udformning af gårdsiden som de øvrige bygninger (dvs. røde mursten og profileret hovedgesims). I tredje fag fra øst er et indgangsparti med en konsolbåren fordakning, og heri er en tofløjet, mørkegrøn fyldingsdør. I det sjette fag fra øst er en fladbuet kældernedgang med murstik og smedejernsværn udformet som griffer, og heri er en traditionelt udført revledør. Det nordre sidehus har herudover en gennemgående ældre vinduessætning af to- og firerammede vinduer, hvoraf de firerammede vinduer har todelte rammer. Hertil kommer en række ældre blændinger. Sidehuset bærer et tag med ensidig taghældning hængt med røde tegl, og i tagfladen er tre fladbuede kviste samt en heltagskvist med altan nær tagfoden, hvortil der er adgang via et tredelt dør- og vinduesparti. Kælderen under den sydlige del af for- og sidehus omfatter en række rum med ældre, pudsede skillevægge, og der er flere steder ældre gulve i tegl. I en del af kælderen er indrettet depotrum i brædder, og kælderen anvendes til opbevaring. I forhuset er der i de fire midterste fag mod gården, mellem de to buede smigfagspartier, to trapperum, der er placeret væg mod væg. Til begge disse trapperum er der adgang direkte fra porten. Den i dag benyttede hovedtrappe er den nordligt beliggende, mens den anden er hemmelig, dvs. aflukket og nedlagt men stadig delvist intakt. Begge trapper strækker sig over to fag, hvoraf det ene fag ligger henover porten. Den nuværende trappe er en velbevaret, ældre fireløbstrappe, der er udført med indstemte klodstrin, glatte vanger, en profileret og lakeret håndliste med volutsnoet mægler samt balustre i smedejern med en dekorativ, gennemløbende bort øverst i form af krøller med en agern-formet afslutning. Trappen afsluttes med en repos på anden sal, der giver adgang til to taglejligheder. Den hemmelige trappe nås via et enkelt løb op til stueetagen, og herfra fortsætter trappen som en ældre treløbstrappe af samme udformning som den aktive trappe. Dette lukkede trapperum har tydeligvis levet en hengemt tilværelse i mange år, og det fremtræder i dag nedslidt, støvet og med rør og faldstammer på kryds og tværs. Midtfor på trappeløbet er der adgang til et ligeledes aflukket, men bevaret kuske-rum over porten, og øverst er trappen lukket af. Dertil kommer en ældre toløbstrappe, der betjener mellembygningens lejligheder, og denne er smal med enkle balustre og en profileret, bemalet håndliste. Den korte bagtrappe i det nordlige sidehus stueetage fremtræder moderniseret uden nævneværdige forhold. Derudover er en nyere bagtrappe placeret i et afsluttende fremspring bagerst i det nordlige sidehus, hvorfra lejlighederne i denne del af ejendommen har adgang. Denne trappe er tydeligvis fra det 20. århundrede, den er toløbet i en enkel udformning og uden væsentlige historiske elementer. Lejligheden i stueetagen – omfattende den sydlige del af forhuset, det sydlige sidehus og dele af mellembygningen – rummer en forstue, der giver adgang til to gadevendte stuer samt til en smigfagsstue med afrundet bagvæg, der er indrettet til køkken. Fra smigfagsstuen forbinder en gang lejligheden til en mezzanin-afdeling i mellembygningen med adgang via en ligeløbstrappe. I mellembygningen er et toilet, bad og bryggers samt et værelse. Lejligheden i stueetagen i mellembygningen omfatter et køkken mod gården, en østvendt stue og værelse samt toilet og bad. Herover er den føromtalte mezzaninetage i mellembygningen, der er en del af lejligheden i stueetagen. Lejligheden på første sal i mellembygningen omfatter et køkken med adgang til en østvendt stue. Desuden er adgang til spidsloftet, hvor der er et værelse og en gang. Lejligheden i stueetagen i den nordlige del af forhuset og det nordlige sidehus omfatter en entré, tre gadevendte stuer, hvorfra der fra den midterste af disse er adgang til en smigfagsstue med afrundet bagvæg. Fra smigfagsstuen giver en korridorgang adgang til et toilet, et depot, et gårdvendt værelse og et gårdvendt køkken og bagerst er adgang til bagtrappen. Lejligheden på første sal i den nordlige del af forhuset og i det nordlige sidehus omfatter en forstue, to gadevendte stuer, en smigfagsstue med afrundet bagvæg, og herfra er adgang til et stort åbent, gårdvendt rum i sidehuset, der er indrettet til køkken-alrum. Bag dette er der i lighed med lejligheden i stueetagen under en lang korridor, der udover køkkenet giver adgang til yderligere et gårdvendt værelse, et toilet samt en stue vendt mod øst. Til forskel fra lejligheden i stueetagen under, så omfatter denne lejlighed på første sal altså disse ekstra rum