Den Fenwickske Gård, Helsingør

Samtidig med indførelsen af Øresundstolden i 1425 opførte Erik af Pommern borgen Krogen på den yderste del af næsset for bedre at kunne håndhæve sin kongelige myndighed og sikre gode betingelser for opkrævningen af tolden. I 1577 lod Frederik II Krogen nedrive og opførte i stedet det nuværende Kronborg. Erik af Pommern udlagde også byplanen, hvis hovedstruktur er bevaret til i dag, og som er kendetegnet ved en regulær inddeling i nogenlunde regelmæssige firkantede karreer. Karreerne har været lette at opdele i gode byggegrunde; med smalle grunde, der kunne anvendes til gavlhuse med side- og baghuse, samt brede grunde til huse med langsiden mod gaden. Fra byens centrale gade, Stengade, anlagde man en række smalle stræder ned mod stranden, hvor Strandgade senere blev anlagt. I dag er husrækken på Strandgade et eksempel på, hvordan velhavende borgere havde råd til at opføre prægtige bygninger. Ejendommen har oprindeligt hørt til Leyellernes gårde i Stengade, og flere af sidehusene giver sig tydeligt til kende som 1500-tals bygninger. De er opført af munkesten i munkeforbandt med anvendelse af kridtstensbånd i gårdfacaden til det vestlige sidehus. Gadebebyggelsen bestod oprindelig af to huse, af hvilke det østligste på fire fag var opført 1759-60 for købmand C.F. Godenius, mens det som nabo havde et to etager højt bindingsværkshus. Dette nedrev Godenius i 1784 og opførte i stedet de fem vestligste fag af huset, idet den ensartede ørelisendekoration, der adskiller vinduesfagene, udstraktes til hele facaden. Den fik nu også en port, der dog som følge af den etapevise bygningshistorie ikke kunne anbringes helt i bygningens midtakse. Over begge de to bygningsafsnit var der frontispicer, der imidlertid fjernedes i perioden mellem 1801-1811.

Omkring 1750 boede kontrollør ved Øresundstoldkammeret, Chr. Fr. Lütken (1698-1784) i huset. Lütken, som siden hen flyttede til Stengade 82, var ikke bare en meget aktiv forfatter, men også tegner og maler. Fenwick købte ejendommen omkring 1790 og gården fik derefter hans navn. Ejendommen forblev i familien Fenwicks besiddelse til ind i 1840'erne. Nicolas Fenwick (1729-99) var engelsk konsul og havde et betydelig handelsvirksomhed i byen. Hans søn, Charles Fenwick, var engelsk vicekonsul, og det var i hans ejertid, at den engelske flåde, som under Englandskrigene i 1801 under sejladsen forbi Helsingør på vej mod København, affyrede et kanonskud, som ramte Fenwicks gård. Kanonkuglen er i dag indmuret i forhusets mur mod gården.

Forhuset indgår i husrækken mod Strandgade, men har dog en fri gavl mod vest. Inde i gården er der, både i vest og øst, tilhørende sidehuse, der igen ligger op til yderligere sidehuse. Gårdrummet er lagt med pigsten og afsluttes op mod naboen, Stengade 72-74 af en rødkalket mur, afdækket af to rækker tegl. Alle bygningerne på grunden anvendes til beboelse. Forhuset Forhuset er ni fag langt og i to etager med kælder under og udnyttet tagetage. Det er grundmuret over en lav granitsokkel og står pudset og kalket gulokker. Op mod heltaget er en muret, hvidkalket, profileret gesims. Taget har sortglaserede vingetegl både mod gade og gård, samt tre skorstene med sokkel i rygningen. Der er seks kviste mod gaden og fire mod gården. Den pudsede facade er mellem stuen og første etage opdelt af et profileret sandstensbånd af rosa Nexø-sandsten.

