Den Kampmannske Gård ligger på Storegade 33 i Varde Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

Varde by er vokset frem ved den gamle færdselsåre mellem Thy og det nordlige Tyskland omkring Hamborg. Vejen blev brugt af prangere og studedrivere, der skulle krydse Varde å. Netop her var ådalen smal og derved nem at passere, og samtidig var åen sejlbar næsten helt op til vadestedet. Dette knudepunkt udgjorde eksistensgrundlaget for Varde by med særlige strategiske og økonomiske muligheder, der gik under det administrative navn Varde syssel, der lå under befæstningen Vardehus beskyttelse. Først i 1439 omtales en by ved navn Varde og tre år senere i 1442 fik Varde købstadsprivilegier. Til trods for Vardes gode landskabelige og strategiske placering, lod byens fremgang vente på sig. Dette skyldes både den store konkurrence fra især Ribe, men også en række store brande, der hærgede Varde i løbet af 1500 årerne, hvorfor mange af Vardes ældste bebyggelse er gået tabt. Genkendeligt er dog byens gadenet, der er kendetegnet ved to store hovedveje, Storegade og Vestergade, der mødes i den sydlige del af byen samt det mellemliggende krogede gadenet med Torvet tæt på Vestergade, der tilsammen udgør en stjernestruktur med veje mod alle verdenshjørner. Byen havde i mange år mere karakter af en landsby end købstad og hovednæringen var frem til 1700-tallet landbrug, hvor bymarken blev dyrket og husdyrene græssede på byens enge og heder. I begyndelsen af 1700-tallet var landbruget stadig byens vigtigste indtægtskilde, men i løbet af århundredet steg befolkningstilvæksten, og deraf kom også købmænd og håndværkere til byen. I 1779 ramte endnu en brand byen og igen i 1821. Bygningerne, der blev opført efter disse brande, er præget af datidens henholdsvis klassicistiske og historicistiske bygningsidealer, som i dag er kendetegnende for Varde.

Efter tabet af Sønderjylland i 1864 håbede vestjyderne at skabe et marked i England, der kunne erstatte den nu tabte handelsforbindelse mod syd. Rigsdagen i København støttede tanken ved anlæggelsen af en jernbare mellem Lunderskov og Esbjerg, hvor der skulle være en ny havn. Varde gik fremgang i møde og med det voksende landbrug steg væksten i Varde, hvilket betød at byen fik sine første mere industrielle virksomheder og nye, større bygninger. Væksten fortsatte om igennem det 19. århundrede og 20. århundrede, hvor Varde fik karakter af en tidssvarende købstad. Den Kampmannske Gaard er opført i 1781 af den daværende ejer Hans Wolff Øllgaard, som var entreprenør på Varde rådhus, men i 1786 gik Øllgaard fallit og Den Kampmannske Gård blev sat på tvangsauktion og i årerne efter havde gården og de tilhørende bymarker skiftende ejere. I 1797 var politiker og godsejer Hack Kampmann angivet som ejer og han lod gården totalt ombygge, men han lader den oprindelige sandstenstavle sidde, muligvis fordi han var beslægtet med Øllgaard, der stadig boede i Varde. Hackmann lod i stedet en sandstenstavle med sit eget og hustrus navn sætte på tværlængen. Ombygningen blev foretaget af bygmester Mikkel Stobberup omkring år 1800. Stobberup var bygmester i Varde fra 1794 og frem til omkring midten af 1830erne, hvor han levede sin sidste tid på aftægt. Han gik på bygmesterskolen for håndværkere på Kunstakademiet i København under C.F. Harsdorff og tog den klassicistiske stil med tilbage til Jylland. Sammen med sin forgænger Peder Frisvad stod Stobberup for opførelsen af mange af de større bygninger i det sydvestlige Jylland, der blev opført i den sidste halvdel af 1700 årerne og frem til begyndelsen af 1800-årerne. Især bygningerne efter branden i 1821 tilskrives Stobberup. Stilen er sidenhen blevet kendetegnet som en særlig vestjysk klassicisme, der er karakteriseret ved blankt murværk med dekorative detaljer, der er fremhævet med hvidtekalk. Efter sigende opførte Stobberup en gård både i Ribe og Varde samtidigt og derfor red han konstant mellem de to byer. Derfor findes der ofte en gård i hver by, der har samme træk. Den Kampmannske Gård er modparten Korsbrødregården i Ribe. Begge har granitborner med kæder imellem foran sig samt kvadrede partier på den røde, blanke mur. Købmand Anders Kragballe Bastrup lod i 1855-56 gården ombygge og udvide. Gården blev ombygget igen i 1884.

