Odense var langt op i 1800-tallet landets næststørste by med et selvbevidst borgerskab, og talesproget varierede fra rigsmålsnært sprog i embedsstanden og det bedre borgerskab til dialektpræget dagligsprog i de jævne lag. Man ved dog kun lidt om ældre tiders odenseansk. I 1700-tallet havde Odense som garnisonsby et betydeligt tysksproget element, og tysk spillede også en rolle som kultursprog, fx holdt en værtshusholder tyske aviser til gæsterne, og langt op i 1800-tallet var der mange tysksprogede forestillinger på Odense Teater. Teateret siger nok mere om den fynske adels sprogbrug end om sproget i Odense som sådan. Adelen havde faste residenser i Odense, og i 1805 talte man fx tysk på mange herregårde, mens dansk var tjenersproget.
Ifølge sprogmanden Niels van Hauen (1741) udtalte man o som ow. Det gjorde man stadig omkring år 2000, når man råbte ow’ bej’ (OB) på stadion. Den glidende udtale af langt e og ø: bej’n, stej’n, døj’, føjtæks (ben, sten, død, Føtex), som i nutiden kan høres hos almindelige indfødte odenseanere, er sandsynligvis et gammelt bysprogstræk, da det ikke hører hjemme i de omgivende dialekter, men optræder i de andre fynske købstæder. Det samme gælder formentlig datidsformer som hoppet og sejlet. Dialektformer som Fyn og fin uden stød, avisbu (avisbud) uden stød og ð og ha˛ (han) har også været udbredt i bysproget.
I moderne odenseansk hører man ofte la’ng ikke lang’, ma’n ikke man’ (mand), hæ’l ikke hæl’ (held), ofte ved siden af københavnskpåvirket udtale som rat’ og fram’ (ret, frem). Københavnsk intonation er derimod sjælden. Mange unge odenseanere benytter fortsat fynske træk som egå (ikke også) og jårbær (jordbær). Blandt unge odenseanske mænd med indvandrerbaggrund kan høres en multietnolekt, der kombinerer fynsk tonegang med træk fra fx arabisk med den udprægede staccatorytme. De siger fx tjå’wet (toget).
