Danmark blev ramt af et hårdt konjunkturomslag fra midten af 1970’erne, ikke mindst som følge af oliekrisen. Ledigheden steg hurtigt fra næsten ingenting, 2‑3 %, til først 5‑6 %, hvorefter det kun gik én vej, indtil det toppede med ledighed på omkring 10‑12 % i begyndelsen af 1990’erne. Derefter fandt der en betydelig vending sted på det danske arbejdsmarked.
Arbejdsløsheden blev halveret på under otte år – fra 10 % i 1993 til 5 % i 2001. Det samme gjaldt ungdomsarbejdsløsheden, som blev reduceret fra 15 % i 1993 til 8 % i 2001. Samtidig steg både arbejdsstyrken og beskæftigelsesfrekvensen.
Op gennem 1980’erne havde der været fokus på at løse en række strukturproblemer i den danske økonomi, mens der i 1990’erne blev fokus på at ændre på en række centrale forhold på arbejdsmarkedet.
Arbejdsmarkedsreformen fra 1994 satte gang i en langvarig reformproces, som blev gennemført i tre faser. Den første fase blev sat i kraft i januar 1994, den anden fase begyndte i 1996 og den tredje i 1999.
Arbejdsmarkedsreformen havde tre hovedprincipper. For det første behovsorientering: Aktivering af ledige skulle baseres på den enkelte lediges behov og det regionale arbejdsmarked. For det andet decentralisering: Gennemførelsen af den reviderede arbejdsmarkedspolitik er blevet delegeret til regionale arbejdsmarkedsråd, der prioriterer arbejdsmarkedspolitikken i overensstemmelse med regionale krav inden for en bestemt økonomisk ramme og med hensyntagen til de centrale mål. For det tredje med inddragelse af arbejdsmarkedets parter, som i højere grad blev involveret i styringen af arbejdsmarkedspolitikken gennem deltagelse i de regionale arbejdsmarkedsråd og det centrale nationale arbejdsmarkedsråd, der fungerer som rådgivende i forhold til beskæftigelsesministeren. Principperne for arbejdsmarkedspolitikken, der blev fastlagt med arbejdsmarkedsreformen i 1994, gælder stadig for den danske arbejdsmarkedspolitik i dag. Fra 1996 blev den generelle indsats suppleret med en særlig indsats rettet mod unge.
Generelt var tanken, at arbejdsløse efter en periode med passive ydelser skulle indgå i en »aktiv periode«. Formålet med den passive periode, hvor der ikke var nogen deltagelse i en aktiv arbejdsmarkedsforanstaltning, var, at her kunne den arbejdsløse muligvis selv finde et arbejde. Erfaringen er, at en ikke ubetydelig del af dem, der bliver arbejdsløse, selv finder et nyt arbejde, kort tid efter at de er blevet ledige. Derfor sætter den offentlige indsats først ind efter et stykke tid. Efter fire uger fik den ledige så ret til at modtage et tilbud om deltagelse i en aktiv arbejdsmarkedsforanstaltning, kombineret med forpligtelse til at acceptere et sådant tilbud – det såkaldte ret og pligt-princip.
Organiseringen af systemet blev decentraliseret i 1994 med etableringen af regionale arbejdsmarkedsråd. Formålet var at placere gennemførelsen af den aktive arbejdsmarkedspolitik så tæt på de ledige og virksomhederne som muligt, i et regionalt arbejdsmarkedsråd med godt kendskab til det lokale arbejdsmarked og med en øget inddragelse af arbejdsmarkedets parter. Staten fastsatte de økonomiske rammer og de grundlæggende regler, mens de regionale arbejdsmarkedsråd prioriterede indsatsen lokalt.
En meget væsentlig ændring med 1994-reformen var, at muligheden for at genoptjene sin ret til arbejdsløshedsdagpenge blev ændret. Før reformen kunne man genoptjene sin dagpengeret ved at deltage i forskellige former for arbejdsmarkedsforanstaltninger. Den mulighed blev afskaffet, således at genoptjeningen af dagpengeret fremover blev betinget af, at man havde haft almindeligt lønnet arbejde. På den måde øgede man presset på kvaliteten af den aktive arbejdsmarkedspolitik. Det blev nu sådan, at den foranstaltning, man deltog i, skulle føre til, at man kom i almindeligt lønnet arbejdet – ellers mistede man sin dagpengeret.
