Uden for Tønder har man talt sønderjysk. Man brugte foranstillet kendeord: æ gaf, æ ga:r (gabet, gaden) og havde de karakteristiske ustemte b‑ og g‑udtaler: æ:fel, fy:x (æble, fyge). Desuden havde man glidende udtale af de lange vokaler e, ø, o: sej’, køje, bow’e (se, køre, bord) og omlyd i nutid i ord som fæ’r, gæ’r, stæ’r (får, går, står). Disse træk kan stadig høres hos mange.
I den nordlige del af kommunen havde sproget dog visse vestjyske træk: både almindeligt stød og vestjysk stød som i jaw’n (jævn), la’p (lappe), ha’t (hatte) og vestjysk fælleskøn som i en ga:r (gade), en gaf (gab, hul).
Æ vel se, æ kan øf ham op, han gik jawn herfra (jeg vil se, om jeg kan råbe ham op, han er lige gået herfra). Det svar fik sprogforskeren K.J. Lyngby sidst i 1850’erne, da han spurgte efter barberen i Tønder, hvor man ellers sagde, at alle talte tysk. Svaret rummede ovenikøbet et gammelnordisk ord ø:f (øbe, dvs. råbe), der ellers var gået af brug i dansk.
I Tønder talte man som i de andre sønderjyske købstæder en bydialekt, der var en forenklet udgave af omegnens dialekt. Til forenklingerne hørte, at æj og aj var faldet sammen, så staj betød både »sted« og »stad«. Tønderboerne skelnede heller ikke mellem n og nd, l og ld, men sagde hæn: og kæn: (henne, kende), vel og vil: (vil, vilde), ikke kænj: og vilj: som i omegnen. Derfor skriver man nu Uldgade, selv om gaden egentlig godt kunne hedde Ulvegade.
Så langt tilbage man kan følge dagligsproget i byen, har det været overvejende dansk, men mange har været tosprogede. Fra 1400 til op i 1600‑tallet var skriftsproget nedertysk, derfra højtysk indtil 1920. Ordforrådet har været præget af den tætte kontakt med tysk. Nedertysk var handelssproget, og de runde tal fra 50 til 90 hed føftig, søstig, søventig, tachentig, negentig. Det satte også sine spor, at gudstjeneste‑ og skolesproget var tysk i århundreder. Derfor sagde man gebet (bøn), gebot (bud), og forgi(ve) betød »tilgive« (tysk: vergeben) og ikke »tage livet af«.
Den traditionelle bydialekt tales ikke af nogen i dag, men det regionale præg på talesproget er betydelig stærkere end i Vestjylland i øvrigt, også hos den unge generation.
