Det åbne lands tørre naturtyper dækker 13.921 ha eller ca. 12 % af Aalborg Kommunes samlede areal.
.
Landbruget dækker ca. 60 % af Aalborg Kommunes areal og dominerer således kommunens åbne landskaber. Som her syd for Svenstrup kantes markerne mange steder af træer og buske, der fungerer som spredningskorridorer, når dyrelivet skal passere gennem kulturlandskabet fra et naturområde til et andet.
.

De mest udbredte naturtyper i Aalborg Kommunes åbne land er moser og enge, som dækker hhv. 6.000 og 3.681 ha. Det store moseareal skyldes dog i høj grad Lille Vildmose i sydøst. De engang så vidt udbredte heder dækker i dag kun 1.138 ha i kommunen og overgås kun en smule af overdrevene og strandengene, som hver især dækker hhv. 1.618 og 1.485 ha.

Selv hvis man ser bort fra Lille Vildmose, er fordelingen af de enkelte naturtyper ikke jævn, men påvirkes i høj grad af jordbunden, landskabet og landskabsudnyttelsen, som varierer meget i den store Aalborg Kommune. På trods af at Limfjorden deler kommunen i en nordlig og sydlig del, er den største forskel i landskabet mellem øst og vest. Øst for Aalborg får fjorden mere karakter af en flod i et lavt marint landskab, mens bredningerne og det omgivende højland vest for byen giver oplevelsen af en fjord med kyster og kystskrænter. Højlandet gennemskæres af tre tunneldale og rummer flere store grusgrave, mens der mod øst ligger store, åbne kalkgrave.

Bortset fra de to sandede, overvejende skovbevoksede morænebakker Hammer Bakker og Vester Aslund Plantage består størsteparten af Aalborg Kommune nord for Limfjorden af flade sletter. I dag er det meste af dette område opdyrket. Af de tidligere udstrakte mose- og engdrag er der derfor kun få tilbage, om end de stadig er udbredte i nord og øst. Moserne og engene nord for Hammer Bakker udgør et vandskel, hvorfra Gerå løber mod øst, mens Lindholm Å, som udgør den østlige grænse af Store Vildmose, herfra løber mod vest og syd. Trods den massive dræning og opdyrkning, som indtil 1980’erne foregik langs Gerå, kan man stadig finde væsentlige mose- og engområder omkring åen.

I nord består kommunens yderste ca. 6 km ud mod Kattegat af et gammelt rimme-doppe-landskab, som rummer store moseområder. Ellers er landskabet overvejende skovbevokset med spredte marker og et bælte af sommerhuse, som ligger ud til lagunerækken bag den yderste strandvold.

Syd for Limfjorden består det åbne land øst for Aalborg af gamle havsletter, der fra Storvorde breder sig sydpå forbi kommunegrænsen. Som i nord er en stor del af landet opdyrket ud til Limfjorden, men afgrænses ud mod fjorden af diger. Fra Mou og ned mod Mulbjerge findes også her et rimme-doppe-landskab. Mellem dette område og det høje Himmerland ligger Lille Vildmose, mens kommunen ud mod Kattegat afsluttes af et bredt bælte af strandenge.

Den høje del af Himmerland øst for tunneldalen Østerå er en kridtbanke, som er dækket af et tyndt lag moræne. Bortset fra Lundby Bakker er næsten hele området opdyrket, men de store kalkgrave vidner om en stor råstofudnyttelse. På de østvendte kalkklinter og i de urørte dele af kalkgravene resulterer den højtliggende kalk i en stor mangfoldighed af kalkelskende planter, som omfatter flere sjældenheder. Ellers skal man dog ned i de store ådale for at finde mere urørt natur, som her kommer til udtryk i en mosaik af overdrev, moser og enge. Vest for Aalborg ligger der langs Limfjorden en smal bræmme af strandenge. Bag den er landskabet i høj grad opdyrket.

Halkær Ådal deler den vestlige del af kommunen i to forskellige områder. De federe jorder øst for ådalen er hovedsagelig opdyrkede, og naturen ligger her især i ådalene og på kystskrænterne. Vest for Halkær Ådal er jorderne til gengæld mere magre. Tidligere lå der her udstrakte hedeområder, men bortset fra De Himmerlandske Heder er de siden blevet tilplantet.

Ugler i Kongerslev Kalkgrav

En stor hornugle kigger frem fra sit skjul under taget på en bygning i Kongerslev Kalkværk. Med en vægt på op til 3 kg og et vingefang på 160‑188 cm er den verdens største ugleart. Størrelsen kombineret med de lange, brede fjerhorn gør den let at kende, og den kan i Danmark kun forveksles med den meget mindre skovhornugle.

.

Det var et stort øjeblik, da en stor hornugle i 1995 dukkede op i Kongerslev Kalkgrav nordvest for Lille Vildmose. Stor hornugle blev nemlig udryddet i Danmark i 1800-tallet pga. intensiv forfølgelse, og først i 1984 genindvandrede den til Sønderjylland. Genindvandringen blev hjulpet godt på vej af et udsætningsprojekt i Tyskland. De følgende år spredte uglen sig op gennem Jylland, og i 1992 observeredes den første gang i Nordjylland i de gamle Viborg og Nordjyllands Amter. Antallet af ynglepar steg støt, og i dag skønnes den samlede danske ynglebestand at udgøre op til ca. 100 par. Den har dog ikke formået at krydse Lillebælt og yngler derfor ikke på Øerne.

Stor hornugles forkærlighed for gamle råstofgrave betød, at det nok kun var et spørgsmål om tid, før den viste sig i Kongerslev Kalkgrav. Yngleparret i kalkgraven blev første gang set i januar 1995, og allerede samme sommer fandt den lokale feltornitolog Tscherning Clausen en rede med tre unger. Ungerne blev så sent som d. 13. oktober stadig fodret af de gamle ugler. Frem til 2012 ynglede hornuglerne jævnligt i kalkgraven, og de ses fortsat i området omkring Kongerslev, Tofte Skov og Lille Vildmose.

Man skulle tro, at uglerne hovedsagelig ville drage på jagt i den nærliggende Lille Vildmose, men et studie har vist, at de faktisk foretrækker at finde deres føde på fodboldbaner og græsarealer i byen Kongerslev. Som regel er stor hornugle ikke kræsen og æder, hvad der byder sig. For uglerne i Kongerslev Kalkgrav udgøres kosten først og fremmest af råger, ringduer og husskader.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Aalborg Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Det åbne land

Eksterne links