Det åbne land er de områder af Danmark, som ikke er dækket af bebyggelse, skov eller hav. Suffikset -skab i landskab er beslægtet med »at skabe«, og det åbne landskab i Danmark er da også blevet formet igennem årtusinder af menneskenes arbejde. Det åbne land er Danmarks dominerende landskabstype, og det er landbruget, der optager størstedelen af det. Landbruget, og landbrugets historie, har derfor været helt afgørende for det danske landskabs fremtræden i dag. Der har været landbrug i Danmark siden stenalderen, men fra middelalderen blev det mere intensivt, hvor landsbyerne og deres dyrkning af jorden formede landet. Især efter år 1800 intensiveredes jordbruget yderligere, en proces, der er fortsat til nutiden. De dele af det åbne land, der ikke optages af landbruget i direkte forstand, er landskabstyper som søer og vandløb, mose, eng, marsk, hede og klitområder.
Det åbne land i Danmark
Skabt land
I stenalderen lukkede tætte skove for størstedelen af dette landskab. I vore dage er det ikke mindst de menneskeskabte bylandskaber, der hindrer udsynet. Men 72 % af nutidens danske landskab udgøres ikke desto mindre af det åbne land, lysåbne landskaber, som hverken er skov, by eller infrastruktur. Størstedelen er landbrugsjord (61 %), mens resten er enten naturtyper uden træer (9 %) eller søer og vandløb (3,5 %). Den statistiske betegnelse »naturtype« antyder, at der er tale om landskaber, som er uberørte af mennesker. Men sådan forholder det sig ikke. En del arealer udnyttes kun ekstensivt, dvs. let eller med lange pauser, og får derfor med tiden et vist præg af vild natur. Andre er underlagt forskellige former for beskyttelse og drift netop for at give biologiske organismer og processer bedre kår.
Det åbne land kan altså tage sig ud på mange forskellige måder. Men i et så tæt befolket og intensivt udnyttet land som Danmark er de alle kulturlandskaber, præget af menneskers formålsrettede valg og uoverlagte tilfældigheder. I det lange historiske perspektiv har alle dele af landskabet på mangfoldige måder indgået i samfundets husdyr-, plante- og materialeproduktion. Men inden for de seneste godt 100 år har frembringelsen af ikke-kommercielle goder som naturoplevelser, artsbeskyttelse eller klimasikring fået større vægt, simpelthen fordi de er blevet en del af oplyste, velhavende moderne menneskers naturlige behov.
Det åbne land i dag
Der er forholdsvis få lysåbne, ekstensivt udnyttede landskabstyper tilbage i vore dages åbne land. For som allerede antydet er landbruget, trods tiltagende beskyttelsesinteresser og -tiltag, vore dages altdominerende landskabsforvalter. Selv om landbrugsproduktionen i sin inderste kerne bygger på målrettet udnyttelse og optimering af naturens egne processer, findes der i alle tilfælde et uundgåeligt modsætningsforhold mellem produktions- og naturinteresser. For landmanden skal det i sidste ende kunne betale sig.
Fra landsdel til landsdel er der forskel på, hvor fremtrædende landbrugets landskabelige dominans er. Mens de fleste regioner befinder sig tæt ved landsgennemsnittet på 61 %, udgør landbrugsjorden kun 39 % af Region Hovedstadens areal (godt en tredjedel heraf findes på Bornholm), som er landets mindste men tættest befolkede. I stedet er det her skov og infrastruktur, der fylder. Sammenholdt med Danmarks ujævnt fordelte befolkning topper Region Nordjylland med knap 8.000 m2 landbrugsjord pr. indbygger mod et landsgennemsnit på 4.500 m2. Samtidig ligger netop disse to regioner dog i spidsen med hhv. 13 % og 16 % lysåbne landskabstyper uden for landbrugsjorden. For hovedstadens vedkommende hovedsagelig som følge af den lave andel af landbrugsjord; for Nordjyllands, fordi store dele af landbruget retter sig mod husdyrproduktion. De fleste lysåbne landskabstyper, som er beskyttet efter Naturbeskyttelsesloven, er imidlertid samtidig landbrugsjord og derfor underlagt Landbrugsloven og EU’s adfærdsregulerende støtteordninger.
