Kommunen ligger på grænsen mellem Øst- og Sydfyn. Carl Nielsen gav underfundigt udtryk for, at alt her lyder på en særlig fynsk måde. Tonegangen er også præget af, at mange ord udtales med en tone, der stiger en lille terts (også et almindeligt interval i folkemusikken).
I den nordlige del af kommunen brugte man både stød og stigende tone, mens resten hørte til det sydfynske dialektområde, dvs. at der ikke blev brugt stød, men mange ord blev udtalt med stigende tone. Et andet sydfynsk træk var, at man sagde baw, ba:w, slawder, la˛:w (bag, bage, slagter, lange), mens det længere nordpå hed ba’ (eller baj), ba:, sla:ter (eller slajder), la˛: (bag, bage, slagter, lange).
Udtaler som dæ˛jga˛j (dengang), yw te bøj’i (ud til byen), ilæj’en (alligevel) og udtryk som: di hat foe nå:w (de havde ikke fået noget) og jeg fik ikke uden som 14 kroner i løn er for længst gået af brug. Kun tonen er tilbage og måske u, ha˛, ette (ud, han, ikke).