bagerst i sidehuset. På underetagerne bagerst i sidehuset er en lille lejlighed placeret i lav stueetage samt en separat mezzanin, der omfatter to rum med køkken og toilet. Lejligheden på anden sal i den udnyttede del af tagetagen i den nordlige del af forhuset og i det nordlige sidehus omfatter en gadevendt stue, en smigfagsstue, og som på etagerne er der en korridor i sidehuset, dertil et toilet og bad, et par gårdvendte værelser samt et køkken og mod øst et kammer. Spidsloftet over forhuset og det nordlige sidehus står uden væsentlige ændringer, men med et nyere undertag i brædder, en synlig skorstenskerne, ventilationsrør og en ældre gulvbelægning i brædder. Generelt fremtræder ejendommens interiører og materialeholdning, traditionel og i store træk velbevaret. Dette gælder både i planløsninger og i lejlighedernes udstyr på hovedetagerne og i mezzaninen. Lejligheden på første sal i den nordlige del af ejendommen er præget af at være helt rekonstrueret med en stor del kopiinventar efter forlæg i anlæg, og i det hele taget synes der her at være rykket rundt og kopieret efter ældre inventar i de tilsvarende rum i andre lejligheder, således at resultatet væsentligst fremtræder gennemført og helt traditionelt. Til de vigtigste øvrige ændringer hører nedlæggelsen af den sydlige hovedtrappe samt de i lejlighederne funktionsomlægning, såsom placeringen af køkken i den afrundede smigfagsstue i stueetagen i den sydlige del af ejendommen samt forskellige nyere ændringer i det nordlige sidehus lejligheder, herunder sænket loft i stueetagens gang samt de nyere omlægninger til køkken- og toiletfunktioner. Der er i ejendommen på hovedetagerne samt i mezzaninerne en stor del ældre fyldingsdøre, herunder med indstukne hængsler og ældre gerichter, og de ældre døre kan grupperes i fire: De fineste døre er de store, tofløjede trefyldingsdøre placeret i de højloftede stuer i forhuset. Dernæst kommer én-fløjede trefyldingsdøre, der også findes i en afrundet udgave placeret bagerst i de afrundede smigfagsstuer i de store lejligheder. Dernæst er der én-fløjede tofyldingsdøre, der er anvendt i begge sidehuse og som sandsynligvis også stammer fra bygningens opførelse, men kan være flyttet rundt. Endelig er der nogle én-fløjede tofyldingsdøre, der er ret lave og udført til mezzaninetagernes lavloftede rum. Der er i ejendommen overvejende nyere planke- og bræddegulve i ejendommens store lejligheder på hovedetagerne, enkelte steder er ældre plankegulve, mens toiletter og badeværelser har anden, nyere gulvbelægning i fliser og lignende. Der er i mellembygningen bevaret et ældre køkkenildsted, ligesom der er flere ildstedsindfatninger i stuerne i lejlighederne (ingen oprindelige ovne er bevaret) udstyret med ovnpilastre. Der er i ejendommen en stor mængde ældre paneler, herunder fuldpanelerede ydervægge med brystnings- og pillepaneler. De halvrunde vægge i smigfagsstuerne har ligeledes fuldpanelering på de afrundede partier. Der er også en stor andel ældre lysningspaneler i såvel stueetagen som på første sal, både til gaden og til gården, i lejlighederne på hovedetagerne. Såvel over- som underpanelerne er kannelerede med et midtstillet cirkelmotiv, og overgangen til væggenes pillepaneler udgøres af en trekvartstaff. Sidehusenes lysningspaneler er lidt enklere men ellers identiske, mens mezzaninrummet bagerst i det nordlige sidehus er overraskende fint udstyret og har kannelerede lysninger i en lidt simplere udgave. Dernæst kommer en hel del vægfelter i de repræsentative rum i hovedetagernes lejligheder, dvs. i form af profilerede listefelter, hvor der oprindeligt har været monteret lærreder, hvilket er bevaret i få tilfælde i stueetagens stuer. Felterne er fortrinsvist pladebeklædte. I lofterne er der i de repræsentative rum en omløbende, profileret væggesims af forskellig udformning, men typisk afsluttet med en hulkehl. Disse er bevaret stort set overalt i forhusets rum på hovedetagerne, og dertil kommer en del loftsrosetter i disse rum.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed i Store Kongensgade, hvor forhuset, til trods for sin relativt lave bygningskrop i forhold til naboejendommene, fremtræder monumentalt og markant i gadens østlige husrække. I kraft af sin særegne og iøjnefaldende udformning, den traditionelle materialeholdning og de gennemførte bygningsdetaljer udgør forhuset et meget værdifuldt og historisk prægnant element i områdets bygningsmasse. I gården favner sidehusene og mellembygningen et ligeså stemningsfuldt gårdrum, der i høj grad har bevaret sit historiske miljø.