Beskrivelse

Den kampmannske Gård ligger i centrum af Varde på hjørnet af Storegade, Kræmmergade og Fiskergade overfor en mindre plads, der ligger foran Arnberg Anlæg.

Forhusets elegante og markante indgangsparti med træk fra Louis Seize. Den Kampmannske gård består af et forhus, beliggende mod Storegade, der på gårdsiden er bygget sammen med to sidebygninger, en nordre og en søndre. Sidebygningerne flankerer et brolagt gårdrum. Den søndre sidebygning er sammenbygget med en tværlænge. Ved forhusets sydvendte gavl er en fritstående mur med to portpiller og port mod Storegade. Porten, den søndre sidebygning og tværlængen omkranser endnu et brolagt gårdrum, der herefter betegnes vandgården. Alt ovennævnte, på nær den nordre sidebygning, er omfattet af fredningen. Forhuset er elleve fag langt i en etage over en høj kælder. Bygningen er grundmuret i blank rød mur og hviler på en grå kampestenssokkel, der følger vejens hældning. Taget er et rødt, teglhængt heltag med halvvalm, hvor der i rygningen sidder fem skorstenspiber med sokkel og krage. I den vestlige tagflade er to tilbagetrukkede kviste med små indliggende altaner foran, desuden nyere ovenlysvinduer. I den østlige tagflade er ligeledes en tilbagetrukket kvist og nyere ovenlysvinduer. Mod Storegade er en midtrisalit over tre fag, der er udformet som gavlkvist med helvalm. Ligeledes mod Storegade er sidelisener, hvor partiet er kvadret, det samme gør sig gældende for de yderste fag i midtrisalitten. Lisénerne bærer vandrette hvidtede bånd, hvorover der er hvide pilastre. Facaden afsluttes af en kraftigt og udkraget hovedgesims, der ligeledes afslutter gavlene. Under hovedgesimsen er et smalt bånd. Både bånd og gesims er hvidmalede. Foran midtrisalitten er en nyere, støbt friløbstrappe med to løb af granit og støbejernsværn. I midtrisalitten sidder en ældre tofløjet fyldingsdør, der er prydet med festons, mæanderborte og en kanelleret slagliste. Døren er omkranset af en portal med fordakning med tandsnit, hvorunder der er guirlander og en ældre lanterne. Over portalen sidder en sandstensplade med inskriptionen Ex cinere redivivus 1781 (af asken genfødt 1781). I friløbstrappen mod Storegade sidder en nyere kælderdør. På den nordre gavl er to hvidmalede liséner om det midterste fag. Vinduerne er ældre, krydspost- og korspostvinduer med fire eller seks ruder i hver ramme. Kældervinduerne er ældre, torammede vinduer. Mod gårdsiden er en midtrisalit over to fag, der er udført som gavlkvist med heltag. På hver side af risalitten er et hvidmalet bånd over vinduernes murede stik. I midtrisalitten er en nyere kældernedgang. Vinduerne er som facadens på nær i gavlkvisten, hvor vinduerne er torammede. Foran facaden står borner af granit forbundet med kæder.

Det indre er disponeret med det oprindelige trapperum og tre lejligheder fordelt med to i stueetagen og en på den udnyttede tagetage. Trapperummet er domineret af hovedtrappen, der er svungen med to løb og med udskårne balustre langs friløbene og malet på skillevæggen. Trappen bæres af to koblede træpiller, der er firkantede og riflede ved basen og med dorisk bjælkeværk. Gulvet er belagt med ældre ølandsfliser. To ældre, tofløjede fyldingsdøre med kannelerede slaglister og profilerede gerichter samt bukkehornshængsler giver adgang til lejlighederne, på hver side af trapperummet. Lejlighederne har en delvist bevaret planløsning med en symmetrisk rumfordeling omkring trappen med to stuer på hver side mod Storegade. Oprindeligt var mod gården en sal flankeret af kabinetter, men denne del af bygningen er i dag indrettet med køkken og mindre værelser. I den nordre lejlighed er desuden en fordelingsgang samt en mindre nu lukket forstue fra tiden, hvor denne del var indrettet til læge praksis. Gulvene er ældre og nyere bræddegulve og væggene og lofter er pudsede og malede, med enkel stukkatur. Dørene er ældre fyldingsdøre med ældre gangtøj, greb og låsekasser. I lejligheden beliggende i den nordlige ende er i den ene stue et ældre hjørneskab. I samme lejlighed er loftet sænket i fordelingsgangen. Lejligheden i tagetagen er med nyere indretning. I den nordlige del af loftetagen er desuden indrettet tre loftsrum samt spor af pigekammer. Kælderen er hvælvet og i et rum mod gården er et ældre pigstensgulv og ellers nyere flisegulve.