Der er nemlig også markant regional variation inden for, hvilke typer af landbrug der præger de enkelte landsdele. På Øerne dominerer forskellige former for planteavl, mens omkring halvdelen af alle jyske bedrifter er specialiserede i husdyrbrug. Omtrent en sjettedel af det jyske landbrugsareal tilhører rene svinebedrifter. Samtidig er 4,5 % af Region Syddanmarks landbrugsbedrifter specialiserede i gartneri og frugtavl, hvilket først og fremmest skyldes en stærk fynsk tradition baseret på øhavets gunstige klima.
Ligesom der er mange slags landbrug, er der mange slags landmænd. Danske landbrugsbedrifter med jord rådede i 2019 over et gennemsnitligt areal på 78 ha, men der er store variationer i størrelsen. Cirka en fjerdedel har under 10 ha og driver stort set udelukkende deres landbrug som en fritidsbeskæftigelse, mens godt en tiendedel har mere end 200 ha. Denne tiendedel ejer til gengæld godt halvdelen af det samlede danske landbrugsareal.
Der er imidlertid ikke kun tale om nogle få, meget store ejere af landbrugsjord. For hele 38 % af det samlede landbrugsareal er af ejerne forpagtet bort til andre. Typisk forpagter de store professionelle bedrifter jord fra pensionister og andre lodsejere med mindre brug. Knap halvdelen af de største landbrugs jord er således tilforpagtet. Ofte spiller det ind på landmandens forvaltning af landskabet, om han er ejer med et langt tidsperspektiv eller forpagter med et kort. Sikring af landbrugsjordens små lommer af natur forudsætter som regel et langsigtet ejerperspektiv.
Det åbne lands bestanddele
Landbrugsjorden er i Danmark den dominerende arealtype, som alle andre landskabselementer definerer sig i forhold til. På topografiske kort er landbrugsjorden normalt hvid som det papir, kortet er trykt på, mens andre landskabselementer udmærker sig ved særlige farver og signaturer. Omkring halvdelen af landbrugsarealet bærer i dag korn, ca. 15 % har andre afgrøder med varierende vækstperioder, fra etårige rodfrugter til 8‑12-årige juletræer, 20 % græs og hele kornplanter til ensilering (gæring), og ca. 10 % er permanente græsarealer. De fleste landbrugsarealer pløjes i sagens natur regelmæssigt, og deres indhold af vild natur er derfor ubetydeligt. Men siden 1990’erne er der ydet tilskud til mange permanente græsarealer, mod at de ikke bliver pløjet.
Permanente naturarealer med græspræget vegetation varierer især med jordens fugtighed, næringsindhold og saltvandspåvirkning. Lavtliggende, fugtige arealer langs søer og vandløb eller blot i landskabets lavninger betegnes som forskellige former for eng. Engarealer er der flest af især i jyske ådale, i den inddigede sønderjyske marsk og i Vendsyssel, mens mange af de indre farvandes og fjordes kyster uden sandklitter præges af saltpåvirkede strandenge. De største af disse landskaber findes igen i Vadehavet, langs de større vestjyske fjorde, på den tørlagte, vestlige del af Amager samt på øen Saltholm i Øresund.
Enge, der påvirkes af fremsivende grundvand, som er rigt på basiske ioner, betegnes rent botanisk ofte som rigkær. De huser høj artsrigdom. Er vandet surt, bruges betegnelsen fattigkær pga. den lavere artsrigdom. Fattigkær danner overgang til egentlige moser, hvor de permanent vanddrukne forhold forårsager dannelse af mosetørv. Højmoser er defineret ved alene at modtage vand fra nedbøren, hvoraf følger en ekstrem næringsfattigdom. Højmoser opstår ofte oven på tilgroede lavmoser, og de fleste bevarede rester af sådanne moser findes i Jylland.
Det åbne landskabs tørre naturtyper er først og fremmest overdrev og lynghede. Botanisk set er overdrev lysåbne, urtedominerede tørbundsarealer, ofte med kratøer, men som holdes skovløse takket være tørke og græsning. Engang var de hyppigst forekommende i Østdanmark, men nu er der overalt kun meget få tilbage. De største sammenhængende overdrevsarealer findes langs de danske kyster samt på tidligere eller nuværende militære øvelsesterræner, bl.a. ved Jægerspris på Sjælland, i Nordby Bakker på Samsø, omkring Lønstrup i Vendsyssel og ved Oksbøl på den jyske vestkyst.