Kulturhistorisk værdi

I det ydre knytter de kulturhistoriske værdier sig til hele det grundmurede anlæg bestående af forhuset med de to sidehuse og mellembygningen, der tilsammen udgør et yderst helstøbt og værdifuldt anlæg som en herskabelig gård fra 1700-tallets slutning. Forhusets facade er meget særegen i sit asymmetriske skema og med sine for perioden ret usædvanlige murflader med hamborgfuger. Den lidt fremmedartede og udsædvanlige murbehandling har engelsk og hollandsk aura, og måske kunne det tænkes, at bygherren, handelsmanden Fréderic de Coninck, har haft indflydelse på dette forhold samt på flere forhold i vinduessætningen, der beskrives nedenfor. Der knytter sig særlig kulturhistorisk værdi til den store, tofløjede fyldningsport med alle detaljer, samt til overliggeren og overvinduet, der udgør en repræsentativ ankomst med adgang til såvel ejendommens indre som til gården. Dertil kommer den profilerede hovedgesims med sparrehoveder. Også bygningens tag med sorte, glaserede og røde tegl samt de rundbuede kviste hører til typiske klassicistiske elementer, der fuldender indtrykket af ejendommens grundlæggende autentiske præg i det ydre. Dernæst knytter den største kulturhistoriske værdi i det ydre sig til dens ældre og ganske raffinerede vinduessætning, der er bevaret i stor stil. De gennemgående vinduestyperne må skønnes at være ejendommens oprindelige, og disse er udført som indadgående, dvs. at karm- og postprofiler er placeret på den udvendige side. Såvel lod- som tværposte er ret enkle men kraftige. Lodpostene er rundposte med en lille hulkehlsprofil mens tværpostene har en stor buet vandnæse, og postene mødes i en kvadratisk formet platte. Disse vinduesprofiler har ved opførelsen af ejendommen ikke været specielt moderne, snarere tværtimod og har været anvendt i sidste halvdel af 1700-tallet. I slutningen af 1790'erne var en ny og simplere, indvendigt orienteret og typisk dannebrogsformet vinduestype klart blevet den dominerende, særligt efter bybranden i 1795, som det ses i genrejsningens byggerier i tiden efter. Alene vinduestypen skiller således den særprægede, men alligevel meget helstøbt klassicistiske facade fra samtidens øvrige byggerier i Danmark. Muligvis har bygherren i lighed med anvendelsen af hamborgfuger, et særegent facadeskema og netop med denne lidt eksotiske vinduestype ønsket at sætte sig ud over tidens standard-løsninger. Hvad der fastholder den typisk klassicistiske stil i vinduerne er den firerammede løsning med todelte underrammer, der næsten ses overalt i huse bygget i samtiden. Vinduerne i gårdsidens afrundede partier er udført så de følger facadens runding, hvilket også må betragtes som en næsten virtuos snedkerpræstation. Disse er af samme udformning som facadens vinduer, men da de senere har fået udvendige forsatsrammer, har det betydet et lidt ændret udtryk. Trapperummene og sidehusene til gårdsiden har en mere gammeldags vinduestype, idet tværposten er midtstillet, som man navnlig kender det fra barokkens vinduer. Løsningen er dog så gennemført, herunder med de todelte rammer oppe og nede, at man igen må tilskrive bygningerne en betydelig værdi som et meget originalt værk af sin egen tid. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i de ældre kældernedgange, de forskellige til ældre fyldingsdøre og trappen med smedejernsgelænder i mellembygningen. I det indre knytter de kulturhistoriske værdier sig til de overvejende velbevarede planløsninger i lejlighederne på hovedetagerne med vægt på de velbevarede rumforløb og rumformer i forhuset. Herunder hører den traditionelle disposition med de repræsentative rum i form af gadevendte stuer og værelser samt de herskabelige og meget udtryksfulde smigfagsstuer med afrundede bagvægge. Dernæst er løsningerne med værelser og i flere tilfælde køkkener og andre funktionsrum placeret i sidehusene meget tidstypisk for nyklassicismens beboelsesbygninger på alle niveauer, hvor man prioriterede en klar opdeling mellem herskab og tjenestefolk i lejligheder præget af mange døre og passager, der smidiggjorde de ofte meget store husholdninger med mange ansatte og bosiddende. Endvidere knytter der sig kulturhistorisk værdi til de mindre lejligheder i mellembygningerne samt til afsnittene i mezzaninetagerne, hvor indtrykket af dels en mindre pompøs boform og domestiklejligheder fuldender oplevelsen af den oprindelige gårds helhedskarakter. Dernæst kommer ejendommens særprægede trappeløsning, der ikke synes helt klar, hvad angår funktionen af de