Før reformen havde dagpengeperioden praktisk talt været uendelig. Selv om der formelt var en dagpengeperiode på to et halvt år, gjorde genoptjeningsretten gennem deltagelse i arbejdsmarkedsforanstaltninger det muligt at modtage dagpenge stort set uden tidsbegrænsning.
Med arbejdsmarkedsreformen blev dagpengeperioden fastsat til syv år. I 1995 blev den nedsat til fem år, og i 1998 reduceret yderligere til fire år. Endelig blev dagpengeperioden i 2010 fastsat til sit nuværende niveau på to år.
Op gennem 1990’erne skete der også en række andre opstramninger af arbejdsmarkedspolitikken. Kravet for at være berettiget til at modtage arbejdsløshedsdagpenge blev strammet fra 26 ugers arbejde inden for de seneste tre år til 52 ugers arbejde inden for de seneste tre år, og kravene til geografisk mobilitet blev skærpet, så man skulle acceptere en daglig transporttid på fire timer mod tidligere tre timer.
Et særligt kendetegn ved 1990’ernes løbende arbejdsmarkedsreformer er, at de blev gennemført uden noget nævneværdigt fokus på det, der kaldes økonomiske incitamenter. Man søgte ikke at motivere de ledige til at tage et arbejde ved at reducere den ydelse (arbejdsløshedsdagpenge eller kontanthjælp), man fik som arbejdsløs. I stedet ændrede man strukturen i implementeringen af den aktive arbejdsmarkedspolitik, så den med de regionale arbejdsmarkedsråd kom tættere på forholdene på det lokale arbejdsmarked, og man lagde stor vægt på op- og omkvalificering af de ledige, så deres kompetencer kunne komme til at passe bedre med den lokale efterspørgsel efter arbejdskraft.
Det står i kontrast til de efterfølgende 20 års reformer på arbejdsmarkedet, der alle havde et større fokus på at anvende økonomiske incitamenter til at øge det samlede arbejdsudbud i Danmark. »Det skal kunne betale sig at arbejde«, var mantraet for de mange arbejdsudbudsreformer, der er gennemført efter årtusindskiftet. Den målsætning blev søgt opfyldt dels ved en række skattereformer, dels ved en række reformer i tilknytning til overførselsindkomstsystemet.
Skattereformen i 2002 indførte en nydannelse i det danske skattesystem, de såkaldte job- og beskæftigelsesfradrag. Fradraget blev indført med virkning fra 2004 og er siden hævet med skattereformerne i hhv. 2009 og 2012. I 2022 er fradraget på 10,65 % med et absolut maksimum på 34.100 kr. Formålet med fradraget er at gøre det mere attraktivt at få sin indkomst fra lønarbejde eller beskæftigelse som selvstændig erhvervsdrivende og dermed at øge incitamentet for bl.a. kontanthjælpsmodtagere til at tage et job med en relativt lav løn.
Ud over et fokus på at sænke beskatningen af indkomst fra arbejde har der også været fokus på at fremme arbejdsudbuddet blandt modtagere af kontanthjælp med indførelse af et kontanthjælpsloft, den såkaldte starthjælp og 450-timersreglen. Kontanthjælpsloftet lægger et loft over de samlede ydelser, man kan modtage fra det offentlige, for en række behovsprøvede ydelser som kontanthjælp, integrationsydelse og uddannelseshjælp. Starthjælpen blev med virkning fra 2002 indført som en alternativ og lavere ydelse end kontanthjælpen til personer, der indvandrede til Danmark. 450-timersreglen blev indført i 2009 og betød, at kontanthjælpsmodtagere fremover ville modtage en reduceret ydelse, såfremt de ikke inden for en periode på to år havde haft mindst 450 timers lønnet arbejde. Reglen blev senere ændret til at gælde for 225 timers arbejde inden for et år.
