Det gamle Hospital ligger på Slotsallé 10 A-E i Sønderborg Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

I slutningen af 1700-tallet blev mange bygninger opført i Augustenborg, hvor også slottet bliver om- og udbygget. Bygningerne langs Slotsallé og Storegade blev beboet af borgere med tilknytning til slottet, eller bygningerne havde en funktion der var planlagt af hertugen så som Storegade 20 der var skole, og præstegården fra 1777.

Det gamle hospital blev opført i 1775 af Frederik Christian I af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg (1721-1792) som hospital. Det vil sige som boliger for enker eller andre der fortjente en fribolig. Bygningen har indeholdt 10 boliger. Bygningen blev restaureret i 1988, hvor senere indre tilføjelser blev fjernet.

Beskrivelse

Bygningen er et grundmuret enetages længehus. Taget er et saddeltag med valm i de 2 gavle. Taget er dækket med rød vingetegl. Der er 5 skorsten i tagryggen med sokkel, skaft, gesims og en buet overdækning. Facaden mod Slotsallé er rykket noget tilbage fra gaden. Der er 5 indgange/porte i facaden og 10 torammede vinduer med blysprosser. Portene er revledøre med cirkelbuede overdel. De 2 gavlfacader og gadefacaden er hvidkalkede med sorttjæret sokkel, mens facaden mod haven står i blanke, gule flensborgsten, de 10 vinduer er torammede med to træsprosser. Vinduerne er malet i to farver. Rammerne er malet i en rød farve og karmene i en hvid. I bygningens indre er der mod øst indrettet et lille museum, der viser hvordan den oprindelige inddeling af huset var. Indgangsportene fører ind til en lille fordelingsgang, som tidligere var én fælles indgang for to lejligheder. Ud mod gaden var køkkenet med et vindue og et ildsted. Skorstenen deltes med nabolejligheden. Ud mod haven var stue med et enkelt vindue. De ni andre lejligheder er i dag forbundet med døråbninger gennem hele huset. Materialerne indvendig delvis nye delvis ældre men alle steder traditionelle, herunder, vægge med malet puds, lofter af høvlede brædder, og gulvene af enten fyrretræsbrædder eller gule mursten. Loftet er uudnyttet.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i gaden, der fremstår homogen med ældre bygninger, der alle er i 1-2 etager. Slotsalléen fører op til Augustenborg slots hovedindgang. Slotsallé 10 er trukket noget tilbage fra gaden, på denne plads er der plantet 2 træer, som fint indrammer bygningen. Umiddelbar vest for bygningen er en sti ned til Augustenborg havn, her er et fint kig ind på haven og bygningens sydfacaden.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til hvordan bygningen indgår i byens oprindelige helhed med tæt tilknytning til slottet. Hertil kommer bygningens fremtræden som tidligere hospital med 10 boliger, hvilket stadig kan aflæses i de 5 porte, med de 10 bagvedliggende indgange, de 10 vinduer i de 2 facader og de 5 skorstene.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig til den meget markante længde med det store ubrudte tegltag. Den klare symmetriske opdeling med de 5 porte og dertil flankerende vinduer gør, at huset er særdeles velproportioneret. Denne symmetriske opdeling genfindes i de 5 skorstene i tagfladen. Materialerne er traditionelle, hvilket gør at de kalkede flader og teglbelægningen changerer i mange farvetoner.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links