Det Hvide Palæ, Moyels Gård, Kongens Lyngby

Det Hvide Palæ blev opført i 1806 af møbelhandler David Moyel. Hovedbygningen var beregnet til at blive lejet ud til københavnske borgere i sommertiden, og indeholdt oprindeligt to ens lejligheder i henholdsvis stueetagen og på første sal samt to køkkener i kælderen. Indgangen var ad trappen ved nordgavlen. Til venstre for trappen sidder i muren en kanonkugle, som menes at stamme fra krigen mod englænderne i 1807. Sidebygningen er opført omtrent samtidig med hovedbygningen.

Det hvide Palæ ligger midt på Lyngby Hovedgade og består af en hoved- og sidebygning. Mellem de to bygninger er der, ud til gaden, et gitter med murpiller imellem. Hovedbygningen er en to etager høj, fem fag bred og fem fag dyb, grundmuret og hvidmalet bygning med høj kælderetage og et teglhængt, afvalmet rødt saddeltag. På bagsiden findes en mindre tilbygning. Vinduerne er i stueplan og på førstesalen ældre korspostvinduer med tværsprosse, i kælderplan torammede med tværsprosse. Flere steder er stablerne fra kælderetagens oprindelige skodder bevaret. Indgangen ligger i den nordvendte gavl, hvor en bred granittrappe leder op til en portalindfattet hoveddør. Facaden er dekoreret med kanellerede, joniske pilastre, konsolbårne vinduesfordakninger og vinduesbalustrader, en kraftig kordongesims mellem kælder og stueplan samt hovedgesims med akantusdekorerede sparrenkopper. I tagfladerne sidder to nyere, meget store ateliervinduer, flere ældre og nyere tagvinduer og udluftninger samt i rygningen to murede skorstenspiber med sokkel og krave. Hovedbygningens gavl mod syd er skævt afskåret, da der er bygget helt til skel. I det indre har hovedbygningen delvist bevaret en ældre planløsning i stueplan og på førstesalen, med de repræsentative stuer mod gaden. Flere steder ses nyere skillevægge og gulve. Der er på begge etager bevaret oprindelige fyldingsdøre med dørgreb og gerichter, paneler og fuldt panelerede vægge mod gaden samt kakkelovne og lysningsskodder. Dertil kommer flere loftsrosetter. Vinduerne har forsatsrammer. I kælderen, der tidligere fungerede som stueplan med udgang til gaden, er bevaret en ældre grundplan samt ildsted med støbejernsbue.

På den anden side af gårdspladsen, der har et højere niveau end Lyngby Hovedgade, ligger sidebygningen, der vender den sydlige gavl mod gaden. Sidebygningen er en smal, toetages grundmuret og hvidmalet bygning med afvalmet teglhængt saddeltag. Langsiden mod nord er delvist bygget sammen med en anden bygning. Gårdsiden er i stueplan kendetegnet ved grønmalede revleporte, flere staldvinduer og en centralt placeret, portalindfattet indgangsdør. Førstesalens vinduer er traditionelle korspostvinduer med tværsprosse. I tagfladerne sidder mod nord en række nyere ovenlys, mod syd to zinkinddækkede kviste med rundbuet tag og cirkulære vinduer samt to mindre ovenlys og en udluftning. I rygningen ses to murede skorstenspiber med sokkel og krave. I sydgavlen har førstesalens vinduer murede indfatninger og i gadeplan findes to butiksvinduer og en nyere indgangsdør. I det indre er stueetagen kendetegnet ved en nyere planløsning og nyere overflader på gulve, vægge og lofter. Enkelte steder er bevaret pudsede lofter. Førstesalen har bevaret flere ældre døre, vægpaneler, vinduesindfatninger og gerichter samt stukkatur i enkelte rum, mens tagetagen har en nyere planløsning og nyere overflader over alt. Vinduerne har forsatsrammer.

Det Hvide Palæs miljømæssige værdi knytter sig til de to bygningers centrale placering på Lyngby Hovedgade, hvor de med deres størrelse og fremtræden er med til at sikre gadens kulturhistoriske miljø. Hertil kommer gitteret, murpillerne og gårdspladsen, der sikrer, at Det Hvide Palæ fremstår som en samlet helhed.

I hovedbygningens ydre relaterer den kulturhistoriske værdi sig til den klassicistiske arkitektur i form af facadens udsmykning og nordgavlens statelige indgangsportal i granit og bornholmsk sandsten. Facaden er, som tiden foreskrev, symmetrisk opbygget omkring de midterste tre fag, der indrammes af kanellerede, joniske pilastre – datidens antikke reference par excellence. Den fine stueetage er endvidere markeret af konsolbårne vinduesfordakninger og balustrader samt detaljerede rocailler over de midterste vinduer. Den kulturhistoriske værdi relaterer sig endvidere til de ældre vinduer og den kassettedekorerede hoveddør med kanelleret slagliste, samt til de bevarede stabler fra kældervinduernes oprindelige skodder. Hertil kommer den markante og tidstypiske forskel på den veludsmykkede, repræsentative facade og så den mere anonyme gårdside. I hovedbygningens indre relaterer den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af den oprindelige planløsning med de højloftede stuer mod gaden samt til de mange oprindelige og ældre bygningsdele, herunder døre, gerichter og fuldt panelerede vægge, foruden stuernes individuelle loftsstukkatur. I sidebygningens ydre relaterer den kulturhistoriske værdi sig til gårdsidens revleporte og staldvinduer, der ligesom den smalle bygningskrop, fortæller om bygningens oprindelige, driftsrelaterede funktion. Hertil kommer de rundbuede kviste med cirkulære vinduer, samt døren og portalen der i udformning korresponderer med hovedbygningen, og som dermed visualiserer forbindelsen mellem de to bygninger. I sidebygningens indre relaterer den kulturhistoriske værdi sig til de ældre paneler og loftsstukkatur.

I hovedbygningens ydre ligger den arkitektoniske værdi i den næsten kubiske bygningskrops massive og solide fremtræden, der understreges af den brede granittrappe ved nordgavlen samt af det forhold, at den sydlige gavl er bygget helt i skel og derfor skåret skævt af. Bygningskroppens tyngde opvejes til dels af den stringent symmetriske og rigt dekorerede facade, hvis pilastre visuelt løfter bygningen. De klare referencer til antikken bidrager til det udpræget herskabelige og gennemkultiverede udtryk, som facaden har. Men hvor pilastre, fordakninger og hovedgesimsens sparrenkopper med akantusblade på stringent vis følger et klassicistisk skema, fremtræder rocaillernes organiske og viltre asymmetri som en legende, let og filigranagtig struktur, der delvist ophæver de antikke motivers rene linjer og ophøjede ro.

I sidebygningens ydre ligger den arkitektoniske værdi i den høje og smalle bygningskrop der, som hovedbygningen, presser sig op ad grundens skel og dermed sikrer det størst mulige gårdrum, mens den tilstræbte symmetri, der samler sig om portalen, giver hovedbygningen et værdigt og repræsentativt modspil.

Læs videre om

• Brede Vandtårn
• Christianelyst, Ny Frederiksdal
• Raadvad Vandrehjem

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen