Talesproget i Randers Kommune spænder fra udtyndet dialekt til standardsprog med jysk tonefald, men også med københavnske træk, især hos de unge. Mange taler et regionalt jysk, der ikke ligger langt fra aarhusiansk: Man siger skjå:rt(e) (skjorte) og snakket (snakkede); ikke skjo:et og snakkeð som i den gamle dialekt.
Dialekter i Randers Kommune
Vi kom til Randers da inden middag (…) og så så vi noget som vi aldrig havde set
dengang. Der var nogen der stod i skjorteærmer med nogle stokke hånden og slog
til nogle kugler (…) Karl og mig vi stod ved det her billardbord hele tiden og så på
de spillede, de slog efter kuglerne (…) ja jeg syntes da de folk derude de snakkede
noget så tosset.
Dialektprøve i lydskrift. Randers Kommune. Niels Åge Nielsen: De Jyske Dialekter (1959), s. 96‑97.
Af
Trap Danmark.
Licens:
Begrænset anvendelse
Traditionel dialekt i Randers Kommune
Randers Kommune rækker mod sydvest ind i det centraløstjyske dialektomrade. Det betyder, at den traditionelle dialekt havde stød, men ikke pa ord som hvalp, blomst og kant. Man sagde sti’en (sten), pues (pose), go’ (ga), og det hed vi, men wos (os). ≫Liv≪ og ≫tyv≪ blev begge udtalt med -yw, ≫lever≪ og ≫kløver≪ med øw.
Substantiver havde efterstillet artikel og to køn som i standarddansk, men adjektiver blev ikke bøjet: det er fin. Udlydende -e var svundet uden at afsætte nogen form for erstatning (som ellers ofte i jysk): pøls, fen og tak (pølse, finde og takke). Bade ≫mand≪ og ≫søn≪ blev udtalt med almindeligt n, men det hed raj:s (Randers) og haj’el (handel).
Mod nord lød de svage verbers endelse -eð: hoppeð (hoppede, hoppet), mens det mod syd hed hoppet.
Sproget i Randers i ældre tid
Tidligere gik det tydeligste skel mellem land og by, men byboerne talte heller ikke ens. Byerne var præget af tilflytning, og i 1700-tallet var under halvdelen af indbyggerne i Randers født i byen, mens resten typisk var flyttet til som voksne. Tilflytterne medbragte ofte en landlig dialekt, som med årene blev slebet til.
Randers var garnisonsby, hvilket gav et vist islæt af hvervede tysksprogede soldater. Samtidig havde byen mange håndværkere, især handskemagere og skomagere. Alt dette bidrog til en betydelig variation i sprogbrugen.
Lokale kilder sandsynliggør, at talesproget i 1600-tallet har været præget af regionale former, fx svind af udlydende vokal, gerne rimer på kværn, og de svage verbers endelse -ede blev skrevet -it: stefnit (stævnede). Der optræder diftong for langt e og o: miener (mener), stuor (stor), og man skrev slo for »slå«, kam for »kom«.
At bysproget adskilte sig fra omegnens dialekt, ses af datidens skolekomedier fra Randers latinskole. Her optræder bønder med et sprog svarende til dialekten lige syd for Randers, og selv om byboerne ikke taler konsekvent anderledes, så udviser deres sprogbrug klart færre særjyske træk end bøndernes. Livsvilkårene på land og i by var vidt forskellige. Den sproglige forskel på bondescenerne og resten har formentlig et komisk sigte ved at opridse en kontrast mellem byfolk og bønder. Der er god grund til at tro, at det afspejlede en regulær sproglig forskel mellem land og by allerede dengang.
