I kommunens byer, ikke mindst i den største og ældste, Slagelse, har man i ældre tid talt købstadsdialekter, der nok havde et sjællandsk præg, men adskilte sig fra omegnen. Da rigsdansk rent historisk er baseret på sjællandsk og derfor stemmer temmelig meget overens med dette med hensyn til ordforråd, var der ikke mange særord, men nok enkelte særudtaler og flere stød end i rigsmål.
I landsognene talte man sydvestsjællandsk. Det udlydende -e blev sjældent udtalt, det hed sylt, flest, lyes, et (sylte, fleste, løse, itte (dvs. ikke)), og der var mange stød. Man sagde ikke bare bloðpølˀs, fi.rkanˀter (blodpølse, firkanter), men også viˀi, diˀi, duˀu, præˀsten, låˀfte og hånmeˀkser (vi, de, du, præsten, loftet, håndmikser). Det hed siˀe, hyˀe, stoˀe, stowˀr, da:w (se, hø, stå, stor, dage) som over næsten hele Sjælland, men ord som »smage« og »nu« blev udtalt sma:, nuˀu, ikke sma:w, nywˀ.
Nutidens sprog er tæt på rigsmål, hos yngre ofte københavnskpræget, kun de kraftige stød, lejlighedsvis også på småord som »nu«, »vi«, »de«, og former som sålt, pas, støk og mit (ikke met) (solgte, passe, stykke, midt) røber den sjællandske baggrund.