to op til hinanden stødende hovedtrapper. Den fungerende hovedtrappe er særdels herskabelig og repræsentativ, netop som det kan forventes af et anlæg af denne størrelse. Dens løb og udstyr er særdeles elegant udført og det samme kan siges som den anden hemmelige hovedtrappe, der dog delvist er afbrudt og opgangen i en meget nedslidt forfatning, der slører dens egentlige pragt. At den gennem mange år har været en planmæssig blindtarm i huset medvirker til, at den står tilbage som et fragment uden tilknytning til andet end det nedlagte kuskerum. Derfor må netop den fungerende hovedtrappe tilskrives stor kulturhistorisk værdi, idet den bidrager til den afgørende helhedsoplevelse, der forbinder det ydre med lejlighedernes på en særdeles helstøbt måde. Snedkerinventaret i de ældre dele af lejlighederne fremtræder meget gennemført, og må ligesom vinduerne i det ydre tilskrives stor kulturhistorisk værdi, både for sin bevaringstilstand og for sin håndværksmæssige standard, der er noget nær den bedste for tiden. Samtlige dørtyper og diverse paneler er udført med samme profildetaljering, og variationerne er derved bestemt af proportionerne på de enkelte dele afhængigt af deres placering i huset. Det gælder udformningen af de omtalte fire typer af én- og tofløjede fyldingsdøre, hvoraf særligt de store tofløjede fyldningsdøre i forbindelse med hovedetagernes stuer er særligt værdifulde, ligesom de afrundede døre i smigfagsstuerne er sjældne og som sådan yderst værdifulde på grund af deres høje standard og særdeles sparsomme forekomst. De forskellige paneler har ens profilering, idet rammetræet mod fyldningsfelterne afsluttet med et karakteristisk dobbeltprofil sammensat af et lille, æggeformet led og en rundstaff. Alle fyldninger har endvidere spejl med en dobbelt, retkantet profil, og herover er et højt overrammefelt afbrudt af en retkantet pynteliste inden den egentlige brystningsliste. Lysningspanelerne er ligeså gennemførte og meget typiske for datidens Harsdorff-skole, herunder med de kannelerede lysninger med en midtstillet cirkel, et motiv der også kendes fra trapper og døre i dansk klassicisme fra især slutningen af 1700-tallet. Endelig kommer ejendommens bevarede stukkatur, der især i de store, repræsentative rum fuldender oplevelsen af de gennemgående meget helstøbte interiører. Det gælder de omløbende gesimser med profilering samt rosetterne, der også er holdt i den stramme og beherskede stil, som resten af lejlighedernes ældre udsmykning.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre først og fremmest til forhuset og dets særegne form, hvor portgennemkørsel er placeret til højre for midten. Dette usædvanlige, for ikke at sige noget uortodokse greb er med sikker hånd afbalanceret ved placeringen af en kældernedgang med skur over i det yderste modstående fag i det firefags centrum af facaden. Dertil kommer den virkningsfulde stabilisering af facaden ved de taktfast anbragte og meget høje vinduer, der bidrager til bygningens harmoniske fremtræden. Endvidere sikrer placeringen af tagfladens fladbuede kviste til gaden med fire kviste sat over de fire midterste fag samt de to skorstene i rygningen, at bygningen yderligere fremstår helstøbt og i lod med en grundlæggende symmetri-fornemmelse. Til gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig især til de elegant afrundede smigfagspartier, der bryder med de ellers regulære, kantede former i anlægget og giver gårdsiden dens livligere præg. Endelig kommer den gennemførte behandling af murfladerne, hvor løsningen med hamborgfuger, blank mur og gennemgående gesimser sikrer, at anlæggets forskellige bygningsvolumener fremstår som et helstøbt kompleks, der tydeligt er tænkt samlet og med et konsekvent arkitektonisk udtryk. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig i helt overvejende grad til de særegne smigfagsstuer, der med deres afrundede bagvægge repræsenterer et spændstigt og meget raffineret stykke rumgeometri, der bryder med de regulære og konventionelle stuer og værelser. Der er i ejendommens repræsentative rum en gennemført proportionssans i forhold til alle skalatrin, der giver en klart defineret oplevelse af placering og funktioner. Herved opleves rumforløbene i høj grad som sammenhængende i form og udtryk. Det samme gælder den elegante hovedtrappe, der knytter etagerne sammen, ikke blot håndgribeligt, men også æstetisk i kraft af sin afbalancerede form og velafstemte materialeholdning.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links