I løbet af 1970’erne blev Ishøj en forstadskommune beboet af arbejdere. I de følgende årtier var en stor del af tilflytterne indvandrere, og næsten en tredjedel er i dag ikke-vestlige indvandrere og efterkommere.
Svarende til denne befolkningssammensætning er talesproget moderne storkøbenhavnsk med en del træk fra københavnsk arbejdersprog samt nogle indvandrerspecifikke træk. Man siger rαt (ret, rat), mα:ð (meget) med mørkt a og har fladt a i kasse og mand, og mange siger jα.kke (jakke), tsα.k (tak) og tså’w (tog).
De unge indvandrere/efterkommere (især mændene) har ofte en staccatopræget talerytme, og de forlænger ikke vokalerne i ord som jakke og trappe. De udtaler t som tj, fx æstjå’wð (S-toget) (pigerne siger dog ts som de øvrige unge) og bruger ord som wallah (arabisk: jeg sværger), eow (kurdisk: hej) og para (tyrkisk: penge).
