Det Kongelige Teater

Det Kongelige Teaters Nye Scene er tegnet af Holger Jacobsen 1929-31 både som skuespilscene og lokaler til Statsradiofonien. Facaden er udsmykket med bronzerelieffer af Einar Utzon-Frank og Ejnar Nielsens mosaik under tårnet. Øgenavnet Stærekassen fik bygningen pga. arkitektens første tegninger med et stort »vindue« i facaden. I mosaikken optræder skikkelser fra kunstens verden, bl.a. Adam Oehlenschläger, H.C. Andersen, Johannes V. Jensen og Carl Nielsen. Radioens verden er repræsenteret af fysikere, der hver især har bidraget til udviklingen af radioen: Ole Rømer, H.C. Ørsted, Valdemar Poulsen og Niels Bohr.
.
Kongens Nytorv efter retableringen pga. metrobyggeriet med Krinsen i midten omkring rytterstatuen og med udsigt til Nyhavn, Charlottenborg og Det Kongelige Teater. Gamle Scene, som den kaldes i dag, fra 1874 er tegnet af Vilhelm Dahlerup og Ove Petersen som en storslået iscenesættelse inspireret af de store operahuse i Europa og med historiske lån i mange detaljer og lyst til at udsmykke. Klemt inde kom art deco-bygningen Stærekassen til i 1931, og senere har Operaen i 2005 og Skuespilhuset i 2008 fået nye selvstændige bygninger.
.
Københavns Havn med Inderhavnsbroen, der forbinder bydelen Indre By med Christianshavn for gående og cyklister. Broen, der er tegnet af Studio Bednarski, blev indviet i 2016 og forbinder også Det Kongelige Teaters to nye bygninger Skuespilhuset tv. og Operaen th.
.
Balletten Napoli er et af Det Kongelige Teaters klenodier, skabt af koreograf og balletmester August Bournonville til Den Kongelige Ballet i 1842 og med musik af bl.a. H.C. Lumbye og Niels W. Gade. I Nikolaj Hübbes opsætning fra 2009 blev hovedrollerne danset af Jonathan Chmelensky som Gennaro og Holly Jean Dorger som Teresina.
.

Artikelstart

Det Kongelige Teater, Danmarks nationalscene, placeret midt på byens fornemmeste plads, Kongens Nytorv, og udstyret med alle de attributter, der hører teaterets og kunstens verden til, har i århundreder været bærende for landets nationale selvforståelse. Her fejres de nationale højtider, kongehuset hyldes, og teateret varetager den kulturelle arv, samtidig med at der afsøges nye veje at gå i udviklingen af det kulturelle tankesæt. En tung arv at forvalte, og gnidningsløst har det da heller ikke været; det er ikke uden grund, at Det Kongelige Teater også kaldes »Trolden med de tre hoveder«.

Teateret er, som landets nationalscene, pålagt en lang række forpligtelser, dels mht. repertoire, som »uden ensidighed« både skal videreføre klassiske traditioner og udvikle den nutidige scenekunst, dels at sikre uddannelser for operasangere og balletdansere. Samtidig skal teaterets virksomhed tilgodese hele landet gennem omfattende turnéer og lade opførelser være tilgængelige via transmissioner i radio og tv.

Indtil 2005 var opera, ballet og skuespil samlet på Kongens Nytorv, men med åbningen af Operaen på Holmen og tre år senere Skuespilhuset på Kvæsthusbroen blev kunstarterne delt.

Komediehuset

Da forgængeren for den nuværende Gamle Scene, Komediehuset fra 1748, blev bygget, bestod en teaterforestilling af både skuespil, opera og ballet, og de optrædende skulle kunne beherske alle tre kunstarter. Denne treenighed var helt almindelig blandt de store operahuse rundtomkring i Europa, men med naturalismens fremkomst i slutningen af 1800-tallet blev forestillingerne nu opdelt i genrer. Så da man i 1874 åbnede den nye teaterbygning til erstatning for Komediehuset, var tiden i virkeligheden forpasset for et teaterhus, der skulle tilgodese alle tre kunstarter.

Komediehuset åbnede i 1748 på initiativ af den aldrende Ludvig Holberg og skuespiltruppen fra Lille Grønnegadeteatret. Bevillingen var udstedt af den teaterglade Frederik 5., og hofbygmester Niels Eigtved tegnede det fine lille rokokopalæ, placeret lige midt i det nuværende Holmens Kanal. Allerede i 1750 tyngede teateret for tungt på de kongelige kasser, og Frederik 5. forærede byen København teateret, inkl. en klausul om monopol på offentligt at opføre skuespil »udi i det Danske, Tydske og Franske Sprog« inden for byens volde. Ejerskabet skiftede således hænder nogle gange, men fra 1772 var det udelukkende på kongelige hænder og kunne dermed kalde sig Den kongelige danske Skueplads. Musikken blev leveret af stadsmusikanten og hans svende, men fra 1770 blev kongens orkester, Det Kongelige Kapel, knyttet fast til teateret.

Smukt var det, men funktionelt som teater var det ikke, og over årene blev det bygget om igen og igen, indtil man i midten af 1800-tallet besluttede, at tiden var inde til en stor ny flot nationalscene.

Gamle og Nye Scene

Ikke mindst Wieneroperaen (tidligere kaldet Hofoper) fra 1869 og tegningerne af den nye opera i Paris, opført 1861‑75, kom til at præge Det Kongelige Teater. Bygningen blev tegnet af Vilhelm Dahlerup og Ove Petersen og udstyret med pragttrapper og overdådige foyerer. Gamle Scene, som bygningen siden kom til at hedde, åbnede i 1874 og viste sig fra første færd at være god som operahus, brugbar som ballethus, men vanskelig som skuespilhus. Det gryende realistiske teaters fine virkemidler var svært aflæselige i den store afstand mellem scene og sal, og allerede i 1899 begyndte diskussionerne om adskillelse af kunstarterne.

