Ham oppe fra Norup, han skulle høste, og Per Larsen han skulle binde op efter ham ... han tog en skår så stor, så stor, så det var ikke grove længe [lang tid], inden at de kom grusom langt bagefter.
.

Den traditionelle dialekt på Nordfyn var overvejende vestfynsk. Der var kun stigende tone på ord som »bi«, »by«, »fin«, »Fyn«, »fil«, »syl«, og dertil kom, at det hed oˀp, æˀter, ta’ke og mål’ke (oppe, efter, takke og malke) med stød som i Vestjylland. Det vestfynske hoj’ (hø) blev brugt i hele kommunen, og i den vestlige del sagde man sæj’ (se) og haj’r (her), og det hed gåw’ og ståw’r (gå, står), men i en bred stribe hed det go’ og sto’r. I dag er der oftest kun tonen og visse fynske udtryk tilbage af dialekten.

Grænsebundtet mellem Nord- og Vestfyn og Øst- og Sydfyn deler Fyn i to dialektområder ud fra udviklingen af de lange vokaler e, ø, æ og å. De tre første har udviklet sig til æj, oj, aj vest for den blå, grønne og røde linje, og øst for til ie, ye, eæ eller æ:. Vest for den sorte linje er å blevet til åw, mellem den sorte og den blå linje til o:, og øst for den blå til ue. »Gå« hedder altså hhv. gåwˀ, goˀ og guˀe. Øst for grænsebundtet udtales mange enstavelsesord som »ko«, »sol« med stigende tone, mens de vest for har stød som i rigsdansk.

.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Nordfyns Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Dialekt