Næringsfattige hedelandskaber, præget af dværgbuske som hedelyng, klokkelyng og revling, er der heller ikke mange tilbage af. Engang satte de deres præg på store dele af Jylland, og bortset fra små lokaliteter såsom Melby Hede i Nordøstsjælland er det da også stadig i Vestdanmark, at de største rester efter den engang dominerende landskabstype findes. Og som det gælder for overdrev, findes en del kystheder langs den jyske vestkyst. Endelig rummer også den for danske forhold særegne bornholmske klippekyst partier med både overdrev og lynghede.
Udsigter for det åbne lands fremtid
Danmark har Europas syvendehøjeste befolkningstæthed, ca. 136 personer pr. km2. Sammenlignet med andre lande er befolkningen trods den tiltagende sammenklumpning i bycentre temmelig jævnt fordelt, så der er kamp om brugen af hver eneste kvadratkilometer af det åbne land. Der er altså mange mennesker på ikke særlig megen plads, så den kamp vil næppe blive mindre i fremtiden. Sammen med landbrugserhvervets dominerende stilling og befolkningens høje købekraft og forbrugsvilje er tætheden den væsentligste grund til, at Danmark i internationale sammenligninger har et ganske stort såkaldt økologisk fodaftryk.
Forandringer i fremtidens åbne land vil blive styret af de samme kræfter, som formede det seneste halve århundredes landskabshistorie: økonomi, teknologi og politisk regulering. Men de vil alle blive underlagt en ny faktor med meget stor indflydelse: menneskeskabte klimaforandringer. Indflydelsen vil være direkte, fordi de klimatiske og dermed biologiske livsvilkår vil blive ændret radikalt. Og den vil være indirekte som følge af vore forsøg på dels at reducere den fortsatte udledning af drivhusgasser, dels at tilpasse samfundet til de nye vilkår. Det er imidlertid langtfra entydigt, hvordan denne udvikling vil påvirke landskabet.
Siden 1990’erne har forskere og forvaltere talt og skrevet om, at det åbne land fra at være domineret af produktionshensyn bevægede sig ind i en såkaldt postproduktiv tidsalder. Rigtigt er det da også, at offentlig regulering af private lodsejeres landskabsudnyttelse gennem den seneste menneskealder har trukket i retning af miljø- og naturbeskyttelse og hensyn til befolkningens friluftsliv. Men det åbne land er fortsat helt overvejende indrettet på økonomisk rentabel, teknologisk optimeret biologisk produktion. Og det må antages at være tilfældet, så længe Grundlovens § 73, som beskytter den private ejendomsret, består. Spørgsmålet er imidlertid, hvad tilpasningen til et ændret klima kan komme til at betyde for markedets efterspørgsel efter landbrugsprodukter, for tekniske løsninger på de miljøproblemer, der knytter sig til landbrugsproduktionen, og for den politiske prioritering mellem forskellige mulige fremtidsscenarier.
Nye produktionsmetoder inden for kvægbruget vil antagelig resultere i reduceret udledning af metan, men det er sandsynligt, at danskernes forbrug inden for de kommende år vil bevæge sig bort fra kød og i retning af plantebaserede fødevarer. Selv om husdyr- og planteproduktion for længst er skilt fra hinanden i specialiserede bedrifter, er de stadig tæt indbyrdes forbundne, og en stor del af husdyrbrugets foderstoffer produceres trods alt stadig herhjemme. Cirka 80 % af landbrugsarealet bruges i dag til avl af husdyrfoder, og samtidig er der stor efterspørgsel efter arealer til udbringning af den kolossale danske biproduktion af husdyrgødning. Men mens det på en gennemsnitlig dansk landbrugsjord kræver ca. 1,5 m2 at producere 1 kg korn, skal der 15 m2 eller ti gange så megen jord til at producere 1 kg udskåret, spiseligt svinekød. Reduktion af kødforbruget vil altså kunne frigøre betydelige landbrugsarealer til anden anvendelse.
