Lige bortset fra Det Kongelige Teaters Gamle Scene fra 1874 kan ingen teatre i København måle sig med Det Ny Teater i overdådig udsmykning og international elegance. Det er en tro kopi af Pariseroperaen, og det var ikke tilfældigt. Teaterets initiativtager, skuespiller Viggo Lindstrøm, var frankofil, og da han i 1907 fik bevilling til sit nye teater, kom de mange aftener i Pariseroperaen ham til gode: lige fra den allegoriske figurgruppe på taget og kejsertrappen i foyeren til den tonstunge lysekrone.
Den 19. september 1908 stod teateret klar, og trods det klassiske design var det et meget moderne teater, bl.a. blev det brandsikret med svært antændeligt jernarmeret beton og udstyret med overrislingsanlæg i hele huset. Dertil blev scenen udstyret med Danmarks første drejescene, ligesom badefaciliteterne i garderoberne også var meget omtalte.
Lindstrøm gik på strandhugst blandt de andre teatres skuespillere og fik engageret kommende stjerner som Poul Reumert, Clara Wieth (senere Pontoppidan) og Asta Nielsen. Op gennem 1900-tallet havde Det Ny Teater en førende position i det såvel lette som seriøse repertoire, indtil det i 1990 måtte lukke, da det var nedslidt. I 1994 genåbnede det på initiativ af skuespillerne Bent Mejding og Privatteatrets direktør Niels-Bo Valbro som direktør og står i dag som byens førende musicalscene.