I buketten af arbejdsudbudsreformer er velfærdsreformen fra 2006 en af de store blomster. Formålet med reformen var at bidrage til den langsigtede holdbarhed for dansk økonomi. Derfor indeholdt reformen også en række tiltag, som især ville få virkning på længere sigt. Baggrunden for reformen var bl.a. en række analyser gennemført af den såkaldte Velfærdskommission, som var blevet nedsat af regeringen i 2003. Velfærdskommissionens analyser pegede på de udfordringer, som dansk økonomi og den danske velfærdsmodel ville komme til at stå over for med udviklingen i befolkningens sammensætning og den daværende tilbagetrækningsadfærd fra det danske arbejdsmarked. Kort fortalt bestod udfordringen i at få flere til at arbejde – og især at få flere til at tilbringe flere år af deres voksenliv på arbejdsmarkedet.
Det mål blev i første omgang søgt opfyldt ved en ændring af efterlønsordningen og en fremtidig forøgelse af folkepensionsalderen. Et grundlæggende princip blev, at pensionsalderen skulle levetidsindekseres, således at folkepensionsalderen blev knyttet til udviklingen i middellevetiden. Og som vi har set, er middellevetiden steget igennem de seneste mange år.
Konkret betød det ved forligets indgåelse i 2006, at folkepensionsalderen i perioden 2024‑27 hæves fra 65 år til 67 år. Efterlønsalderen blev i første omgang hævet fra 60 år til 62 år, og princippet om, at efterlønsalderen er tre år tidligere end folkepensionsalderen, gælder fremover, således at efterlønsalderen vil være 64 år, når folkepensionsalderen er nået op på de aftalte 67 år.
Fremdriftsreformen fra 2014, der har til formål at øge studerendes incitamenter til at slutte deres uddannelse tidligere og dermed træde tidligere ind på arbejdsmarkedet, kan også ses som en reform, der skal øge arbejdsudbuddet.
Formålet med de mange reformer var som nævnt at øge arbejdsudbuddet, og ser man på udviklingen i lønmodtagerbeskæftigelsen efter gennemførelsen af de mange arbejdsudbudsreformer, så er den steget (se figur).
Mens beskæftigelsen faldt såvel i Danmark som i mange andre lande som følge af finanskrisen i 2008, er den steget i Danmark næsten uafbrudt siden april 2013. I perioden derfra og frem til toppunktet i januar 2020 steg lønmodtagerbeskæftigelsen med omkring 250.000 fra ca. 2.550.000 til ca. 2.800.000, hvilket er en stigning på omkring 10 %. Antallet faldt brat med omkring 75.000 i foråret 2020 som følge af de restriktioner, der blev indført som led i bekæmpelsen af Covid-19, men fra sommeren 2020, hvor restriktionerne blev lempet, begyndte lønmodtagerbeskæftigelsen atter at stige. I oktober 2021 er der ca. 2.900.000 beskæftigede lønmodtagere i Danmark, hvilket aldrig tidligere har været så højt.
Både med hensyn til de arbejdsmarkedsmæssige og de sociale konsekvenser er indholdet i arbejdsudbudsreformerne blevet kritiseret, bl.a. for at føre til et stigende antal personer, der pga. de lavere ydelser i kontanthjælpssystemet lever for meget lave ydelser, der ligger under den tidligere officielle danske fattigdomsgrænse.
Samtidig er den fremtidige automatiske forøgelse af pensionsalderen også blevet kritiseret. Regeringen har i det lys indgået forlig om indførelsen af en ret til tidlig pension. Det betyder, at personer, fra de er 60 år gamle og kan påvise, at de på det tidspunkt har haft en arbejdsmarkedskarriere på mindst 40 år – altså fra de var 20 år gamle – har mulighed for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet med en ydelse fra det offentlige.
Dette tiltag går imod målsætningen i arbejdsudbudsreformerne, og det samme er muligvis også tilfældet for den kommission om andengenerationsreformer, som blev nedsat af finansministeren i oktober 2020.
Andengenerationsreformerne har til formål at have et bredere reformsigte end arbejdsudbudsreformerne, bl.a. med det mål at se på de beskæftigelses- og velfærdsmæssige konsekvenser af en opgradering af den del af arbejdsstyrken, der ikke har en kompetencegivende uddannelse. Desuden at se på mulighederne for at reducere sygefraværet fra arbejdsmarkedet for dem, der allerede er på arbejdsmarkedet.
Med aftalen om tidlig pension og kommissionen om andengenerationsreformer står Danmark muligvis ved overgangen til et nyt paradigme på velfærdsområdet.