Overetagens vinduer sidder mellem let fremspringende lisener med øreknæk. Vinduerne er hvidmalede, firerammede med to ruder i underrammerne, mens de i overetagen har to ruder i hver ramme. Mod gården, hvor murværket er kalket med jernvitriol, er vinduerne overvejende firerammede med seks ruder i hver ramme og malet lysgrønne. Kvistenes vinduer er torammede og grønmalede med tre ruder i hver ramme. På gårdsiden er en kælderlem foran trappen, som fører ned til forhusets kælder i den østlige side. I det sjette fag fra øst er et rundbuet portfag med vederlagssten og topsten af sandsten. Ved portens sider både mod gade og gård sidder afvisersten af granit. Ved siden af porten er en tidligere portringeklokke. Der er to lave, fladbuede kælderluger i den østlige del af bygningen og kældervinduer i resten. Porten er en ældre revleport med pålagte fyldinger. I portene er to ganglåger, alt med meget gamle båndjern samt lukkemekanisme foroven. Både port og kælderluger er grønmalede. Porten har mod gården bevaret stabler til en indvendig port og øverst i portbuen er en topsten med et løve, der mellem sine poter holder en kugle. Løvens mund er lukket og manken er kraftigt krøllet. Stenen kunne være et renæssance- eller barokarbejde. Over topstenen er en kanonkugle indmuret med påskriften Den 30 Mar 1801. Portrummet er kalket med jernvitriol og har et pudset, fladt loft med en omløbende gesims.

Det vestre sidehus på syv fag er sammenbygget med forhuset og er tre etager højt med en (tidligere) hejsekvist midtfor. Taget er et heltag, lagt med røde vingetegl og i gavlen mod nord er en høj skorsten med sokkel og krave. Muren mod gården er berappet og kalket med jernvitriol, vinduerne overvejende fornyede, firerammede med seks og fire ruder i rammerne, øverste etage har dog torammede vinduer. I tredje fag fra syd giver en tofløjet fyldingsdør adgang til et trapperum til etagerne. Op mod forhuset er en skrå kælderlem over en nedgang til kælderen, ligesom der er en kælderlem på tre fag fra nordgavlen. Alt træværk er malet i en lysgrøn kulør. Bagvæggen af sidehuset ind mod naboen, Strandgade 81-83, er opført i røde munkesten med kridtstensbæltemuring i højde med stueetagen.

Renæssancesidehuset i vest er den stadig eksisterende renæssancebygning, der er ca. 13,5 m lang på omkring fem fag (et bredt fag ligger inde på nabobygningen, Stengade 72's grund, men hører til denne matrikel). Facaden mod gården er opført af munkesten med vandrette og lodrette led af natursten. Syv glatte kridtstensbånd udgør sammen med en profileret sandstensgesims under første etagens vinduer den vandrette opdeling. De store vinduers karme og poste er af sandsten, mens munkestensmurværket fremtræder som røde felter indrammet af den lyse natursten. Hertil kommer bygningens fornemt profilerede hovedgesims af sandsten. Endvidere er der under hovedgesimsen en række regelmæssigt anbragte, sandstensindrammede huller, som har tjent til udluftning af tagrummet. Underetagens karme og poste er udadtil udstyret med et kantprofil og indadtil med en anslagsfals for vinduesrammerne. Overetagens vinduer har udvendige anslagsfalse, formentlig oprindeligt til luger. Bagsiden af dette sidehus står i blank mur, er i polsk forbandt og flere af dem er meget forvitrede, så fugen står frem. Midt i det stejle heltag af røde tegl er en hejsekvist med hejsebom i sortmalet bindingsværk og røde tavl. Det østre sidehusI den østlige del af gården er der yderligere to sidehuse. Det første sidehus er fem fag langt og to etager højt med en mansardetage. I det midterste fag er trapperummet, som er ført op til overgangen mellem mansarden og taget, som kun på de første tre fag har heltag, idet partiet fra trapperummet hen til nordgavlen har ensidig taghældning og står med en bagmur i bindingsværk ind mod naboen, Strandgade 89. Mansarden er lagt med sortglaserede tegl, mens resten af taget har røde tegl. Der er to skorstene i taget med sokkel og krave. Den ene skorsten står i tagfladen, hvor der yderligere er tre jerntagvinduer. Murværket er berappet og kalket med jernvitriol og vinduerne er overvejende lysgrønne, firerammede med seks eller fire ruder i rammerne. I mansarden er et enkelt vindue med en ramme med ni ruder. Længst op mod det sidste sidehus er en kælderlem ned til kælderen.

