Herning Kommune er centralt placeret i det vestjyske dialektområde, og indtil for ca. 50 år siden stod den lokale dialekt stærkt. Da tekstilindustrien igennem hele 1900-tallet tiltrak mange nye tilflyttere, var de fleste vestjysktalende, og talesproget i Herning blev derfor præget af stor variation, fra udtyndet jysk til standarddansk med jysk tonefald og en hel del jyske træk. Udviklingen af et bredt og stærkt kulturliv siden 1950’erne har betydet, at standardsproget kom til at fylde mere, men den sproglige variation er stadig betydelig. Et let jyskpræget standardsprog fylder mest i lydbilledet, med enkelte vestjyske former som ubemærkede og umarkerede indslag, fx å’p (oppe).
I resten af kommunen blev der talt et vestjysk, som var markant forskelligt fra rigsdansk. I traditionelt vestjysk blev visse vokaler diftongeret: di’el (del), jæn’ (en), tåw’ (to), skuel (skole), kwåne (koner), og man sagde fo’r (får), så:j (sagde), då’ (dag), gång’ (gang). Også konsonanterne havde udviklet sig anderledes end i rigsdansk med former som mar (mad), kjør (kød), og man skelnede mellem to l- og nudtaler: vel (vil), vilj: (ville); han (han), manj’ (mand); efter bagtungevokaler var gammelt -nd blevet til j: a:js (Anders), fojen (funden).
Midt i 1900-tallet var en del af disse dialekttræk noget på retur, mens andre var meget livskraftige i de landlige dele af kommunen. I Skarrild var der i 1972 således 54 %, som blev vurderet til at tale ren eller overvejende lokal dialekt, mens 30 % talte regionalsprog, og kun 10 % rigsdansk. Over halvdelen sagde a om sig selv, havde foransat artikel: æ dræng’, æ pi:g, æ bå’n (drengen, pigen, barnet) og udtalte ord som væj (vej), skåw (skov), kamp (kamp), kanjt (kant), hjælp (hjælp), berk (birk) uden stød. De havde ikke stød på ord som betå:l (betale), fåla:ng (forlange), mens de til gengæld havde vestjysk stød i ord som stå’p (stoppe), flæ’t (flette), slo’k (slukke), fåby’t (forbytte), lam’p (lampe), hinj’t (hente), hjæl’p (hjælpe), kjær’k (kirke). Man sagde vi (vi) og væn (ven), men wos (os) og wanj’ (vand), og det hed hwæm’ (hvem) og hjæm’ (hjem) med h-.
Det var især bønderne og folk over 50, der talte dialekt, mens børn og unge i højere grad foretrak regionalsprog. Dialektbrugen blev mindre i takt med skolegangens længde, og de, der talte udtyndet dialekt, var mest tilbøjelige til at ændre deres sprog på arbejdspladsen eller i kontakt med standardsprogstalende.
I dag er der meget få i den erhvervsaktive alder, der taler et sprog, som kan kaldes ren dialekt. Men det betyder ikke, at dagligsproget har fjernet sig totalt fra det vestjyske. Mange midaldrende har et udpræget jysk tonefald og bruger jyske træk som mo:di (modig med d, ikke ð) og ord som ræj’ (ræd, bange), ve (ved, hos). Hos de unge er det jyske præg langt svagere, og de bruger også københavnske former som rat (ret) og fram (frem).