Sidehuset er ligeledes i grundmur med røde sten, i to etager med et rødt, teglhængt heltag. Facaden afsluttes af en let profileret hovedgesims. I det yderste fag mod vest er et portrum, der forbinder de to fredede gårdrum. Vinduerne er nyere et-, to- og trerammede, der alle er hvidmalede. På nordsiden er en ældre brunmalet revleluge. På samme side er en nyere brunmalet dør. På sydsiden en hvidmalet kælderdør. I portrummet er en nyere dør, der giver adgang til tre toiletter. Ligeledes i portrummet er en ældre ligeløbstrappe, der fører op til den delvist uudnyttede loftsetage over sidebygningen og den uudnyttede loftsetage over tværbygningen. I sidebygningens indre er et par mindre rum i stueetagen fra tiden som købmandsgård og på førstesalen en lejlighed med indretning fra 1970'erne med gipspladelofter, listelofter, væg-til-væg gulvtæpper og traditionelt udførte vinduer. I den uudnyttede tagetage er ved lugen bevaret et ældre hejseværk. Desuden ses den ældre tagkonstruktion. Tagstenene er understrøgne. I sidehuset er desuden bevaret en ældre ligeløbstrappe. Tværbygningen er også i grundmur og i to etager. Bygningen har en stejl taghældning, hvor den østlige tagflade rager udover portrummet og gårdrummet. Taget er teglhængt. Den nordlige gavl afsluttes af en hvidmalet og profileret gesims. I samme gavl er en rundbuet niche, hvor en nyere, brunmalet revledør sidder. Under det udhængte tag en nyere, rundbuet og hvidmalet port. Der er kun vinduer i den prydede gavl og de er en blanding af et- og torammede, men alle hvidmalede og nyere. Under tagudhænget er påmalet to vinduer, som dem der sidder i gavlen. Over alle vinduer – inklusiv de påmalede – samt over den nyere port ses murede stik. Der er ligeledes stik på sydgavlen samt markeringer, hvor der formentlig har været vinduesåbninger. På nordgavlen er to sandstensplader, den ene med inskriptionen: "Hack Kampmann og Henriette Emilie Kampmann. Anno 1800 og den anden med Hans Wullf Øllgaard Karen Benedicte Øllgaard".

I det indre er et større rum på hver etage med kalkede murstensvægge og ældre bræddeloft mellem synlige bjælker samt nyere bræddegulv og sparrenicher. I stueetagen er desuden et rum mod gårdspladsen med nyere overflader. Begge gårdrum har pigstensbelægning med gangliner og fortove langs bygningerne. Muren og portpillerne er ligesom facaden i rødt blank murværk, hvorimellem der sidder en nyere, traditionelt udført revleport.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til gårdens beliggenhed på en af Vardes hovedgader, lige hvor vejen svinger, hvorved gården fremstår markant i bybilledet. Bornerne foran indgangspartiet sørger for at forbipasserende holdes på respektfuld afstand og derved understreges ejerens status i byen.

Kulturhistorisk værdi

Overordnet knytter den kulturhistoriske værdi sig til det indbyrdes bygningshierarki mellem forhus, sidehus og tværhus. Hvor forhuset med sine mange pyntelige detaljer skulle understrege ejerens økonomiske formåen og status, så fremtræder side- og tværlænge mere prunkløs. De større vinduespartier samt murdetaljer vidner fortsat om forhusets højere rang i forhold til side- og tværlænge, der med deres mere lukkede sider samt luger vidner om at disse bygninger var tiltænkt tyende og opbevaring. Den kulturhistoriske værdi knytter sig til Den Kampmannske Gård som en repræsentant på sydvestjysk klassicisme, der var en del af den europæiske strømning, hvor man dyrkede de klassiske arkitekturidealer i perioden fra slutningen af I700-tallet til sidste halvdel af 1800-tallet. I Varde gav stilidealet sig særligt til udtryk ved de blanke, røde mure af flammede tegl med hvidtede detaljer under teglhængte tage, gerne med hel- eller halvvalm, som det også ses i Den Kampmannske Gård. Den kulturhistoriske værdi knytter sig således til forhuset, der er et eksempel på Stobberups arbejder ved sit ordnede, symmetriske facadeskema med fremhævede sidepartier og markeringen af midterpartiet mod gaden med kvadring og liséner samt gavlkvisten. Tillige de øvrige ældre bygningsdele og -detaljer, der afspejler det klassicistiske ideal og forhusets alder, herunder portalen med tandsnit og fordakning samt hoveddøren med Louis Seize inspirerede dekorationer samt korspostvinduerne, der understreger bygningens overordnede klassicistiske ydre og Stobberups sans og glæde ved detaljen. Hertil kommer sandstenspladen med inskription over portalen, der vidner om bygningens høje alder og lange historie inden Stobberups ombygning. Endelig har skorstenspiberne i rygningen kulturhistorisk værdi, da ildsteder og ovne var den eneste kilde til varme og madlavning. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til trapperummet med trappen med alle dets detaljer samt hoveddørene og ølandsfliserne, der skulle imponere besøgende. Tillige de bevarede dele af den traditionelle grundplan med en langsgående skillevæg med køkken med den mere enkle ligeløbstrappe mod gårdsiden og repræsentative stuer mod gaden. Hertil kommer kælderen med hvælvede rum og pigstensgulv.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til sidehusets prunkløse fremtræden i blank rød mur og mindre torammede vinduer samt portrummet, der gav adgang til den inderste gård. Det ubrudte tag, lugen samt ligeløbstrappen i portrummet har ligeledes kulturhistorisk værdi, idet de vidner om, at loftsetagen blev brugt til opbevaring, når der kom varer til gården. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til hejseværket ved lugen, de ældre gulvbrædder, den synlige tagkonstruktion samt gennemgangen til tværlængen, der vidner om loftsrummets brug til opbevaring samt til den ældre meget stejle, udekorerede ligeløbstrappe, hvor tyende kunne færdes mellem deres værelser på loftsetagen og gården. Hertil kommer de mindre værelser uden dekorative detaljer, der understreger rummenes sekundære betydning.

