Den tidl. Kro ved kirken ligger på Tuse Byvej 100 (tidl. Kalundborgvej 256) i Holbæk Kommune. Bygningen er fredet.

Beskrivelse

I ældre tid, hvor hestekøretøjer var eneste transportmiddel, lå der gæstgivergårde langs landevejene mellem alle større danske byer i en afstand svarende til en dagsrejse. Mellem Roskilde og Kalundborg forefandtes således i landsbyen Tuse en stor gæstgivergård opført i året 1755. Heraf er idag kun bevaret krolængen, der udgjorde et selvstændigt hus fem fag bredt og seksten fag langt i et stokværk og med en lille udbygning over fire fag mod gårdspladsen. Oprindelig lå kroen, ligesom den overfor liggende landsbykirke, parallelt med landevejen, men i forbindelse med en vejregulering i 1962 afkortedes længen, der nu kom til at ligge på skrå, mod vest med tre fag til de nuværende tretten fag. Den stråtækte bygning er opført i kraftigt egebindingsværk med fodrem lagt på en syld samt gennemstukne bjælker. Den fremstår hvidkalket over tavl og tømmer på en sortmalet sokkel. Kroen nedlagdes 1918 og bygningen har siden fungeret som almindelig beboelse. De store træer midt for sydfacaden er af stor betydning for helheden, især efter den skæmmende vejomlægning.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links