Køge var en betydelig handelsby, og dens borgerskab har som i andre købstæder talt et bysprog, der adskilte sig klart fra de omgivende landsogne. Man kender imidlertid ikke noget til det. Omegnens sjællandske dialekt havde som det meste sjællandsk mange og markante stød, fx i sammensætninger som friˀdaˀw: og såmmerkjowˀl: (fridage, sommerkjole), ofte med efterslag som i enuˀu og iˀen a diˀ i (endnu, en af de, dvs. dem). Man kunne også have stød på for mæjˀet og for mangˀe (for meget, for mange).
Man sagde yðˀ, klyðˀ, hywˀs (ud, klud, hus), og den traditionelle dialekt havde former som fieð:, stiˀen, lyes, suˀe og kåˀal (fede, sten, løse, så, karl). Ordforrådet adskilte sig ikke meget fra rigsdansk. I gammel tid sagde man dog fx et hu:en (hånde) om en lille beholder og sæðˀ (sæd) om »korn«, mens korn på Sjælland oftest betød »byg«.
Efter den hastige befolkningstilvækst fra 1960’erne og etableringen af S-togsforbindelse til København har den sproglige modernisering for alvor taget fart, og det sjællandske opleves som en fjern fortid af de fleste i nutidens Køge Kommune. Der er ikke meget forskel på by og (tidligere) land, og den unge generation er langt mere præget af københavnsk end af sjællandsk.
