Med sine dybt nedskårne dale og talrige, aflange søer udgør Det Midtjyske Søhøjland et af Danmarks mest storslåede istidslandskaber. Det strækker sig over et ca. 800 km2 stort område mellem Silkeborg i nord og Tørring i syd og omfatter dele af både Silkeborg, Skanderborg og Horsens Kommuner. Mellem dalene består landskabet hovedsagelig af jævnt bølgede moræneplateauer, hvor store områder ligger mere end 100 m.o.h. Det kuperede landskab kulminerer i Ejer Bjerge i Skanderborg Kommune med en række af Danmarks højeste naturlige punkter som Møllehøj, Yding Skovhøj og Ejer Bavnehøj, der alle har toppunkter tæt på 171 m.o.h.
Det Midtjyske Søhøjland ligger mellem Hovedstilstandslinjen, der markerer Nordøstisens største udbredelse i vest, og Den Østjyske Israndslinje, der markerer Den Ungbaltiske Is’ største udbredelse i øst. Da Nordøstisen stod med sin rand ved Hovedstilstandslinjen, strømmede smeltevandsfloder under isen ud mod gletsjerportene i isens rand. Undervejs eroderede de dybe dale i underlaget; de såkaldte tunneldale. Da Nordøstisen smeltede tilbage fra Hovedstilstandslinjen, efterlod den store mængder dødis i tunneldalene. Samtidig dukkede nye landområder op foran den vigende is, hvilket gjorde det muligt for smeltevandet at løbe mod nord, først til Limfjorden og siden til Randers Fjord. Derved opstod Gudenådalen med en retning, som stort set ligger vinkelret på tunneldalene.
Da isen var smeltet bort fra området, eroderede vandløb kløfter i dalsiderne. Kløfterne skabte et landskab af talrige falske bakker. Et af de bedst kendte eksempler er Himmelbjerget på 147 m.o.h. i Skanderborg Kommune. Det er opstået ved, at vandløb har eroderet de omkringliggende jordmasser væk og dannet stejlkløfter, så »bakken« efterhånden er trådt frem i landskabet. Andre steder har vandet eroderet dalsiderne så effektivt, at den tilgrænsende plateauflade helt er forsvundet. Det er fx tilfældet i området ved Sukkertoppen. Bakken, som ligger 108 m.o.h. i Horsens Kommune, har navn efter sit indhold af det sukkerlignende glimmersand fra Miocæn.
Mange af de søer, der sammen med bakkerne og dalene karakteriserer søhøjlandet, er opstået i dødishuller, som blev dannet, da begravet dødis fra sidste istids gletsjere smeltede bort. Det gælder bl.a. Salten Langsø og Mossø samt flere af Silkeborgsøerne, heriblandt Silkeborg Langsø, Ørnsø og Almind Sø.
