En pram, det er jo en fladbundet båd. Det ved jeg itte (= ikke) om du ved. ... Og så var de ude (og) røgte torskeruser. Og nogle gange var der og (= også) ål.
.

Den traditionelle langelandske dialekt er bedst bevaret på det sydlige Langeland, så der er en dialektgrænse mellem nord og syd.

.

Den traditionelle dialekt har mange fællestræk med de omliggende dialekter: Blødt d er svundet som i fla (flad), kort a er lyst foran p, t, k og f, fx i »kaffe« og »pap«, og langt u er blevet til uw eller øw (røwse ruse). Desuden er -nd og -ng reduceret til j, w eller er faldet bort, men har efterladt nasalitet på vokalen, fx pec j, pec:e (pind, pinde), gacw (gang), måc j, mæc j (mand, mænd) og hac (han).

Dialekten er uden stød, men har ordtoner ligesom ærøsk. Nogle ord har stigende tone, andre har faldende. Ordtonerne er dog forsvundet på Nordlangeland.

Dialekten er i det hele taget bedre bevaret på Sydlangeland end på Nordlangeland. Den tales af flere og har flere gammeldags træk. Således er åa for a kun bevaret på Sydlangeland, fx måase, soldåat (mase, soldat).

Navneordene har tre køn. Hankønsord er fx »dag« og »kniv«. I bestemt form hedder det dawic og kniwic (dagen, kniven) og i ubestemt form ic eller ec j daw, kniw (en dag, kniv).

Videre læsning

Læs mere om kultur i Langeland Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Dialekt