Mellemløsningen blev opførelsen af Nye Scene, fra 1992 kaldet Stærekassen, på den anden side af Tordenskjoldsgade, opført 1929‑31 og tegnet af Holger Jacobsen. Teateret skulle tilgodese både Statsradiofonien og skuespillet, men igen var afstanden mellem scene og sal for stor, og de tekniske løsninger helt uigennemtænkte, så efter to sæsoner var skuespillet tilbage på Gamle Scene.

Adskillige ombygninger senere fik skuespillet dog mulighed for igen at spille på Stærekassen, indtil Skuespilhuset i 2008 stod færdigt på Kvæsthusbroen og gav skuespillet alle de faciliteter, der kræves for at kunne spille et moderne repertoire. Skuespilhuset er tegnet af Lundgaard og Tranberg Arkitekter A/S og er opført i mørke teglsten med et scenetårn beklædt med kobber.

Operaen, kapellet og balletten trivedes derimod på Gamle Scene, og det var egentlig tilfældighedernes spil, der gjorde, at disse kunstarter før skuespillet blev tilgodeset med et tidssvarende teaterhus. Operaen placeret direkte over for Amalienborg er skænket af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. Bygningen er tegnet af Henning Larsen og blev indviet i 2005.

At de tre kunstarter – med kapellet som den fjerde – blev delt, har betydet et løft til hver især.

Ballet og opera

Den Kongelige Ballet hviler på en knap 250-årig lang tradition, der tog sin begyndelse, da italieneren Vincenzo Galeotti kom til København. Som balletmester fra 1775 lagde han grunden til den ballet, som August Bournonville fra 1830 til sin død i 1879 løftede til et internationalt niveau med sine litterære, pantomimiske balletter. Det internationale niveau er siden befæstet med balletmestre som Harald Lander og Flemming Flindt, og Den Kongelige Ballet står i dag som et af verdens førende kompagnier.

Den Kongelige Operas historie går længere tilbage end de huse, den er blevet opført i. Sammen med Det Kongelige Kapel, der ovenikøbet kan føre sin historie helt tilbage til 1448, har den været en del af hofmusikken og virkede bl.a. også ved det første danske operahus, som Frederik 4. lod opføre i Bredgade i 1703 – nu Østre Landsret. På Det Kongelige Teater var det dog primært de tyskfødte komponister som Johann Ernst Hartmann og Friedrich Kuhlau, der satte de danske syngespil i musik; først med Carl Nielsen kan man tale om en egentlig dansk opera. Siden er operaen rykket op i et helt andet niveau, og i dag står både Det Kongelige Operakor, som har været et fast kor ved teateret siden 1789, og Det Kongelige Kapel stærkt internationalt.

Et af Europas fornemmeste barokensembler, Concerto Copenhagen, blev grundlagt i 1991, bl.a. som operaorkester på Det Kongelige Teater i forbindelse med opførelsen af barokoperaer.

Repertoire

Holberg og Molière var det første kongelige teaters bærere af repertoiret. William Shakespeare lod vente på sig, til den lange periode med ridderdramaer, farcer og sentimentale komedier – perioden gik under navnet det kotzebueske rædselsherredømme – frem til midten af 1800-tallet var overstået. Herefter blev repertoiret domineret af de tre H’er: Holberg, Heiberg og (Henrik) Hertz – ikke mindst på initiativ af direktøren selv, Johan Ludvig Heiberg. Først sent i århundredet vandt det nye europæiske og skandinaviske repertoire indpas, og Henrik Ibsens Et Dukkehjem fik urpremiere her i 1879.

Fra mellemkrigsårene kom de danske dramatikere frem i lyset med Kaj Munk, Kjeld Abell og Carl Erik Soya og siden Ernst Bruun Olsen og Finn Savery, som indvarslede en ungdomskultur på scenen med Teenagerlove i 1962. Med den nye bølge af intimteater fik teateret flere anneksscener: Comediehuset i Christian IX’s Gade, Gråbrødrescenen i Niels Hemmingsens Gade og Turbinehallerne i Adelgade. Skuespilhuset tilgodeser i dag forskellige genrer med sine tre scener.

I forbindelse med julen er det blevet en tradition for Det Kongelige Teater at opføre balletten Nøddeknækkeren. I 1949 kunne danskerne første gang se en del af balletten, da en pas de deux herfra blev opført på teateret. Den blev opført med Bjørn Wiinblads scenografi i perioden 1971 til ca. 2007.

Uddannelse

Det Kongelige Teater har stort set fra begyndelsen påtaget sig at uddanne kunstnere inden for de tre genrer. Balletskolen blev oprettet i 1771 og er verdens næstældste efter Pariseroperaens balletskole. Undervisningen foregik fra 1786 på Hofteatret, men flyttede i 1816 over til Det Kongelige Teater, hvor den stadig er. I 1856 blev der oprettet en læseskole i tilknytning til balletskolen.

Syngeskolen blev oprettet i 1773 og lå fra 1827 på Hofteatret. Den blev siden til Operaskolen og i 1956 en del af Det Kongelige Danske Musikkonservatorium under navnet Operaakademiet.

Skuespillerne blev undervist på balletskolen, men gik ellers i mesterlære hos de ældre skuespillere, først i 1886 blev der oprettet en decideret skuespillerskole. Den blev i lighed med Privatteatrenes Elevskole lagt ind under Statens Teaterskole i 1968. Teateret har dog fortsat en teaterteknikeruddannelse.

Videre læsning

Læs mere om Teater og film i Københavns Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Teater og film