Den kulturhistoriske værdi for tværlængen knytter sig til dets lukkede sider med undtagelse af gavlen, der har enkelte murdetaljer. Tværlængen blev brugt til opbevaring, hvorfor vinduer ikke var nødvendig hele vejen rundt. Dog måtte bygningen ikke fremstå fattig, hvorfor den fra forhuset synlige gavl er dekoreret omkring døråbningen med stik samt sandstenstavler med inskriptioner på tysk samt ejeren og hans hustrus navn. Siden langs vandgården har påmalede vinduer og mønstermurværk, der både gav ventilation og pyntede også ved ankomst gennem porten, hvorved ejerens overskud og status blev manifesteret. Tillige det ubrudte og udhængende tag, hvor hestene kunne stå i læ og få vand. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de store åbne rum uden skillevægge med kalkede vægge, teglgulv, synlige bjælkelag samt gennemgang til sidehuset med hejseværk, der understreger bygningens funktion som pakhus.

Den kulturhistoriske værdi for gårdrummene knytter sig til deres pigstensbelægning med ganglinier og fortove langs bygningerne samt opdeling mellem en vandgård til hestene og en større gård bag forhuset, hvor varerne kunne blive fordelt. Desuden porten med pillerne, der gav adgang til de bagvedliggende gårdrum.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi for forhuset knytter sig i det ydre til den velproportionerede bygningskrop med en klar opbygning i facaden, der koncentreres omkring midten med gavlkvisten, trappen og det markante indgangsparti. Facadens opbygning med en klar symmetri af taktfaste, hvidmalede vinduer og hvidtede pudsdetaljer giver bygningen et herskabeligt udtryk, og sørger for på elegant vis at inddele den store facade både vertikalt og horisontalt.

Den arkitektoniske værdi knytter sig for forhusets indre til hallens detaljeringsgrad med robuste ølandsten, høje og dekorerede søjler og trappens udformning med to løb, udskårne balustre og mægler samt de tofløjede døre og høje fodpaneler, der tilsammen skaber et herskabeligt og stemningsfuldt interiør. Dette understreges af lejlighedernes fyldingsdøre samt hjørneskabet. Tillige har kælderens hvælv arkitektonisk værdi, da de giver et helstøbt afslutning på de ellers udekorerede rum.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til sidehusets velproportionerede bygningskrop, der sammen med den ubrudte tagflade skaber en rolig og harmonisk bygning. Den arkitektoniske værdi for tværlængen knytter sig i det ydre til den afsluttede og velproportionerede bygningskrop, der sammen med den ubrudte og lange tagflade skaber en harmoniske bygning. Gavlenes detaljer samt mønstermurværket og de påmalede vinduer tildeler den ellers prunkløse bygning en underspillet elegance.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det indre til den helstøbte stolpekonstruktion, der sammen med de rå ydervægge, gør bygningens opbygning og konstruktion let aflæselig. Lysindfaldet er sparsomt grundet de få åbninger og det indre præges således af mørke, hvilket understreger bygningens funktion som pakhus uden større behov for naturligt lysindtag. Den arkitektoniske værdi for gårdrummene knytter sig til pigstensbelægningen, der skaber en naturlig sammenhæng mellem de to gårdrum.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links