Digevej 6, Sønderho

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Fanø hørte oprindeligt under krongodset Riberhus Ladegård og fanøboerne var fæstebønder, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Christian VI, idet Riberhus Ladegård var blevet sat på auktion, da kongen manglede penge. Fanøboerne fik herved retten til at drive handel og søfart, hvilket betød at øen oplevede en opgangsperiode grundet tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde. Fanø mistede hovedparten af handelsflåden under Englandskrigene i 1807-14, og herefter gik øens udvikling i stå. Fra 1830erne og frem mod begyndelsen af 1900-tallet steg væksten igen, og Fanø havde i denne periode den næststørste flåde i Danmark.

Anvendelsen af teglsten vandt senest frem i landdistrikternes mere anonyme byggerier. I det sydlige Vestjylland, der var et træfattigt område, baseredes udviklingen fra bindingsværk til grundmur sig på den lokale fremstilling og brænding af teglsten, der i løbet af 1700-tallet havde bredt sig nordpå fra Holland. På Fanø blev teglstenene i første omgang brugt til udmuring af bindingsværkshusenes tavl og til opmuring af ildsteder, men fra omkring 1800 blev der nyopført store og velstandsprægede huse, helt i grundmur. Fra omtrent samme tidspunkt og frem gennem 1800-tallet blev også bindingsværkshusene omsat i grundmur. Omsætningerne var ofte tiltrængte, fordi bindingsværkshusenes ydervægge satte sig som følge af rådne eller udskridende stolpeender, som således ikke kunne klare belastningen fra bjælkelag og tagværk.

Man har altid haft en stærk bygningstradition på Fanø med mange gennemgående træk, der endvidere var så egnsspecifikke, at man havde forskellige traditioner mod nord og syd, selvom der kun var lidt over 10 km imellem Sønderho og Nordby. I Sønderho var det f.eks. almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning, blev fugerne optrukket med hvidt. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger. Endvidere var det skik at bemale stikkene over dørene og vinduerne med oliemaling, eller ved bemaling at efterligne murede stik på tagremmen. Ofte malede man det særlige sort-hvide-grønne Sønderho-stik, der symboliserede sorgen, glæden og håbet. De ældre vinduer i Sønderho var småsprossede, og de ældste havde blyindfattede ruder. Vinduesstikkene var ofte udført lige og fremstod med grønne karme og rammer samt hvide sprosser. Trævinduer fra 1700-tallet var i Sønderho udført med en karakteristisk sprosse med en helt enkel, spids profil. I Nordby derimod havde sprosserne et mere afrundet profil. Anvendelsen af de to typer profiler er stadig meget tydeligt opdelt imellem de to byer. Yderdøre var halvdøre, ofte med kvadratisk hjørnestillet eller rundt vindue i overdøren. Dørene havde svære sidekarme, fastgjort på indersiden af ydermuren og var således placeret tilbagetrukket i de ofte rundbuede stik. Arkengaffen, kvisten over døren, var ligesom dørhullet ofte rundbuet.

De forskellige bygningsdetaljer ændrede sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til. Flere huse fik nu fuldmurede gavle, kalkede facader med hjørnelisener, og arkengaffen blev i stedet udført som en trekantfronton. Vinduernes karme og rammer blev efterhånden begge malet hvide, de seks-rudede vinduer blev afløst af tre-rudede, og omkring 1880 begyndte man at udføre vinduer med fladbuet overkant. Halvdørene blev langsomt afløst af to-fløjede fyldingsdøre under lige stik og med en diagonaltstillet, sprosseopdelt rude i den øverste del af døren.

Bygningen på Digevej 6 nævnes første gang i en brandtaksation fra 1796. Bygningen beskrives som værende på tolv fag med værelser og stuer i de syv østlige fag, mens der i de fem vestlige fag var stald og lo. Da bygningen igen i 1837 brandtakseres er der sket en ændring i det indre så den østlige del, som består af køkken, stuer, værelser og forstue fordeles på syv fag, mens der kun er lo og foderrum i de tre vestlige fag. Bygningen tilhørte maleren Erwin Nöbbe fra 1914-1930 og herefter maleren Ortwin Nöbbe, der indrettede atelieret i østgavlen og tillige dekorerede flere døre, skabslåger og lofter i bygningen.

