Den Frie Udstilling, København

Den Frie Udstillingsbygning har en betydelig plads i dansk kunsthistorie og på den aktuelle kunstscene. Bygningen blev oprindeligt opført i 1898 ved Vesterport af den banebrydende kunstner, fotograf, keramiker og arkitekt, Jens Ferdinand Willumsen. Willumsen var fader til den danske skønvirketradition, hvilket den fredede udstillingsbygning er et unikt eksempel på. Den Frie Udstilling blev stiftet i 1891. Målet var at skabe et alternativ til den censurerede forårsudstilling på Charlottenborg med forbillede i den franske Salon des Refusés. I 1893 lejede Den Frie Udstilling en grund ved Rådhuspladsen og udstillede i en træbarak af Thorvald Bindesbøll, men flyttede til Aborreparken ved Vesterport i 1898 til en ny træpavillon med Willumsen som arkitekt. Her stod den med samme facade, som den nuværende mod Oslo Plads, dog med tagsten i blå og hvid. I det indre viser fotos og farvearkæologiske undersøgelser, at foyeren havde cinnoberrøde vægge, mens salenes vægge var gule og grønne, mens gulvene var søgrønne. Øverst havde væggene en frise med blomsterranker og en sort gesims. Nederst var de lave brystningspanler sortmalede. Willumsen var også arkitekt på udbygningen med en ottekantet billedhuggersal med jordgulv med grus i 1905, mens P.V. Jensen-Klint lavede en mindre tilbygning i 1907, som allerede syv år senere blev fjernet. I 1913 blev bygningen skilt ad, hvorefter kunstnerne genrejste bygningen på dens nuværende placering på Oslo Plads. Under Willumsens ledelse blev bygningen udvidet og ombygget: I 1914 kom endnu en ottekantet sal til samt en mellembygning til arkitekturudstillinger, og man udskiftede tagstenene med planketækning med tagpap; i 1921 blev salen lige bag foyeren forlænget; og i 1934 blev billedhuggersalens gulv forhøjet, og arkitektursalen blev forlænget. Tyge Hvass var i 1954 arkitekt på en aflang tilbygning, som bagtil indkapslede Den Frie Udstilling. Endnu i 1979 var kontor i den pavillon, hvor der nu er gaderobe og trappe til første sal. Bygningen blev fredet i 1986. I 2004 blev der lavet nye ovenlysvinduer i salene, og i perioden 2012-2014 blev J.F. Willumsens bygningsværk i sit ydre tilbageført til sin originale udformning af Bente Lange. Ved denne restaurering blev Hvass tilbygning fra 1954 blev fjernet. Derudover blev bygningen udvidet med en ny underetage med udstillingsrum, café og boghandel.

