Det Sydfynske Øhav er et ca. 480 km2 stort havområde, der afgrænses af Fyns sydkyst, Helnæs, Ærø, Langeland og Tåsinge. Øhavet består af mere end 55 øer og holme og rummer en rigdom af forskellige kystformer som odder, drag og vinkelforlande. Det lavvandede havområde med kun få dybe render er desuden et af landets vigtigste overvintringsområder for flere arter af vandfugle.
Det Sydfynske Øhav (Svendborg Kommune)
Udsigt over den nordøstligste del af Det Sydfynske Øhav med Svendborg Lystbådehavn i forgrunden og Tåsinge med Vindeby Lystbådehavn og halvøen Skansen i midten af billedet, mens Thurø med Thurø Bund ses bagerst. Med lidt fantasi er det ikke svært at forestille sig det bakkede istidslandskab, som havet druknede, og hvis toppe i dag stikker op som øer
På slanke vinger står en rovterne stille i luften, inden den i et styrtdyk kaster sig i havet for at fange de fisk, som udgør dens hovedføde. Rovternen er verdens største terne og bliver næsten lige så stor som en sølvmåge. Mens den imponerende fugl er en regelmæssig trækgæst om efteråret, er den en meget sjælden ynglefugl i Danmark, og det var derfor lidt af en sensation, da et ynglepar slog sig ned på Storeholm i Det Sydfynske Øhav i 2012.
Et druknet istidslandskab
Dannelsen af Øhavet tog sin begyndelse for ca. 10.000 år siden, da sidste istids store gletsjere var smeltet bort, og hele området var en del af en landmasse, der var landfast med både England og Sverige. På det tidspunkt begyndte mennesker fra Ertebøllekulturen gradvis at bosætte sig i området.
Et stigende havniveau betød dog, at store dele af landområdet blev oversvømmet, og for ca. 2.000 år siden havde Øhavet antaget sin nuværende form, hvor kun de højeste dele af istidslandskabet stak op over havet som øer og holme. Havniveaustigningen betød også, at mange af de gamle stenalderbopladser i dag ligger under havets overflade. Flere af Øhavets holme består udelukkende af sand, der først er aflejret, efter at området druknede.
Et væld af kystformer
De forskellige kystformer, som hele tiden dannes og fjernes af havets erosion, transport og aflejring, viser, at Øhavet er under konstant forandring. Øerne beskytter hinanden mod erosion fra bølgerne, der kommer fra forskellige retninger. På de strækninger, som mangler beskyttelse, foregår der dog erosion, og det eroderede materiale indgår i opbygningen af de marine dannelser. Eksempelvis bestod både Avernakø og Drejø oprindelig af to moræneøer, som efterhånden blev bundet sammen af et drag, der var skabt af nedbrudt materiale fra kystklinter mod vest. Også Agernæs og Helnæs var tidligere to øer, som marine dannelser med tiden har forbundet hhv. med hinanden og med Fyn.
På fx sydkysten af Skarø kan man se krumodder, der har afsnøret lavvandede strandsøer, mens sydspidsen af Bjørnø har en retodde, der er dannet af to parallelle strømme på hver side af øen. Andre veludviklede odder kan bl.a. ses på Birkholm, Drejø og Skarø. Også vinkelforlande er almindelige.
De mere eller mindre trekantede forlande kan bl.a. dannes, hvor to modsatrettede sedimentstrømme mødes. På nordkysten af Skarø kan man fx se et vinkelforland med afsnørede strandsøer og en retodde, der er vokset ca. 1 km ud mod nordøst. Næbbet på nordøstkysten af Skjoldnæs på Ærø er et andet karakteristisk vinkelforland.
Livet i øhavet
Strandengen er den dominerende naturtype i Øhavet og findes på alle øerne. Plantelivet er rigt, og fra juli til september farves strandengene lilla af tætblomstret hindebæger, som ud over almindelige strandengsplanter også får selskab af mere sjældne arter som soløjealant og strandmandstro.
De lavvandede havområder, den lange kystlinje og lavvandede laguner som Lindelse Nor og Vejlen tjener som vigtige rastepladser for trækkende og overvintrende vandfugle. I vinterhalvåret kan op til 70.000 vandfugle raste i Det Sydfynske Øhav, der er et af landets vigtigste overvintringsområder for sangsvane, knopsvane, blishøne og ederfugl. Også arter som bjergand, troldand, pibeand, krikand og toppet skallesluger kan optræde i stort antal. Derudover ses knopsvaner i tusindvis i den centrale del af Øhavet, når de fra juli til september fælder svingfjerene og derfor ikke er flyvedygtige.
Et rigt fødegrundlag og talrige småøer og holme, som er fri for mennesker og rovdyr, har gjort Øhavet attraktivt for terner, og både dværgterne, havterne, splitterne og den meget sjældne rovterne yngler i området. Derudover yngler og fouragerer både havørn og mosehornugle i området.
I havet findes rev og muslingebanker samt mudder og sandflader. Dertil kommer store ålegræsskove, der tjener som levested og opvækstområde for en lang række smådyr og fiskearter. Ålegræsset udgør desuden en vigtig del af fødegrundlaget for bl.a. svaner, knortegæs og pibeænder. Marsvinet er vidt udbredt i Øhavet, ligesom spættet sæl er et almindeligt syn, ikke mindst ved Strynø.
Beskyttelse
Det Sydfynske Øhav rummer adskillige naturfredninger, heriblandt fredningerne af vandhuller med klokkefrøer på Birkholm, Hjortø og Strynø Kalv fra 1951 samt på Avernakø fra 1956. På Tåsinge omfatter de bl.a. fredningen af Troense Kyst fra 1924, Lunkebugten fra 1938, Vejlen fra 1941, Monnet fra 1983 og Badstuejorden fra 1993. I 1996 blev der oprettet et vildtreservat i Det Sydfynske Øhav, hvilket bl.a. betyder, at al jagt er forbudt, ligesom der i fuglenes yngletid fra d. 1. marts til d. 15. august er adgangsforbud på mange af øerne og holmene. Derudover er det meste af Øhavet udlagt som habitat, fuglebeskyttelses og Ramsarområde.
Videre læsning
Læs mere om Kyster i Svendborg Kommune
Læs videre om
Læs også om
- Svendborg Kommunes geologi
- Svendborg Kommunes landskaber
- Svendborg Kommunes klima
- Kulturlandskabet i Svendborg Kommune
- Skove i Svendborg Kommune
- Det åbne land i Svendborg Kommune
- Ferske vande i Svendborg Kommune
- Natur- og landskabsforvaltning i Svendborg Kommune
Se alle artikler om Kyster
