Dialekter i Esbjerg Kommune

Må jeg spørge: Eftersom (= sådan som) svinepriserne er, er det så tider til at spise haresteg og østers? Eller er det ikke en kones pligt at sørge for, at pengene slår til?

De Jyske Dialekter, 1959
Af .

Artikelstart

Basis for talesproget i Esbjerg Kommune er sydvestjysk dialekt samt bysproget i de to meget forskellige købstæder: Danmarks ældste bydannelse, Ribe, og den meget unge by Esbjerg.

På landet sagde de fleste langt op i 1900-tallet a om sig selv, der var foransat artikel æ manj›, æ bå›n (manden, barnet), og man havde kun ét grammatisk køn: en gow’e go’r (en god gård), nøj gow’e kjøð (noget godt kød). Det hed vi, men wos (os), og man hørte h-et i hwæm’ (hvem) og hjæm’ (hjem). Der var vestjysk stød i ord som å›p, ha›t og hjæl’p (oppe, hatte, hjælpe) og stød på former som læj’et (lejet), pröw’et (prøvet), men ikke i ord med forstavelse: bestel (bestille), awvi:s (afvise). Man havde to forskellige lyde for bogstaverne n- og l-: man sagde ku:n (kone), men kunj (kunne), kal’ (kalv), men kalj’ (kald).

Ribe var stiftsby med en del institutioner og mange rigsmålstalende. Den jævnere del af befolkningen brugte dog dialektformer. Grænsedragningen i 1864 betød, at Ribe stagnerede, og byen har ikke betydet meget for den nyere sprogudvikling i kommunen.

Esbjerg har formentlig heller ikke sat præg på dialektudviklingen i de omkringliggende landområder. Beboerne i den nordlige del af kommunen var længe mere orienteret mod Varde og foretrak at handle der, også længe efter at Esbjerg havde nået en vis størrelse.

Mange af tilflytterne til Esbjerg kom fra Ribe Amt, så dialektpræget var længe tydeligt i byen, men som socialdemokratisk arbejderby med fiskeri og fiskeindustri som dominerende erhverv fik den sit eget særpræg. Sproget i Esbjerg var ikke efterlignelsesværdigt for beboerne i omegnens landsogne.

Bortset fra en karakteristisk og let genkendelig intonation er det tilsyneladende småt med særlige Esbjergtræk. Mange siger å›p (oppe) og læj’et, pröw’et (lejet, prøvet med stød), og en esbjergenser blev for nogle år siden angrebet for ikke at kunne dansk, fordi hun sagde di ska ka æng’elsk (de skal kunne engelsk).

I dag taler kun de ældste beboere i kommunen dialekt. De fleste taler et mere eller mindre standardnært sprog, evt. med jysk intonation og moderne jyske indslag, fx trå’r (tror), mo:di (ikke mo:ði) (modig), framti:di (fremtidig, med københavnskpåvirket udtale af frem-). Snarere end at se dette som påvirkning fra den lokale by må det nok betragtes som almindelig standardisering.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Esbjerg Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Dialekt