Udstillingsbygningen på Oslo Plads 1 ligger solitært med græs, træer og bed omkring på hjørnet mod Øster Voldgade. Dens bygningsvolumen er opbygget af klart definerede former bestående af kvadrater, rektangler og ottekanter. Den Frie Udstillingsbygning ligger på en grund lejet af kommunen, hvorfor den deler matrikel med den bagvedliggende Nyboder Skole. Bygningen har en etage over en høj kælder samt en mindre første sal over foyeren. Den er opført i træ malet i hvid linoliemaling med brændt siena som pigment. Herunder er en sortmalet skråsokkel af brædder sat på klink. Tagene, der afslutter de enkelte bygningsafsnit, er opbygget som pagoder af tagpapbeklædte brædder, som er lagt på klink. Øverst er nyere ovenlysvinduer med sandblæste termoruder. Udstillingsbygningens vægge består af lodretstillede brædder uden vinduer, og skråbrædder formidler overgangen mellem sokkel og væg. Over de lodrette brædder er en frise med store, forsænkede kassetter, som herover- og under med en let udkragning danner vandnæser. I facaden mod pladsen er hovedindgangen mellem to kvadratiske pavilloner, som har let skrånende sider beklædte med halve rundstokke. Indgangen er placeret i midten med en oprindelig, blåmalet, dobbeltfløjet fyldingsdør, som indrammes af to par slanke, røde søjler med forgyldte, stiliserede blomsterknopkapitæler, der bærer en segmentfordakning med et forgyldt kløverblad over. Over indgangspartiet rejser sig en stor, retvinklet trekantfronton, hvori er et forgyldt relief af pegasus, som over grønmalet græs bærer en ung mand. Udstillingsbygningen har en lyskasse og flere nye kælderindgange, en med pladedør og de resterende med nye eller ældre dobbeltfløjede fyldingsdøre. Til stueetagen er en ældre, hvidmalet, skjult revledør, en ældre, dobbeltfløjet fyldingsport og flere ældre, dobbeltfløjede fyldingsdøre. Fyldingsdøre og -porte er alle malet i mørk blå. Døren i hovedindgangen har som den eneste udskæringer med DFU, 1898 og JFW samt blade i fyldningerne. Dørene til stueetagen er over terræn, hvorfor de har ældre, åbne trætrapper foran med tilhørende enkle rørgelændre. Kældernedgangen har støbte betontrapper. Mellem pavillonerne er en lille, trekantet gård, som har elevator og kældertrappe. Trappen er en ny, opsadlet metaltrappe med lige løb, trætrin og repos, og gårdrummet har et støbt betongulv. Den Frie Udstillingsbygning er en kunsthal. I stueetagen er en foyer med senere tilføjet vindfang og nagelfast skranke, og til siden herfor er dels et mindre kontor, dels en gaderobe med trappe til første sal. Der er seks udstillingssale med to rektangulære sal i hjørnerne mod Oslo Plads samt en slank, rektangulær sal i midten. Mod grundens bagerste del er et niveauspring, hvorfor der er små mellemgange med tretrins trapper til to ottekantede sale samt en rektangulær sal i midten. Mellem salene opstår således to rum af retvinklede trekanter. Det nordlige, trekantede rum mellem salene – hvis sydlige pendant er det åbne gårdrum med elevator – er benyttet til toiletfaciliteter. Første sal har et tekøkken og administrationslokale. Mellem stueetagens sale er i længde- og bredderetningerne brede døråbninger, men ingen døre. I kælderen er i et stort lokale café og boghandel samt diverse mindre teknikrum og toiletfaciliteter. Ned ad en trappe er endnu en udstillingssal samt lager og varmecentral. Interiøret er kælder og første sal kendetegnet ved nyere bygningsdele og -detaljer, mens stuetagen er kendetegnet ved oprindelige og ældre, herunder pudsede vægge, bræddebeklædte vægge, buede bræddehvælvkapper, buede og pudsede hvælvkapper, profilerede brystningspaneler, gesimsbrædder, en fyldingsdør med indstukne hængsler og gerichter, to dobbelte svingdøre med ruder i, vinduesdetaljerne i den sydlige kontorpavillon med anverfere og rumpestabler samt foyerens vindfang og skranke. Af nyere interiør er salenes bræddegulve, der er lagt og malet som de oprindelige. På første sal er ældre bræddegulve og -vægge, mens kælderetagen er en nyere konstruktion med dertil hørende overflader og detaljer. Ovenlysvinduerne i alle sale er ligeledes nye. Trappen til første sal er en nyere kvartsvingstrappe med indstukne trin og et gelænder med en enkel håndliste, rundstoksbalustre og en mægler med volutsvungen vangesnirkel.

Den miljømæssige værdi ved Den Frie Udstilling knytter sig til bygningens beliggenhed på hjørnet af Oslo Plads og Øster Voldgade. Bygningen ligger solitært i en rest af grønne omgivelser, hvorved dens volumen, som er brudt op i mindre, klart definerede enheder, træder frem som på naturens kanvas. Facadens særegne komposition giver bygningen monumental tyngde gennem sit formsprog med klassiske, geometrisk referencer samtidig med, at dens materialitet og dekorationer viser en let, legende, flygtig tilgang til sit stof (kunsten og arkitekturen). Hermed giver Willumsen bygningen en stor frihed i sit udtryk, som med sine velkomponerede former og dekorationer står som et unikt bygningsværk i nærområdet og i dansk arkitekturhistorie.

