Kortet viser fordelingen af hav og land i slutningen af sidste istid. Den store landmasse, som kaldes Doggerland, strakte sig over hele den sydlige del af Norden, de nuværende Britiske Øer og Doggerbanke. Øverst til højre ses epicenteret for Storeggaskreddet, hvis efterfølgende tsunamier formentlig fik dramatiske konsekvenser for livet i Doggerland.
.

Det, der i dag er Nordsøen, var ved slutningen af sidste istid et stort sammenhængende landområde, der strakte sig fra det nuværende Danmark til England. På det tidspunkt var enorme vandmængder bundet i de gigantiske isskjolde, som stadig dækkede store dele af den nordlige halvkugle, og havniveauet lå derfor 120‑130 m lavere end i dag. Det tørlagte område kaldes Doggerland og havde en kyst, som strakte sig helt op nord for Shetlandsøerne og vest for Irland.

Landskabet i Doggerland

Under sidste istid var Doggerland stort set isfrit og bestod af et kuperet landskab, der vekslede mellem morænerygge og dødishuller. Formentlig var landskabet gennemskåret af store vandsystemer som Shottonfloden og den mere end 100 km brede sø Outer Silver Pit.

Da landskabet både øst og vest for Doggerland var præget af tundra, er det nærliggende at forestille sig, at også Doggerland var dækket af tundra med en vegetation domineret af mosser, laver og dværgbuske. Dyrelivet omfattede bl.a. nu uddøde kæmper som uldhåret mammut, uldhåret næsehorn og steppebison.

Mod slutningen af sidste istid blev klimaet mildere med flere egentlige varmeperioder, heriblandt Allerødtid. Det betød, at vegetationen ændrede sig, og skovtundra med lysåben birkeskov bredte sig over området. Samtidig indvandrede nye dyrearter som elsdyr, rensdyr og den nu uddøde kæmpehjort.

I årtusinderne efter istiden smeltede isen, og havniveauet steg markant. For ca. 7.000 år siden havde havstigningen nået sit maksimum, og da den højderyg, som i dag udgør den fiskerige Doggerbanke, forsvandt, forsvandt også den sidste rest af Doggerland under havet. Geologiske undersøgelser har vist, at et undersøisk jordskred, det såkaldte Storeggaskred ud for Norges kyst for 8.200 år siden, skabte gigantiske tsunamier med bølger på op til 20 m’s højde. Disse tsunamier har formentlig også haft store konsekvenser for livet i Doggerland.

Stenalderjægerne

Hvornår stenalderjægerne indvandrede til Doggerlandområdet, vides ikke med sikkerhed. I det sydlige England og i Tyskland op til omkring Hannover er der fundet spor efter den syd- og mellemeuropæiske Aurignacienkultur (ca. 35.000-ca. 26.000 f. Kr.), der bl.a. stod bag de ældste hulemalerier i Frankrig og den tidligste figurative kunst i det europæiske område. De kan have drevet jagt i Doggerlandområdet, om end der endnu ikke er fundet spor efter dem. Et fund fra 2009 viser til gengæld, at neandertalere har opholdt sig i den sydligste del af området, inden de forsvandt fra området for ca. 40.000 år siden.

Fund fra bl.a. Sønderjylland viser, at de første jægere formentlig nåede til nordligere breddegrader som det danske område for ca. 14.000 år siden. De fulgte rensdyrenes sæsonvandringer, der antages at have bragt dem nordpå om sommeren og tilbage sydpå om efteråret. Med klimaets mildning i de følgende årtusinder fik jægerne givetvis en mere permanent tilstedeværelse i det sammenhængende område mellem det senere Sydskandinavien og De Britiske Øer.

Ravfigurerne

Ravbjørnen, som tømrer Thomas Pedersen fandt en vinternat på Fanø Vesterstrand i 1990. Lige bag bjørnens hoved kan man se en fure, som formentlig skyldes slid fra en snor. Det tyder på, at den fint udformede ravbjørn har været ophængt i en snor rundt om halsen.

.

Med til Doggerland bragte istidsjægerne også den rige naturalistiske stenalderkunst, der bl.a. kendes fra det franske og det tyske område. Her var der ingen hulevægge at male på, men der var til gengæld adgang til det smukke og let formbare rav.

I Danmark er der fundet mere end 50 ravsmykker og figurer fra ældre stenalder. De blev tidligere fundet ved tørvegravning, men i dag koncentrerer fundene sig langs Vesterhavskysten i Fanø og Varde Kommuner. Jægerne har formentlig efterladt smykkerne på bopladsernes affaldsområder i Doggerland, hvor de lå indlejret, da området blev oversvømmet. Havets vedvarende erosion af de gamle, iltfattige vådbundslag har efterfølgende frilagt ravet, hvorefter det pga. sin lethed er blevet transporteret langt omkring, inden det skyllede i land.

I 1990 skyllede en bjørnefigur op på Fanø Vesterstrand. Den er en ud af de blot otte udskårne dyrefigurer af rav fra ældre stenalder, der er fundet i det danske område. Foruden bjørne ses også udskårne elsdyr og heste, i flere tilfælde dekoreret med bore- og zigzagornamentik. Jægerne har antagelig opfattet dyrene som magiske, og dyrefigurerne har givetvis fungeret som amuletter knyttet til datidens kult.

Smykker i rav og andre materialer blev fremstillet i hele ældre stenalder, men de naturalistiske dyrefigurer menes at være fra Allerødtid og tidlig Yngre Dryas, hvor Federmesserog Brommekulturen må have været fremherskende i Doggerland. Under Rømø har man kunnet genfinde nogle af de sedimenter, som bølgerne aflejrede, hvilket viser, at de formåede at trænge langt ned i Nordsøen.

Videre læsning

Læs mere om oldtiden i Fanø Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Forhistorisk arkæologi