Dialekter i Skanderborg Kommune

Manden var god nok (som) vi var hos; men han var frygtelig nærig, for han ville gå og slukke lyset, hvis han syntes, vi brændte for meget lys ... for vi sad jo sommetider og spillede kort henne i karlekammeret ... når klokken den så blev over elleve eller sådan noget, så slukkede han lyset.
.

Artikelstart

For blot en generation siden talte man ret forskelligt i Skanderborg og i de landlige dele af kommunen. I omegnen omkring Skanderborg talte mange således østjysk dialekt langt op i 1900-tallet. Det betød, at man ikke havde stød i ord som hælst (helst) og fålk (folk), men beholdt stødet på ong’ (ung) i sammensætningen ungkarl. Visse vokaler var diftongerede: die (der), jæn’ (en), gu’e (god) eller afveg på anden måde fra rigsdansk: så: (sagde), fo’ (få) og gywt (gift). Det hed væj (vej) med v, men warm (varme) og hwæm’ (hvem) med w, og l blev udtalt som »tykt« engelsk l i ord som sjæl’ (selv) og spel (spille). Man sagde a (jeg) og få de te (fordi at).

I Skanderborg har man talt både rigsdansk og udtyndet dialekt; i dag gælder det hele kommunen. De yngre taler typisk rigsdansk med jysk tonefald og vestdanske former som histårje (historie), -en (ikke -et) i bleven, kommen og -et (ikke rigsdansk -ed) i ord som slukket og kastet. Visse københavnske former er sluppet ind: rat (ret).

Videre læsning

Læs mere om kultur i Skanderborg Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Dialekt