Digevej 19 ligger på Digevej 19 i Fanø Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Fanø hørte oprindeligt under krongodset Riberhus Ladegård og fanøboerne var fæstebønder, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Christian VI, idet Riberhus Ladegård var blevet sat på auktion, da kongen manglede penge. Fanøboerne fik herved retten til at drive handel og søfart, hvilket betød at øen oplevede en opgangsperiode grundet tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde. Fanø mistede hovedparten af handelsflåden under Englandskrigene i 1807-14, og herefter gik øens udvikling i stå. Fra 1830erne og frem mod begyndelsen af 1900-tallet steg væksten igen, og Fanø, havde i denne periode den næststørste flåde i Danmark.

Anvendelsen af teglsten vandt senest frem i landdistrikternes mere anonyme byggerier. I det sydlige Vestjylland, der var et træfattigt område, baseredes udviklingen fra bindingsværk til grundmur sig på den lokale fremstilling og brænding af teglsten, der i løbet af 1700-tallet havde bredt sig nordpå fra Holland. På Fanø blev teglstenene i første omgang brugt til udmuring af bindingsværkshusenes tavl og til opmuring af ildsteder, men fra omkring 1800 blev der nyopført store og velstandsprægede huse, helt i grundmur. Fra omtrent samme tidspunkt og frem gennem 1800-tallet blev også bindingsværkshusene omsat i grundmur. Omsætningerne var ofte tiltrængte, fordi bindingsværkshusenes ydervægge satte sig som følge af rådne eller udskridende stolpeender, som således ikke kunne klare belastningen fra bjælkelag og tagværk.

Man har altid haft en stærk bygningstradition på Fanø med mange gennemgående træk, der endvidere var så egnsspecifikke, at man havde forskellige traditioner mod nord og syd, selvom der kun var lidt over 10 km imellem Sønderho og Nordby. I Sønderho var det f.eks. almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning, blev fugerne optrukket med hvidt. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger. Endvidere var det skik at bemale stikkene over dørene og vinduerne med oliemaling, eller ved bemaling at efterligne murede stik på tagremmen. Ofte malede man det særlige sort-hvide-grønne Sønderho-stik, der symboliserede sorgen, glæden og håbet. De ældre vinduer i Sønderho var småsprossede, og de ældste havde blyindfattede ruder. Vinduesstikkene var ofte udført lige og fremstod med grønne karme og rammer samt hvide sprosser. Trævinduer fra 1700-tallet var i Sønderho udført med en karakteristisk sprosse med en helt enkel, spids profil. I Nordby derimod havde sprosserne et mere afrundet profil. Anvendelsen af de to typer profiler er stadig meget tydeligt opdelt imellem de to byer. Yderdøre var halvdøre, ofte med kvadratisk hjørnestillet eller rundt vindue i overdøren. Dørene havde svære sidekarme, fastgjort på indersiden af ydermuren og var således placeret tilbagetrukket i de ofte rundbuede stik. Arkengaffen, kvisten over døren, var ligesom dørhullet ofte rundbuet.

De forskellige bygningsdetaljer ændrede sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til. Flere huse fik nu fuldmurede gavle, kalkede facader med hjørnelisener, og arkengaffen blev i stedet udført som en trekantfronton. Vinduernes karme og rammer blev efterhånden begge malet hvide, de seks-rudede vinduer blev afløst af tre-rudede, og omkring 1880 begyndte man at udføre vinduer med fladbuet overkant. Halvdørene blev langsomt afløst af to-fløjede fyldingsdøre under lige stik og med en diagonaltstillet, sprosseopdelt rude i den øverste del af døren.

Bygingen, Digevej 19 stammer sandsynligvis fra 1750erne, men nævnes første gang i 1793 i en brandtaksation. Her beskrives den som en tolv fag lang bygning, der er indrettet med bolig i de seks vestre fag, mens de øvrige seks fag er udnyttet til lo og stald. Efter ombygninger omkring år 1800 brandtakseres bygningen i 1803 som en grundmuret bygning, og her beskrives to af de midterste fag som forstue og bryggers, mens det kun er fire fag til lo og stald. Da bygningen i 1980 blev registreret fremstod vinduerne med grønmalede karme og hvidmalede rammer, sprosser og murfalse. Tillige var der over vinduerne, på remmen, malet det klassiske Sønderho-stik med grøn, sort og hvid ligesom soklen var streget op med hvid.

Beskrivelse

Bygningen ligger på Fanø i landsbyen Sønderho, mellem øvrige lignende bygninger i det åbne landskab, der afgrænses mod havet af græsklædte diger.

Bygningen er et grundmuret længehus opført i én etage, hvor murene fremstår i rød, blank mur med delvist optrukne hvide fuger og en hvidmalet gesims. De to gavle er begge pudsede og rødkalkede, har murankre udført som initialer eller årstal og den øverste del af gavlene er beklædt med grønmalede, lodretstillede brædder. Bygningen afsluttes af et stråtækket heltag med mønning af tørv og i rygningen findes to skorstenspiber. I sydsiden ses over hoveddøren en mindre rundbuet frontkvist, af den type man lokalt kalder en arkengaff. Hoveddøren er en nyere fyldingsdør, der er traditionelt udført med ruder i den øverste del. I arkengaffen ses en ældre revleluge med rundbuet overvindue. Tillige ses revleluger i sydsidens østlige del og i østgavlen. Bygningens øvrige døre er placeret i nordsiden og udgøres af en ældre fyldingsdør og en todelt revledør. Døre og luger har ældre beslag og er alle malet mørkegrønne med hvidmalede stafferinger. Vinduerne er ældre, hvidmalede og hovedsageligt torammede med småtopsprossede ruder, men også enkelte etrammede vinduer findes i den østlige del. I østgavlen ses tillige et oprindeligt lille støbejernsvindue. Over døre og vinduer er hvide, påmalede stik og under vinduer og luge er endvidere hvide, påmalede sålbænke.