Bygningen ligger på Fanø i landsbyen Sønderho, mellem øvrige lignende bygninger i det åbne landskab, der afgrænses mod havet af græsklædte diger.

Bygningen er et grundmuret længehus opført i én etage, hvor murene fremstår i rød, blank mur med delvist optrukne hvide fuger på en pudset, grå sokkel og afsluttet af en hvidmalet gesims. Den øverste del af gavltrekanterne er beklædt med lodretstillede, grønmalede brædder og i begge gavle ses en række murankre udført som initialer. Bygningen har et stråtækket heltag med mønning af tørv og i rygningen ses to skorstenspiber med sokkel og krave. På nordsiden ses to ældre, grønmalede, todelte revledøre under rundbuede stik og med rhombeformede ruder. Over den ene dør ses en rundbuet frontgavl af den type man lokalt kalder en arkengaff, og i denne findes en tofløjet revleluge med overvindue. I sydsiden findes en ældre, hvidmalet og tofløjet fyldingsdør, der er svagt rundbuet, har ruder i den øverste del og er udført med gråmalede diamantfyldinger. Til venstre for døren er en hvidmalet revleluge med bukkehornsbeslag og rombeformede ruder. Bygningen har hovedsageligt torammede vinduer dog ses enkelte etrammede vinduer i den vestlige del. Mod nord har vinduerne lige overkarm og småtopsprossede ruder, mens vinduerne mod syd har færre sprosser og er svagt rundbuede. De fleste vinduer er ældre og alle er hvidmalede, sat i hvidmalede murfalse og har påmalede hvide sålbænke og stik, der mod nord og i den vestlige del er malet skiftevis grøn, hvid og sort. I den østlige gavl ses tillige et stort, tolvrammet ateliervindue med zinksålbænk.

I det indre er bygningen delt op i to boliger. I den vestlige del, den tidligere stald, er en nyere indretning med et stort åbent rum, hvor der er åbent til kip, fritlagte bjælker og en nyere trappe op til en delvist udnyttet tagetage. Overfladerne er primært nye. Modsat har den østlige del en yderst velbevaret grundplan med en forstue, som lokalt kaldes en frangel mod både gaden og haven. Mod syd findes en stor vinterstue, sønder donsk, og i forlængelse af denne en mindre stue, kaldet stow. Mod nord ligger to værelser og en sommerstue, nordre donsk, et badeværelse og et delvist ældre køkken. I de fleste rum er gulvtæpper oven på bræddegulvene, pudsede vægge og lofter samt synlige loftbjælker og ældre, bemalede fliser på flere vægpartier. Hertil kommer et yderst velbevaret interiør, der består af brede hvidmalede fyldingsdøre med gerichter, greb og beslag, indbyggede skabe og alkover, lokalt kaldet tætsenge, udført med svungne fyldingslåger foran. Fra en stejl trappe midt i boligen er der adgang til tagetagen, som mod øst er indrettet med et stort atelier. Her er nyere bræddegulve, nyere vægge og lofter samt en skillevæg ind til det resterende uudnyttede loftrum.

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i udkanten af Sønderho, der fremstår som en unik og yderst velbevaret, ældre landsby. Bygningen er, som de fleste andre bygninger på Fanø orienteret solret, hvor gavlene vender mod øst og vest, og bygningen indgår dermed naturligt i Sønderhos mere uregelmæssige bebyggelses-mønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre grønninger skaber en idyllisk sammenhæng. Et bemærkelsesværdigt indslag i bybilledet er de mange grøn- eller hvidmalede stakitter og tangdiger beplantet med bukketornhegn, der adskiller grundene. Hertil kommer den tilhørende have, der skråner ned mod marsken, hvor der i læ bag en høj beplantning er spor efter en tidligere gryde, der var en fordybning, hvor man førhen havde en mindre køkkenhave. Fordybningen skærmede køkkenhaven så afgrøderne stod beskyttede i det barske klima.