Ejendommens kulturhistoriske værdi knytter sig overordnet til bygningen som en velbevaret og levende udstillingsbygning fra modernitetens brydningstid. Det giver sig udtryk i en bygning med rødder i symbolismen, der peger frem mod dansk skønvirke. I facaden ses det i Den Frie Udstillingsbygnings symmetri og konsekvente brug af enkle geometriske elementer, som giver den en let aflæselig struktur. Bygningens trækonstruktion og bånd af forsænkede kassetter er malet i facadens hvide linoliemaling med sienapigment, der står varmt frem mellem en sortmalet skråsokkel og pagodelignende, sorte tage, hvorved den danner kontrast til de få farvede elementer, som de pariserblå døre. Facaden står symmetrisk omkring indgangspartiet, som er flankeret af to kvadratiske pavilloner med skrånende sider. Pavillonerne har felter beklædte med halve rundstokke, som på linearperspektivisk vis er kortere mod midten. Hovedindgangens blåmalede dør har bladudskæringer, og indgangspartiet er udsmykket med to par koblede, røde søjler med stiliserede, forgyldte kapitæler, som bærer en segmentfordakning med et forgyldt firkløverblad. Over kassettebåndet rejser sig mellem pavillonerne en retvinklet fronton, som er udsmykket med et relief af en ung mand, der rider pegasus over en grøn grund af løv. Facadens dekorationer med næsten naivistiske gengivelser af elementer hentet i naturen peger mod skønvirken, mens den overordnede geometri med de klare former ordnet i en stramt symmetrisk komposition viser bygningens symbolistiske grundtanke. Det ses i formsproget, som i anlæggets aksialitet, pavillonernes skrånende sider og kapitælernes stiliserede blomsterformer henter inspiration i ægyptisk, sakral arkitektur; græsk mytologi bruges med pegasus som katalysator for kunsten; og renæssancens kunst henvises til med pavillonernes linearperspektiviske virkemidler og periodens forkærlighed for den retvinklede trekant, som her ses i frontonen. Genkendelige elementer blandes, så brugeren bliver nødt til at genfortolke symbolerne i den specifikke sammenhæng, hvorved symbolerne får nye lag af betydning. De klassiske elementer skal derfor ikke fortolkes som traditionelle symboler på sakrale sandheder, men mere som evige værdier set i forhold til konstruktionens impermanens (alt sammen bygget af og for mennesker). Det evige og det timelige samles af mennesket i kunsten, symboliseret ved den nøgne yndling på ryggen af Pegasus, hvorved den frie kunst gør det muligt for individet at erkende vores egne evige værdier. I det indre ses Willumsens symbolistiske helhedsdesign i planløsningens stramme symmetri og brug af kvadrater, rektangler, retvinklede trekanter og ottekanter. Disse former er i den traditionelle kunst symboler på det evige, på guddommelige sandheder eller stræben mod disse (ottekanten er for eksempel hyppigt brugt i dåbskapeller, hvor formen symboliserer genfødslen). Der er således kulturhistorisk værdi ved alle rummenes volumener, men også på deres indbyrdes sammenhænge med de brede døråbninger, som forbinder salene på uhierarkisk vis. Med salenes vægge uden vinduer skaber Willumsen museumsrum til fordybelse og introspektion, og med brug af ovenlys, brystningspaneler og gesimsbrædder fokuseres lyset på væggene i udstillingshøjde, hvorved der kommer optimale lysforhold for kunsten. Oprindelig blev lyset diffuseret ved brug af opspændt lærred, men i dag er det sandblæste vinduer, der skaber en lignende effekt. Med disse virkemidler fremstår Den Frie Udstillingsbygning åben, uhierarkisk og funktionel for brugeren med en rumlig stuktur og detaljering, som er umiddelbar forståelig og let at navigere i. Herved bliver brugeren sat fri til selv at opleve og gå i dialog med kunsten – og hermed opnå sin egen erkendelse. Museets uhierarkiske planløsning og den frie måde at bruge de klassisk, geometriske former og deres symbolske betydning på nærmer sig måske en selvfølgelig i nutiden, men i samtiden repræsenterede Den Frie Udstillingsbygning en revolutionerende samtænkning af traditionelle elementer, som med et let aflæseligt sprog og funktionelle virkemidler skabte et nyt rum for kunsten.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den udpræget symmetriske facadekomposition af facaden, hvor de vertikale linjer i pavillonernes og salenes ydre kontrasteres let af soklens og kassettebåndets horisontalitet. Hertil kommer indgangspartiet, der med facadens eneste farver på en baggrund af varm, hvid, og de flankerende pavilloner fokuserer bygningen omkring midteraksen og indgangsdøren. Denne virkning forstærkes af, at frontonens højde netop modsvares af distancen fra tagskægget til midten af indgangsdøren. Fra gaden er de pagodelignende tage fuldt synlige og viser dermed, at der i det indre er flere sidestillede udstillingssale, hvilket indikerer Den Frie Udstillings pluralitet. Der er dermed en sjældent høj grad af korrespondance mellem bygningens form og funktion. I det indre er der arkitektonisk værdi ved de træbeklædte, hvælvede rum, hvor gulvenes brædder er lagt til at accentuere rummenes former og dermed forme styre fokus vinkelret ind mod vægfladen. Hertil kommer effekten af de store, sandblæste ovenlysvinduer samt gesimser og lave brystningspaneler, der giver et blødt, diffust lys, som er kraftigst på væggene i ophængningshøjde.

Læs videre om

• Kompagnistræde 2, København
• Ny Kongensgade 6, København
• Åbenrå 26, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen