Lejrens flagermuslygter gøres klar til endnu en aften i danseteltet. Lejren har ikke elektricitet, så om aftenen er telte og teltpladsen oplyst af petroleumslamper. I baggrunden ses ungdomsteltet.
.

Øerne Lyø, Bjørnø, Avernakø, Kidholm og Store og Lille Svelmø udgør en del af Det Sydfynske Øhav. Det vidtstrakte ørige er et druknet morænelandskab, hvor de højeste partier af istidslandskabet strækker sig op over havoverfladen som øer. Bemærkelsesværdig er den måde, som øerne beskytter hinanden mod bølgerne, der kommer fra forskellige retninger. Hvor beskyttelsen mangler, opstår der klintkyster, og det eroderede materiale herfra indgår i opbygningen af forskellige typer af marine forlande. Enkelte af øerne er dobbeltøer, som er forbundet af marine dannelser. Ud over Avernakø gælder det også Store og Lille Svelmø, der er knyttet sammen af et langt, smalt drag. Mens Store Svelmø er en moræneknude med klintkyst og en 250 m lang odde, er Lille Svelmø opbygget af et system af krumodder. Fra den nordlige ende af Lille Svelmø er der desuden en 500 m lang ebbevej ind til Fyns kyst.

Lyø, Avernakø og Bjørnø

I Det Sydfynske Øhav, sydøst for Horne Land, ligger Lyø, Avernakø og Bjørnø, som med arealer på hhv. 608 ha, 590 ha og 150 ha udgør kommunens tre største øer. Fra Faaborg er der fast færgeforbindelse til øerne, som alle er beboede; i 2020 havde Avernakø 97 indbyggere, Lyø 81 indbyggere og Bjørnø 26 indbyggere.

Lyø ligger længst mod vest. Da øen er eksponeret mod både vest og syd, er der dannet klintkyster, som er under kraftig erosion. Mod nordvest ligger et større oddesystem og mod nordøst et vinkelforland, som begge har afsnøret strandsøer. Avernakø ligger 5 km øst for Lyø og består af de to tidligere moræneøer Avernakø og Korshavn. Med tiden blev de to øer forbundet af et drag, hvorpå der i 1937 blev anlagt en vejdæmning. I nordvest findes et større system af odder og krumodder, der afsnører to strandsøer, mens øen afsluttes mod øst af odden Revtrille. Mellem Avernakø og Faaborg ligger sluttelig den lille Bjørnø, som er eksponeret for de bølger, der fra sydvest kommer ind gennem gabet mellem Lyø og Avernakø. Den sydvestlige del af øen er derfor en udlignet klintkyst, som er under stadig erosion. Når bølgerne rammer øen, skaber de en strøm, der fører sedimenterne mod både nordvest og sydøst. I nordvest har sedimenterne opbygget et vinkelforland, mens de mod sydøst har dannet odder, heriblandt den 800 m lange, smalle odde Holmene.

Langt størstedelen af øernes landskab er opdyrket, og naturarealerne er overvejende begrænset til kysterne med strandvoldssystemer, afsnørede laguner og strandenge. De største strandenge og laguner findes på den vestlige del af Avernakø og på nordspidsen af Lyø. Her finder man et rigt planteliv af bl.a. tætblomstret hindebæger, strandsiv, spidshale, smalbladet hareøre, stilket kilebæger, tangurt og soløjealant. De tørre strandvolde på Avernakø og Lyø har desuden store bestande af strandmandstro og strandkål.

Padderne er repræsenteret på alle tre øer. I vandhuller spredt over Avernakø yngler den sjældne klokkefrø, og både Avernakø og Bjørnø huser bestande af grønbroget tudse og strandtudse. Også Lyø har en lille bestand af strandtudser, mens grøn frø findes talrigt i de fem gadekær i Lyø By.

Fuglelivet er også rigt på Lyø, hvor bl.a. klyde og havterne yngler på Revet i nordvest og på Nyland (Det Ny Land) øst for havnen. På Nyland findes også en stor hættemågekoloni. I tilknytning til kolonien ynglede splitternen med flere par i både 2012 og 2015, mens den i 2014 husede et ynglepar af sorthovedet måge.

Af hensyn til klokkefrøerne blev en række mindre, spredtliggende områder på den vestlige del af Avernakø fredet i 1956. Sydvestkysten af Lyø ligger ud til habitatområdet Flensborg Fjord, Bredgrund og farvandet omkring Als, mens den østligste spids af Avernakø indgåri habitat-, fuglebeskyttelses- og Ramsarområdet Sydfynske Øhav. Derudover er ca. 146 ha på den vestlige del af Avernakø udpeget som habitatområde.

Videre læsning

Læs mere om Kyster i Faaborg-Midtfyn Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Kyster