Det senmiddelalderlige sidehus i øst er et lavere sidehus i to etager på godt ni fag, hvoraf de syv fag ligger på denne grund, mens de to sidste ligger inde på Stengade 72-74's grund. Midtpå er en tidligere hejsekvist. Bygningen er opført i munkesten, berappet og rødkalket med en noget forstyrret, ældre skiftegang, men afsluttes op mod taget af en senmiddelalderlig, høj gesims med et savskifte nederst. Taget er et godt 57 grader stejlt heltag med røde vingetegl. Huset har ingen skorstene, men der er mange spor i murværket, blandt andet et stort, næsten kurvehankbuet stik over en tidligere port, samt rester af stik med prydskifte over, ligesom gavlmuren i syd har en halvstensudkragning med en ansats til et stik i første etages højde. Vinduerne er alle nyere, lysgrønne, trævinduer, hvor de nederste har fire rammer med små ruder, mens overetagens vinduer er fladbuede, firerudede, en-rammede vinduer. Midt på facaden er en nyere revleport i et ældre (flensborgstensformat), fladbuet stik, ligesom der er en nyere, revlehalvdør med et fladt stik over. På begge sider af porten er to fladbuede vindueshuller med en enkeltfals. Stikkene tenderer det spidse, har prydskifte over og forekommer meget gamle. Bagvæggen står over en høj kampestenssyld i blank mur i polsk forbandt med en nyere, berappet gesims af lyse sten i normalformat. I murværket er adskillige tilmurede muråbninger af senmiddalderlig udformning med fladbuede stik. I stueetagen er der mindst fem højtsiddende, små muråbninger, der kun er fem skifter høje, mens overetagens muråbninger er otte skifter høje. Alle muråbningerne er tilmurede, så muren er helt lukket mod nabogården. I tagfladen er en høj skorsten uden sokkel, men med krave. Tagfladen er ubrudt, bortset fra et tagvindue.

I det indre af forhuset og de to første fag af sidehusene i øst og vest, er der fra portrummet adgang til etagerne ad en elegant slynget trekvartsvingstrappe, som må være fra perioden omkring 1840-1860. Døren i portrummet er tofløjet med et opsprosset overvindue, vel fra samme periode. Dørene ud til trappen må dateres til sent i 1700-tallet. På første etage er der indrettet lejligheder med stuer og kabinetter mod gaden og køkkener med mere mod gården eller i sidehusets to første fag. Den vestre på første etage har ældre plankegulve, mod gaden fuldpanellerede vægge, lysnings- og vægpaneler, høje loftgesimser, samt indvendige døre med to- eller trefyldinger med tilhørende indfatninger. Et enkelt rum mod gården har paneler fra gulv til loft og har en såkaldt tapetdør indfældet i panelværket. Alle fyldingerne har kvartcirkulære, konvekse hjørneafskæringer og må sammen med de underskårne indfatninger dateres til 1730-1740. Vinduerne mod gården er nyere hulpostvinduer med gamle rammer og beslåning. Vinduerne mod gaden er fornyede og har koblede rammer. I tagetagen er lejlighederne udstyret med noget nyere inventar, med synlige, tagkonstruktioner, nyere plankegulve, nyere kviste udført traditionelt med hulpost, samt ældre to- og enfyldingsdøre, der sidder på nye hængsler. Lejligheden mod øst er ligeledes fuldpanelleret mod gaden og med vægpaneler og fløjdøre, men disse må dateres til slutningen af 1700-årene. Frisebrædder på gulvet og høje loftgesimser understreger det herskabelige præg. Lejlighederne på øverste etage i taget har gennemgående nyere gulve, vægge med gips, synlige, malede tagkonstruktionselementer, samt synlige konger og dragere hen over gulvet, de indvendige døre er nyere; alt i alt dog udført med traditionelle materialer .I kælderen under forhuset understøttes bjælkelaget af to langsgående, meget kraftige dragere, som igen understøttes af runde granitsøjler. En del af gulvet er lagt med pigsten, suppleret med beton. Ældre granittrapper fører ned til kælderen både fra gade og gård. Tagværket over forhuset er et hanebåndstagværk med konger, som sammen med langsgående dragere afstiver bjælkelaget. Der er et banevareundertag og store, trukne skorstene op til rygningen. I det vestre sidehus er et almindeligt hanebåndstagværk med banevareundertag.