Den kulturhistoriske værdi relaterer sig til bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er murenes fremtræden i røde, blanke sten med hvide, optrukne fuger, hvid hovedgesims, bræddebeklædte gavltrekanter og en arkengaf. Hertil kommer, at taget er et stråtækket heltag med mønning af tørv og med skorstenspiber med sokkel og krave. Tillige er det en stor kulturhistorisk værdi, at vinduer og døre har det stribede egnskarakteristiske Sønderho-stik, og at alle vinduer har påmalede hvide sålbænke. Bygningen har tillige stilmæssige træk, der vidner om udviklingen i 1800-tallet, herunder hoveddørens udførelse med to ruder, diagonale sprosser, diamantfyldinger og kun svagt buet stik. Modsat har de øvrige døre det ældre karakteristiske rundbuede stik. Den kulturhistoriske værdi knytter sig tillige til stalddørene mod nord, de mindre vinduer og lugerne, der tilsammen vidner om, at det på Fanø førhen var almindeligt at have et mindre landbrug tilknyttet boligen.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens bevarede dele af den typiske, ældre planløsning med en frangel, der naturligt danner en opdeling således, at man i dag stadig kan aflæse den oprindelige opdeling med bolig mod øst og stald og lo mod vest. Hertil kommer, at stuerne ligger traditionelt både mod syd og nord, så man grundet lys og solens varme har mulighed for en sommer- og en vinterstue. Køkkenets placering mod nord er tillige praktisk i forhold til at holde dette rum relativt køligt. Bygningen rummer tillige et imponerende og velbevaret interiør med mange ældre egnskarakteristiske bygningsdetaljer, herunder delvist bevarede tætsenge med svungne låger foran, indbyggede skabe, ældre døre med barokke gerichter samt de meget karakteristiske, blå hollandske fliser. Den kulturhistoriske værdi knytter sig særligt til disse fliser, da de er et helt særligt træk for byer med søfart som det oprindelige primære erhverv, hvor sømændene på deres mange rejser tog fliserne med hjem. Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til atelieret i østgavlen med det store østvendte vinduesparti, der vidner om de to generationer af malere som har ejet bygningen igennem 1900-tallet.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens enkle, fritstående og velproportionerede form med lave mure og stejlt tag, der med en blød kurve former sig omkring arkengaffen. Placeringen af vinduernes overkant lige under gesimsen underbygger fornemmelsen af de lave mure og det dominerende tag.

Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få integrerede dekorationer, der begrænser sig til bygningselementer som vinduer, døre og skorstenspiber. Særligt de hvide, påmalede sålbænke og de stribede stik over vinduerne giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk. Hoveddøren træder særligt frem og virker herskabelig med de lysegrå diamantfyldinger. Hertil kommer murstenenes forskellige størrelser, der varierer fra et munkestenslignende format til mere smalle flensborgsten, hvilket giver en levende stoflighed, der understreges af de optrukne fuger, der på afstand udligner forskellene og næsten danner en mønstret overflade.

I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til stuernes placering en suite, der giver et kig på langs af rummene. Hertil kommer det gennemførte interiør, der domineres af de mange barokke bygningsdetaljer med brede døre og profilerede gerichter samt de blå fliser, hvis motiver danner ordnede mønstrer. Virkningen er charmerende og helt enestående. Tillige tillægges stor arkitektonisk værdi til udformningen af snedkerdetaljerne, herunder fyldingerne på både paneler, døre, skabslåger og tætsengsdøre. Denne afbalancerede stil i det ydre som det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi.

Læs videre om

• Barkvej 5, Nordby
• Digevej 23, Sønderho
• Krogvej 11-13, Nordby

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen