I juni-juli åbner kragefod sine karakteristiske rødbrune blomster over bl.a. Geding og Kasted Moser, Tingvad Kær og Tåstrup Mose.
.
Rubinrød seksøjespinder dukkede op i Danmark for første gang i 2005. I 2015 blev den fundet på det nedlagte godsbaneterræn i Aarhus, hvor der mellem de gamle skærver, grus og sand var opstået et miljø, som passede den varmt og tørt levende edderkop godt. Fremtiden for den sjældne edderkop i Aarhus er dog noget usikker, da store dele af Godsbanen skal lægge terræn til bl.a. en ny arkitektskole, parkeringshus, Lidls hovedkontor, erhvervsbygninger, boliger og et kollegium.
.

I lighed med de øvrige østjyske kommuner er Aarhus Kommune et udtalt morænelandskab med brede ådale, bakkelandskaber og bølgepåvirkede kyster. De lerede, frugtbare morænejorder betyder, at området har været attraktivt for opdyrkning, og trods en mfangsrig infrastruktur og store bebyggede arealer dækker landbruget stadig mere end halvdelen af kommunen. Derimod er de lysåbne naturtyper kun beskedent repræsenteret. I 2019 dækkede ferske enge, heder, moser, overdrev og strandenge tilsammen blot 1.782 ha, svarende til ca. 3,8 % af kommunens areal.

Med et samlet areal på 956 ha udgør de ferske enge den største andel af det åbne lands natur. Engene ligger især i ådalene, og større engarealer kan bl.a. ses ved Årslev Engsø i Århus Ådal og omkring Egå Engsø i Egådalen. Også ved Hørret Skov, i dele af Spørring Ådal, ved Geding og Kasted Moser samt i Pannerup Mose findes forholdsvis vidtstrakte enge.

Moserne dækker 591 ha, og som engene ligger de ofte i ådalene. Kommunen huser dog også flere isolerede moser, ligesom mange af skovene er rige på små skovmoser. Hvor isens bevægelser under sidste istid har presset kalkholdige lag op nær overfladen, er der enkelte steder opstået ekstremrigkær. Denne sjældne naturtype har, som navnet antyder, et rigt planteliv af især kalkelskende arter som sumphullæbe og vibefedt samt den sjældne rank frøstjerne, der har et af sine få jyske voksesteder i et ekstremrigkær nær Tilst.

Tidligere har kommunen rummet adskillige overdrev, men mange af dem er siden forsvundet pga. tilplantning, opdyrkning og byudvikling. I dag dækker de tilbageværende overdrev i alt 191 ha og ligger ofte i kuperede landskaber, som det har været vanskeligt at udnytte på anden vis. Desuden huser både Lisbjerg Skov og Moesgård Strand særlig artsrige overdrev med planter som kornet stenbræk, salomons lysestage, kratfladbælg, pomeranshøgeurt og den meget sjældne, indslæbte svinenød.

Med hhv. 3 og 41 ha er hverken hederne eller strandengene særlig velrepræsenterede blandt de aarhusianske naturtyper. Det skyldes især, at kommunen kun har ganske få lavtliggende arealer langs kysterne, hvor strandeng kunne opstå, ligesom den fede, frugtbare morænejord ikke giver de rette betingelser for dannelsen af hede. Enkelte strandenge med strandasters, vingefrøet hindeknæ og alm. salturt kan dog opleves langs Vosnæs og på nordsiden af Norsminde Fjord, mens kommunens eneste hedearealer findes på Skæring Hede nær Mindelunden.

De aarhusianske løvfrøer

Løvfrøen er Danmarks eneste trælevende paddeart. Den foretrækker dog lave brombærkrat frem for trækronerne, og især om formiddagen kan man ofte se den sole sig på blade og stængler. Hvordan den lille frø kom op i træerne, har der været flere forklaringer på. Således påstod den schweiziske læge og alkymist Paracelsus i 1500-tallet, at der var frøer på himlens firmament, som faldt ned, når det stormede, og derved havnede i træerne. I dag ved man, at løvfrøen er en fremragende klatrer, som bl.a. benytter hæfteskiverne på tæerne til at holde sig fast.

.

Med en størrelse på 3,3‑5 cm er den lille, lysegrønne løvfrø Danmarks mindste padde. Hvad løvfrøen mangler i størrelse, opvejer den dog mere end rigeligt i stemmekraft, og går man i foråret en aftentur ved vandhullerne syd for Aarhus, mødes man flere steder af en øredøvende larm af kvækkende løvfrøer, som i kor kan nå lydstyrker på næsten 80 dB.

I Aarhus Kommune er de nuværende løvfrøbestande af nyere dato. Godt nok har løvfrøen engang haft en vid udbredelse i Jylland, men den dræning, øgede gødskning, fjernelse af levende hegn o.l., der fulgte i kølvandet på et stadig mere intensivt landbrug, betød, at den lille, larmende frø forsvandt fra store dele af sit udbredelsesområde i løbet 1900-tallet. Også de aarhusianske løvfrøer blev ramt af fremskridtet, og i 1947 forsvandt den sidste løvfrøbestand fra Aarhus.

Efter næsten 40 års afsavn fik Aarhus Kommune dog løvfrøen tilbage. I den sydlige del af kommunen blev der etableret og genoprettet flere lysåbne, varme og renvandede vandhuller uden fisk, omgivet af soleksponerede krat af fx hassel, tjørn og brombær, hvor frøerne kunne søge tilflugt om dagen og uden for yngletiden. Herefter blev der opdrættet mere end 6.000 løvfrøhaletudser, som 1985‑86 kunne udsættes i vandhullerne.

Udsætningen var en ubetinget succes, og løvfrøen har efterfølgende spredt sig vidt omkring i den sydlige del af kommunen. Den er endda fundet i enkelte vandhuller omkring bydelen Hasle i Aarhus, hvilket dog formentlig skyldes ulovlig udsætning snarere end naturlig spredning.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Aarhus Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Det åbne land