Den Suhrske Stiftelse ligger på Valdemarsgade 5, 7 og 9 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Valdemarsgade på Vesterbro blev anlagt i 1859 som privat vej. I gadens nordlige ende opførtes i årene op til 1900 en del friboliger og stiftelser, dels som store villaer, dels som mindre og lavere beboelseskomplekser. I modsætning til gadens sydlige del blev bebyggelsen i den nordlige del opført tilbagetrukket fra gadelinjen, hvorved der opstod et grønt, beplantet bælte mellem bygninger og gade. Gadens nordlige del – hvor "den Suhrske Stiftelse" ligger – fremstår derfor selv i dag lysere end hovedparten af Vesterbros øvrige gader med karrébebyggelser. "Den Suhrske Stiftelse" eller "De Suhrske Friboliger" opførtes 1877 af Etatsraad Ole Berendt Surh, eller snarere efter hans ønske af enken, Ida Marie "med det Maal for øje, at Boligerne maatte give et passende Hjem, for trængende Grosserere paa deres gamle Dage, uden at disse føle sig trykket af at leve i en Fribolig" (citat: Illustreret Tidende, 3. februar 1978). Ole Berendt Suhr havde frem til sin død i 1875 været direktør for det slægtsfirma, handelshuset J.P. Suhr & Søn, hvis hovedartikel var kul.

Beskrivelse

Stiftelsen er udformet som et lille, trefløjet anlæg med et grønt haveanlæg i midten og bag bygningerne grønne græsrabatter med enkelte fritstående træer. Hver af fløjene fremstår nogenlunde ens som en fritliggende, toetages, længe i fem fag med en midtstillet hoveddør mod haveanlægget og en midtstillet køkkentrappedør på bagsiden. Sadeltagene er tækket med ny skifer og har på hver bygning to, nyligt ommurede, tredelte skorstene samt på hver tagside tre originale tagkviste med udskårne, grønmalede gavlfelter og zinkklædte flunker. De nyligt istandsatte tagrender er de originale, zinkklædte trærender. Murene er i gule blanksten med lyse kalkstenskvadre omkring vinduerne og i bygningernes hjørner, som sammen med de dekorative tagkviste og de gadevendte gavles karnappartier i kalksten giver anlægget et karakteristisk, engelsk inspireret, nygotisk udtryk. Bygningernes indgangsdøre er antageligt de originale, grønmalede fyldingsdøre med spidsbuede overvinduer og indfatninger af kalkstenskvadre. Sidefløjenes indgangsdøre krones af det Suhrske familievåben i kobber, mens man over midterfløjens indgangsdør finder en indmuret stentavle med teksten: Etatsråd Ole Berendt Surh Og Hustru Ida Marie Bech's FRIBOLIGER For Grosserer og Grosserers Enker Skænkede til Grosserer Societetet Alt Godt er Guds Gave Bagdørene, hvoraf den ene er "pladet til", er ligeledes ældre, noget mere simple, grønmalede fyldingsdøre i kalkstensindfatninger. Vinduerne er hovedsageligt de oprindelige vinduer i grønmalede, høje og smalle, todelte rammer med malede zinksålbænke. Vinduerne fremstår som tredelte i facaderne og todelte på bagsiderne, men alle opdelt med kalkstensposter og indfattet af kalkstenskvadre, bortset fra vinduerne på midtfløjens bagside, som er almindelige dannebrogsvinduer uden indfatninger. Væsentlige ændringer i bygningernes ydre er isætning af et par spredt placerede Veluxvinduer i tagfladerne mod haven samt termovinduer i nordfløjens tagetage, nedtagning af det oprindelige, dekorative metalfiligran på tagenes rygninger og opmuring af nye skorstene uden de oprindelige, rigt profilerede "kraver". Endvidere er der i forbindelse med etablering af fælles oliefyr i 1976 opsat en stålskorsten på midterfløjens sydgavl, men skorstenen påtænkes fjernet efter tilslutning til fjernvarme.

I det indre har samtlige tre fløje i hovedtrækkene bevaret den oprindelige opdeling med et centralt placeret trapperum og på hver etage to lejligheder, i loftetagen dog kun en enkelt. Trapperummene er ens udformet med det oprindelige rækværk med hvidmalede balustre, ny linoleumsbelægning og på hver etage to oprindelige indgangsdøre med fyldinger. Hver af lejlighederne rummer en smal forstue, hvorfra der er adgang til to mindre stuer mod gaden og mod gården et soveværelse, køkken og i det tidligere pigeværelse et nyere badeværelse med toilet til erstatning for de oprindelige gårdtoiletter ved fløjenes bagsider. Endvidere har de fire lejligheder i sidefløjenes vestlige ender en smal karnap mod gaden med adgang fra stuen. Lejlighederne, hvoraf kun et par er besigtiget, er ifølge viceværtens oplysninger alle med de oprindelige bræddegulve, fyldingsdøre og simple, pudsede lofter med enkle stukrosetter. Væsentligste ændringer er den typiske sammenlægning af de to mindre stuer til én større samt nyindretning af køkken og bad. I loftsetagerne har man endvidere udvidet de oprindelige lejligheder i etagens ene halvdel til også at omfatte det tidligere tørreloft, der typisk er nyindrettet til et stort, åbent køkken/alrum, åbent til kippen. I forbindelse med stiftelsen var oprindelig anlagt et meget tidstypisk haveanlæg med grønne plæner og et – over længdeaksen fuldkommen symmetrisk – snoet stisystem, der mellem bygningerne er formet som en oval gangsti med en Merkurstatue i zink i midten. Haven fremtræder fortsat som åbne, grønne arealer, men stierne er blevet nedlagt, arealet mellem fløjene er blevet udstyret med to dominerende bunkers, og Merkurstatuen er nedtaget (stjålet).

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links