Renæssancesidehuset i vest er i underetagen præget af murede, pudsede og kalkede overflader og teglstensgulve, blandet med støbte gulve. Der er i murværket spor efter gemmenicher og der er et stort åbent ildsted med murede vanger. En langsgående drager er understøttet af stolper med skråstivere. En helt ny trætrappe med åbne trin fører fra stueetagen op til tagrummet, hvor der er et noget reduceret, men alligevel velbevaret langstolstagværk med konger. Rummet er i øvrigt indklædt med gipsplader. Heroppe er også nyere gulv, et tagvindue i den østre tagflade og en ny, men traditionelt udført revleluge i kvisten. En anden nyere trappe fører op til første etage, som er indrettet til en lejlighed med nyere overflader, pladedøre, og koblede vinduer som slår an mod sandstenskarmene. Det indre af det senmiddelalderlige sidehus i øst. I det senmiddelalderlige sidehus er etagerne præget af en nyere indretning med traditionelle materialer: nyere bræddegulve, pudsede og kalkede vægge, glatte lofter, samt nyere døre. De relativt store, åbne rum ligger i sagens natur kun ud til gården, da bagvæggen ind mod naboen er uden åbninger. Selve trætrapperne er nyere og oliebehandlede og trapperumme står med fremdraget bindingsværk og pudsede lofter.

Som den københavnske Strandgade var også Strandgade i Helsingør en gade med oprindeligt kun én husrække, der vendte ud mod byens havn. Her blev skibene lastet og losset ud for de mange købmandsgårde, og gennem disse samt de mange småstræder foregik den videre varetransport til byens hovedstrøg, Stengade, der altså på en måde fungerede som bagstræde til Strandgaden. Karrernes nuværende matrikelskel afspejler tydeligt de oprindelige, middelalderlige grunde, der som smalle strimler strakte sig fra gade til gade.Den miljømæssige værdi for denne bebyggelse ligger i forhusets sammenhæng i husrækken langs Strandgade, hvor det med sin dobbelte størrelse for det består af to forhuse – signalerer velstand og fornemhed, selvom det er lavere end husene øst for. Der ligger også miljømæssig værdi i sidehusene, som omslutter den atmosfærefyldte gård: de første sidehuse, som er bygget sammen med forhuset og fungerer sammen med det. De to ensartet opbyggede sidehuse har facader med kviste, der spejler hinanden. De følges på hver sin side af to lavere sidehuse, som i form og facadeudtryk tydeligt fortæller om deres meget større alder. Bygningernes farveholdning og variation i højde, dybde, vinduers antal og størrelse, samt de mange kælderlemme, er en del af den miljømæssige værdi i gården. Hertil kommer gården stenbelægning og beplantning og det spændende kig over havemuren til den senmiddelalderlige Stengadebebyggelse, Leyellernes Gårde.

Den kulturhistoriske værdi ligger i bebyggelsens opbygning med forhus mod vandet og tilhørende sidehuse og porten, som giver adgang til gården og de magasinmuligheder, der ligger i sidehusenes loftrum. Byggeteknikken i de forskellige typer bygninger: forhusets grundmurede facader, bjælkelag og tagværk, de middelalderlige sidehus i øst og vest, som i bagmuren har det meget gamle forbandt, som kaldes polsk eller vendisk (og populært: munkeforbandt) er en del af de kulturhistoriske værdier.