I det indre er bevaret en ældre grundplan med en forstue mod syd, lokalt kaldet en frangel, der deler bygningen op med en bolig mod vest og udhus, bryggers og ældre trappe til høloftet mod øst. I den vestlige del ligger mod syd en stor vinterstue, sønder donsk, og en mindre stue, kaldet stow, mens der mod nord er en sommerstue, nordre donsk, et ældre forrammekøkken med fadebur, støbejernskomfur og et bryggers med spor efter et tidligere ildsted. Overfladerne er hovedsagligt ældre, herunder trægulve, bræddevægge og bræddelofter mellem synlige bjælker. Enkelte trægulve er nyere. Det meste af et ældre interiør er tillige bevaret, herunder fyldingsdøre med gerichter, indbyggede skabe og flere ældre alkovedøre, eller som de kaldes lokalt tætsengslåger. Endvidere er der bevaret ældre, bemalede fliser på ydervægge, enkelte tværvægge og bagved komfuret. Den østlige del af bygningen bærer præg af ældre mere spartanske materialer, herunder revledøre og ølandssten samt teglstensgulv i det gennemgående udhus, der tidligere var stald.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i Sønderho, der fremstår som en unik og yderst velbevaret ældre landsby. Bygningen er, som de fleste andre bygninger på Fanø orienteret solret, hvor gavlene vender mod øst og vest, og indgår dermed naturligt i Sønderhos bebyggelsesmønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre grønninger skaber en idyllisk sammenhæng. Et bemærkelsesværdigt indslag i bybilledet er de mange grøn- eller hvidmalede stakitter og tangdiger beplantet med bukketornhegn, der adskiller grundene, dog uden at det traditionelle åbne byrum og landskab brydes.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi relaterer sig til bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er murenes fremtræden i røde, blanke sten med hvide, optrukne fuger, hvid hovedgesims, bræddebeklædte gavltrekanter og en arkengaff over hoveddøren. Hertil kommer, at taget er et stråtækket heltag med mønning af tørv og med skorstenspiber, der helt karakteristisk har hvidtet gesims og krave, mens piben fremtræder med samme overfladebehandling som bygningens facader. Tillige er det en stor kulturhistorisk værdi, at vinduerne er ældre og småtopprossede med påmalet stik og sålbænke. Bygningen har tillige stilmæssige træk, der vidner om udvikling i 1800-tallet, herunder hoveddørens udførelse med to ruder og diagonale sprosser og hvide stafferiger.

At det tidligere vat almindeligt på Fanø at have et mindre landbrug tilknyttet boligen aflæses tydeligt i bygningens lukkede karakter mod øst, med færre og mindre vinduer, lemme og stalddøren. Murankrene vidner med initialer og årstal om ombygningen i år 1800 hvor man sandsynligvis har omsat det tidligere bindingsværk til grundmur.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens ganske velbevarede planløsning, hvor køkken og fadebur med et lille nedgravet kølerum strategisk ligger mod den kolde nordside samt at man traditionelt for et Fanø-hus fra køkkenet har adgang til henholdsvis nordre donsk, og søndre donsk. Endvidere er der spor efter den lille stue stow og de mange oprindelige tætsenge, og franglen danner en naturlig overgang til den tidligere stald. Hertil kommer stuernes imponerende og velbevaret interiør med de mange ældre, egnskarakteristiske bygningsdetaljer, herunder indbyggede skabe, ældre fyldingsdøre med bl.a. bukkehornsbeslag og klinkefald samt de meget karakteristiske, hollandske, blå eller brunmalede fliser på ydervæggene og bagved støbejernskomfuret i køkkenet, der vidner om bygningens alder. Den kulturhistoriske værdi knytter sig særligt til disse fliser, da de er et helt særligt træk for byer med søfart som det primære erhverv, hvor sømændene på deres mange rejser tog fliserne med hjem.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens enkle, fritstående og velproportionerede form med lave mure og stejlt tag, der med en bølgende kurve former sig omkring arkengaffen. Placeringen af vinduer og døres overkant lige under gesimsen underbygger fornemmelsen af de lave mure og det dominerende tag.

Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få dekorationer, der er integreret og begrænser sig til bygningselementer som vinduer, døre og skorstenspiber. Særligt de påmalede sålbænke og stik, dørens stafferinger og skorstenspibernes hvide sokkel og krave giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk. Hertil kommer murenes skuring og svage rødkalkning, der giver en levende stoflighed, samt de optrukne fuger, der på afstand udligner den lidt tilfældige mur.

I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til det gennemførte interiør, der domineres af de mange fliser, hvis motiver enten danner ordnede mønstrer eller tilfældige patchworks. Virkningen er charmerende og helt enestående. Hertil kommer de mange detaljer i træ, der tildeler rummene en varm og rolig atmosfære. Selvom materialet er det samme på gulve, skillevægge og lofter er de elegant adskilt grundet variationen i træets udformning og efterfølgende kontrastfulde farver og stafferinger med stærke farver. Tillige tillægges stor arkitektonisk værdi til udformningen af snedkerdetaljerne, herunder fyldingerne på både paneler, døre og skabslåger og tætsengslåger. Denne afbalancerede stil i det ydre som det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links