Samtidig kan det ikke udelukkes, at højteknologiske løsninger giver helt nye muligheder. Syntetisk fremstilling af kødprotein i laboratorier i stedet for i stalde kan være en del af fremtiden, og det samme kan helt nye animalske produkttyper såsom insekter. Begge dele er animalsk fødevareproduktion med væsentlig mindre klimabelastning og arealforbrug end den, man kender i dag.
Spørgsmålet bliver imidlertid så, hvad de frigjorte arealer skal bruges til. Både i befolkningen og blandt danske politikere er der tydeligvis et stærkt ønske om mere natur. I 2014 stiftede miljøministeren og de private VILLUM FONDEN og Aage V. Jensen Naturfond Den Danske Naturfond, som fik til formål at styrke naturtilstanden og vandmiljøet gennem arealopkøb og naturgenopretning. Siden er der afsat yderligere statslige midler til sikring af naturarealer og biologisk mangfoldighed, af hvilke mange vil gå til udlægning af statslige arealer til urørt skov. I det åbne land skal et øget naturindhold blandt andet opnås gennem jordfordeling, sådan at landmænd eksempelvis kan ombytte lavproduktive vådbundsjorder med mere dyrkbare arealer. I bedste fald vinder altså både produktions- og beskyttelsesinteresser.
Problemet med genskabelse og bevaring af lysåbne landskabstyper er imidlertid, at de forudsætter en vedvarende forstyrrelse af de buske og træer, som alt andet lige med tiden koloniserer alle ekstensivt benyttede arealer. Forsvinder husdyrene uden at blive erstattet af vildtlevende dyr, kommer skoven, hvis ikke mennesker med le eller kratrydder tager deres plads. Så selv om efterspørgslen efter kød og mælkeprodukter skulle forsvinde helt, kan et fortsat reduceret husdyrhold blive nødvendigt som prisbillig landskabspleje. Metanbøvser eller ej.
Selv om klimaforandringerne altså kan forventes at reducere landbrugets arealbehov ved en omlægning fra animalsk til vegetabilsk produktion, vil de samtidig øge behovet for mere skov. For skov og langvarige træprodukter er et af de mest omkostningseffektive virkemidler, når det gælder binding af det kulstof, der ellers som CO2 vil bidrage til fortsat forøgelse af drivhuseffekten. En konvertering af landbrugsjord til skov forekommer altså langt mere sandsynlig end etableringen af vidtstrakte, lysåbne arealer. Og hvad mere er: Den nye skov skal næppe henligge som urørt natur, hvis dens kulstofbinding skal være så effektiv som muligt. Da vil hurtigtvoksende træarter med stor tæthed af kulstofatomer i veddet være at foretrække, fx den ikke hjemmehørende douglasgran.
En total omlægning af den danske energiforsyning til vedvarende energiformer kan samtidig medføre en øget vægt på produktion af biomasse. En betydelig del af den vil komme fra skovene, men i 2018 producerer dansk landbrug ca. 3,5 mio. tons halm, hvortil kommer andre energiprodukter som raps, elefantgræs, roetoppe og energipil. Med en politisk satsning på denne energiform kan andelen altså meget vel stige og bidrage til at fastholde behovet for et fortsat betydeligt landbrugsareal.
Ét er altså sikkert: Der bliver også i fremtiden kamp om det åbne lands omfang og udnyttelse. Det sandsynligste udfald af denne kamp vil nok være kompromiser mellem mange interessenter. Landskabet vil som nu blive inddelt i sektorer for produktion af fødevarer, oplevelser, biodiversitet osv. – nogle store, andre små. Men det er tvivlsomt, om det vil være tilstrækkelig stort til, at Danmark kan blive selvforsynende med alle de efterspurgte produkter.
Videre læsning
Læs mere om Danmarks natur og landskab
Læs videre om
- Naturgeografien i Danmark
- Søerne i Danmark
- Vandløbene i Danmark
- Kulturlandskabets historie i Danmark
Læs også om
- Danmarks landskaber
- Kystlandskaberne i Danmark
- Råstofferne i Danmark
- Vejr og klima i Danmark
- Skovene i Danmark
- Havene i Danmark
Se alle artikler om det åbne land