Bebyggelsen hænger sammen med den noget ældre bygård i Stengade 72-74, Leyellernes Gårde, hvorfra den er frasolgt og hvoraf i hvert fald de to nordligste sidehuse engang har hørt til. Det er også af kulturhistorisk værdi, at kælderen under forhuset med de kraftige, runde granitsøjler under de langsgående dragere, samt kælderen med fladt tøndehvælv, er bevarede, for de må være fra en periode, der ligger før eller omkring 1500-årene. I forhuset og i de første fag af det vestre sidehus er bevaret helstøbte fuldpanellerede interiører, bland andet et rum med paneler på alle vægge, med tilhørende indvendige døre og indfatninger fra perioden omkring 1730-40, ligesom der i østenden af forhuset er bevaret interiører fra perioden omkring 1780. Disse snedkerarbejder, som er af høj kvalitet, er en del af de kulturhistoriske værdier. Endelig er det af kulturhistorisk værdi, at gården fra 1791 gennem mange år var været ejet af familien Fenwick, som i flere generationer var engelske konsuler. Hertil knyttes anekdoten, at da den engelske flåde den 30. marts 1801 passerede Kronborg blev der udvekslet kanonskud, hvor den første kugle drattede ned i den engelske konsuls gård. Derfor sidder kanonkuglen indmuret over porten inde i gården.

Den arkitektoniske værdi ligger i forhusets klare proportioner og den næsten symmetrisk opbyggede facadeinddeling med pudsede lisener mellem vinduerne i overetagen. Den diskrete anvendelse af nexø-sandsten som gesimsbånd og vederlagssten ved portbuen giver et diskret, klassicistisk præg. De relativt store vinduespartier på øverste etage har måske haft engelske skydevinduer formatet er i hvert fald stort. Hertil kommer det store tag med de taktfast placerede tagkviste. De to med forhuset sammenbyggede sidehuses arkitektoniske værdi ligger i deres klare og enkle materialeholdning og formsprog, som er uden dekoration, bortset fra den nydelige, tofløjede trappedør med ovevindue i det vestre sidehus, samt hejsekvistene, skønt det østre ikke længere har trekantfrontonen bevaret. Hertil kommer de ubrudte tage. Den arkitektoniske værdi i renæssancesidehuset i vest og det, der gør facaden til noget ganske særligt, er dels den sikre og meget bevidste proportionering, dels en række raffinerede detaljer, som tilsyneladende er helt enestående her i landet. Blandt andet er vinduernes karme over hver åbning aflastede med fladbuede helstensstik, som støtter sig til vederlagssten af sandsten. Hertil kommer, at man har undladt at udfylde partier imellem stikkene og karmen med mørtel utvivlsomt for at undgå en belastning af de vandrette sandstenskarme, som er uegnede til at optage tryk. De oven for beskrevne detaljer og facadens helhedsudtryk tyder på, at husets bygmester stammer fra Flandern. Han er formentlig kommet til Helsingør for at medvirke ved Frederik IIs ombygning af det middelalderlige Krogen. Det er en arkitektonisk værdi, at bygningerne er kalkede, således at forhus med tilhørende sidehuse er kalket med jernvitriol og de to meget ældre sidehuse er behandlet med laserende rød kalk. I det indre knytter de arkitektoniske værdier sig for forhusets vedkommende til den bevarede og traditionelle planløsning med stuer og kabinetter mod gaden og køkkener mod gården eller i de første fag i sidehusene, samt den elegante hovedtrappe. Dertil kommer snedkerinteriørerne, som er af høj kvalitet, hvad enten det er de oprindelige barokke eller de lidt nyere i senempirens formsprog. Tagværket, som nok er fra ombygningen i 1780'erne, er en del af de arkitektoniske værdier.De med forhuset direkte sammenbyggede sidehuses øvrige interiører er meget enklere, men udmærker sig ved de traditionelle materialer. De to ældste sidehuse i øst og vest har interiører, der generelt er betydeligt nyere, men fornyelserne er udført med en enkelhed i rummenes udstyr samt med traditionelle materialer. I tagrummet på renæssancehuset er de bevarede dele af langstolskonstruktionen en væsentlig arkitektonisk værdi.

Læs videre om

• Bjergegade 11, Helsingør
• Den gamle Latinskole, Helsingør
• Strandgade 53, Helsingør

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen