Den traditionelle dialekt var uden stød, blødt d var forsvundet i fx fla (flad), og -ng og -nd var reduceret til j eller var uden lyd, men havde efterladt nasalitet på vokalen, fx tøc j (tynd), låc: (land) og sæc j (seng). Der var variation mellem aw og åw, så »dag« og »dog« begge kunne udtales daw og dåw, og »aften« kunne udtales åwten.
I moderne lollandsk er former uden stød stadig almindelige, mens de uden blødt d er blevet sjældnere. Former med svind af -nd og -ng er næsten forsvundet, undtagen i ordene hac og mac (han og man, med ældre -nd), ligesom dåw og godåw (dag, goddag) stadig kan høres.
Der har før været udtaleforskelle inden for kommuneområdet, men de fleste er forsvundet sammen med de gamle udtaler. For eksempel blev -ang udtalt acw i Nordvestlolland, -ac j på Askø og Femø og -ac eller -ac: på resten af Lolland.
Nægtelsen hed enne eller ænne (inne) som på Falster og Vestmøn, og det gamle ord »óg«, udtalt å, blev stadig brugt på Vestlolland, fx »han var óg med«, dvs. også med. Nu høres inne sjældent, mens »óg« stadig kan høres, fx i forbindelsen eg å (ikke óg).
Mest overraskende er det måske, at det rigsdanske ord »styne« er et lollandsk ord. Andre steder hedder det styve, sty, styffe eller stævne. Forklaringen må være, at Lolland var et kerneområde mht. at »styne pile« og flette risgærder.
På Lolland sætter man visse småord efter nægtelsen, hvor man på rigsdansk sætter dem før. På rigsdansk siger man »han er her ikke«, men på lollandsk »han er ikke her«, på rigsdansk »jeg ved det ikke«, på lollandsk »jeg ved ikke det«.
