Den traditionelle dialekt har mange fællestræk med de omliggende dialekter: Blødt d er svundet som i fla (flad), kort a er lyst foran p, t, k og f, fx i »kaffe« og »pap«, og langt u er blevet til uw eller øw (røwse ruse). Desuden er -nd og -ng reduceret til j, w eller er faldet bort, men har efterladt nasalitet på vokalen, fx pec j, pec:e (pind, pinde), gacw (gang), måc j, mæc j (mand, mænd) og hac (han).
Dialekten er uden stød, men har ordtoner ligesom ærøsk. Nogle ord har stigende tone, andre har faldende. Ordtonerne er dog forsvundet på Nordlangeland.
Dialekten er i det hele taget bedre bevaret på Sydlangeland end på Nordlangeland. Den tales af flere og har flere gammeldags træk. Således er åa for a kun bevaret på Sydlangeland, fx måase, soldåat (mase, soldat).
Navneordene har tre køn. Hankønsord er fx »dag« og »kniv«. I bestemt form hedder det dawic og kniwic (dagen, kniven) og i ubestemt form ic eller ec j daw, kniw (en dag, kniv).